Mie Læssøe

Mie Læssøe er opvokset i Odder syd for Aarhus. Hendes interesse for litteratur, skrivning og filosofi blev i første omgang vakt med latinundervisningen i gymnasiet. Hun var glad for faget og blev så høj af grammatikkens logik og semantikkens dynamik, at hun sammen med en gruppe andre elever dannede en klub efter skole, hvor de mødtes for at sammenligne og diskutere oversættelser. ”Jeg blev fascineret af, at ordenes betydninger er vedtaget over tid og forhandlet og ombyttet og stjålet osv. At det ikke giver sig selv, hvad ordene betyder, og at dét, de er intenderet til at betyde, ikke nødvendigvis er hvad der forstås,” forklarer hun (Interview med Forfatterweb, 2024). Denne fascination førte hende til at opsøge viden om sprogs betydning og systemerne bag på studier, hun aldrig færdiggjorde, og på Idéhistorie på Aarhus Universitet, hvor hun læste sprogfilosofi og begrebshistorie.

Da hun var først i tyverne, begyndte hun at læse meget lyrik, og det faldt hende naturligt selv at skrive tekster inspireret heraf, selvom det var ikke hendes intention at skrive noget færdigt med udgivelse for øje. Teksterne var mere en form for øvelser eller samtaler, hvor hun via sproget forsøgte at nærme sig kulturelle genstandsfelter som film og filosofi.

Hun blev optaget på skrivelinjen på Talentskolen i Næstved, hvor hun modtog undervisning en gang om ugen i flere år. Her eksperimenterede hun og arbejdede med at omskrive og præcisere sin skrift. Tekstkritikken var både modig og fortrolig, og hendes faste underviser blev med tiden også en god ven. ”Jeg lærte en masse om at være mildere og arbejde tålmodigt, tror jeg. Have en praksis over lang tid. Det var et sted, jeg kunne diskutere, hvad jeg skrev om, og hvad man kunne skrive om.” (Interview med Forfatterweb, 2024). Herudover har hun også gået på et skrivehold på Psykiatrisk Center Amager.

I efteråret 2023 debuterede Læssøe med ”Svalkatekster”, der bl.a. blev nomineret til debutantprisen Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat.

Mie Læssøes udgivelse ”Svalkatekster” (2023) er en samling digte skrevet i flydende, nøgternt lyrisk prosa. Alle teksterne er titelløse og udelukkende skrevet med små bogstaver. De er fortalt af det samme lyriske jeg, der dog undervejs gør forskellige forsøg på at identificere sig med både virkelige personer og fiktive karakterer på en måde, så de til tider kan være svære at skelne fra hinanden.

Det ene af de mennesker, som det unge, kvindelige jeg forsøger at nærme sig, er faren Harvey, der med sin uddannelse i medicin repræsenterer fornuften. Harvey er læge og hobbyornitolog.

137128039

De går sammen i biografen og er på rejser i udlandet, og i stil med den måde, Harvey observerer fugle på, studerer jeget ham i et teleskop i et digt, hvor det hedder, at hun ”forstørrer ham på afstand” (s. 15). De er både tætte og distancerede. Han fremstår omsorgsfuld, når han bærer hende fuld i seng eller kontakter en kollega i bekymring over, at hun ikke har fået menstruation som sine jævnaldrende. Men hans naturvidenskabelige og noget kliniske syn på verden står i skarp kontrast til jegets raseri, apati og opfattelse af det psykiatriske system, hun er i kontakt med. For som hun overvejer undervejs: ”måske føler han at jeg kritiserer lægestanden, når jeg græder” (s. 24).

Efter at have set Hanna Polaks dokumentarfilm ”Something Better to Come”, der over 14 år følger den russiske pige Yula, som bor på lossepladsen Svalka i udkanten af Moskva, beslutter jeget sig for at blive til Yula. Det er en form for opgør, med det hun kalder ”den rationelle tænknings privilegie”, og hun er uhyre bevidst om de problematikker, en sådan tilnærmelse medfører. Yula er både en ven og en fremmed for hende. Selvom deres livsomstændigheder er vidt forskellige, tiltrækkes jeget af Yulas tavshed og spejler sig i hendes desperation. ”svalka er en grav for folk jeg kender” (s. 53) siger Yula gennem jeget.

De sammenligninger, Læssøe bruger til at beskrive det fattige, ildelugtende og alkoholiserede miljø, Yula lever i, er både ømme og uhyggelige. Yulas ”ansigt er rødt som jordbær og forfrysninger” (s. 46), beboerne på Svalka ”må være som luft, som regn og bløde som yoghurtkartoner, når de har stået ude i regn” (s. 47). End ikke regnen er ren, men lægger sig på huden som vabler. Der er ikke, som titlen i Polaks film ellers indikerer, noget håb for en bedre fremtid.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Svalkatekster"