Lene Dybdahl

cand.mag. Christina Aabo Mikkelsen, iBureauet/Dagbladet Information. 2014. Blå bog og bibliografi opdateret maj 2023.
Main image
Dybdahl, Lene
Foto: Forlaget Tellerup

Indledning

Fantasyserien ”Nøglens vogtere” er Lene Dybdahls debut som forfatter. Spanien og Alhambra-paladset er velkendte steder for forfatteren, som sender seriens hovedpersoner, tvillingerne Laura og David, ud på et nervepirrende eventyr med gåder der skal løses, profetier, tidsrejser, parallelverdener og en flok snigmordere i hælene. Det farverige persongalleri er underholdende med en blanding af historiske og fiktive personer, og sproget flyder let.

 

135832812

Blå bog

Født: 1980 i Herning.

Uddannelse: Cand.mag. i dansk og engelsk.

Debut: De blodrøde julemænd. Forlaget Tellerup, 2011.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Fangen fra Ulvmarken. Tellerup, 2023. (Magismondo, 1).

Inspiration: Lene Kaaberbøl, Kenneth Bøgh Andersen og P.B. Kerr.

 

 

 

 

 

 

 

Artikel type
boern

Baggrund

”Det var nat i Alhambra-paladset, og alt åndede tilsyneladende fred og ro. Men et par sorte øjne stirrede uroligt ud i natten. Paladsets hersker, selveste sultanen Boabdil, lå søvnløs og grublede. Jorden skælvede. Rystelserne forplantede sig helt ind i hans hårde hjerte (…) Hans verden slog revner og var ved at krakelere.”
”Den gyldne nøgle”, s. 11-12.

Lene Dybdahl er født i 1980 i Herning og har boet i Aarhus, London og Madrid. Hun er uddannet cand.mag. i dansk og engelsk. Hun underviser i folkeskolen, når hun ikke er optaget af at skrive, og er derudover i gang med at tage meritlæreruddannelsen. Hun har desuden arbejdet som tekstforfatter og journalist. Hun skrev speciale om Alhambra som litterært rejsemål, og i den sammenhæng lavede hun research og besøgte Alhambra-paladset i Granada i det sydlige Spanien. Forfatterens store kendskab til Spanien danner grundlag for hendes fantasyromantrilogi ”Nøglens vogtere”. Hun tager ofte udgangspunkt i et historisk sted som f.eks. Alhambra og kombinerer det med action, magi, mystiske gåder, profetier og parallelverdener.

Allerede som barn drømte Lene Dybdahl om at blive forfatter: ”Jeg tror det begyndte allerede, da jeg var en ti-tolv år. Jeg var vild med at læse – har altid elsket det, og i den periode, hvor jeg gav mig til at skrive, var jeg vild med De Fem-serien, som er en serie om fire børn og en hund, som opklarer mysterier. De var så spændende, at jeg tænkte: "Hvor må det være fedt kunne skrive sådan." (…) Det meste af tiden læste jeg bare en masse bøger og drømte om at blive Danmarks yngste forfatter. Hvis det havde eksisteret dengang, tror jeg at jeg ville være en typisk bruger af Boggnasker.” (Bookeater: Når drømmen går i opfyldelse. Bookeater.dk, 2012-05-28).

Lene Dybdahl er inspireret af forfattere som Lene Kaaberbøl, Kenneth Bøgh Andersen og P.B. Kerr. Hun blev selv opdaget som forfatter, da hun i 2010 deltog i Saxos julekalenderkonkurrence på Facebook. Forfatteren Dennis Jürgensen havde skrevet første afsnit af julekalenderen, som brugerne af Saxos Facebookside skrev videre på. Hver dag udvalgte Saxo et vinderafsnit, og Lene Dybdahl vandt seks gange. Forlaget Tellerup fulgte med i julekalenderhistorien og kontaktede efterfølgende Lene Dybdahl, som kort tid efter skrev kontrakt med forlaget om fantasytrilogien ”Nøglens vogtere”.  

Den gyldne nøgle

”Davids ben rystede. Hjertets kraftige banken gjorde ham stakåndet. Han trak en kæmpe mundfuld luft ind (…) Sveden løb ned ad tindingerne af koncentration, anstrengelse og nervøsitet. Selve statuen af Columbus var meget højere end det havde set ud nede fra jorden. Den var næsten tre meter. Han klatrede det sidste stykke op, indtil han sad på skulderen af Columbus.”
”Den gyldne nøgle”, s. 175-176.

Lene Dybdahls ”Den gyldne nøgle” (2012) er første bind i fantasytrilogien ”Nøglens vogtere”. Bind to og tre hedder ”Visigotens Hjelm” og ”Kongens Krucifix”. De 13-årige tvillinger David og Laura Reyes hvirvles ind i et spændende actioneventyr, da deres mor kidnappes i Danmark og bortføres til Spanien, og faren rejser efter for at finde hende. Forinden har moren fortalt tvillingerne om Den Gyldne Nøgles Broderskab og forklaret dem, at slægten Reyes siden 1400-tallet har bevogtet en magisk nøgle, som kan åbne døren til et parallelt univers. Tvillingerne er de næste bærere af den gyldne nøgle, så der hviler et stort ansvar på dem. De rejser til Madrid for at lede efter deres forældre og finde den mystiske gyldne nøgle. Her mødes de med deres fars ven, Tío Pepe, som taler en blanding af spansk og dansk, og som hjælper dem.

50645878

Det bliver en hæsblæsende og farefuld jagt gennem Spaniens blodige og fantastiske historie, for tvillingerne forfølges af snigmordere fra Aghakaner-brigaden, som vil slå alle medlemmer af broderskabet ihjel og stjæle den gyldne nøgle. Undervejs skal tvillingerne løse mystiske gåder, de hører sagn og profetier og oplever verdener, de ikke anede eksisterede. Deres søskendeforhold sættes på prøve, for de er langtfra altid enige, men deres forskelligheder er tilsammen en styrke.

Historien er grundigt researchet og bærer præg af forfatterens store kendskab til og interesse for Spanien. Forfatteren blander historiske begivenheder, personer og steder med fiktive karakterer og situationer. Der er farverige beskrivelser af Alhambrapaladset og Sultan Boabdil (1460-1533), som var den sidste arabiske hersker i Sydspanien. Han kæmpede mod det katolske, kristne kongepar Ferdinand og Isabella, der indtog Alhambra i 1492. Fiktive karakterer som Tío Pepe er også med til at gøre historien sjov og underholdende, og hans blanding af spansk-dansk er let forståelig for børn. Der findes desuden en mini-parlør bagerst i bogen, som forklarer ordene. Forfatteren skriver i et letflydende sprog, ofte i en humoristisk tone, og målgruppen er klart børn.