portræt af Monika Helfer
Foto: Salvatore Vinci

Monika Helfer

cand.mag. Anne Vindum, marts, 2024. Blå bog og bibliografi opdateret maj 2024.
Top image group
portræt af Monika Helfer
Foto: Salvatore Vinci

Den østrigske forfatter Monika Helfer bruger i sine romaner sin slægts historie, når hun undersøger, hvordan vi sammenstykker vores erindring, og hvad der former et menneske. I ”Pakket. En familie” (2022) er hendes bedsteforældres skæbne i skyggen af Første Verdenskrig ramme for en udforskning af magtrelationer mellem kønnene, og i ”Far” (2023) tegner hun et kærligt portræt af sin hemmelighedsfulde far, der levede og døde blandt bøger. Helfer skriver usentimentalt og nysgerrigt om tilværelsens hensynsløshed og livsnødvendigt familiesammenhold.

 

138431061

 

Blå bog

Født: 18. oktober 1947, Au, Østrig.

Uddannelse: Ukendt.

Debut: Eigentlich bin ich im Schnee geboren. 1977. Roman. Illustreret af Richard Helfer.

Litteraturpriser: Österreichischer Kunstpreis für Literatur, 1997. Solothurner Literaturpreis, 2020. Schubart-Literaturpreis, 2021. Johann-Peter-Hebel-Preis, 2022 m.fl.

Seneste danske udgivelse: Løvehjerte. Forlaget Palomar, 2024. (Löwenhertz, 2022). Oversat af Dorthe Seifert. Roman.

Inspiration: At se på mennesker på Wiens kaffebarer. At lytte til Maria Callas. Forfattere som Sigrid Nunez, Anton Tjekhov, Franz Kafka og Richard Ford.

 

 

Videoklip

Portrait Monika Helfer. Deutscher Buchpreis, 2021. Oktober 2021.

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Erindringen er at betragte som et håbløst kaos. Først når man laver et drama af det, bliver der orden. ”Men sådan er livet nu engang.” Det er også en af tante Kathes talemåder. Særlig min families liv var nu engang sådan. Vi havde aldrig noget ønske om at være specielle. Mormor ønskede det heller ikke. Men vi var specielle. Jeg bøjede nakken af skam.”
”Pakket. En familie”, s. 49.

Monika Helfer er født i Østrig i 1947 og voksede op i et fattigt hjem i delstaten Vorarlberg sammen med fem søskende. Hendes far Josef var forvalter på et hjem for krigshandicappede i bjergene, hvor hun delvist er vokset op. Da Monika Helfer var 11 år, døde hendes mor, og søskendeflokken blev splittet ad. Monika boede herefter med to søstre hos deres tante og hendes tre børn under trange levevilkår. Trange kår og ensomhed prægede Monika Helfers barndom og ungdomsliv, og som 12-årig begyndte hun at skrive for at finde et sted til sine tanker.

Monika Helfers far viede store dele af sit liv til bøger, og hun har derfor brugt barndomsårene mellem bogstakke. Som barn havde hun oplevelsen af, at hendes far holdt mere af bøgerne end af sine børn, som hun fortæller i et interview (Wolfgang Paterno: Monika Helfer: Gift der Welt. Profil, 2017-05-30). Faderen døde af et slagtilfælde, mens han åbnede en af sine utallige bogpakker.

Monika Helfer debuterede i 1977 med romanen ”Eigentlich bin ich im Schnee geboren” og har siden skrevet romaner, noveller, teater, radiospil og børnebøger. Sin egen families historie har hun udfoldet i de to bøger, der hidtil er oversat til dansk; ”Pakket. En familie” (2022) om hendes bedstemor Maria Moosbrugger og ”Far” (2023) om hendes far. Som sidste del af sin slægtstrilogi udgav hun i 2022 ”Löwenhertz” (på dansk 2024), hvor hun skriver om sin bror Richards liv og tidlige død. Et andet aspekt af sit liv udfolder Helfer i romanen ”Die Jungfrau” (2023), der har hendes venskab med skoleveninden Gloria som omdrejningspunkt.

Monika Helfer blev i 1981 gift med forfatteren Michael Köhlmeier, som hun har fire børn sammen med. Deres datter Paula døde som kun 21-årig i en ulykke, og Monika Helfers roman ”Bevor ich schlafen kann” (2010) er dedikeret til datterens minde. Udover sit skønlitterære virke skriver Helfer klummer i avisen Vorarlberger Nachrichten. Forfatteren er bosat i Wien og i Hohenems.

Pakket. En familie

”Hvis jeg er stædig hele vejen igennem, tænkte hun, får vi slet ingenting. Han får lov til at give mig et kys på kinden og lade som om det er venskabeligt, og han får lov til at holde mig på overarmen, men ikke mere, ikke for langt oppe hvor jeg allerede sveder under armhulen, og mere end det bliver vel ikke nødvendigt for at han skal vise sig lidt generøs, og mere kommer han ikke til at prøve på. Jeg vil ikke have noget til mig selv.”
”Pakket. En familie”, s. 30-31.

Monika Helfer skriver ud fra sin egen familiehistorie i ”Die Bagage” (2020), der som den første af hendes bøger er oversat til dansk (”Pakket. En familie”, 2022).

Historien begynder en septemberdag i 1914, hvor den smukke Maria er ved at hænge vasketøj op uden for sit hus, der ligger klemt op ad bjergvæggen i en østrigsk dal. Hun har fire børn sammen med Josef, som bliver indkaldt til militæret og sendt afsted til Italien. Det efterlader Maria alene hjemme, og snart falder alle mænds blikke på hende, begærlige og insisterende. Borgmesteren, der har lovet Josef at passe på Maria, mens han er i krig, donerer mad og drikke til den lille familie og forventer at kunne nyde godt af Marias krop. Som en art udveksling af goder. Maria giver ham et flygtigt kærtegn for at opretholde illusionen, men må til sidst have børnene og et ladt gevær omkring sig for at holde ham på afstand.

Da hun er på marked, møder hun den tyske mand Georg, som hun forelsker sig i på stedet. Han besøger hende et par gange, og det vækker landsbyens fordømmelse, da Maria bliver gravid med sit femte barn Margrethe, fortællerens mor. Josef har været hjemme på orlov to gange, men kan det være hans barn? Maria udstødes af lokalsamfundet, og da Josef vender hjem fra krigen, vil han ikke så meget som se på sin datter.

62669381

Fortælleren vender tilbage til de samme episoder, tilsat oplysninger om, hvordan det gik børnene som voksne og hvordan hendes egen relation til dem er. Det giver romanen en meget mundtlig karakter, når fortælleren kommer med indskud og løbende justerer fortællingen efter, hvad de øvrige karakterer har fortalt senere i livet. Der er et selvbiografisk element i og med fortællerens relation til karaktererne, og slægtshistorien stemmer overens med forfatterens egen.

Den ret nøgterne roman skildrer den måde, kvinder må acceptere tilnærmelser for at opretholde deres levevis. Mændene anser det som deres ret at udnytte kvinden uden at overveje, at kvinder kan have begær og længsler – og grænser – i egen ret. Den fattige familie Moosbrugger lever på alle måder på kanten af samfundet og oplever at være udstødte af fællesskaberne, og den outsidererfaring giver de videre til deres børn, som bliver bærere af slægtens traumer. Det spiller også ind i temaet om erindring og om, hvilken historie vi fortæller om os selv og vores ophav.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Pakket - en familie"