Haidar Ansari

Haidar Ansari er født i 2001 på Amager og vokset op i det boligområde, som er kendt som Urbanplanen, med sin mor og tre brødre. Han gik på den lokale skole, Peder Lykke Skolen, hvor undervisningen var underlødig, og hvor lærerne sjældent blev mere end et år eller to, som han har fortalt om i et debatindlæg om det frie skolevalg (Haidar Ansari: Debat: Forældre skal ikke have lov til selv at vælge skole til deres børn – min historie fortæller hvorfor. Politiken, 2023-03-11). I 5. klasse blev han smidt ud, fordi han gentagne gange havde overfaldet andre elever.

For en kort bemærkning fik han mulighed for at gå på Den Classenske Legatskole, hvor han mødte et øvre middelklasseliv. Det gjorde noget ved hans forestillingshorisonter. Det handlede ikke bare om, at de primært hvide børns forældre fra Indre By i København havde penge. Det handlede om, hvad det betød for det overskud og den omsorg og omtanke, forældrene kunne have for de børn. At de både blev tilskyndet til at lave deres lektier og fik hjælp til at lave dem. At de fik god og sund mad med på madpakken, og at deres forældre snakkede med dem om, hvordan de havde det. I 7. holdt Ansari op med at gå i skole, og hans liv med kriminalitet eskalerede.

Som 17-årig havde han siddet inde i fem ud af otte af Danmarks sikrede døgninstitutioner. Meget af det for personfarlig kriminalitet. Året efter blev han tiltalt for drabsforsøg og idømt fem års fængsel. Det var under denne afsoning, han for alvor stødte på litteraturen. Der var et lille bibliotek på fængslet, som var doneret af organisationen Læs for livet, og han læste bøger af først Yahya Hassan og siden Morten Pape. Han oplevede, at de på forskellige måder holdt et spejl op for hans tilværelse. Ikke mindst Pape, som var vokset op i det samme kvarter som Ansari, og som skrev om det fra et andet perspektiv. Det gjorde det muligt for Ansari at se sine egne handlinger på en ny måde. Snart voksede kærligheden til litteraturen og udviklede sig hurtigt til også at skrive selv, og da Morten Pape kom på besøg i fængslet, viste Ansari ham sine tekster. De udviklede et venskab med udgangspunkt i litteraturen, og Pape viste Ansaris tekster til et forlag, som gerne ville udgive dem, hvilket skulle blive til Ansaris debut ”Institutionaliseret” i 2022. Ansari er i dag ude af fængslet og i gang med en HF. Han deltager aktivt i den offentlige debat.

”Institutionaliseret” (2022) er Haidar Ansaris debutdigtsamling, som han skrev, mens han sad i fængsel dømt for drabsforsøg. Den kan læses som en art selvbiografi fortalt i hovedsageligt korte digte og er opdelt i tre dele. Først ”Kvarteret” som handler om barndommen, hvor den unge Haidar går i folkeskole og bruger sin fritid på at hænge ud i gaderne.

Noget af det, ham og hans venner laver, kan man kalde for drengestreger eller ballade, men det forekommer vigtigt også at skelne mellem det og de mere reelle voldsepisoder, der udspiller sig. Både mod og med ham. Man forstår, at volden har været til stede i snart sagt alle domæner i hans liv, lige siden han var en lille dreng. Han bliver rekrutteret af ”en af de ældre” (”Institutionaliseret”, s. 43) og fungerer snart som en slags stikirenddreng for de ældre bandemedlemmer, eller ”sjakaler” som de også bliver kaldt. Hurtigt bliver han også sat til at sælge kokain, og snart er han fanget i en gældsspiral, hvor han er tvunget til at sælge mere for at kunne betale det, han skylder.

62220473

Anden del har titlen ”Institutioner”, og her er det lettere fiktionaliserede digterjeg inde og ude af institutioner. Karaktergalleriet inkluderer nu også pædagoger, fængselsbetjente og advokater. Det kriminelle liv fortsætter mere eller mindre upåvirket uden for institutionernes mure, og inden for får man også jævnligt ”en kaster” ind over hegnet, som kan være en appelsin med 10 gram hash eller kokain i. Men fængslet er også en udmattelsesmaskine, som skaber kedsomhed og frustration. Digtene er fulde af lort og urin og onani og magtesløshed både hos fængselspersonale og indsatte. Der er noget uforløst og trist over det.

Tredje del hedder ”Fængsler”, og den starter med det knivstikkeri, som giver en femårig dom. Jeget er mere distanceret fra sine omgivelser i de her digte. Mere optaget af det indadvendte, af at erkende sig selv og lave det om, forstår man. Digtenes direkte sprog og hurtige rytme når deres stilistiske højdepunkt i det sidste og længste digt, hvor fængslets hverdag virkelig udpensles, men hvor verden uden for også melder sig.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Institutionaliseret"