Ida Hattemer-Higgins

Amerikaneren Ida Hattemer-Higgins betegner sig selv som en ’global nomade’. Hun har boet i Berlin i over otte år og er kommet til at betragte byen som sit andet hjem. Hun har et stort antal tyske venner og er uddannet fra det tyske universitet, og dog vil hun altid være en udlænding i Berlin. På den anden side oplever hun det som et kulturchok at vende tilbage til USA, hvor hun ikke længere føler sig hjemme. ”Jeg bliver stadig mere opmærksom på, at jeg er ved at blive rodløs. Jeg har ikke mere noget hjem per se,” sagde hun i et radiointerview under sit besøg i København i anledning af festivalen CPH:LITT (Rothstein, Klaus og Nanna Mogensen: Erindringstab – oder?. Skønlitteratur på P1, 2012-05-09).

Hun kan om nogen bære titlen ’verdensborger’: I løbet af sit unge liv har forskellige drømme og projekter ført hende til over otte lande i hele verden, og hun taler næsten ligeså mange sprog. For eksempel troede hun i en periode, at hendes fremtid lå i filmbranchen, og hun flyttede derfor til Bombay, hvor hun var med til at lave Bollywood-produktioner. På lignende vis har hun boet i Japan, Kina, Vestafrika og i Sverige.

Hattemer-Higgins er født i Ohio og opvokset i storbyen Boston. Efter gymnasiet flyttede hun til New York for at læse litteratur på universitetet, men som 19-årig flyttede hun i 2001 fra Amerika. Hun bosatte sig i Berlin, fortsatte studierne og fik et bijob som turguide til byens mange mindesmærker fra Anden Verdenskrig. I Berlin er historien særlig tæt på og fortsat synlig: i ruinerne af de bombede bygninger, i resterne af Muren og i monumenterne for de dræbte jøder. Jobbet tvang hende til at forholde sig til krigens gru hver eneste dag, og som guide blev hun stadig mere optaget af krigstraumet og især af, hvordan man i dag forholder sig til denne fortid. Denne interesse blev udgangspunktet for romanen ”Historiens historie”.

I dag deler hun sin tid mellem Berlin og Moskva. Debutromanen er nemlig tænkt som den første af en række bøger, som skal tage fat i hver sit traume fra det 20. århundrede. Den næste bog skal foregå i den russiske hovedstad og omhandle Sovjetunionens kommunistiske utopi.

Gennem fortællingen om en ung kvindes ensomhed, tab af erindring og tiltagende galskab borer Ida Hattemer-Higgins’ roman ”The History of History” fra 2011 (”Historiens historie”, 2012) sig ind i Tysklands traumatiske fortid der, hvor det gør allermest ondt, og hvor kun få tør begive sig hen litterært.

Margaret Taub vågner op i skoven udenfor Berlin og har mistet næsten et års hukommelse. Hun rejser tilbage ind til byen og genoptager sit liv som historiestuderende på universitetet og guide på historiske byvandringer, men noget i hende er radikalt forandret.

Hun isolerer sig og lever sig i stigende grad ind i den historie, som det er hendes job at formidle. Det er en art psykedelisk detektivroman på sporet af Margarets tabte tid, som viser sig at være tæt knyttet sammen med nationens fortid. Hendes realitetssans rodes sammen med historiske fakta og groteske fantasier. I bogens tre dele Kød, Reb og Tunnel, navngivet efter Margarets syner, undersøger hun denne fortid med historikerens nidkærhed. I mareridtsagtige visioner ser hun byen Berlin, som var den lavet af blævrende kød, og hendes tyndhudede tilstand gør hende modtagelig for fortidens spøgelser. Især hjemsøger to mødre hende, nazisten Magda Goebbels og jøden Regina Strauss. To kvinder som havde til fælles, at de dræbte deres børn under krigen.

Det er en broget roman, farvet af et sprogligt overskud og en ubændig fantasi. Persongalleriet er excentrisk, visionerne surrealistiske og genrerne blandede: Gengivelser af ægte historiske dokumenter, fiktive dagbogsnotater og breve, samt fortællerstemmer fra det hinsides figurerer side om side.

Bag sprælskheden og de litterære artefakter er bogen en personlig og kompromisløs undersøgelse af de etiske dilemmaer omkring erindringen af Holocaust. I den forsøger historikeren Ida Hattemer-Higgins at forholde sig til krigens gru og besvare dens tunge spørgsmål: Hvordan kunne det ske? Hvordan skal man leve med den historiske skyld?

Den er et konkret og meget modigt forsøg på at gøre op med den berøringsangst, der hviler over Holocaust, og at forholde sig til det filosofiske repræsentationsproblem, som ligger i historieskrivning.