Portræt af Bernardine Evaristo
Foto: Jennie Scott / Gads forlag

Bernardine Evaristo

cand.mag. Marie Hjørnet Nielsen, november 2022.
Top image group
Portræt af Bernardine Evaristo
Foto: Jennie Scott / Gads forlag

Indledning

Bernardine Evaristo skriver fra outsiderens perspektiv. Karaktererne i hendes romaner er mærket af deres fortid. Både i  “Girl, Woman, Other” (2019) og “Mr. Loverman” (2013) kæmper de for at overvinde kønsmæssige, kulturelle og racemæssige barrierer. Evaristo skriver med historisk bevidsthed og menneskelig indsigt. Forfatterskabet er formet af hendes baggrund som dramatiker, og hendes skrivestil er kendetegnet ved at være frit strømmende og en slags hybridform mellem prosa og poesi, som Evaristo selv kalder for fusionsfiktion. I 2019 vandt hun Bookerprisen for romanen “Girl, Woman, Other”, som er oversat til mere end 40 sprog.

 

62898348

 

Blå bog

Født: 28. maj 1959, London.

Uddannelse: Ph.d. i creative writing ved Goldsmiths, University of London, 2013.

Debut: Island of Abraham. Peepal Tree Books, 1994.

Litteraturpriser: EMMA Best Book Award, 1999. Arts Council England Writer’s Award 2000. Orange Prize Youth Panel Award, 2009. Big Red Read Award, 2009. Booker Prize, 2019. British Book Awards, 2020.  

Seneste danske udgivelse: Mr. Loverman. Gads Forlag, 2022. Roman. Oversætter: Siri Ranva Hjelm Jacobsen.

Inspiration: Toni Morrison, Derek Walcott.

 

 

 

Bernardine Evaristo bliver interviewet om sit forfatterskab under Louisiana litteraturfestival i august 2022:

Artikel type
voksne

Baggrund

“ja, den lille sovetryne har brug for, at du får hende ud af fjerene om morgenen – gør hende klar til skoledagen og fragter hende derhen
for sådan gør en mor
hvad enten du har lyst eller ej
og du burde virkelig også vaske dig
hvad enten du har lyst eller ej
har du tænkt dig at vente, indtil snavset på din krop skal skrabes af med en murske?”


“Mr. Loverman”, s. 68.

Bernardine Evaristo blev født i 1959 og voksede op i Woolwich i det sydøstlige London. Hun var det fjerde barn ud af en søskendeflok på otte. Moren var englænder med irske og tyske rødder og arbejdede som skolelærer. Faren kom fra Nigeria og immigrerede som mange andre fra de tidligere kolonier til England i 1949. Han arbejdede som svejser, engagerede sig i arbejderklassens forhold og var den første sorte mand, der blev medlem af kommunalbestyrelsen i Greenwich. Faren var et forbillede med sin aktivisme, men også en autoritær opdrager. Familien oplevede racediskrimination, og faren fortalte næsten ingenting om sine rødder. På linje med den tids gængse opfattelse betragtede Evaristo Afrika som et uciviliseret og vildt sted, ikke et sted, man var stolt af at komme fra. Hun husker særligt en scene fra sin barndom, hvor hun krydsede gaden for at undgå sin far: “jeg ville ikke hilse på ham, fordi jeg ikke ville associeres med ham. Det føles forfærdeligt nu, men sådan var det at vokse op i 1960’erne og 1970’erne i et meget hvidt område.” (Vanessa Thorpe: Bernardine Evaristo: living as a lesbian made me stronger. The Guardian, 2020-09-20. Egen oversættelse).

Teenageårene tilbragte hun på Greenwich Young People’s Theatre, som også var hendes første møde med kunsten. Hun gik på pigeskolen Eltham Hill School, og strøg let hele vejen gennem uddannelsessystemet, til hun til sidst stod med en ph.d. i kreativ skrivning fra Goldsmiths-universitetet i London.

Siden 1980’erne har hun engageret sig i raceforhold og grundlagde Theatre of Black Women, det første af sin slags i Storbritannien. I løbet af 1990’erne sagde Evaristo sit kontorjob op for at hellige sig skrivningen på fuld tid. Hun debuterede i 1994 med digtsamlingen “Island of Abraham” og fik sit store gennembrud med romanen “Girl, Woman, Other” (2019), som hun modtog Bookerprisen for i 2019 som den første sorte kvinde nogensinde. I 2020 vandt hun både prisen for årets bog i Storbritannien og blev kåret som årets forfatter.

I dag bor hun i London med sin mand. Ud over at være prisvindende forfatter er hun også redaktør, kritiker, dramatiker, essayist og professor i creative writing ved Brunel University London.  

Mr. Loverman

“Forbandet og forbistret. Jeg skal vise ham, skal jeg, at jeg hverken er lunefuld eller vægelsindet, fej eller svag. Jeg skal demonstrere det for ham i praksis. Lige så snart søndagsfrokosten er forbi, vil jeg tage en alvorssnak med Carmel og bede om skilsmisse… inden jeg mister modet. Ja, jeg vil så. Som Fugl Føniks vil jeg rejse mig af mit ægteskabs aske, brede vingerne ud og blive født på ny.”

“Mr. loverman”, s. 48.

Den fysiske lokalitet for “Mr. Loverman”, der udkom i 2013 (“Mr. Loverman”, 2022), er Londonbydelen Hackney. “Mr. Loverman” er Evaristos syvende bog.

Det første kapitel, “Ægteskabets kunst”, begynder en lørdag i maj. Kalenderen skriver 2010, og vi dumper direkte ned i jegfortællerens indre monolog. Det er den 74-årige Barry, der fortæller om Moris, som man gennem de humoristiske betragtninger og anekdoter hurtigt fornemmer, at Barry har et varmt og kærligt forhold til. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, de var et ældre, uadskilleligt ægtepar. Men historien er en anden. Første kapitel slutter nemlig med, at Moris kører Barry hjem, og selvom Barry gerne ville, kan han ikke invitere Moris med ind. Moris er nemlig Barrys hemmelige elsker, og Barry er gift og skal tilbage i løvens hule, som han kalder det hus, han deler med sin kone, Carmel.

Barry er en caribisk emigrant, pensioneret maskinmontør hos Ford, boligspekulant, velhavende og belæst, og i halvtreds år har han listet omkring som en klatretyv i sit eget hjem.

62898348

Carmel vågner, idet han er ved at klæde sig af, og dialogen, der udspiller sig mellem dem, syder af den passivt aggressive adfærd, som har ulmet alt, alt for længe. Carmel anklager ham for at føjte rundt med andre kvinder, og for at undgå de værste konfrontationer har de en “ikkeangrebspagt”.

Da Carmel må rejse til sin døende far, beslutter Barry sig for, at han efter alle de år endelig vil springe ud og lade sig skille fra Carmel. Spørgsmålet er bare om, han tør, for hvad er den rette tid og det rette sted for sådan en afsløring? Som fortællingen skrider frem, bliver det tydeligere, hvorfor Barry så længe har levet et dobbeltliv: Frygten for stigmatisering og opvæksten i et samfund, som forbød homoseksualitet, sidder stadig dybt i ham.

Romanen veksler mellem nutidssporet – dagene i maj – og nedslag i centrale begivenheder i fortiden, som er set fra Carmels perspektiv: brylluppet i 1960 – han var 24 og hun blot 16, da de giftede sig. De første år med små børn, hvor Carmel fik en fødselsdepression, og deres videre liv sammen. Fortidssporet er fortalt i anden person, gennem en du-henvendelse til Carmel – en form for indre stemme, der sætter ord på Carmels sindsstemning og tilstande lige fra forelskelsens lethed til depressionens tyngde.

Romanen emmer af sprogligt overskud, humor og psykologisk dybde. Evaristo spiller på hele toneskalaen og indfanger med sin skrivestil karakterernes unikke personligheder og individuelle stemmer.