Christian Dorphs debut fra 1992, skrevet i en alder af 26 år, er digtsamlingen ”Et stykke tid”. 33 digte skåret over en metafysisk skabelon med fokus på ”jeg”, væren og hverdag. Grundstemningen er jegets ensomme forhold til verden, hvor hans egen stemme bekræfter ham inderligt og implicit og eksempelvis ”regnen” bekræfter ham eksplicit – ”Det regner på de døde/ og en masse usynlige snore/ forbinder os med verden/” (s. 35).
Digtene fylder hver især max en side, og to steder er digtene samlet i grupper; en på fire og en på tre digte. Det metafysiske tema hjælpes af sted af Dorphs brug af svævende og abstrakte ord, som indikerer idé og grænseløshed – lys, tåge, samvær, nærvær, fravær, forsvinde, glider, røg, tom, vente. For eksempel på side 12 – ”så vi kan nå at opleve/ vægtløsheden før den/ fører os bort”. Dorph har et fokus på den værensmæssige side af hverdagen, og man kan beskrive ”Et stykke tid” som ontologisk poesi. Altså poesi, som forholder sig til substans, væren og essens i verden. Se for eksempel det lille digt ”Dagene” på side 11: ”Dagene er i jorden/ store rustne maskiner/ af lys og tåge/ som solen graver op”. Som en skabelsesberetning i miniature markerer digtet, at dagen kommer med lyset, og med lyset bliver de oplyste elementer til. Lyset graver tingenes og dagenes ”væren” frem i erkendelsen. Kontrasten mellem linje to og tre, som tilsammen danner en indskudt sætning, giver digtet sin indre spænding. Denne spænding, som en fjeder, rummes også i hverdagen og i mennesket, hvor verden på den ene side er tung og fast og på den anden side blot er luftige og indre erkendelser af lys og ideer.
I Dorphs metafysiske verden er et tydeligt digter-jeg tilstede. Jeget refererer til et tvetydigt ”dig” eller ”du”. Den anden person er til tider digter-jegets elskede, andre gange er det læseren. Poesien bliver ganske prosaisk og fortællende, da man på side 33 læser om fysisk nærvær, og på side 34 er den anden person pludselig gravid – ”I din mave vokser et mikroskopisk øre”.
”Et stykke tid” giver med sin pludrende lethed og drømmende jeg mindelser om de franske nybølgefilm som ”Åndeløs” (1960) og ”Hiroshima, Mon Amour” (1959).
