Sebastian Bune

Sebastian Bune kommer fra Aarhus og en kompliceret, multietnisk og -kulturel baggrund. Da han i år 2000 fyldte 15 år, kunne han skrive ikke mindre end 20 forskellige folkeregisteradresser på cv'et – men alligevel havde han ikke altid haft et decideret Hjem. Han og hans mor fandt igen og igen sig selv på flugt fra en voldelig stedfar, og turen gik til både bekendtes sofaer og krisecentre. Allerede som barn var litteraturen en redning for Bune, som søgte tilflugt i bøgernes forunderlige verden – men alligevel følte han sig sidenhen fremmed i gymnasiet og droppede ud for at stå i lære som fiskehandler. Men det akademiske sneg sig atter ind på ham, gennem hans kæreste og hendes familie, og efter en HF og studier ved Aarhus Universitet debuterede han i 2014 som skønlitterær forfatter med digtsamlingen ”Nomadesind”. Sideløbende med forfattergerningen har han arbejdet som gymnasielærer, og i dag er han forstander ved Kofoeds Skole i Aarhus, som er en skole for socialt udsatte.

Og netop for de socialt udsatte børn banker hans hjerte ekstra stærkt. Som en person, der har været ind og ud af ”systemet” fra en ung alder, har Bune en særlig adkomst til at kritisere det, og det gør han, blandt andet i et interview fra 2017 i Information i anledning af romandebuten ”Min familie”: ”Det går alt for langsomt. Vi ved, at det har alvorlige og langsigtede konsekvenser at vokse op med vold, seksuelle overgreb, misbrug eller anden form for omsorgssvigt. Men vi ser stadig for mange eksempler på sager, hvor de sociale myndigheder er for længe om at gribe ind. Hvad er det for et samfund, der ikke tager hånd om et socialt udsat barn?” (Anna Raaby Ravn: Sebastian Bune: Litteratur kan bryde med stereotype forestillinger om vold og omsorgssvigt. Information, 2017-08-12). Bune arbejder altså såvel praktisk som kunstnerisk for de udsatte børn, og den base, hvorfra arbejdet går, er stadig Aarhus, hvor han bor med sin kone og tre børn.

I Sebastian Bunes romandebut ”Min familie” fra 2017 beskriver han i første person tilværelsen i, som titlen indikerer, sin familie, der består af ham selv, hans mor og hans stedfar Leon. Siden kommer lillebror James til. Vigtige personer på sidelinjen er hans morfar, mormor og far. Beretningen tager vitterligt sin begyndelse in medias res, i mørket på et udefra låst badeværelse, hvor fortælleren Jonathan tisser i bukserne af skræk. Han er alene hjemme med sin stedfar, der har låst ham inde. Således er historien bragt i gang med hjertet i halsen og et af de centrale temaer for fuld udblæsning, nemlig den i begyndelsen decideret skrækindjagende og med tiden mere komplekse relation mellem Jonathan og Leon. 

Bogen er opdelt i 44 kapitler uden særskilt titel og strækker sig over små ti år, fra scenen på badeværelset, til Jonathan som 15-årig endelig får taget sig sammen til at flytte over til sin far.

53333508

Vi befinder os primært i og omkring Aarhus, hvor familien flytter til, og hvor Jonathans far, der er kunsthåndværker, allerede bor i et stort kollektiv. 

Familien er omdrejningspunkt for store temaer som loyalitet, pligt og kompliceret kærlighed. Desuden danner den rammen om et indblik i et socialt og økonomisk utrolig svært liv; både mor Hanna og Leon er det meste af tiden arbejdsløse og Leon desuden stof- og alkoholmisbruger.

Barnets modstridende følelser og ønske om at gøre det bedste for alle omkring sig beskrives med en præcision, der giver sten i maven, og ikke mindst er den voldelige og utilregnelige Leon portrætteret, så han fremstår som en nuanceret karakter, omend han, naturligvis, aldrig kaprer den grundlæggende sympati med Jonathan. Jonathan er offer for vold fra Leons side og for grov manipulation fra sin mors side, men med meget mere udholdenhed end et lille barn burde behøve mønstre, slutter fortællingen på en håbefuld note: Jonathan flytter som sagt over til sin far og tager på interrail med sin ven Bilal. 

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Min familie"