Sara Omar

Sara Omar er født og opvokset i Kurdistan i det nordlige Irak og har, siden hun var barn, tegnet og skrevet meget. I 1997 måtte hun sammen med sin familie flygte på grund af krig, og hun kom til Danmark som 15-årig efter at være blevet familiesammenført. Hendes digte bragte hende i 2012 til WEYA, der er en international festival for unge, talentfulde kunstnere, som afholdes i England. Her repræsenterede hun Kurdistan og optrådte sammen med både musikere og skuespillere. I forbindelse med festivalen udtalte hun: ”Jeg har været igennem meget i mit liv. Jeg har været i krig, jeg har levet forskellige steder, følt mig hjemløs… og det er faktisk om mit liv. Så hvis du læser mine digte vil du få et klart billede af, hvordan jeg har levet.” (Reuters: African musician gives voice to Kurdish poet’s performance. Al Arabiya News, 2012-09-16. Egen oversættelse). Samme år læste hun et af sine digte op til en mindehøjtidelighed på Christiansborg for ofrene for massakren i Halabja i 1988. Dette digt blev i en let omskrevet udgave trykt i antologien ”Ord på flugt”, der blev udgivet af Dansk PEN i 2016.

Antologien var en kommentar til den såkaldte ”flygtningekrise” og er en samling af digte og noveller forfattet af 15 flygtninge med forskellige baggrunde. I digtet ”Barndommens tavshed” beskriver Sara Omar et jeg på flugt og det indre torturkammer, som oplevelsen medfører. Digtet er skrevet i et kompakt billedsprog og udtrykker angst, usikkerhed og en skrøbelig sansning af omgivelserne.

Det var først med romandebuten ”Dødevaskeren” (2017), hvis fremstillinger af kurdiske kvinder har skabt både debat og forargelse, at Sara Omar blev et kendt navn uden for det kurdiske miljø i Danmark. Frem til udgivelsen valgte hendes forlag at hemmeligholde hendes navn for at beskytte hende, og efter udgivelsen er hun kommet under politibeskyttelse. Parallelt med sine studier i jura og statskundskab har hun været et flittigt bestyrelsesmedlem i danske og udenlandske kvindeorganisationer.

Sara Omars debut ”Dødevaskeren” fra 2017 er en roman i to spor. Det ene foregår på Skejby Hospital i Danmark, hvor den voksne Frmesk ligger indlagt. Det andet følger hende, fra hun bliver født i Kurdistan i midten af 1980erne og en årrække frem. Frmesk er uønsket af sin far, Anwar, der hellere havde set, at hans kone Rubar havde født ham en dreng. Pigen, der er lille, svagelig og tiltrækker sig opmærksomhed på grund af en hvid hårlok i sit mørke hår, bliver opdraget hos sin mormor og morfar, da Rubar er bange for, at Anwar og hans familie ellers vil dræbe hende. Mormoren Gawhar er romanens egentlige hovedperson. Hun er dødevasker og har lagt navn til titlen. En dødevasker er en kvinde, der rengør og beder for døde, udstødte kvinder.

Flere af romanens karakterer fremstår som hinandens modsætninger. Den kærlige og rummelige mormor står i kontrast til farmoren, der med sit had og sin bitterhed forpester hele familien. Morfaren Darwésh er romanens helt, ikke kun fordi han har en fortid som soldat, men i det at han som den eneste mand i bogen tør kritisere Islam og sætte spørgsmålstegn ved det kvindesyn, der dominerer i den kurdiske landsby. Han er ikke muslim, men ud af en zarathustrisk slægt. Han læser både Biblen og videnskabelige bøger om jomfruhinder, og så har han giftet sig på grund af kærlighed.

53753795

Ud over dialogen, som bærer fortællingen fremad, er Omars sprog karakteristisk ved en udpræget brug af beskrivelser og billedsprog. Særligt sammenligninger benyttes, når hun beskriver personer og miljøer: ”Solens stråler flagrede som et slør ind gennem vinduerne og den åbne dør ud til haven. Flygtigt som florsukker drysset over en skinnende, frisk baklava.” Lyset konnoteres med kvindelige dyder, og naturen besjæles, når bjergene til eksempel sukker, og vindens isnende tænder griber fat i byen og dens beboere.

Misogyni – kvindehad – er det altoverskyggende tema i ”Dødevaskeren”. Den mandsdominerede kultur, der beskrives i romanen, fremstår som årsagen til de mord, den vold og undertrykkelse som romanens kvinder udsættes for. Golfkrigen udgør en udefrakommende trussel, men selv i familiens skød, hvor børn og kvinder burde kunne føle sig trygge, er incestuøse overgreb og æresdrab medvirkende til, at selv de mest rettroende kvinder begynder at vakle i deres tro på Allah.