minimalisme i 1990'erne

Peter Høeg er en af dansk litteraturs mest mystiske skikkelser. Han brød igennem med et brag og blev udråbt til at være H.C. Andersens, Karen Blixens og Søren Kierkegaards arvtager.

Christina Hesselholdt er prosaist ind til benet og skriver i et sart sansende og poetisk sprog, der ofte er krydret med en forførende fandenivoldskhed. Hun undersøger den indre, ofte flertydige monolog, og hvordan mennesket lever med sine indre stemmer.

Helle Helle er en af Danmarks stærkeste prosaister. Hendes forfatterskab begyndte i det eksperimenterende og avantgardistiske hjørne af litteraturen, og hun har gradvist udviklet sin helt egen stil. I en nøgtern realisme indfanger hun hverdagens trivialiteter i en stram, underspillet form.

I Kirsten Hammanns værker møder man bl.a. figuren Vera Winkelvir med gummicurler, plastikhjerte og laktaske og læsebøgernes Søren og Mette som voksne.

Trisse Gejl har vundet anmeldernes hjerter med sine følsomme og velskrevne romaner, der ofte er skabt på baggrund af personlige oplevelser.

Simon Fruelund mestrer en minimalistisk realisme i stil med den amerikanske novellist Raymond Carver og med danske Helle Helle: En nedtonet, ufortolkende fortællestil, som antyder noget mere gådefuldt under hverdagens overflade.

Camilla Christensens har et langt lyrisk forfatterskab bag sig med digtesamlinger som tematiserer kvindelig sårbarhed og det svære mellemmenneskelige møde.

En dement olding, der på mystisk vis forsvinder fra et plejehjem, og en overvægtig husmor, der råber i stedet for at snakke. Det er nogle af de personer, man møder i Trine Andersens anmelderroste romaner “Elinor Marks fulde fem” og “Kompleks”.

Peter Adolphsens stil er på en gang drilsk og legende og samtidig drevet af en filosofisk erkendelsestrang. Med værkerne “Små historier” og “Små historier 2” blev Adolphsen kendt for sine kortprosatekster, der parrer det mystiske med det hverdagslige og det videnskabelige med det overnaturlige.