Sara Omar
Foto: Politikens forlag

Sara Omar

cand.mag. Louise Rosengreen, iBureauet/Dagbladet Information. 2017. Opdateret af Louise Rosengreen, Bureauet, januar 2020.
Top image group
Sara Omar
Foto: Politikens forlag

Indledning

Den dansk-kurdiske forfatter Sara Omar skriver på et ønske om at reformere Islam. Hun vil med sine debutromaner problematisere vold, undertrykkelse, stigmatisering og social kontrol af kvinder i Kurdistan, men også blandt muslimer i Vesten. Romanerne er inspireret af hendes egen livshistorie og de skæbner, hun har mødt i sit frivillige arbejde med udsatte kvinder og børn. Selv kalder hun sin debut ”Dødevaskeren” fra 2017 for et kampskrift, for hun er velvidende om, at hendes brutale skildringer af hadforbrydelser, omskæring og incest ikke vil blive modtaget med lige så stor begejstring af samtlige læsere, som de er blevet af den danske presse.

47385555

Blå bog

Født: 1986 i Kurdistan.

Uddannelse: Kandidatstuderende i statskundskab på Syddansk Universitet.

Debut: Dødevaskeren. Politikens Forlag, 2017. 

Litteraturpriser: Læsernes Bogpris, 2018. Ekstra Bladets hæderspris ”Årets Victor”, 2018. Martin Andersen Nexø Fondens litterære pris, 2019. Menneskerettighedsprisen, 2019. De Gyldne Laurbær, 2019.

Seneste udgivelse: Skyggedanseren. Politikens Forlag, 2019. Roman.

Inspiration: Arbejdet som bestyrelsesmedlem i danske kvindeorganisationer.

 

 

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Netop, min dreng. De to guders ord kaster den samme skygge, og enhver bog er intet andet end sin forfatters skygge, og det er derfor, vi altid skal forholde os kritisk til de ting, vi læser, især hvis de hævdes at være skrevet af en overjordisk magt for mange hundrede år siden.” Han tøvede et øjeblik. ”Det eneste, der burde kaste så lange skygger, er bjergene.”


”Dødevaskeren”, s. 214.

Sara Omar er født og opvokset i Kurdistan i det nordlige Irak og har, siden hun var barn, tegnet og skrevet meget. I 1997 måtte hun sammen med sin familie flygte på grund af krig, og hun kom til Danmark som 15-årig efter at være blevet familiesammenført. Hendes digte bragte hende i 2012 til WEYA, der er en international festival for unge, talentfulde kunstnere, som afholdes i England. Her repræsenterede hun Kurdistan og optrådte sammen med både musikere og skuespillere. I forbindelse med festivalen udtalte hun: Jeg har været igennem meget i mit liv. Jeg har været i krig, jeg har levet forskellige steder, følt mig hjemløs… og det er faktisk om mit liv. Så hvis du læser mine digte vil du få et klart billede af, hvordan jeg har levet.” (Reuters: African musician gives voice to Kurdish poet’s performance. Al Arabiya News, 2012-09-16. Egen oversættelse). Samme år læste hun et af sine digte op til en mindehøjtidelighed på Christiansborg for ofrene for massakren i Halabja i 1988. Dette digt blev i en let omskrevet udgave trykt i antologien ”Ord på flugt”, der blev udgivet af Dansk PEN i 2016.

Antologien var en kommentar til den såkaldte ”flygtningekrise” og er en samling af digte og noveller forfattet af 15 flygtninge med forskellige baggrunde. I digtet ”Barndommens tavshed” beskriver Sara Omar et jeg på flugt og det indre torturkammer, som oplevelsen medfører. Digtet er skrevet i et kompakt billedsprog og udtrykker angst, usikkerhed og en skrøbelig sansning af omgivelserne.

Det var først med romandebuten ”Dødevaskeren” (2017), hvis fremstillinger af kurdiske kvinder har skabt både debat og forargelse, at Sara Omar blev et kendt navn uden for det kurdiske miljø i Danmark. Frem til udgivelsen valgte hendes forlag at hemmeligholde hendes navn for at beskytte hende, og efter udgivelsen er hun kommet under politibeskyttelse. Parallelt med sine studier i jura og statskundskab har hun været et flittigt bestyrelsesmedlem i danske og udenlandske kvindeorganisationer.

Dødevaskeren

”Hun måtte ikke skrige. Måtte ikke vække børnene. Han holdt hende fast om halsen med den ene hånd og klemte hendes bryster så hårdt med den anden, at mælken blev presset ud. Hun blødte. ”Hold kæft,” hviskede han.”


”Dødevaskeren”, s. 78-79.

Sara Omars debut ”Dødevaskeren” fra 2017 er en roman i to spor. Det ene foregår på Skejby Hospital i Danmark, hvor den voksne Frmesk ligger indlagt. Det andet følger hende, fra hun bliver født i Kurdistan i midten af 1980erne og en årrække frem. Frmesk er uønsket af sin far, Anwar, der hellere havde set, at hans kone Rubar havde født ham en dreng. Pigen, der er lille, svagelig og tiltrækker sig opmærksomhed på grund af en hvid hårlok i sit mørke hår, bliver opdraget hos sin mormor og morfar, da Rubar er bange for, at Anwar og hans familie ellers vil dræbe hende. Mormoren Gawhar er romanens egentlige hovedperson. Hun er dødevasker og har lagt navn til titlen. En dødevasker er en kvinde, der rengør og beder for døde, udstødte kvinder.

Flere af romanens karakterer fremstår som hinandens modsætninger. Den kærlige og rummelige mormor står i kontrast til farmoren, der med sit had og sin bitterhed forpester hele familien. Morfaren Darwésh er romanens helt, ikke kun fordi han har en fortid som soldat, men i det at han som den eneste mand i bogen tør kritisere Islam og sætte spørgsmålstegn ved det kvindesyn, der dominerer i den kurdiske landsby. Han er ikke muslim, men ud af en zarathustrisk slægt. Han læser både Biblen og videnskabelige bøger om jomfruhinder, og så har han giftet sig på grund af kærlighed.

53753795

Ud over dialogen, som bærer fortællingen fremad, er Omars sprog karakteristisk ved en udpræget brug af beskrivelser og billedsprog. Særligt sammenligninger benyttes, når hun beskriver personer og miljøer: ”Solens stråler flagrede som et slør ind gennem vinduerne og den åbne dør ud til haven. Flygtigt som florsukker drysset over en skinnende, frisk baklava.” Lyset konnoteres med kvindelige dyder, og naturen besjæles, når bjergene til eksempel sukker, og vindens isnende tænder griber fat i byen og dens beboere.

Misogyni – kvindehad – er det altoverskyggende tema i ”Dødevaskeren”. Den mandsdominerede kultur, der beskrives i romanen, fremstår som årsagen til de mord, den vold og undertrykkelse som romanens kvinder udsættes for. Golfkrigen udgør en udefrakommende trussel, men selv i familiens skød, hvor børn og kvinder burde kunne føle sig trygge, er incestuøse overgreb og æresdrab medvirkende til, at selv de mest rettroende kvinder begynder at vakle i deres tro på Allah.

Skyggedanseren

”Han rejste sig og løftede Frmesk op i samme bevægelse. ”Hvordan skal muslimske kvinders rettigheder nogensinde forbedres, hvis ikke de selv tager ordet, hvor de kan?””

”Skyggedanseren”, s. 219.

Sara Omars roman ”Skyggedanseren” (2019) er en fortsættelse af ”Dødevaskeren”. I skiftende korte kapitler, der springer i tid og sted, udfoldes Frmesks livshistorie. Kapitlerne klipper mellem hendes barndom hos bedsteforældrene i Kurdistan, dagligdagen som studerende i Danmark, hvor hun bor med sin mor og søskende, og hendes skyggeliv som tvangsgift i Tyskland.

Frmesk har en kreativ åre og et kvikt hoved, men hun begrænses i at udfolde sine evner af omverdenen, islamistiske dogmer og de hyppige og omfattende overgreb, hun udsættes for – både som barn og voksen. Som lille tegner hun, men da hun begynder i koranskole, bliver hendes tegninger uhyggelige og mørke. Hun river hovederne af sine dukker, spiser næsten kun friske tomater fra haven og holder til sidst helt op med at tale. Bedsteforældrene, der opdrager og elsker hende, som var hun deres egen datter, bliver mere og mere bekymrede. De opdager for sent, at den egentlige årsag til hendes mistrivsel ligger inden for familien. Under dække af at være såkaldte glædesægteskaber, har Frmesks onkel, imamen Muhammad, faciliteret en pædofilikreds i sin moske.

47385555

Frmesk og hendes forældre flygter til Danmark. Her læser hun jura og beskytter sine mindre søskende mod farens vold. Og da hun læser et digt højt til en multikulturel eftermiddag arrangeret af en kurdisk kvinde i Horsens, møder hun den noget ældre Bahzad.

Deres forældre indgår en ægteskabsaftale, men allerede på bryllupsferien viser Bahzad sig ikke at være den frisindede mand, han udgav sig for ved deres første møder. Da hun ikke kan bevise sin jomfruelighed, tyranniserer, tæsker og isolerer han hende i deres hus i Badenhof. Hans eskalerende, ondsindede psykiske og fysiske vold medfører, at Frmesk ugentligt må indlægges på hospitalet. Men selvom hun bliver mere og mere en skygge af sig selv, er der ingen i det tyske sundhedsvæsen, der kan hjælpe hende ud af hans brutale magt.

Sara Omar beskriver møjsommeligt, hvordan magtesløsheden nedbryder Frmesk i romanen, der også kan læses som et debatindlæg om forholdet mellem religion, ægteskab og kønsroller.

Genrer og tematikker

”Dødevaskeren” indledes med et citat fra Koranen, hvor urenheden ved at forrette sin nødtørft sidestilles med det at have rørt ved en kvinde. Den urene kvinde er et kernemotiv i Sara Omars fortællinger, hvor antallet af kvinder, der uretmæssigt mister livet på grund af ubegrundet mistanke om synd, stiger kapitel for kapitel. Det kurdiske miljø, som Sara Omar beskriver, er kvindeundertrykkende og dybt religiøst. De fiktive personer handler ud fra deres tro, og de citerer flittigt fra Koranen, når de taler sammen eller beder. Der er en verden til forskel på de to køn og deres livsvilkår i de dele af romanerne, der foregår i Irak, men selv da Frmesk er blevet voksen og kommet til Danmark, forfølger de kurdiske mænd og deres moral hende. Fortiden kommer til hende i mareridt, og hun gennemlever igen de overgreb, som hendes familie i Kurdistan ikke formåede at beskytte hende imod.

Sara Omar har valgt at skrive sin fortælling som en roman, da hun foretrækker det potentiale, som fiktionen har. Genren giver hende frihed til at udvikle karakterer og deres skæbner, samt belyse globale problematikker på en anden måde end gennem dokumentarisme.

Hun kalder selv ”Dødevaskeren” for sit kampskrift, og romanen er da også både autofiktion og religionskritik. Der er tydelige sammenfald mellem hovedpersonen Frmesk og forfatteren selv. De er født samme år i samme del af verden og med samme karakteristiske hvide hårtot. Men i de interviews, Sara Omar har givet i forbindelse med udgivelsen af debuten, har hun ikke ønsket at kommentere sin egen fortid. I stedet har hun rejst en mere generel debat om muslimske kvinders vilkår. I et interview i Politiken siger hun: ”Budskaberne i min bog er ikke kun rettet mod Danmark, de er rettet mod verden. For der er ikke nødvendigvis forskel på mig og en muslimsk kvinde, der bor i Norge. Eller i Mellemøsten. For når vi flytter rundt, tager vi vores overbevisninger, vores kultur, vores religion - alt det, vi står på - med os. Og jeg siger ikke, at det hele skal smides væk, men jeg siger, at der er nogle ødelæggende elementer og mekanismer i Koranen, i religionen, i kulturen, som verdenssamfundet er nødt til at tage alvorligt.” (Gudrun Marie Schmidt: Min bog er et råb om frihed. Politiken, 2017-11-30).

I 2019 blev Sara Omar tildelt Menneskerettighedsprisen for med sine romaner at sætte ord på tabuiserede temaer som pædofili, incest, voldtægt og psykisk vold. Det gør hun, ved gentagende og udførligt detaljeret at beskrive overgrebene. Det er et bevidst stilistisk valg, hun har taget, da hun i kampen mod undertrykkelse ønsker at skabe en større forståelse for alle involverede.

Beslægtede forfatterskaber

På udgivelsesdagen for Sara Omars debut blev ”Dødevaskeren” omtalt på flere af de danske dagblades forsider. Informations Peter Nielsens anmeldelse havde rubrikken ”Først Yahya Hassan, nu Sara Omar”, og Nielsen er ikke den eneste, der fremhæver lighederne mellem Omars roman og Yahya Hassans digte. De skriver begge om nydanske miljøer og problematiserer mødet mellem den vestlige og mellemøstlige kultur. I ”YAHYA HASSAN” (2013) beskriver Hassan en opvækst i en voldelig familie i Danmark, samt et ungt jeg, der bevæger sig ud ad en kriminel løbebane. Men hvor Hassan skriver digte med versaler i et bevidst fejlfuldt og opbrudt sprog, er Omars roman en meget klassisk fortælling. Den veksler mellem et nutidigt spor, der udspiller sig i en hospitalsseng, og en familietragedie, der foregår i et krigsramt Kurdistan. Omdrejningspunktet i familiehistorien er kvinderne og deres hverdag. Hvordan de laver mad, kærner smør, dyrker tomater, føder børn og går til bøn skildres fra kvindernes synsvinkel.

Dødevaskeren, hendes mod og modstand kan sammenlignes med den kvindelige hovedperson i Anne-Cathrine Riebnitzskys debutroman ”Den stjålne vej” fra 2012. Heri kæmper afghanske Malika for at forbedre sine medsøstres vilkår i et krigsramt Afghanistan. Riebnitzskys romankarakter er inspireret af virkelige kvinder, som hun har mødt via sit arbejde som sprogofficer i Mellemøsten.

Sara Omars håb er, at hun med sine romaner kan bidrage til at rykke ved gældende normer og sætte en politisk dagsorden. En anden dansk forfatter, der deler denne vision, er dansk-afghanske Geeti Amiri. I erindringsbogen ”Glansbilleder” (2016) gengiver hun sin fortid på flugt og sine mandelige familiemedlemmers voldelige og undertrykkende opførsel. Amiri, der også er blogger og samfundsdebattør, ser en parallel mellem den frihedskamp, som nogle nydanske kvinder må kæmpe i dag, og den emancipationsproces som bl.a. Amalie Skram bidrog til med sin litteratur under det moderne gennembrud i slutningen af 1800-tallet.

Bibliografi

Roman

Omar, Sara: Dødevaskeren. Politikens Forlag, 2017.
Omar, Sara: Skyggedanseren. Politikens Forlag, 2019.

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Reuters: African musician gives voice to Kurdish poet’s performance. Al Arabiya News, 2012-09-16.
Schmidt, Gudrun Marie: Min bog er et råb om frihed. Politiken, 2017-11-30.