bob dylan
Bob Dylan
Foto: Jim Scalzo / Scanpix

Bob Dylan

cand.mag. Louise Rosengreen, iBureauet/Dagbladet Information. 2016.
Top image group
bob dylan
Bob Dylan
Foto: Jim Scalzo / Scanpix

Indledning

Den amerikanske musiker og sangskriver Bob Dylan har haft massiv indvirkning på det 20. århundredes musikhistorie. Fra sin debut i 1962 til de seneste års covernumre har han med sin stemme, sarkasme og sære, gnavne facon gang på gang formået at skille vandene.

I oktober 2016 fik han Nobelprisen i litteratur for at skabe nye poetiske udtryk i den amerikanske sangtradition. Hans stil beskrives måske bedst som en kamæleons. Man ved aldrig, hvilken retning udtrykket tager. Dylans tekstunivers har ændret sig fra ungdommens tidlige pacifistiske protester over svært tilgængelige tableauer befolket af et rablende karneval af vagabonder, narkomaner, Shakespeare og smukke kvinder til på de seneste plader at kredse om alder, tid og død i et patchwork af referencer til litteratur, musik og Biblen.

 

54750218

Blå bog

Født: 24. maj 1941 i Duluth, Minnesota, USA.

Uddannelse: Efter seks måneder på University of Minnesota i 1959 droppede Bob Dylan ud. Han skal have sagt, at han ikke var enig med skolen, at han læste meget i den periode, men ikke pensum.

Debut: Bob Dylan. Columbia Records, 1962.

Litteraturpriser: Æres-Pulitzerpris, 2008. Musikmagasinet The Rolling Stone kårede i 2011 ”Like a Rolling Stone” til den bedste sang i verden. Nobelprisen i litteratur, 2016.

Seneste udgivelse: Mai, Anne-Marie: Digteren Dylan. Gyldendal, 2018. (99.4).

Inspiration: Woody Guthrie, Jack Kerouac, Allen Ginsberg, Gregory Corso, Lawrence Ferlinghetti m.fl.

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“It was gravity which pulled us down and destiny which broke us apart/ You tamed the lion in my cage but it just wasn’t enough to change my heart/ Now everything’s a little upside down, as a matter of fact the wheels have stopped/ What’s good is bad, what’s bad is good, you’ll find out when you reach the top/ You’re on the bottom”
”Idiot Wind”, 1974.

Robert Allen Zimmerman blev født i 1941 i Minnesota af jødiske forældre. Som barn lyttede han til radioen og lærte at spille guitar. Som ung spillede han i forskellige skolebands, men i 1960 droppede han college til fordel for New York City. Her optrådte han på barer i Greenwich Village og blev en del af den lokale musikscene.

Den første sang af betydning, som Dylan skrev, var en hyldest til hans musikalske helt Woody Guthrie. Inspireret af en sang om den svensk-amerikanske fagforeningsmand Joe Hill, der blev dømt for mord, ønskede Dylan at skrive et lignende portræt, der viste menneskets ukendte sider. Sangen blev en af de to originale tekster, der kom med på debutalbummet ”Bob Dylan”. Det udkom den 19. marts 1962 og består primært af genindspilninger af klassiske folkesange. Det var først med ”The Freewheelin' Bob Dylan” året efter, at Dylan viste, at han med sin sangskrivning kunne tage temperaturen på samtiden. Mange af teksterne var inspireret af sætninger fra dagspressen, og på baggrund af albummets succes blev Dylan udnævnt til talsmand for sin generation. Selv brød han sig ikke om denne titel, og da han i 1965 skiftede den akustiske stil ud med elektrisk guitar, medførte det ramaskrig blandt hans fans. Året efter faldt han på sin motorcykel, hvilket kortvarigt satte en stopper for hans maniske musikproduktion.

Gennem tiden har han skrevet mange hundrede sange og udgivet 37 studiealbums. Bob Dylan har også skrevet to bøger, men det er ikke dér, hans poetiske udtryk står stærkest. I midten af 1960’erne skrev han det eksperimentelle prosadigt ”Tarantula” (1971), der fortsatte i samme rablende, associative spor som sangteksterne fra den periode, og i 2004 udkom erindringsværket ”Chronicles” (da. ”Krøniker”).

I et interview fra 1966 udtalte han: ”You don’t necessarily have to write to be a poet. Some people work in gas stations, and they are poets. I don’t call myself a poet, because I don’t like the word. Call me a trapeze artist.” (Christian Braad Thomsen & Asger Schnack: Bob Dylan. Tiderne Skifter, 2008. Side 29.) I 2016 fik Bob Dylan tildelt Nobelprisen i litteratur for at have ændret den amerikanske sangtradition med sin særlige poetiske udtryksform. Det rejste en debat om, hvorvidt Dylans sangskrivning kan anses for poesi på niveau med den lyrik, der udgives på bogform. Men mon ikke Dylan selv ser dette som endnu et strålende eksempel på det meningsløse i kategoriseringer.

The Freewheelin' Bob Dylan

“Yes, ’n’ how many years can some people exist/ Before they´re allowed to be free? Yes, ’n’ how many times can a man turn his head/ Pretending he just doesn’t see?”
”Blowin’ in the Wind”

Bob Dylans anden plade ”The Freewheelin' Bob Dylan” udkom den 27. marts 1963 og indeholder 13 numre. Det første, ”Blowin’ in the Wind”, blev en ikonisk protestsang, der blev sunget til demonstrationer og borgerrettighedsmarcher i de tidlige tressere. Teksten består af tre vers, der hver stiller tre spørgsmål. De besvares i omkvædet med en opgivende konstatering af, at svaret blafrer i vinden. Det er ikke til at vide, hvor længe den hvide due, symbolet på fred, må flyve omkring, eller hvor længe folk vil vende det døve øre til andres gråd.

Krigens nådesløshed og den medfølgende angst tematiseres også i sangene ”Talking World War III Blues”, ”Masters of War” og ”A Hard Rain's A-Gonna Fall”. Om den sidste har forfatteren Allen Ginsberg udtalt, at da han hørte den første gang, vidste han, at hans egen generation af poeter var blevet overhalet. ”Talking World War III Blues” er en seks-et-halvt minut lang fortælling om en besynderlig drøm. Jeget drømmer, at tredje verdenskrig er brudt ud og går derefter til lægen, som beder ham fortælle om drømmen. Da han gør det, viser det sig, at lægen genkender drømmen som sin egen. Bob Dylan mere taler end synger det dystopiske narrativ, som stilistisk veksler mellem beretning, beskrivelser og dialoger. I sidste vers parafraserer han den amerikanske præsident Abraham Lincoln, men giver sig selv det sidste ord, når han siger ”I’ll let you be in my dreams if I can be in yours.”

Ud over de politiske sange, der kritiserer krig, klapjagt på kommunister, racisme og varsler dommedag, er der også to kærlighedssange på pladen. Begge er skrevet efter afslutningen af et forhold, hvor jeget i bagklogskabens lys mindes deres tid sammen. Hvor ”Girl from the North Country” afspejler en varm omsorg for en pige fra fortiden, er tonen anderledes kølig i ”Don’t Think Twice, It’s All Right”. Heri forlader jeget et kvindeligt du med beskeden om, at hun ikke bør gøre sig for mange bekymringer om deres nu afsluttede relation. Jeget bagatelliserer deres forhold og afslutter kynisk med at konkludere, at duet på en måde bare har spildt jegets dyrebare tid. Denne spydighed står i kontrast til titlen og resten af sangens opfordring til ikke at tage skylden på sig.

The Times They Are A-Changin’

”So now as I’m leavin’/ I’m weary as Hell/ The confusion I’m feelin’/ Ain’t no tongue can tell/ The words fill my head/ And fall to the floor/ If God’s on our side/ He’ll stop the next war”
”Gods on Our Side”

I januar 1964 udkom ”The Times They Are A-Changin’”. På det sort-hvide cover ses en skeptisk Bob Dylan portrætteret med et hævet øjenbryn. Dette ansigtsudtryk afspejler tonen i albummets 10 sange, der er sarkastiske og samfundskritiske. Fotografiet er desuden en reference til et portræt af Dylans musikalske helt, folk-legenden Woody Guthrie.

Titelsangen varsler nye tider, fordi ungdommen ikke længere vil finde sig i undertrykkelse, diskrimination og racisme. Det nytter ikke noget, at forældrene opponerer, for man kan ikke kritisere, det man ikke forstår, synger Dylan. Flere af albummets sange følger i samme spor. ”Only a Pawn in their Game” handler om mordet på borgerrettighedsforkæmperen Medgar Evers. Denne sang spillede Bob Dylan til den historiske protestmarch for sortes borgerrettigheder i USA i 1963, hvor Martin Luther King holdt sin berømte ”I Have a Dream”-tale. ”Ballad of Hollis Brown” og ”The Lonesome Death of Hattie Carroll” er ligeledes brutale historier om meningsløs død.

50978133

I den bitre, ironiske ”With God on Our Side” gennemgår Dylan slavisk nyere tids amerikansk historie. For som han ironisk bemærker, fremgår det tydeligt af historiebøgerne, hvilket foregangsland USA har været. Men hvad er det for et land, der udrydder dets oprindelige befolkning, fører borgerkrig og sender sin ungdom i skyttegravskrig til ingen verdens nytte? Dylan drager en parallel til nazisternes holocaust og konkluderer, at Tyskland også i disse misgerninger havde Gud på sin side. Selv de største syndere, forrædere og idioter har åbenbart Guds støtte. Det efterlader jeget i dyb frustration og forvirring, og afslutningsvis beder det den selvsamme Gud om at stoppe den næste krig. Dvs. en frygtet atomkrig mellem det kapitalistiske USA og det kommunistiske Sovjet.

Gennembrudsalbummet ”The Freewheelin' Bob Dylan” fra 1963 og de to album fra 1964, ”The Times They Are A-Changin’” og ”Another Side of Bob Dylan”, har det til fælles, at de er politiske folk-sange fra de tidlige tressere skrevet til og indspillet på en akustisk guitar. Året efter brød Dylan med denne stil, da han, til stor forargelse hos mange af sine fans, gik elektrisk. 

Bringing It All Back Home

”Look out kid/ Don’t matter what you did (…) Better stay away from those/ That carry around fire hose/ Keep a clean nose/ Watch the plain clothes/ You don’t need a weatherman/ To know which way the wind blows.”
”Subterranean Homesick Blues”

Det første nummer, ”Subterranean Homesick Blues”, på Bob Dylans femte album ”Bringing It All Back Home” var også titlen på det britiske tryk af albummet, da det udkom i 1965. ”Subterranean Homesick Blues” er en hilsen til Bob Dylans litterære forbillede Jack Kerouac, der i 1958 udgav romanen ”The Subterraneans” (da. ”De underjordiske”), og sangen er med sin bevidsthedsstrømmende stil inspireret af beatlitteraturens rablende, flydende gadesprog. Sangen er en lang opremsning af slang, kodesprog, ordrer og konstateringer. Mange sætninger er konstrueret af udsagnsord i bydeform: se dig for barn, hold din næse ren, bliv syg, bliv fængslet osv. Dylan vrænger af alle de ting, man løbende bliver instrueret i. Man må ikke stjæle, man skal tage sko på, og når noget koster 11 dollar, har man kun de 10. I første vers optræder Johnny, som blander medicin, hvilket er en reference til hele tekstens tematik: indtag af euforiserende stoffer. I andet vers kommer Maggie løbende og fortæller usammenhængende og forskruede historier om, at politiet er på vej. Sangen fortsætter som en flakkende beskrivelse af en narkotikatilværelse, hvor angst og paranoia smelter sammen, og det ikke er til at vide, om vanviddet er reelt eller ej.

52023262

Efter den kryptiske blues kommer kærlighedssangen ”She Belongs to Me”. Heri underkaster jeget sig den moderne, kvindelige kunstner, som han forguder. Han sætter hende op på en piedestal, mens han selv vælter og karakteriserer sig selv som en omvandrende antikvitet. Kærlighedserklæringerne fortsætter i ”Love Minus Cero/No Limits”, der som titlen antyder beskriver en grænseløs, dybfølt kærlighed. Jegets kæreste er unik, oprigtig, hun griner som blomster, og hendes følelser kan ikke købes. Hun fremstår som et ideal med sit skarpe blik, idet hun ved for meget til at diskutere eller fordømme og ved, at ”there’s no success like failure/ And that failure’s no success at all.” I en blanding af sammenligninger og fremhævelser af kvindens karaktertræk portrætterer Dylan både en særlig person og relation.

Vær dig selv, elsk, kæmp for din frihed og lad dig ikke forblænde af autoriteter, synes sangene at prædike.

Blonde on blonde

”With your sheets like metal and your belt like lace/ And your deck of cards missing the jack and the ace/ And your basement clothes and your hollow face/ Who among them can think he could outguess you?”
”Sad-Eyed Lady of the Lowlands”

”Blonde on blonde” udkom i maj 1966, og Bob Dylan har udtalt, at lyden på pladen er det tætteste, han er kommet på at indspille sin musik, som han hører den inde i sit hoved. Albummet indeholder 14 sange, som i alt varer næsten 73 minutter, og er et af de første dobbeltalbum i musikhistorien.

”Visions of Joanna” har en kompleks og kalejdoskopisk tekst. I fragmentariske scener skildres en gruppe mennesker i et kunstnermiljø, hvoriblandt to kvinder træder frem. Denne ene er reelt til stede, nemlig Louise, mens hendes modstykke Joanna glimter i sit fravær. ”I denne sang arbejder Dylan med andre af sine vigtigste poetiske greb: konfrontationen af forskellige typer af karakterer og udviklingen af surrealistiske situationsbilleder. Teksten er et surrealistisk kunstværk, knyttet til vision, drøm og apokalypse.” (Anne-Marie Mai (red.): Hvor dejlige havfruer svømmer. Syddansk Universitetsforlag, 2013. Side 126) skriver litteraturforsker Anne-Marie Mai om sangen.

52023386

I andre af sangene springer gentagelserne i øjnene som et gennemgående sprogligt virkemiddel. I åbningsnummeret “Rainy Day Women #12 & 35” opremses de forskellige ting, man kan blive stenet for, for til slut i hvert vers at konkludere, at alle skal stenes. I ”Just Like a Woman” gentages, hvordan en kvinde opfører sig kvindeligt, når hun tager imod, ryster og er falsk, mens hun er som en lille pige, når hun bryder sammen.

I alle teksterne optræder et jeg, men dette skifter karakter fra sang til sang. I ”Leopard-Skin Pill-Box Hat” er det sarkastisk og ondskabsfuldt. Det gør grin med en kvinde, hendes nye hat og kæreste. Omvendt er det observerende og ydmygt i ”Sad-Eyed Lady of the Lowlands”, der er en billedmæt beskrivelse af en kvinde, der bl.a. har spanske manerer, et helgenlignende ansigt og en spøgelsessjæl. I titlen og flere steder i teksten benyttes allitterationer, eksempelvis i første verslinje hvor bogstavrimene står meget tæt: ”mercury mouth in the missionary times”. Endelig er Lowlands et ordspil, der spiller på det lydlige sammenfald med Dylans daværende kones navn, Sara Lownds. 

Blood on the Tracks

”People tell me it’s a sin/ To know and feel too much within/ I still believe she was my twin, but I lost the ring/ She was born in spring, but I was born too late/ Blame it on a simple twist of fate”
“Simple Twist of Fate”

De ti sange på ”Blood on the Tracks” fra 1975 har det tilfælles, at de er skrevet på smerte. Albummet er blevet kaldt Bob Dylans store skilsmisseplade, da sangene er skrevet i perioden frem til bruddet mellem Bob Dylan og hans første kone Sara Dylan. Uanset om man læser teksterne biografisk eller ej, er blod, svig og svigt gennemgående tematikker i teksterne, hvilket titlen også peger på. Ægteskabet efterlader sig blod på sporene. Men det kræver en forudgående ægte og dybtfølt kærlighed for at udløse så ekspressiv en vrede, harme, desperation, sorg og afmagt, når forholdet krakelerer, som tilfældet er i Dylans tekster på ”Blood on the Tracks”.

I ”Idiot Wind” siger jeget det direkte til duet: du er en idiot, og det er utroligt, at du overhovedet kan finde ud af så fundamentale ting som at trække vejret og spise. Omverdenen misforstår jeget, beskylder ham for at have myrdet en mand, og ingen ved, hvordan de skal opføre sig i hans nærvær. Selv duet forstår ham ikke, på trods af mange års samvær. Hun har ændret adfærd, ser ikke længere ind i hans øjne, hun er korrupt og blind.

Mere afdæmpet lyder det i ”You’re Gonna Make Me Lonesome When You Go”, hvor jeget indser, at duet har forkælet ham med for meget kærlighed, men bliver nødt til at forlade ham.

Parret beskrives på tværs af teksterne som tvillingesjæle, og kvinden lever stadig i jegets hjerte, som det hedder i ”If You See Her, Say Hello”: ”though our separation, it pierced me to the heart/ She still lives inside of me, we’ve never been apart.” Centralt i teksterne står også hjertet som symbol på kærligheden. Dylan sammenligner hjertet med solen, der synker som et skib, eller smerten med en vinåbner, der skrues gennem hjertet. Bruddet er uundgåeligt og ubærligt.

“Han sammenligner på pladen sine kærlighedsforhold med Verlaines til Rimbaud og det endte som bekendt med, at Verlaine kom i fængsel for mordforsøg. Det er en sort og desperat plade, der svinger mellem bundløse aggressioner og et fornuftsstridigt håb.” (Christian Braad Thomsen & Asger Schnack: Bob Dylan. En guide til hans sange. Tiderne Skifter, 2008.) skriver Christian Braad Thomsen og Asger Schnack om pladen i deres bog ”Bob Dylan. En guide til hans sange”.

Oh Mercy

“I went to the wedding of Mary Lou/ She said, “I don’t want nobody see me talkin’ to you/ Said she could get killed if she told me what she knew/ About dignity”
“Dignity”

I sin selvbiografi ”Chronicles” (da. ”Krøniker”) bruger Bob Dylan et helt kapitel på at skildre, hvordan han fik ideerne til sangteksterne på ”Oh Mercy” (1989), og dernæst hvordan indspilningerne udviklede sig. Han havde slået sin hånd, kunne ikke spille guitar, og derfor er sangteksterne i første omgang skrevet uden akkompagnement. De refleksioner, Dylan gjorde sig om indholdet i sangen ”Everything Is Broken”, lyder: ”Alt er i stykker eller ser sådan ud – skåret, revnet, trænger til reparation. Ting går i stykker, går i stykker en gang til, bliver lavet om til noget andet, går i stykker igen.” (Bob Dylan: Krøniker. Gyldendal, 2004. S. 170-171).

”Everything Is Broken” er den tredje sang på albummet, der i alt indeholder 10 sange og som udkom i september 1989. Til trods for titlen fremstår verden nådesløs for personerne i Dylans tekstunivers. De lider af en bedragssygdom eller er gået bort med manden i den lange, sorte frakke. 

Åbningsnummeret ”Political World” tegner et desillusioneret billede af virkeligheden. De bløde værdier har mistet deres plads: kærligheden hører ikke hjemme noget sted, og visdommen er sat bag tremmer. Mod hører fortiden til, og folket opdrages til at springe over, hvor gærdet er lavest. I 11 vers oplistes den politiske verdens kynisme, og når duet til sidst i desperation vil kalde på Gud, er navnet væk.

Med andre ord er der ikke et eneste fast holdepunkt tilbage i en overfladisk, kapitalistisk tid. Alt er flydende og udefinerbart. Selv kærligheden bliver en usikker størrelse, som i ”Most of the Time”, hvor jeget forsøger at overbevise sig selv om, at livet for det meste er helt tilforladeligt, selvom han ikke længere er sammen med den kvinde, han engang elskede. Selvbedraget forstærkes vers for vers, for til sidst at rejse spørgsmålet om hukommelsens pålidelighed: ”Most of the time/

I can’t even be sure/ If she was ever with me/ Or if I was with her”.

Sangene på ”Oh Mercy” har en iboende pessimisme. Teksternes tone er vemodig, dyster og til tider opgivende, og det blik, hvormed jeget ser på verden, er sort og varsler død og undergang. 

Love And Theft

”Bye and bye, I’m breathin’ a lover’s sigh/I’m sittin’ on my watch so I can be on time/I’m singin’ love’s praises with sugar-coated rhyme/Bye and bye, on you I’m casting my eye”
“Bye and Bye”.

Bob Dylans 31. studiealbum ”Love and Theft” udkom i september 2001. Det indeholder 12 sange, der er indspillet på to uger. Albummets første sang hedder ”Tweedle Dee & Tweedle Dum”. Det er også navnene på to, små tykke mænd fra Lewis Carolls roman ”Through the Looking-Glass and what Alice Found There” (1871) (da. ”Alice i eventyrland”). Det er blot en af de mange intertekstuelle referencer, som albummet er fyldt med. Fra den engelske dramatiker William Shakespeare henter Dylan Othello, Romeo og Juliet, som han fletter ind i sin lyrik sammen med bibelcitater og sætninger fra litterære værker.

50839664

I sangen ”Mississippi” reflekterer jeget over bylivet. Han kommer oprindeligt fra landet og har været i problemer, fra det øjeblik han satte sin kuffert i storbyen. Ensomheden her er endeløs, jeget har trængt sig selv op i en krog, det er efterår, hans tøj er vådt, men der er dog et du, som kan distrahere den generelle overfladiskhed. Bevægelsen fra land til by bliver et billede på livet, hvor mennesket ikke kan ændre på fortiden. Man kan opsøge gamle steder, men det vil aldrig være, som det var. Alligevel lurer optimismen lige om hjørnet: ”Things should start to get interesting right about now”, hedder det i tredjesidste vers.

Alder og tiden, der går, er også det tematiske omdrejningspunkt i den mere livlige ”Floater (Too Much to Ask)”. Heri optræder det ulykkeligt forelskede par fra Shakespeares klassiske tragedie ”Romeo og Juliet”, men i en lidt anden situation end i det originale forlæg. Romeo fornærmer Juliet ved at sige, at hun har dårlig hud og ser gammel ud. Hendes respons er at bede ham skride.

”Her skiftes stilart og tempo fra sang til sang, mens vi bevæger os gennem årtierne og gennem den amerikanske musiktradition (…) Der er pladen igennem referencer til et utal af musikere, digtere og andre kunstnere, heraf velsagtens titlen: Bob Dylan stjæler det, han elsker, og elsker det, han stjæler.” (Christian Braad Thomsen & Asger Schnack: Bob Dylan. En guide til hans sange. Tiderne Skifter, 2008. S. 29).

Krøniker

”Jeg spurgte fyren, der havde arbejdet med lydeffekter til radioen, hvordan han efterlignede lyden af den elektriske stol, og han svarede, at det var lyden af spruttende bacon på en stegepande.”
”Krøniker”, s. 56.

I 2004 udkom første bind i Bob Dylans selvbiografi ”Chronicles” (”Krøniker”, 2004). Det er ikke til at vide, om de følgende bind bliver skrevet og udgivet, så indtil videre står første bind alene. Det er inddelt i fem kapitler. I første kapitel ”Som landet lå” beskriver Bob Dylan sit møde med New York og dens folkemusikscene. Han portrætterer nogle af de mennesker, der hjalp ham med at få sin første pladekontrakt, og mindes burgerne på den cafe han spillede de første sange, der på det tidspunkt stadig var tolkninger af gamle folk- og blues-klassikere.

I de næste kapitler fortæller Dylan om sin opvækst i en kommunistforskrækket koldkrigstid, hvor han lærte at gemme sig under skolepulten i skolen. Han reflekterer over sine tidlige sangtekster, og hvordan de adskiller sig fra den musik, der blev spillet i radioen. Han fremhæver både musikalske helte som Roy Orbison, Hank Williams og Woody Guthrie og litterære som Allen Ginsberg, Jack Kerouac og den britiske poet John Milton, der i 1600-tallet skrev oprørspoesi og gendigtninger af syndefaldsmyten.

25973119

”Krøniker” er ikke en kronologisk opbygget fortælling. Tværtimod hopper Dylan via kapitlerne frem og tilbage i tiden. Personer og begivenheder er beskrevet i en slags associationsrække. Fjerde kapitel dateres til 1987, da han efter at have slået sin hånd, tager fat på at indspille albummet ”Oh Mercy”. Dylan beskriver, hvordan han arbejder med at skrive sangteksterne, og hvordan Bono fra U2 anbefaler ham at tage kontakt til produceren Daniel Lanois. Han har et studie i New Orleans, hvor Dylan, ikke uden samarbejdsvanskeligheder, får indspillet dét, der regnes for hans come back-album.

Krønike kan både betyde en fortælling om et bestemt sted og en gruppe af mennesker og en usand historie. Denne tvetydighed er typisk for Bob Dylan. På den ene side er ”Krøniker” skrevet som en selvbiografisk optegnelse over minder fra New York i perioden op til hans første pladeindspilning samt firsernes kreative genkomst, og på den anden side er det aldrig helt til at vide, hvor meget der er pyntet på sandheden. 

Genrer og tematikker

Bob Dylans første sangtekst var en hyldest til hans store idol folk-musikeren Woody Guthrie, og de fleste af Dylans tidlige sange er folkesange eller protestsange, som de også kaldes. ”Folkemusik-kulturen fik fra slutningen 1950’erne en ny luft som en del af en ældre kultur, historie og tradition, som kunne bruges i nutidens forsøg på at formulere et nyt og mere retfærdigt og lige samfund. Folkesangen skrev historie nedefra via de personlige erindringer og erfaringer og formidlede menigmands/kvindes liv.” (Anders Høg Hansen: Bob Dylan – kærlighed, krig og historie. Frydenlund, 2011. S. 11).

En anden type tekster, der løber på tværs af hele forfatterskabet, er kærlighedssangene. Der er både dem, hvor kærligheden til kvinden opleves i nuet, men også mange, hvor længslen efter den tabte kærlighed er afsættet. Tonen er til tider melankolsk, men oftest bitter og spydig.

Bob Dylans sangtekster er befolket af et væld af historiske personer, fiktive og bibelske figurer. Der er eksempelvis Napoleon Bonaparte, Ludwig van Beethoven, Abraham Lincoln, Jesus, Judas, Aladdin, politimænd, vagabonder og en sort hund. Nogle steder er karaktererne realistiske og virkelighedstro, mens de andre steder optræder som typer, surrealistiske forvrængninger eller maskeret. Eksempelvis er Einstein forklædt som Robin Hood i ”Desolation Row”. Særligt i de kærlighedssange, hvori jeget henvender sig til et du, efter at kærlighedsrelationen er gået i stykker, har mange tolket som autobiografiske. Eksempelvis mener mange, at både ”Sara” fra ”Desire” (1976) og ”Sad-Eyed Lady of the Low-Lands” fra ”Blonde on Blonde” (1966) er portrætter af hans første kone Sara Dylan.

Der er gjort utallige forsøg på at tolke nogle af de mere kryptiske af Dylans tekster, og det er da også sjældent, at én tolkning er tilstrækkelig. Særligt teksterne fra midten og slutningen af 1960erne er labyrintiske, fragmentariske og forvirrende. Men fælles for dem er en stor sproglig billedrigdom og de tvetydige referencer til euforiserende stimulanser.

Beslægtede forfatterskaber

Bob Dylan har efter sigende taget sit kunstnernavn fra Dylan Thomas, fordi han var inspireret af den walisiske digters lyriske stil. Dylan Thomas (1914-1953) skrev lyriske, billedmættede digte. Han arbejdede ud fra et princip om at føle sig frem til et billede, for derefter at lade et nyt billede udspringe af det foregående – enten i forlængelse eller som kontrast. Hans mest kendte digt ”Do not go gentle into that good night” omhandler hans fars død, og særligt i Bod Dylans senere sangtekster er døden ligeledes et tilbagevendende motiv. Dylan har også hentet inspiration hos digtere som Arthur Rimbaud og Paul Verlaine. I sangen ”You’re Gonna Make Me Lonesome When You Go” optræder de begge ved navns nævnelse, da Dylan sammenligner sine dårlige kærlighedsforhold med de to digteres.

Men det er nok beatforfattere som Jack Kerouac, Allen Ginsberg, Gregory Corso og Lawrence Ferlinghetti, der har haft størst indflydelse på Dylans skrivestil. Deres brug af den litterære teknik, som kaldes bevidsthedsstrøm eller stream of consciousness, hvor billeder, karakterer, steder og begivenheder flyder sammen i indre monologer, har Dylan overført til sin sangskrivning. Som dem benytter han associationskæder, et højt tempo og et sprog præget af hverdagsudtryk, talesprog og slang til at beskrive samfundets udskud, vagabonder, særlinge og stofmisbrugere.

Bob Dylan har inspireret mange forfattere, også i Danmark. Klaus Høeck har skrevet digtsamlingen ”Dylan forever” i 1979, der udkom på Asger Schnacks forlag Swing. Asger Schnack er også selv en af dem, der har beskæftiget sig indgående med Bob Dylan. Ud over at have skrevet flere bøger om musikeren, hans liv, musik og kulturelle indflydelse, har han i 1972 udgivet digtsamlingen ”Kærligheden, Bob Dylan”. Ligeledes har musikanmelder og forfatter Klaus Lynggaard udtrykt sin begejstring for den amerikanske sangskriver. Lynggaards tredje bog ”Begær” har lånt sin titel fra Dylans album ”Desire” (1976).

Diskografi/Bibliografi

Albums

Dylan, Bob:
Bob Dylan. Columbia, 1962.
Dylan, Bob:
The Freewheelin´ Bob Dylan. Columbia, 1963.
Dylan, Bob:
The Times They Are a-Changin´. Columbia, 1964.
Dylan, Bob:
Another Side of Bob Dylan. Columbia, 1964.
Dylan, Bob:
Bringing It All Back Home. Columbia, 1965.
Dylan, Bob:
Highway 61 Revisited. Columbia, 1965.
Dylan, Bob:
Blonde on Blonde. Columbia, 1966.
Dylan, Bob:
John Wesley Harding. Columbia, 1967.
Dylan, Bob:
Nashville Skyline. Columbia, 1969.
Dylan, Bob:
Self Portrait. Columbia, 1970.
Dylan, Bob:
New Morning. Columbia, 1970.
Dylan, Bob:
Pat Garrett & Billy the Kid. Columbia, 1973.
Dylan, Bob:
Dylan. Columbia, 1973.
Dylan, Bob:
Planet Waves. Asylum, 1974.
Dylan, Bob:
Blood on the Tracks. Columbia, 1975.
Dylan, Bob:
The Basement Tapes. Columbia, 1975.
Dylan, Bob:
Desire. Columbia, 1976.
Dylan, Bob:
Street-Legal. Columbia, 1978.
Dylan, Bob:
Slow Train Coming. Columbia, 1979.
Dylan, Bob:
Saved. Columbia, 1980.
Dylan, Bob:
Shot of Love. Columbia, 1981.
Dylan, Bob:
Infidels. Columbia, 1983.
Dylan, Bob:
Empire Burlesque. Columbia, 1985.
Dylan, Bob:
Knocked Out Loaded. Columbia, 1986.
Dylan, Bob:
Down in the Groove. Columbia, 1988.
Dylan, Bob:
Oh Mercy. Columbia, 1989.
Dylan, Bob:
Under the Red Sky. Columbia, 1990.
Dylan, Bob:
Good as I Been to You. Columbia, 1992.
Dylan, Bob:
World Gone Wrong. Columbia, 1993.
Dylan, Bob:
Time Out of Mind. Columbia, 1997.
Dylan, Bob:
Love and Theft. Columbia, 2001.
Dylan, Bob:
Modern Times. Columbia, 2006.
Dylan, Bob:
Together Trough Life. Columbia, 2009.
Dylan, Bob:
Christmas in the Heart. Columbia, 2009.
Dylan, Bob:
Tempest. Columbia, 2012.
Dylan, Bob:
Shadows in the Night. Columbia, 2015.
Dylan, Bob:
Fallen Angels. Columbia, 2016.

Børnebøger

Dylan, Bob:
If dogs run free. Atheneum, 2013.

Digte

Dylan, Bob:
Tarantula. Macmillan & Scribner, 1971.

Erindringer

Dylan, Bob:
Krøniker. Gyldendal, 2004. (Chronicles: Volume One. Simon & Schuster, 2004. Oversat af Claus Bech.

Sangtekster

Dylan, Bob:
Lyrics 1962-2001. Simon & Schuster, 2004.

Om forfatterskabet

Hjemmesider

Her kan du finde info om albums, bøger, koncerter mm.
På den engelsksprogede hjemmeside kan du læse om Bob Dylans diskografi, liv, sange m.m.

Bøger

Jørgensen, Karsten:
Bob Dylan leksikon. Borgen, 2000.
Christensen, John:
Guide til Bob Dylan – mennesket, myten, musikeren. Forlaget EMIL, 2009.
Epstein, Daniel Mark:
Balladen om Bob Dylan. Gyldendal, 2011. (The Ballad of Bob Dylan – A Portrait. Harper, 2011.) Oversat af Anders Juel Michelsen.
Wilentz, Sean:
Bob Dylan i Amerika. Klim, 2013. (Bob Dylan in America. Anchor Books, 2013.) Oversat af Steen Fiil.
Mai, Anne-Marie: Digteren Dylan. Gyldendal, 2018. (99.4).

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Bob Dylan

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Braad Thomsen, Christian & Asger Schnack:
Bob Dylan. En guide til hans sange. Tiderne Skifter, 2008.
Høg Hansen, Anders:
Bob Dylan – kærlighed, krig og historie. Frydenlund, 2011.
Mai, Anne-Marie (red.):
Hvor dejlige havfruer svømmer. Om Bob Dylans digtning. Syddansk Universitetsforlag, 2013.