Einar Már Guðmundsson
Foto: Henning Bagger / ritzau/scanpix

Einar Már Guðmundsson

cand.mag. Anne Vindum, iBureauet/Dagbladet Information, 2013. Opdateret af Anne Vindum, Bureauet 2018.
Top image group
Einar Már Guðmundsson
Foto: Henning Bagger / ritzau/scanpix
Main image
Einar Már Guðmundsson
Foto: Benita Marcussen / Scanpix

Indledning

Drømme, nordlys og regnvejrsdage i Reykjavik er væsentlige og genkommende elementer i islandske Einar Már Guðmundssons omfangsrige og vidtløftige forfatterskab. I digte, noveller og romaner udfolder han historier om det islandske folk gennem de seneste 100 år, og uden at forfalde til sentimental melankoli skriver han den islandske underklasses historie. Poesi og realisme går hånd i hånd i de humoristiske bøger, der alle er rundet af forfatterens utrættelige samfundsengagement.

 

 

46955226

Blå bog

Født: 18. september 1954 i Reykjavik, Island.

Uddannelse: Bachelor i litteratur og historie, Islands Universitet, 1979. Kandidatgrad i litteraturvidenskab, Københavns Universitet, 1985.

Debut: Er nokkur í kórónafötum hér inni? 1980.

Litteraturpriser: Førstepræmie i litteraturkonkurrence udstedt af Almenna Bókafélagið, 1982. DVs kulturpris, 1994. Nordisk Råds Litteraturpris, 1995. Giuseppe Acerbi Literary Prize, 1999. Karen Blixen Prisen, 1999. Carl Scharnberg's Memorial Fund, 2010. Det Svenske Akademis Nordiske Pris, 2012.

Seneste udgivelse: Til rette vedkommende.  Lindhardt og Ringhof, 2019. Oversat af Erik Skyum-Nielsen. Digte.

Inspiration: Hálldor Laxness, Günter Grass. 

Den nordiske oldtid, den norrøne digtning og vikingetiden

Sagaer

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Rannveig og Thora ønskede at dyrke grøntsager og gik ind for, at børnene på egnen skulle have frugt af og til, men dette regnede kun de færreste bønder på egnen for klogskab, idet de spurgte, om damerne måske kunne henvise til noget sted i sagaerne, hvor heltene spiser æbler.”

”Drømme på jorden”, s. 45.

Einar Már Guðmundsson blev født i Reykjavik den 18. september 1954. Sammen med sin bror Pálmi og sine forældre voksede han op i en forstad til Reykjavik, i de nye boligblokke, der beskrives i hans såkaldte Reykjavik-trilogi. Hans far var taxachauffør, og hans historier fra dagens ture har gødet jorden for Einar Márs mundtlige fortælletradition, og han har udtalt, at hans målgruppe først og fremmest er taxachauffører. (Rasmus Bo Sørensen: Med vinger på hjernen. Information, 2008-10-08).

I sine unge år var han involveret i en politisk organisation ved navn Fylkingin (Fronten), der holdt til på den yderste venstrefløj. Samtidig var han aktiv i en gruppe af kunstnere, intellektuelle og digtere omkring Galleri Suðurgata 7. Her mødte han filminstruktøren Friðrik Þór Friðriksson, og i gruppens litteratur- og kunsttidsskrift Svart á hvítu offentliggjorde han sine første digte. I slutningen af 1970’erne rendte Einar Már rundt med anorak og langt pandehår og solgte hjemmeduplikerede digtsamlinger på værtshusene i Reykjavik, hvor de gik som varmt brød ud på de små timer.

Under sin studietid på Islands Universitet blev han i 1976 undervist af den danske litterat Erik Skyum-Nielsen, der senere skulle blive hans faste oversætter, og i 1979 blev han bachelor i litteratur og historie fra Islands Universitet. Herefter flyttede han til København, hvor han i 1985 fik en kandidatgrad i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet. Han boede i København fra 1979 til 1986, og det var i denne periode, han skrev Reykjavik-trilogien.

Einar Márs debut var digtsamlingen ”Er nokkur í kórónafötum hér inni?”, der udkom i 1980. Efterfølgende kom Reykjavik-trilogien, der er en fabulerende trilogi om barndommens land i Reykjavik. En mere personlig, moden og realistisk menneskeskildring udgør ”Universets engle”, der står som et højdepunkt i forfatterskabet. Trilogien ”Fodspor på himlen”, ”Drømme på jorden” og ”Navnløse veje” er en ambitiøs kalejdoskopisk og halvdokumentarisk slægtskrønike over det 20. århundrede.

Med sine fortællinger ønsker Einar Már at komplettere den historie, man lærer i skolen: ”Jeg skriver nok mine romaner for at videregive det, som man glemmer; det der ikke kommer ind i de offentlige historiebøger. Og vise, at 'folk' ikke kun er samfundsbegrebet, men også mennesker med stolthed, uafhængigt af den sociale position. Omridsene af de personer, jeg skriver om i romanerne, er virkelige: Min farmor og farfar havde faktisk ti børn, og de levede under kummerlige vilkår, børnene blev anbragt forskellige steder på landet.” (Søren Vinterberg: Vi har aldrig forstået klassesamfundet. Politiken, 2003-12-13).

Hans bøger er oversat til adskillige sprog, og for den berømmede roman ”Universets engle” modtog Einar Már i 1995 Nordisk Råds Litteraturpris. På baggrund af samme roman lavede den islandske filminstruktør Friðrik Þór Friðriksson filmen ”Universets engle” i 2000.

Einar Már har skrevet både digte, romaner, noveller, børnebøger og enkelte filmmanuskripter og hans bøger rummer en ofte original blanding af poesi, fantasi og realisme og er båret af en umiddelbar og mundtlig fortælleglæde.

Forfatteren bor i dag i  det nordvestlige Reykjavik sammen med sin kone. Der er garagen indrettet som skrivestue, og dér bliver hans bøger til,  i nærheden af kvarteret, hvor han er vokset op.

Reykjavik-trilogien

”På seks dage skabte Gud verden da han var blevet træt af alverdens uvirksomhed. På seks dage har Anton Sigfinnsson bygget et dueslag, foranlediget af manglen på noget at bestille blandt byens frisører.”
”Vingeslag i tagrenden”, s. 23.

I begyndelsen af 1980’erne udgav Einar Már Guðmundsson romanerne ”Ridderne af den runde trappe”, ”Vingeslag i tagrenden” og ”Regndråbernes epilog”, som tilsammen udgør Reykjavik-trilogien.

I ”Riddarar hringstigans” fra 1982 (”Ridderne af den runde trappe”, 1984), hedder den lille dreng, der fortæller historien, Johan Pjetursson. Han viser sig nu og da at være i besiddelse af en poetiskhistorisk bevidsthed om en verden, der er meget større end hans egen, og udover at fortælle til en kammerat ved navn Ole holder han sig heller ikke tilbage for at henvende sig direkte til læseren: ”I modsætning til hvad du kære læser muligvis tror, er Ole og jeg ikke som de politikere, der omfavner hinanden og trykker hænder på telekommunikerede ap-nyhedsbilleder, mens de i tankerne bider hovedet af hinanden. Nej, vi giver os bare til at lege med biler (...)”. Som man forstår er teksten, ligesom Johan, uhyre legesyg.

22304704

Johan Pjetursson fortsætter med at have ordet i ”Vængjasláttur í þakrennum” fra 1983 (”Vingeslag i tagrenden”, 1986), hvor trilogiens karakter af fantasifuld krønikeskrivning for alvor udfoldes. Johan er i stand til at fortælle i flere stilarter, alt afhængig af hvor han har sine oplysninger fra: avisen, eventyr, ”af kvarterets annaler” eller en livlig fantasi.

I det store som i det små er ”Reykjavik-trilogien” en beretning om retten til at fantasere og fortælle. Følgende dialog imellem Johan og Ole er en passage fra ”Vingeslag i tagrenden”, kaldet ”De vingede hjerners duet”:

”Jeg: Ole har du lagt mærke til hvor små hoveder duerne har. Tror du ikke de har nogen hjerne?
Ole: Nej de har vinger. Hvorfor skulle de have en hjerne?
Jeg: Mener du at det er bedre at have vinger end hjerne?
Ole: Jeg tror det bedste må være at have vinger på hjernen.”

”Reykjavik-trilogien” er et romantrekløver om alt imellem drenge, duer, himmel og jord i efterkrigstidens Reykjavik. De tre bøger hænger løseligt sammen, men ”Eftirmáli regndropanna” fra 1986 (”Regndråbernes epilog”, 1988), stikker lidt ud fra de to andre. I denne er barnesynsvinklen helt væk og erstattet af en anderledes ordrig, olympisk historiefortæller, som er mere optaget af lyriske billedkaskader end poetiske menneskeskildringer.

Einar Már tilhører en generation af islændinge, der som de første er vokset op i en moderne bykultur. Island og specielt Reykjavik oplevede et velfærds- og moderniseringsboom efter 2. Verdenskrig, og indflydelsen fra især USA, der har opretholdt en militærbase på øen siden krigen, er ikke gået sporløst hen over de ellers meget traditionsbundne islændinge.

Denne sammenblanding af amerikansk og islandsk mytologi, godt blandet op med beatlerne fra Liverpool, er hovedingredienserne i Einar Márs leg med liv og litteratur. Og udover hvad den i øvrigt er, er ”Reykjavik-trilogien” i det skjulte også en udviklingsfabel og kunstnerroman. Om tilblivelsen af en digter.

 

Universets engle

”Det er således ikke ualmindeligt, at folk skriver deres erindringer i mange bind, men selv først bliver født i bind to eller tre. Jeg ville snarere hævde, at ingen burde skrive sine erindringer, før hans liv er forbi.”
”Universets engle”, s. 14.

Uden at kunne kaldes en nøgleroman er Einar Márs Englar alheimsins” fra 1995 (”Universets engle”, 1995) bygget på personligt stof. Romanen handler om den verden, hans psykisk syge bror levede i, gemt væk i et hjørne af samfundet.

Einar Már har udtalt, at det er en bog, han i særlig grad følte sig forpligtet til at skrive. Både for at give broderen oprejsning, men også fordi der eksisterer en form for skæbnefællesskab mellem digteren og den psykisk syge – som rækker ud over det familiære.

Historien om den skizofrene Paul er fortalt af Paul selv – tilmed fra et punkt i tiden, hvor han ikke længere er blandt de levende. Han fortæller sin livshistorie i småbidder, uden for kronologisk orden. Han kan springe i tid og rum, og udover at vide besked om sin egen fødsel veksler han imellem erindringer fra barndommen i 1950’erne, ungdommen i 60’erne og sygdommens overtag i 70’erne og 80’erne.

Det er ingen terapihistorie, Paul fortæller, og det er heller ikke noget forsøg på at skildre, hvilket helvede livet var. Smerten er hele tiden nærværende, men hans fortælling er rolig og fattet.

21108014

Det er et livgivende element ved Pauls fortælling, at den hele tiden er større end ham selv. Uanset den sjælelige isolation er Paul intet uden sine omgivelser. Der er en mangfoldighed af portrætter og menneskeskæbner i hans beretning, og tilsammen levendegør de et billede af Island og i særdeleshed Reykjavik. I det små er ”Universets engle” – også – en generationsroman.

”Universets engle” er skrevet med en nænsom distance, en sproglig klarhed og emotionel nøgternhed. Vekslende mellem realisme og poesi, mellem det genkendelige og det uhåndgribelige, det jordnære og det overjordiske.

Einar Már blev engang spurgt, hvordan i alverden han dog kunne lade en person, der er død, fortælle sin egen historie. Svaret lød: ”Er det ikke netop sådan noget, vi har romankunsten til?” Dermed har Einar Már sagt en hel del om sit syn på litteraturen. Verden er ikke enten synlig eller selvskabt. Den er begge dele. Og verden forvandler sig, når den fortælles.

Trods sit ubærlige emne er ”Universets engle” ingen tung bog. Den er en lidelseshistorie, men fortalt med en engels lethed, og så er den morsom. Paul ejer nemlig ikke bare sin forfatters sans for poesi, men også hans humor. Einar Már er en lavmælt alvorsmand, som ser på verden og litteraturen med humoristiske øjne. Både barnets og den voksnes. Som regel i skøn forening.

Fodspor på himlen-trilogien

”Sanderne var dækket af rim. Jorden hvid som en brudekjole, besat overalt med glitrende sten. Frosttåge i luften. Sådan huskede min farmor Gudny vejret, når hun tænkte tilbage på sin hjemegn og stod som en lille, munter pige ved kanten af tunet. I det fjerne rejste fjeldene sig som bølger og duvede som kupler over jordens skød.”
”Fodspor på himlen”, s. 9.

I 1997 påbegyndte Einar Már Guðmundsson en ny trilogi bestående af ”Fodspor på himlen”, ”Drømme på jorden” og ”Navnløse veje”. Samlet er de tre romaner en omfattende slægtskrønike med delvist udspring i hans egen familie.

I ”Fótspor á himnum”, 1997 (”Fodspor på himlen”, 1999) er den alvidende jeg-fortæller bekendt med optrin, følelser og samtaler hos mange generationer bag sig. Et mylder af mennesker befolker romanen, der tegner et billede af Islands udvikling gennem hundrede år. Med blik til landbefolkningen, der er afhængige af vejret og af at stå i god forbindelse med det overnaturlige, og til folket i hovedstaden, der i fortællerens bedsteforældres tilfælde levede fattigt og kummerligt, berettes om møder mellem mennesker og mellem liv og død. Døden er livets følgesvend i form af tuberkulose, fiskerulykker og almindelig fattigdom. Et par af fortællerens farbrødre er opildnede af kommunismen og drager til Spanien for at vælte Franco under den spanske borgerkrig, og Gud og Stalin hersker på omtrent samme niveau. I et poetisk sprog fortælles om det islandske folk og den underliggende tro (på religion, politik og overtro), der får dem godt gennem livet.

23327813

Draumar á jörðu” fra 2000 (”Drømme på jorden”, 2001) fortsætter i samme ikkekronologiske stil med at fortælle om fortællerens far og dennes ni søskende. Specielt den tuberkuløse søster Sæunn får meget opmærksomhed i romanen, bl.a. ved de breve hun har skrevet til fortællerens far Olaf. Faderen og hans søskende blev alle sendt på opfostring på gårde, da de var små, fordi hjemmet i byen var for usselt og fattigt, trods kærlighed fra moderen Gudny. Rundt om på gårdene må de klare sig, som de bedst kan med de fysiske evner, de nu er udstyret med, og drømmene på jorden holder dem vågne. I drømmene får de syn om fremtidige begivenheder og kontakt til det hinsides, og det forekommer naturligt at have kontakt med både døde og ufødte.

”Nafnlausir vegir”, 2002 (”Navnløse veje”, 2003) fører fortællingerne om de ti søskende videre og følger nu også deres børn, dvs. fortællerens generation. Ragnar Spaniensfaren er denne gang central, og livet som det leves i barakkerne i Reykjavik i efterkrigstiden, udfoldes.

Hvor første bind dækker de første dekader i det 20. århundrede, foregår andet bind før og under 2. Verdenskrig, og tredje bind fører historien op i 1950’erne. Til sammen giver trilogien et detaljeret billede af Islands historie, både i minutiøse gennemgange af hverdagsrutiner og i overordnede blik på landets udvikling. Farmor Gudny står i midten af det hele som den store mor, der ikke kunne holde samling på sine tropper, men holder sammen på fortællingen om en stor slægt i en omtumlet historie. Der står et sted, at tiden ikke går lige hurtigt rundt om i landet, og Einar Márs trilogi følger både de hurtige og de langsomme ure.

Slægten bygger på Einar Márs egen slægt i en skønsom blanding af fakta og fiktion: ”Hovedlinjerne i slægtsromanerne er bygget på min fars slægtshistorie, og er faktiske. Rammen er faktisk. Men når man giver sig til at skrive historien, kommer der en masser af sorte huller, og her kommer digteren ind. Digteren må fylde de sorte huller ud.” (Og den historie blev bedre med årene. Information, 2003-11-22.)

 

Beatlesmanifestet

”Dermed kom det første amerikanerfjernsyn til gaden, men ikke det sidste. Julius kaldte sammen til husmøde og skrev en artikel i Folkeviljen, hvor han gjorde rede for sagsforløbet og beskrev, hvordan den amerikanske hær nu besatte både nationens sind og hjerte.”
”Beatlesmanifestet”, s. 86.

I 2004 udgav Einar Már Guðmundsson opvækstskildringen”Bítlaávarpið” (”Beatlemanifestet”, 2005), der også har Johan Pjetursson som fortæller og hovedperson.

Johan lever et forholdsvis ubekymret drengeliv i Reykjavik, som her midt i 1960’erne er fanget mellem et stillestående Island, en kulturel invasion fra Amerika og truslen om den kolde krig. Midt i dette virvar af strømninger forsøger den unge Johan at holde rede på sig selv, sine voksende følelser for pigerne og de musikalske strømninger med The Beatles og The Rolling Stones som de største. Identitetsdannelsen buldrer af sted og spejles i vennerne, der primært udgøres af de andre knægte fra vejen.

I korte kapitler beretter den tydelige fortæller Johan om sin familie, om skolen og om bl.a. Ulli Boksehandske, der vender hjem fra det store udland og ligner en rockstjerne. Persongalleriet er broget, og selvom de fleste af karaktererne er noget aparte eller dysfunktionelle, så er de skildret med sympati. Det vil sige, den barnlige accept af andre mennesker uanset deres mærkværdigheder. Romanen fastholder den unge Johans synsvinkel på tilværelsen, men har i glimt den voksne fortællers kritiske blik på samfundet med i et indlejret spor.

25857887

De dagligdags fortællinger fra Reykjaviks forskellige kvarterer fungerer som et billede på en verden i opbrud. Kampen står bl.a. mellem tilhængere og modstandere af indflydelsen fra USA. Socialisterne står sammen, og Johan begynder som avisbud for den socialistiske avis Folkebladet. Det lønner sig ikke kun økonomisk, men også socialt, da han får gratis indgang i biografen mod at aflevere en avis hos billetkonduktøren. Utallige aftener i træk sidder han sammen med vennerne og ser Beatlesfilm i biografens mørke.

Under de muntre drengestreger lurer mørket dog. De tragiske skæbner lurer i alle familier, og Johans kærlige mor dør til sidst. ”Beatlesmanifestet” kommer på den måde til at fungere som en universel fortælling om at vokse til, navigere i en kompleks verden og både rumme livets muntre og triste sider. Den faste forankring i tid og sted gør på samme tid romanen specifik og universel, da den beskriver følelser og erfaringer, som alle raske drenge gennem tiden har gjort sig. Skønne Helga i naboens vindue findes i mange versioner rundt om i verden.

Hvidbogen og Bankstræde nr. 0

”Køkkenudstyrsrevolu-
tionen var det første skridt (…) Vi reddede vores gode rygte og stolthed, som en gennemkorrupt liberalisme, nogle inkompetente politikere og en amoralsk overklasse havde trådt ned i sølet.”
”Hvidbogen”, s. 177-78.

I kølvandet på finanskrisen og det massive bankkrak på Island i efteråret 2008 skrev Einar Már Guðmundsson i 2009 ”Hvidbogen”, der er en samling essays om krisen på Island. To år senere, i 2011, kom essaysamlingen ”Bankstræde nr. 0”. Begge bøger blander kritisk samfundsanalyse, fortællinger og kulturelle referencer.

I ”Hvíta bókin” (”Hvidbogen – krisen på Island”, 2009) raser forfatteren over den forgældede islandske stat, og udfaldet mod finansfyrsterne dundrer over siderne. Einar Már gør rede for, hvordan islandsk erhvervsliv, politik og massemedier er styret af de samme grupper. De korrumperede tilstande har sat befolkningen uden for indflydelse og gældsat de næste mange generationer. Med henvisninger til islandsk litteraturhistorie, Karl Marx og liberalistiske eventyr i USA og England skræller han de flotte ord af ”ekspansionsvikingernes” rovdrift på såvel statslig kapital som naturressourcer.

29057702

Forfatteren er vred og forarget over nyliberalismens indtog. Han bruger sine kundskaber som forfatter til at kritisere samfundet, men fastholder også, at han blot udtaler sig som islandsk statsborger: ” (…) denne bog skriver jeg med den almindelige borgers stemme: Jeg stiller spørgsmålet: Hvorfor kan det almindelige menneske ikke udtrykke sig også om økonomi, når nu den er så vigtig, og bruge fiktionens stemme på den.” (Tine Maria Winther: Guðmundsson: Island kan ende som Nordens Cuba. Politiken, 2009-11-17).

”Hvidbogen” er en fortælling om kasserollerevolutionen, hvor folket gik på gaden for at tvinge regeringen af. Et socialistisk kampskrift med solidaritet som mål. Tilliden til politikerne er forsvundet, og tilbage er savnet efter republikken, der var engang.

28988052

I Bankastræti núll” (”Bankstræde nr. 0”, 2011), hvis titel henviser til et offentligt toilet midt i Reykjavik tæt ved regeringsbygningerne, fortsætter Einar Már sin udladning mod de islandske finansfyrster. Han spørger, hvorfor profitten privatiseres, mens tabet nationaliseres, og hvorfor ingen tager et ansvar for det kapitalistiske eventyr, der faldt sammen i efteråret 2008. Personligt og engageret beretter Einar Már om Altingets undersøgelseskommission, der ikke stiller andre ansvarlige end ni anarkister, der trængte ind i Parlamentsbygningen. Han fortæller om et nyt parti, der udelukkende består af tidligere punkere og komikere uden politisk erfaring, men som fik 34,7 % af stemmerne ved kommunalvalget i 2010 og dermed borgmesterposten. Med kulturelle referencer til musik og litteratur er ”Bankstræde nr. 0” et forsvar for åndskultur og sund samvittighed, og der er ingen tvivl om, at forfatteren er ægte anfægtet af nyliberalismens indtog i verden såvel som i Island.

 

Islandske konger

”Arnfinn Knudsen var helt enig med sin far, Astvald, om, at han ikke behøvede at forlade Tangavik. Dér var jo alt, hvad han længtes efter, fisk, fugle, æg, brændevin, sang og glæde, og så dén ene ting, der aldrig forsvandt ud af hans tanker, Elsa Einarsdottir, selveste herskerinden på slottet, Fjeldenes Dronning, som drømmeprinsessen på det hvide lærred, og hvis ikke hun tog imod tilbuddet, var der utallige andre, som han kunne vælge imellem.”
”Islandske konger”, s. 180.

I 2012 udgav Einar Már sin første roman i fem år, den sprælske ”Íslenskir kóngar” (”Islandske konger”, 2013). Det er fortællingen om en hel slægt af Knudsener, om islandske småkonger og om livet, som det udspiller sig i den lille fiktive fiskerby Tangavik på Islands sydkyst. Arnfinn Knudsen er den primære karakter og midtpunkt i en uoverskuelig og vidtforgrenet slægt.

Tangavik danner ramme for tre generationer Knudsen, hvilket samtidig optegner en betydningsfuld periode af Islands nyere historie. Begivenhederne omkring fiskekongen Astvald, altmuligmanden Arnfinn og dennes søn Jonatan, der driver det vidt som finansmogul, rummer tilsammen de væsentligste elementer i Islands udvikling fra simpelt fiskersamfund til (fejlslagen) spydspids for liberalistisk økonomi og politik.

Einar Már Guðmundsson følger i romanform op på den polemiske kritik af Islands finanseventyr, som han i essayform udfoldede i ”Hvidbogen” og ”Bankstræde nr. 0”. I ”Islandske konger” er finansfyrsterne skrevet ind i fiktionen: ”Hvordan Jonatan Knudsen bar sig ad med at sælge byens besiddelser og leje dem igen, købe dem igen og udleje dem igen, i et endeløst kredsløb, er en stor gåde; men sådan går historien i ring.” (s. 31).

50587258

I lighed med megen anden islandsk litteratur er der både formelle og eksplicitte henvisninger til sagaerne. Formelt med det veritable mylder af familiemedlemmer, blodige opgør og spil om magt og ære. Eksplicit omtales Arnfinn Knudsen som en sagahelt, og der er utallige referencer til bestemte sagaer. Også øvrig islandsk litteratur spiller med, lige som international litteratur- og kulturhistorie gør det. På den måde illustrerer romanen Islands kendetegn med en rodfæstethed i sin egen kultur og plantet midt mellem amerikansk og europæisk indflydelse. Årene omkring republikkens fødsel er centrale i romanen, og det årelange opgør med både Norge og Danmark er – fornemmer man – yderst påtrængende.

Kærlighedskvaler, alkoholproblemer, en ustyrlig natur og en exceptionelt stor iderigdom er sammen med diskussioner om kunst, pædagogik og moral grundsten i dette fyrværkeri af en roman.

 

Pasfotos

””Tror du virkelig, at du kan” spurgte far. ”Leve af at skrive?”
”Spørgsmålet er ikke, om jeg kan. Jeg skal,” sagde jeg.”

”Pasfotos”, s. 65.

Med afsæt i minder og gamle notesbøger har Einar Már Guðmundsson skrevet en erindringsroman om den sommer, hvor han som ganske ung rejste ud i verden og mødte kærligheden. ”Passamyndir” fra 2017 (”Pasfotos”, 2018) er således et tidsbillede på 1970’ernes kulturelle og samfundsmæssige omvæltninger og et billede af en ung mand med verden for sine fødder.

Den et-par-og-tyve-årige digterspire Halli bor i Reykjavik, hvor han en aften møder den karismatiske Jonni på deres stambar Teaterkælderen. De beslutter sig for at rejse til Oslo som første stop på en rejse ned gennem det europæiske kontinent, der for dem er potent med betydning og eventyr. Ankommet til Oslo møder de andre eksilerede islændinge og får snart job som grøftegravere på Hardangervidden. Her i skiftevis høj sol og tung regn gør de sig erfaringer i at håndtere konfliktsøgende og drikfældige arbejdsmænd, hårdt fysisk arbejde og de lange nætters længsel efter pigerne i byen. Jonni opgiver ævred og rejser til Sydfrankrig for at se sin udkårne, og Halli rejser med sin nys vundne kæreste Inga på en dramatisk og varm tur til Sydeuropa. Græske banditter og hvidkalkede mure er baggrund for deres første fælles ekskursion ud i kærlighedens land. Halli opsøger sine politiske aktivistvenner i Rom og ender i Paris, hvor ringen sluttes.

54052162

Romanen er fortalt i et sludrende, valsende tempo med mange digressioner og fortællerens refleksioner indlejret. Han foregriber passager, afviser elementer, der forsøger at presse sig ind i fortællingen og holder tæt kontakt til læseren med sine henvendelser.

Knut Hamsuns ”Sult” og ”Pan” samt Halldór Laxness’ ”Den store væver fra Kashmir” er blandt den litterære underlægning, og periodens musik fylder en del som både identitetsmarkør og tidsbillede. Revolutionære strømninger og filosofiske diskussioner har været identitetsskabende for de unge kunstnere i romanen, der således bliver en art tilbageskuende ”sådan-blev-jeg-forfatter”-roman. Fortælleren lægger heller ikke skjul på projektets formål: ”Jeg genopfrisker disse ting for at lette mit sind og for min egen fornøjelses skyld, som forfattere gerne siger, når de begynder at blive ældre og forsøger på at overskue det hele, livet og verden, lige som oppe fra et bjerg” (s. 31).

Genrer og tematikker

I Einar Már Guðmundssons omfattende forfatterskab træder nogle tydelige karakteristika frem. Som en direkte forlængelse af den mundtlige islandske fortælletradition er der i hans bøger en udpræget mundtlighed i skriften. Fortællerne springer frit mellem tekstens niveauer, hvilket også er et udpræget sagatræk. De mange genfortalte sagn og myter, der er indlejret i teksterne, viser også taknemligt tilbage til den store islandske litteraturtradition.

Det er tydeligt i romanerne, at fantasi og virkelighed hører sammen i litteraturen. Einar Már forener hverdagsskildringer med overnaturlige begivenheder, og der er aldrig langt fra liv til død, fra drøm til virkelighed. Hans opvækstromaner tager udgangspunkt i et meget lokalt rum, men udvider det til at gælde kosmos og på den måde bliver hans konkret forankrede fortællinger ophævet til universelle beretninger om livet på jord. Og i himlen.

Med lige dele humor og patos blander Einar Már trivielle skildringer af får og regnvejr med sfæriske indbrud og stemmer fra det hinsides. Det poetiske sprog får niveauerne til at hænge sammen, og selv de mest aparte optrædener forekommer naturlige.

”Fodspor på himlen”-trilogien former sig som en slægtshistorie, der begyndte som fri fantasi, men som hurtigt blev til en historie om hans egen familie. ”Jeg måtte indse, at jeg ikke magtede at skrive bøgerne ud fra fri fantasi. Først da jeg begyndte at angribe stoffet som en historiker, begyndte jeg at få fod på det. Romankunsten er ofte en blanding af de faktuelle oplysninger du skaffer dig og din poetiske evne. En balance mellem det fantastiske og det konkrete. Gennem arbejdet med denne historie kom jeg til den konklusion, at jo mere fantastisk du er, jo mere konkret er du også. Derfor må du skaffe dig kendskab til fantasien, fordi grænsen mellem det fantastiske og realismen er flydende. Fantasien er en del af virkeligheden, så når folk kalder mine bøger for magisk realisme, er det i virkeligheden nok for mig bare at være realist,” siger Guðmundsson.

Den samfunds- og kapitalismekritik, der ligger som en understrøm gennem de skønlitterære værker, folder sig eksplicit ud i de to essaysamlinger skrevet efter finanskrisen, ”Hvidbogen” og ”Bankstræde nr. 0”. For ham løber sporene sammen: ”Jeg tror, at fortællekunsten i stigende grad vil rette sig imod magthavernes taler, og at grænsen mellem skønlitterære bøger og faglitteratur vil udviskes mere i de kommende år. Liberalismen fortrængte debatten, men nu er den retur.” (Anna von Sperling: Vi er alle grådige islændinge og dovne grækere. Information, 2011-11-23).

Om sammenhængen mellem sine tre seneste bøger siger Einar Már Gudmundsson i et interview i Information: ”De to essaysamlingerne er forudsætninger for at skrive Islandske Konger, og kongerne forklarer krakket.” (Jannie Schjødt Kold: Fra anarki til tomgang på en fiskekrog. Information, 2013-08-23).

Et genkommende træk i forfatterskabet er forsvaret for de mennesker, der falder udenfor samfundets normer og systemer. I et interview siger Einar Már om ”Islandske konger”s blik for og sympati med de mere skæve eksistenser: ”Ud over det tavse folk så er Islandske konger også en mentalitetshistorie om de utilpassede.” Han beundrer det gamle samfund for, at ”kunne socialisere sinkerne og finde en plads til tosserne. Dem, man i dag ville sætte i institution.” (Jannie Schjødt Kold: Fra anarki til tomgang på en fiskekrog. Information, 2013-08-23).

 

Beslægtede forfatterskaber

Einar Már Guðmundssons forfatterskab henviser eksplicit til den eksisterende litteraturhistorie. Mange værker har indledende citater fra andre forfattere, og der er masser af referencer til såvel islandske som internationale forfattere. Hans bøger indskriver sig altså i en selvvalgt og tydelig litterær tradition.

De tidlige digte falder med deres korte og anarkistiske udtryk ubesværet ind i samme strøm som de danske 80’erdigtere repræsenteret ved Søren Ulrik Thomsen, Pia Tafdrup og Michael Strunge (Rasmus Bo Sørensen: Med vinger på hjernen. Information, 2008-10-08).

Senere i forfatterskabet skriver Einar Már skriver romaner, som var de også digte. I stedet for brede episke forløb anvender han en pointeret, åben struktur, der ligesom digtet bruger pausen og linjeskiftet som et virkemiddel. Denne sans for at få det lyriske og det episke til at arbejde sammen hænger sammen med den islandske litterære tradition. De storslåede islændingesagaer fra middelalderen er netop skrevet i en meget knap og kort prosaform, og både den islandske selvforståelse og Einar Márs historier trækker tråde tilbage til sagaerne.

Den fabulerende leg med form og genre og brugen af myter og sagn har sammen med de magiske indslag referencer til såvel danske Ib Michael som til den magiske realisme fra Latinamerika, repræsenteret ved forfattere som Gabriel Garcia Márquez og Jorge Luis Borges.

Men den nordatlantiske arv fornægter sig ikke: Der er hos Einar Már ekkoer af forfattere som Knut Hamsun, H.C. Andersen, Selma Lagerlöf. De to helt uomgængelige forbilleder og forgængere er landsmanden Halldór Laxness og færingen William Heinesen, som op igennem det 20. århundrede både fornyede og forvaltede en ældgammel fortælletradition af folkelig og metafysisk karakter og skabte en litteratur, der i sig rummer en særlig nordatlantisk modvægt til det nordiske tungsind.

Grebet med at fortælle inde fra patientens hoved, som Einar Már gør i ”Universets engle”, ligner Beate Grimsruds ”En dåre fri” fra 2010. I denne roman skildres skizofrenien også af patienten selv. I ”Universets engle” taler jeg-fortælleren fra det hinsides og i flere andre værker kommer de døde også – helt naturligt – til orde. Den islandske forfatter Jón Kalman Stefánsson benytter i sine bøger også et fortællekor af døde borgere, der fra en mellemstation inden himlen kommenterer livets gang på jorden.

De pittoreske opvækstskildringer med sans for datidens særpræg ligner både landsmanden Einar Kárasons skildringer af opvæksten i barakkerne i Reykjavik efter krigen, og det ligner norske Lars Saabye Christensen, der også har Beatles med på titelniveau i sin ikoniske ”Beatles” fra 1984. Danske Bjarne Reuter har på samme måde fortalt historien om at vokse op i tresserne og være ung i en brydningstid i både sine ungdomsromaner og bøger om Buster i Brønshøj.

 

Bibliografi

Romaner

Einar Már Guðmundsson:
Ridderne af den runde trappe. Vindrose, 1984. (Riddarar hringstigans, 1982). Oversat af Erik Skyum-Nielsen.
Einar Már Guðmundsson:
Vingeslag i tagrenden. Vindrose, 1986. (Vængjasláttur í þakrennum, 1983). Oversat af Erik Skyum-Nielsen.
Einar Már Guðmundsson:
Regndråbernes epilog. Vindrose, 1988. (Eftirmáli regndropanna, 1986). Oversat af Erik Skyum-Nielsen.
Einar Már Guðmundsson:
Reykjavik-trilogien. De tre ovenstående romaner i ét bind. Vindrose, 1998. (Goðheimar bernskunnar, 2005). Oversat af Erik Skyum-Nielsen.
Einar Már Guðmundsson:
Røde dage. Vindrose, 1991. (Rauðir dagar, 1990). Oversat af Erik Skyum-Nielsen.
Einar Már Guðmundsson:
Universets engle. Vindrose, 1995. (Englar alheimsins, 1995). Oversat af Erik Skyum-Nielsen.
Einar Már Guðmundsson:
Fodspor på himlen. (1) Vindrose, 1999. (Fótspor á himnum, 1997). Oversat af Erik Skyum-Nielsen.
Einar Már Guðmundsson:
Drømme på jorden. (2). Vindrose, 2001. (Draumar á jörðu, 2000). Oversat af Erik Skyum-Nielsen.
Einar Már Guðmundsson:
Navnløse veje (3). Vindrose, 2003. (Nafnlausir vegir, 2002). Oversat af Erik Skyum-Nielsen.
Einar Már Guðmundsson:
Beatlemanifestet. Vindrose, 2005. (Bítlaávarpið, 2004). Oversat af Erik Skyum-Nielsen.
Einar Már Guðmundsson:
Sindets tremmer – en kærlighedshistorie. Vindrose, 2008. (Rimlar hugans: Ástarsaga, 2007). Oversat af Erik Skyum-Nielsen.
Einar Már Guðmundsson:
Islands konger. Lindhardt og Ringhof, 2013. (Íslenskir kóngar, 2012.) Oversat af Erik Skyum-Nielsen.
Einar Már Guðmundsson:
Hundedage. Lindhardt og Ringhof, 2015. Oversat af Erik Skyum-Nielsen.
Einar Már Guðmundsson: Pasfotos. Lindhardt og Ringhof, 2018. (Passamyndir, 2017). Oversat af Erik Skyum-Nielsen.

Noveller

Einar Már Guðmundsson:
Leitin að dýragarðinum. 1988.
Einar Már Guðmundsson:
Måske er posten sulten. Vindrose, 2002. (Kannski er pósturinn svangur, 2001). Oversat af Erik Skyum-Nielsen.
Einar Már Guðmundsson: På sporet af den zoologiske have. Lindhardt og Ringhof, 2016. (Leitin að dýragarðinum, 1988). Oversat af Erik Skyum-Nielsen.

Digtsamlinger

Einar Már Guðmundsson:
Er nokkur í kórónafötum hér inni?. 1980.
Einar Már Guðmundsson:
Sendisveinninn er einmana. 1980.
Einar Már Guðmundsson:
Róbinson Krúsó snýr aftur. 1981.
Einar Már Guðmundsson:
Frankensteins kup. Et udvalg af digte fra Sendisveininn er einmana, Er nokkur í kórónafötum hér inni? og Róbinson Krúsó snýr aftur. Vindrose, 1981. Oversat af Erik Skyum-Nielsen.
Einar Már Guðmundsson:
Klettur í hafi. 1991.
Einar Már Guðmundsson:
Í auga óreiðunnar: ljóð eða eitthvað í þá áttina. 1995.
Einar Már Guðmundsson:
Orkanens øje. Udvalg af digte fra Klettur í hafi og Í auga óreiðunnar. Vindrose, 1996. Oversat af Erik Skyum-Nielsen.
Einar Már Guðmundsson:
Ræk mig nordlysene. Digte i udvalg 1980–1995. Vindrose, 2004. Oversat af Erik Skyum-Nielsen.
Einar Már Guðmundsson:
Jeg skyder genvej forbi døden. Vindrose, 2007. (Ég stytti mér leið framhjá dauðanum, 2006). Oversat af Erik Skyum-Nielsen.
Einar Már Guðmundsson: Til rette vedkommende. Lindhardt og Ringhof, 2019. (Til þeirra sem málið varðar). Oversat af Erik Skyum-Nielsen.

Børnebøger

Einar Már Guðmundsson:
Fólkið í steininum. 1992.
Einar Már Guðmundsson:
Hundakexið. 1993.

Essays

Einar Már Guðmundsson:
Launsynir Orðanna. 1998.
Einar Már Guðmundsson:
Hvidbogen - krisen på Island. Informations Forlag, 2009. (Hvíta bókin, 2009). Oversat af Erik Skyum-Nielsen.
Einar Már Guðmundsson:
Bankstræde nr. 0. Informations Forlag, 2011. (Bankastræti núll, 2011). Oversat af Erik Skyum-Nielsen.

Bidrag til antologier

Brostrøm, Torben, Sigrid Combüchen og Kjartan Fløgstad (red.):
Nordisk fantasi – en essaysamling. Svenska Läromedel, 1990.
Metz, Georg og Niels Birger Wamberg (red.):
Rejse mellem øjeblikke. Hilsen til Johannes Møllehave. Politiken, 2006.
Sandgren, Arild og Tina Scheftelowitz (red.):
Kaffehistorier. Til bords med verdenslitteraturen. Politiken, 2006.
Diverse forfattere:
Dette er ikke en krimi. Lindhardt & Ringhof, 2012.

Filmmanuskripter

Einar Már Guðmundsson:
Naturens børn (org. titel Börn náttúrunnar), 1992. I samarbejde med instruktøren Friðrik Þór Friðriksson.
Einar Már Guðmundsson:
Movie days (org. titel Bíódagar), 1994. I samarbejde med instruktøren Friðrik Þór Friðriksson.
Einar Már Guðmundsson:
Universets engle (org. titel Englar alheimsins), 1999. I samarbejde med instruktøren Friðrik Þór Friðriksson.

Om forfatterskabet

Anmeldelser og artikler om forfatterens bøger.
Skyum-Nielsen, Erik:
Ironi og erfaring - Brudlinier i nyere islandsk poesi og prosa. I: Nordica - tidsskrift for nordisk teksthistorie og æstetik, Odense Universitetsforlag bind 8, 1991.
Barlby, Finn:
Den gode forbindelse: om Einar Már Guðmundsson fantastiske hverdagshistorier. Nordica, Bd. 9, 1992.
Skyum-Nielsen, Erik:
Historier der knap kan fortælles. Information, 1995-01-30.
Auken, Sune:
Kvalificeret uvished: om Einar Már Guðmundsson. I: Kritik nr. 129, 1997.
Zerlang, Martin:
Begivenhedernes orme. Politiken, 2000-02-12.
Gísla Magnússon:
Den magiske virkelighed. I: Graf, nr. 5, 2000.
Thurah, Thomas:
Historien er ikke slut: samtaler med 36 europæiske forfattere. Gyldendal, 2001. Heri: At give de tavse stemme: Einar Már Guðmundsson.
Gejl, Trisse (red.):
Fortællere og steder i Norden. 11 nordiske forfattere på Hald Hovedgaard. Dansk Forfatterforening, 2002.
Vinterberg, Søren:
Vi har aldrig forstået klassesamfundet. Politiken, 2006-12-13.
Skyum-Nielsen, Erik:
Et digt for kongen. Information, 2012-03-16.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Einar Már Guðmundsson

Værker om Einar Már Guðmundsson

Skyum-Nielsen, Erik: Einars univers : monografi. Lindhardt og Ringhof, 2016.

Kilder citeret i portrættet

Artikler

Information
Og den historie blev bedre med årene. Information, 2003-11-22.
Sørensen, Rasmus Bo:
Med vinger på hjernen. Information, 2008-10-08.
Winther, Tine Maria:
Guðmundsson: Island kan ende som Nordens Cuba. Politiken, 2009-11-17.
Sperling, Anna von:
Vi er alle grådige islændinge og dovne grækere. Information, 2011-11-23.
Kold, Jannie Schjødt:
Fra anarki til tomgang på en fiskekrog. Information, 2013-08-23.