Et manifest er en brugstekst, en kampskrift, som med store bogstaver henvender sig til verden og cementerer en ideologi eller en kunstnerisk retning. De mest kendte historiske manifester er Karl Marx' kommunistiske manifest og Marinettis' futuristiske manifest.
Når en forfatter bruger dette format, har det ofte samme funktion eller intention: det er en politisk henvendelse til verden, en kampskrift, et opråb. Et krav om forandring af status quo.
Glenn Bech: Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet, 2022
Manifestet ”Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet” fra 2022 er et vredt opgør – med homofobi, klassesamfundet og de privilegieblindes overskud. Selv kalder Glenn Bech bogen for et lynnedslag og siger i manifestets følgebrev: ”Det gav kun mening for mig at skrive et manifest. Et kampskrift. For jeg var ved at brænde sammen over den kløft, der er mellem os i Danmark. Vi er overhovedet ikke lige. Der ér klasseforskelle – også selv om vi har gratis adgang til undervisning.”
62937106
Lone Aburas: Det er et jeg der taler (regnskabets time), 2017
Over tyve hvæsende sider gør et fortæller-jeg op med den verden og den kultur, hun har fået nok af: vendekåber, racistiske politikere, dobbeltmoralske chefer og selvoptagede litterære kolleger. I denne agitprop-udgivelse tager hun bladet fra munden og siger alt det, der ellers er for ukorrekt og tabuiseret til at blive sagt højt. Hun manifesterer en vrede over og en utryghed ved en verden, der bevæger sig i den forkerte retning – og ikke mindst afdækker hun sin egen skam over at være en privilegeret forfattertype, der ikke ved en pind om ægte lidelse og frygt.
Peter Laugesen: Anarkotika, 1975
”DET ER IKKE LYRIK/ DET ER IKKE PROSA/ DET ER IKKE LITTERATUR/ DET ER IKKE KUNST/ DET ER POESI OG MANIFEST”. Sådan står der i digter Peter Laugesens hæsblæsende tekst ”Anarkotika” med poesi om hverdage, politik og kampe på Århus stadion. Socialistisk er dette kampskrift, et forsvar for kunstneren som arbejder i en ”Hulter til bulter anarkistisk poesi”.
Søren Ulrik Thomsen: Mit lys brænder. Omrids af en ny poetik, 1985
”Dette er et manifest for en ny poesi. For et illusionsløst, syngende sprog, der ikke taler om nogen befrielse, men selv er virkeliggørelsen af utopien.” Søren Ulrik Thomsen præsenterer selv sin poetik, så den lyder som en hel revolution. Teksten indvarsler en poesi, der tager udgangspunkt i kroppen og i den altid nærværende tid. For lyset brænder, og det brænder ned.
Sara Stridsberg: Drømmefakultetet, 2007
Den amerikanske aktivist Valerie Solanas forsøgte i 1968 at dræbe Andy Warhol og skrev samme år det radikalt feministiske kampskrift, ”SCUM Manifest” (1968, dansk i 2010). SCUM står for Society for Cutting Up Men. I Sara Stridsbergs roman møder fortælleren den ældre Valerie på et snusket hotelværelse i San Francisco, hvor hun depraveret og livstræt slæber sig gennem sine sidste dage.
Da Herman Bang præsenterede sine impressionistiske tanker vakte det et ramaskrig. Brødrene Brandes mente at have patent på nye strømninger, og Bangs æstetik lå langt fra deres problematiserende kulturbegreb. I 1890 offentliggjorde Bang programartiklen ”Impressionisme. En lille replik” i tidsskriftet Tilskueren, og den indvarslede en ny epoke. Hundrede år senere skrev professor Finn Hauberg Mortensen, at artiklen ”med sin forståelse af sammenhængen mellem erkendelse i videnskab og kunst [blev] selve manifestet for moderne prosa i Norden” (”Ordmagneten. Nitten tekster om sprog og litteratur”, Gyldendal, 2011, s. 198-199).