maria gerhardt
Foto: Politikens forlag

Maria Gerhardt

cand.mag. Katrine Lehmann Sivertsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2014. Opdateret i 2017.
Top image group
maria gerhardt
Foto: Politikens forlag
Main image
Gerhardt, Maria
Foto: People's press

Indledning

”Nattens dronning”, lesbisk ikon og en skarp skildrer af tidsånden blev hun kaldt som dj Djuna Barnes på de københavnske spillesteder og freelance kulturjournalist for bl.a. Dagbladet Information og Cover. I 2014 debuterede Maria Gerhardt som skønlitterær forfatter med romanen ”Der bor Hollywoodstjerner på vejen” – en bog, der bl.a. er en kærlighedsskildring, en fortælling om at overleve en alvorlig kræftsygdom, et generationsportræt og en udviklingshistorie der i en fiktiv ramme trækker på forfatterens eget liv. I 2015 fulgte digtsamlingen "Amagermesteren", som ligeledes har et autofiktivt afsæt, og i 2017 kortprosasamlingen ”Transfervindue”.

 

46415647

Blå bog

Født: 25. januar 1978 i København.

Død: 16. marts 2017 på Bispebjerg Hospital.

Uddannelse: Studier i Dansk, Københavns Universitet.

Debut: Der bor Hollywoodstjerner på vejen. People’s Press, 2014.

Litteraturpriser: Politikens litteraturpris, 2016.

Seneste udgivelse: Sommeren er ikke helt forbi. Politiken, 2019. Klummer, essays og tekster.

Inspiration: Djuna Barnes.

Genre: Autofiktion

 

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Man kan ikke både være lesbisk, syg og ked af det. Det er en kategori for meget. Hvis jeg så i det mindste havde en god uge og var den smilende syge (…) Men jeg sidder formummet, siger ikke noget, giver ikke noget. Jeg fryser bare og vil gerne hurtigt hjem.”
”Der bor Hollywoodstjerner på vejen”, s. 87.

Maria Gerhardt blev født i 1978 og voksede op i et kollektiv i Dragør, og da hun flyttede hjemmefra var det direkte ind i det berømte venstreorienterede Baldersgade-kollektiv BumZen på Nørrebro i København. Hun var som ung politisk aktiv, del af det autonome miljø på den yderste venstrefløj og indgik desuden i en lesbisk fraktion af unge kvinder, der forsøgte at gøre op med datidens fastlåste forestillinger om køn og seksualitet: ”Vi var meget alene om de her ting tilbage i 90’erne. Enhedslisten havde ikke noget queer-udvalg, der var ikke nogen homoseksuel undergrund, der havde ikke været tv-serier som ”The L Word” og ”Orange Is the New Black”, ingen ”Fucking Åmål” og ”Adèles liv.” (Michael Charles Gaunt: Maria Gerhardt: ”Jeg har aftjent min sjælelige værnepligt”. Berlingske Tidende, 2014-09-20). Som del af denne fraktion af den københavnske undergrund deltog hun bl.a. i en happening i Holmens Kirke, hvor de deltagende aktivister krævede at få en lesbisk bar i kirkerummet.

I 00’erne blev Maria Gerhardt kendt som en trendsættende dj med kunstnernavnet dj Djuna Barnes. Kunstnernavnet henviser til en af Gerhardts yndlingsforfattere, den modernistiske amerikanske forfatter Djuna Barnes. Maria Gerhardt var i 00’erne ligeledes en skarp og reflekteret kulturjournalist og klummeskribent for bl.a. Dagbladet Information, magasinet Cover og online-magasinet Atlas. I 2010 besluttede hun sig for nogle ændringer i sit liv efter årtier med en intens dj-tilværelse: ”For halvandet år siden tog jeg mit dj-liv op til revision og begyndte at leve sundere. Jeg træner hver dag og dyrker yoga eller løber. Og så er jeg begyndt at sige til de unge promotere, at jeg gerne vil spille hos dem, men jeg skal være færdig klokken 02,” forklarede hun i et interview i 2011. (Karina Edlund Jensen: Nattens fornuftige dronning. AOK, 2011-05-19). Siden 2011 har hun flere gange været meddommer til Thomas Blachman i tv-programmet X Factor. 2011 var også året, hvor hun i samarbejde med forfatteren Martin Kongstad startede magasinet Københavner.

I starten af 2013 fik den da 34-årige Maria Gerhardt konstateret brystkræft og gennemgik herefter et længere forløb med bortoperation af venstre bryst, kemoterapi, strålebehandling og en præventiv bortoperation af højre bryst. I 2014 debuterede hun som forfatter med ”Der bor Hollywoodstjerner på vejen”, som bl.a. trækker på forfatterens egne erfaringer med en kræftdiagnose, men som også er en autofiktiv fortælling om det københavnske natteliv, stoffer, fester og kærlighedsforhold gennem to årtier.

Maria Gerhardt understreger selv den kropslige erfaring med sin kræftsygdom: ”Kroppen brækker sig og vrider sig og vender vrangen ud på sig selv. Man bliver stukket i, skåret i og brændt. Det er alle skærsildens lidelser. Sådan er et brystkræftforløb. Der er så mange klassiske referencer: Først mister man håret, så man går rundt som en anden Jeanne d’Arc. Eller en Gollum. Så mister man brystet og bliver en amazone.” (Michael Charles Gaunt: Maria Gerhardt: ”Jeg har aftjent min sjælelige værnepligt”. Berlingske Tidende, 2014-09-20). Maria Gerhardt fik i sommeren 2015 konstateret et alvorligt tilbagefald af sin kræftsygdom. Samme år udgav hun sin anden bog, digtsamlingen ”Amagermesteren”. Maria Gerhardt boede fra 2013-2017 i Hellerup med sin kæreste Rosa Nøss Bendixen og parrets søn. I februar 2017 blev parret gift, og i marts 2017 udkom Maria Gerhardts tredje bog, ”Transfervindue – Fortællinger om de raskes fejl”. Maria Gerhardt døde på Bispebjerg Hospital den 16. marts 2017 – en uge efter udgivelsen af ”Transfervindue”. Hun blev 39 år gammel.

Der bor Hollywoodstjerner på vejen

”Jeg dukker mig, hvis jeg går udenfor, kryber langs væggene (…) Jeg holder grundigt øje med trafikken, kigger efter lastbiler, ambulancer og rustvogne. Efter diagnoser, katastrofer og pludselig død. Hvad mon der sker, når verden opdager, at jeg endelig har fået dig?”
”Der bor Hollywoodstjerner på vejen”, s. 187.

Maria Gerhardt debuterede i 2014 med ”Der bor Hollywoodstjerner på vejen”. Bogen trækker på forfatterens eget liv men er skrevet som en roman. Den er bygget op som en episodisk jeg-fortælling, som skifter mellem et nutidsplan og et erindringsafsnit i kursiv. Jeg-fortælleren har ved historiens begyndelse fået konstateret en kræftknude i sit ene bryst, og bogen igennem beskrives sygdomsforløbet ærligt, nøgternt og usentimentalt.

I tilbageblik skildres det københavnske autonome miljø og natteliv: ”Bogen er også en slags tilbageblik på København og byen.” (Ditte Giese: ”Når man er så vigtig som mig, kan man da ikke dø”. Politiken, 2014-09-22), ligesom Gerhardts bog bliver et portræt af en generation, der ”ikke tror på velfærdssamfundet (…) Vi regner ikke med nogen folkepension, og vi ved godt, at meget få af os kommer ind på boligmarkedet.” (s. 83-84). Alle romanens episoder er fortalt til den elskede Rosa.

51283376

Kærlighedshistorien udgør fortællingens ramme, der starter med ordene ”Nogle piger vil gøre alt for ikke at være alene. Men sådan er du ikke. Det kan jeg se. På de fem meter imellem os. På de femten år, der skal gå, før du endelig bliver min” (s. 7) og slutter med et frieri: ”Langsomt breder jeg tæppet ud foran ilden, så mine knæ forhåbentlig lander blødt.” (s. 207). Indlagt i den gennemgående kærlighedshistorie findes skildringen af Amagerpigen, der forelsker sig i pigen fra Nordsjælland, som er vokset op med helt andre kulturelle og klassemæssige koder: ”Det er en smuk allé. Underspillet. Der bor Hollywoodstjerner på vejen. Der er en stor have, som din mor selv har anlagt (…) Jeg går rundt og spørger dig om blomsternes navne. Du kender de fleste på latin.” (s. 67). En anden vigtig tematik er skriften og samtalens forløsende potentiale.

Stilistisk er bogen både humoristisk og poetisk med en jeg-fortæller, der ofte har en selvironisk distance til sig selv. Som da hun fra sin hospitalsseng overvejer at abdicere som dj-dronning, eller når hun reflekterer over en eventuel sammenhæng mellem alkohol og kræft: ”Jeg har haft fri bar i et årti. Den knude har ligget vodkamarineret.” (s. 16). 

Romanen skildrer de fysiske og psykiske følger af en alvorlig kræftsygdom og opruller ligeledes episoder med bl.a. angstanfald og komplicerede kærlighedsrelationer, men den består også af fiktive glansbilleder: ””Jeg kan ikke lide de glansbilleder, du har af mig”, har du sagt mange gange (…) Men jeg lever for de glansbilleder. Lige meget hvad der sker, kan ingen tage dem fra mig.” (s. 119). Romanen er netop fiktion og en iscenesættelse af den virkelighed, som den udspringer af.

Maria Gerhardt blev nomineret til Bogforums Debutantpris 2014 for bogen.

Amagermesteren

”Det selvlysende/ nummer 10/ mesterens nummer/ sig ikke hans navn/ sig ikke hans navn/ find i stedet/ hullet i hegnet/ hullet i os/ der bor/ på stadion/ os der tegner streger/ på murene/ så vi kan spille/ med os selv/ være for/ være imod/ en evig midtbane/ en hængende midtbane.”
”Amagermesteren”, s. 26.

En stor pokal pryder forsiden af Maria Gerhardts anden udgivelse, digtsamlingen ”Amagermesteren”, der udkom i 2015. Et vigtigt motiv i bogen er da også ønsket om at vinde, blive den bedste og være noget ganske særligt – både som sportsudøver og i livet. I Gerhardts digte bliver det en bestræbelse, der kædes sammen med ungdommens selvtillid og almagtsfølelse: ”Den største/ den bedste/ den stærkeste/ det er min brist/ min unge mund der taler” (s. 49).

52077583

Ligesom i Gerhardts første bog er der også her tale om et autofiktivt udgangspunkt med et digterjeg, der færdes omkring Hollænderhallen på Amager, kæmper med at finde ud af sin egen kønsidentitet og som den første i familien får kræft. Bogens fortællende digte skildrer episoder fra barndom og ungdom og er præget af selvironi og tilbageblikkets melankoli. Som det hedder om det lyriske jegs fascination af sportsfilm: ”Først bliver man født og kan ingenting, så øver man sig og øver sig og lige så langsomt bliver man den bedste.” (s. 9). Sportsmetaforikken bruges i Gerhardts digte ligeledes til sætte spørgsmålstegn ved den logik, at man enten tilhører det ene eller det andet hold. En gennemgående tematik er følelsen af ikke at passe ind i fastlagte kategorier og være splittet mellem to sider, ligesom skilsmissebarnet i samlingens første digt, hvis hoved svinger fra side til side, fra sin mor til sin far, ligesom i en tenniskamp.

Digterjegets oplevelse af familieliv og køn er ligeledes præget af kompleksitet, flertydighed og oplevelsen af ikke at være som de fleste: ”På det allersidste billede/ har jeg krænget kjolen af/ sidder i sandaler/ imellem min far og min mor (…) jeg er seks år gammel/ jeg ved/ at dette/ er det forkerte hold” (s. 47). Det samme gælder i skildringen af den spirende seksualitet: ”I bad med et hold nøgne piger/ der lugter af jord og parfume/ starter jeg øvelsen/ kunsten/ at kigge ingen steder hen/ det er en/ gentlemans sport” (s. 15).

Maria Gerhardt blev nomineret til Politikens litteraturpris 2015 for ”Amagermesteren”.

Transfervindue – Fortællinger om de raskes fejl

”Jeg skal om på den anden side. The place that scares you. Til planeternes milde, syngende støj. Jeg skal flyve med ørne. Jeg skal flyve med morfar. Jeg skal videre, jeg vil få nye venner, og der vil ikke være nogen problemer (…) Det eneste, der frustrerer mig ved næste dimension, er, at du ikke skal med.”
”Transfervindue – Fortællinger om de raskes fejl”, s. 88.

Den korteste tekst er på en linje og den længste på en side i Maria Gerhardts kortprosasamling ”Transfervindue – Fortællinger om de raskes fejl” fra 2017, som indeholder to spor. Det første er en science fiction-fortælling, hvor en del af Nordsjælland er omdannet til et luksuriøst hospice med juicebarer, cannabisolie, vinterbadning og virtual reality-butik, hvor man kan genopleve mindeværdige stunder fra sit liv. Området fra Tuborgflasken til Bellevue er tilpasset de terminalt syge: ”Alle tøjbutikker er væk. Der er ikke flere poloer eller sorte ting med pels. Et par butikker har specialiseret sig i hvide accessories” (s. 38), som det hedder med Maria Gerhardts velkendte satiriske tone. Hospice-fablen skildrer et område, hvor patienterne er sammen med ligesindede og befriet fra de raskes velmenende råd og emojis. Som patient i hospiceområdet slipper man også for hele tiden at være den, der gør dem, man holder af, kede af det med sin sygdom: ”Jeg skal intet i dag ud over at pleje min krop og nyde mit liv, som man siger. Jeg har ingen at skuffe, ingen at belaste” (s. 41).

52983150

Bogens andet spor lægger sig i forlængelse af Maria Gerhardts debutroman med autofiktive tekststykker om livet som kræftpatient og om kærligheden til især kæresten og barnet. Med en jeg-fortæller, der henvender sig til primært et du og et han, skildrer Gerhardt i tilbageblik bl.a. vreden, fortvivlelsen og oplevelsen af uretfærdighed over at være blevet ramt af en dødelig sygdom i så ung en alder – og de glimt af lykke, hvor det for et øjeblik glemmes, at ”katastrofen ikke er på vej, katastrofen er her allerede” (s. 7). Bogen indeholder også hjerteskærende erindringsbilleder om ensomhed og et forandret forhold til de nærmeste: ”Jeg sagde til mig selv, igen og igen, at det var okay, at det var okay, at han ikke ville have mig som forælder, når nu jeg snart skulle dø”. (s. 25).

Nutidsniveauet i de autofiktive tekststykker er præget af vemodighed men også af en afklaret tro på, at der venter noget på den anden side af døden. Ligesom i fodboldverdenens transfervindue er jeget i et grænseland med noget ukendt forude. Det stærkeste budskab i samlingen synes dog at være, at kærligheden vil fortsætte med at eksistere og bæres videre: ”Det smukke i, at du aldrig finder en, der kan erstatte mig. Det smukke i, at du gør.” (s. 76).

Genrer og tematikker

Maria Gerhardt fortæller sin egen historie i sine bøger, men de er alle tre skrevet som fiktion. I romanen ”Der bor Hollywoodstjerner på vejen” krydsklippes der mellem en nutidsfortælling præget af en kræftdiagnose og et liv med kæreste og et lille barn på den ene side og en skildring af jeg-fortællerens unge år som aktivist og dj i det københavnske natteliv på den anden. Debutromanen indeholder en indgående skildring af et forløb med cancer, men er nok så meget et generationsportræt og en fortælling om klasseforskelle, identitetsovervejelser, en jeg-fortæller med et sensitivt sind, en fremhævelse af skriften og samtalen som det, der kan bryde det tabubelagte, og ikke mindst en kærlighedshistorie fortalt til den elskede Rosa. I sin form er bogen både alvorlig og humoristisk med en jeg-fortæller, som har en kritisk, selvironisk distance til sig selv og til sine oplevelser. Forfatterens eget liv spiller ligeledes en rolle i Maria Gerhardts anden bog og første digtsamling, ”Amagermesteren” fra 2015, hvor det især er barndommen, som skildres. Også her er kombinationen af humor og alvor et væsentligt kendetegn.

I 2017 vendte Maria Gerhardt tilbage til prosaen med kortprosabogen ”Transfervindue – Fortællinger om de raskes fejl”. Med en blanding af autofiktive tekststykker og fragmenter af en drømmeagtig science fiction-vision om Nordsjælland som et stort hospiceområde, skildrer Maria Gerhardt med både humor og vemodig melankoli tilværelsen som terminal kræftpatient: ”Med bogen vil hun vise os, hvilken situation hun befinder sig i. Hun inviterer os med ind i det, der både er grimt og smukt. Der, hvor det er svært, men også der, hvor det er morsomt,” forklarede Maria Gerhardts redaktør, Pernille Wass, i forbindelse med udgivelsen af ”Transfervindue” (Silas Bay Nielsen: Redaktør bag kræftpatient-bog: Maria Gerhardt har lært mig at være mindre bange for døden. Dr.dk, 2017-03-10.). Det bliver bl.a. en fortælling om en grotest jungle af alternative behandlingstilbud, angsten ved de utallige scanninger og den ensomhed, der er forbundet med at være uhelbredelig syg og se sine relationer forandre sig. Oplevelsen af at være ”denne afart af et iglelignede insekt, der suger al glæde ud af sine omgivelser” (s. 78). I retrospektiv skildrer teksterne også raseriet over det uretfærdige i at skulle dø ung. På et nutidsniveau er jeget derimod præget af en afklarethed i forhold til det uretfærdiges tilfældighed og en tro på, at der venter noget ukendt efter døden. Ligesom Maria Gerhardts debutroman er hendes sidste bog også først og fremmest en kærlighedshistorie – en fortælling om den kærlighed, som vil fortsætte med at være i verden trods hendes egen død.

Maria Gerhardt indskriver sig med sine bøger i den litterære strømning, der ofte betegnes autofiktion eller ”performativ biografisme”, som en bog af litteraturforskeren Jon Helt Harder fra 2014 betegner tendensen. Forfatter og fortæller er tilsyneladende identiske, og forfatteren bruger sig selv og andre virkelige personer i en kunstnerisk form. Det er dog væsentligt at huske på, at det biografiske netop er et litterært greb og ikke 100 % pålideligt biografisk. Man kan let forfalde til at læse bogen som en 1:1 skildring af forfatteren, hvilket vil være en fejl, da der netop er tale om fiktion. Bøgerne inden for denne gruppering, som Jon Helt Harder i sin bogs undertitel betegner ”en hovedstrømning i det senmodernes skandinaviske litteratur”, behandler ofte emotionelle emner, livskriser og spørgsmål vedrørende identitet, hvilket også er et væsentligt kendetegn ved Maria Gerhardts bøger.

Beslægtede forfatterskaber

Tendensen med nordisk autofiktion kobles ofte sammen med den norske forfatter Karl Ove Knausgård og hans seksbindsværk ”Min kamp” som den måske mest tydelige repræsentant. Den performative biografisme ses også i flere af landsmanden Tomas Espedals bøger, i Knud Romers ”Den der blinker er bange for døden”, Jørgen Leths ”Det uperfekte menneske” og mange andre udgivelser.

Tematisk har Maria Gerhardts bøger en del til fælles med en bog som Amalie Smiths ”I civil”, der også har kræftsygdom, kærlighedsforhold, sorg og krop som nogle af de vigtigste elementer.

Adskillige andre personer kendt i den brede offentlighed har i kølvandet på deres kræftdiagnose skrevet bøger om deres oplevelser med at være kræftpatient. Et eksempel er radioværten Sara Bros bog ”Sara Bros dagbog” fra 2004.

Maria Gerhardts digtsamling ”Amagermesteren” synes med sin titel at indeholde en implicit henvisning til Klaus Rifbjergs ”Amagerdigte” fra 1965. Rifbjergs digtsamling rummer ligeledes erindringsbilleder fra en opvækst på Amager og er kendetegnet ved en prosalyrisk enkelthed, som man også finder hos Gerhardt. En enkelthed, man også ser hos Jørgen Leth, hvis ”Sportsdigte” fra 1967 man også kommer til at tænke på, når man læser ”Amagermesteren”.

Bibliografi

Romaner

Gerhardt, Maria: Der bor Hollywoodstjerner på vejen. People’s Press, 2014.
Gerhardt, Maria: Transfervindue – Fortællinger om de raskes fejl. Politikens Forlag, 2017. Kortprosa.

Digte

Gerhardt, Maria: Amagermesteren. People'sPress, 2015.

Andet

Gerhardt, Maria: Sommeren er ikke helt forbi. Politiken, 2019. Klummer, essays og tekster.

Artikler

Barnes, Dj Djuna: Fik du hvad du ønskede dig? Dagbladet Information, 2008-01-11.
Barnes, Dj Djuna:At være gift med overklassen. Dagbladet Information, 2008-10-17.
Barnes, Dj Djuna: Den lesbiske dj er død. Dagbladet Information, 2009-09-25.