Inge Pedersen

Inge Pedersen er født i Brønderslev i 1936. Hun debuterede i 1982 med digtsamlingen ”Leve med kulden”, og i 1995 udgav hun sin første roman, ”Måneår”. Forfatterskabet tæller både digtsamlinger, romaner og novellesamlinger, men også udgivelser, der strækker sig ud over det skrevne ord. Hun har blandt andet sammen med trioen ”Soft Wings” sat musik til nogle af sine digte.

Fra 1961, før Inge Pedersen startede sin karriere som forfatter, arbejdede hun som tysk- og idrætslærer på Nørre Nissum Seminarium og HF frem til 1995. 

Inge Pedersen skriver på sin hjemmeside, at det ikke var nogen fordel at bo og arbejde på den yderste, vestlige, såkaldte udkant af Danmark, som hun sammenligner med Korsbæk, når man gerne vil være forfatter. I et interview på bloggen ”Ny Dansk Litteratur” uddyber hun den modstand, hun mødte, således: ”Jeg drømte om at blive forfatter, men jeg betragtede det som en umulighed. Jeg var en del af et miljø, hvor det at drømme om at være forfatter ikke var anerkendt. Så jeg lagde drømmen fra mig.” (Inge Pedersen – En forfatters indvikling i litteraturen. Ny Dansk Litteratur).

Det gjorde det heller ikke nemmere, at hun, før hun debuterede, var en kvinde midt i 40’erne, der var gift og havde tre børn. Forud for sin debut følte hun derfor både, at hun ”havde det forkerte køn, den forkerte alder og den forkerte adresse” (Inge Pedersen: Biografi. ingepedersen.dk).

Det endte med, at det netop var denne følelse af modstand, der skulle blive Inge Pedersens drivkraft i forhold til at kaste sig ud i livet som forfatter. ”Det sku bli’ løgn, at hvem som helst skulle fortælle mig, hvor (mit) centrum befinder sig, det sku jeg nok selv finde ud af,” skriver hun på sin hjemmeside (Inge Pedersen: Biografi. ingepedersen.dk). Det svære brud med normerne, som Inge Pedersen selv har stået over for, har hun som forfatter brugt tematisk i flere af sine værker, herunder ”Berørt” (1992) og ”Til Amerika” (2010). Her er det bare ikke alle, der ligesom Inge Pedersen bruger modstanden som motor.

I dag bor Inge Pedersen i Mårslet ved Aarhus. Hun har 10 litterære værker på bagen, og hun arbejder stadig med at bryde med det konforme, hvilket blandt andet kan ses ved, at hendes udgivelser er blevet mere eksperimenterende, jo ældre hun er blevet.

Om det sted hun nu er i livet og i sit forfatterskab, skriver hun på sin hjemmeside: ”Som jeg har det nu, tænker jeg at jeg har det helt rigtige køn, den helt rigtige adresse, og den helt rigtige alder – og desuden har jeg noget, som jeg har lyst til at beskæftige mig med resten af mit liv. For jeg forestiller mig, at der ikke findes noget bedre end at fortsætte som jeg begyndte, idet jeg er overbevist om, at hvis poesien og digtekunsten forfalder, trues sproget – og dermed hele verden og jeg i den – af et farligt hukommelsestab.” (Inge Pedersen: Biografi. ingepedersen.dk).

I 2005 blev Inge Pedersen tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse til kunstnere. Ud over sit eget forfatterskab oversætter Inge Pedersen tyske værker til dansk, og hun har blandt andet oversat nogle af sin egen favoritforfatter Herta Müllers værker. 

Inge Pedersens novellesamling ”Berørt” (1992) samler en række øjebliksbilleder hos forskellige mennesker, der har det til fælles, at de føler sig utilpasse i den virkelighed og hverdag, de befinder sig i. Derfor drømmer de sig væk til en anden virkelighed, de drømmer om at bryde med de fastlåste rammer og normer, de føler sig låst fast i.

Søvnen og drømmen bliver i flere af de 18 noveller beskrevet som noget, novellernes hovedpersoner svømmer i, men som flere også ender med at drukne i. For de fleste bliver drømmene nemlig aldrig realiseret, de bliver snarere noget, der er med til at distancere de forskellige personer fra de mennesker, der er en del af den hverdag, de lever i, og flere gange ender hovedpersonen i fortællingen med at blive forladt.

Novellen ”Indbrud” handler om den ældre mand Niels, der har svært ved at sove. Han er stoppet med at arbejde og hjælper nu i stedet ”forfatteren” med forskellige gøremål. Kæresten Elsa er rejst, fordi hun ikke kunne leve med, at tosomheden blev fravalgt til fordel for ”forfatteren”.

I novellen ”Lotte gik” følger vi skolelæreren Lotte, der mentalt har forladt sin egen krop. Hun gemmer sig i skolens depotrum, hvorfra hun betragter sig selv og de sider ved sig selv, som hun ikke bryder sig om. Hun betragter ”hende”, der får eksamensflip og har en affære med en gift mand. Imens drikker hun god rødvin og spiser mad, hun har indkøbt for ”hendes” penge. Hun planlægger, hvordan hun kan overtage ”hendes” undervisning. Hun vil gøre den friere for sig selv, men også for eleverne.

Vi møder også et søskendepar i novellen ”den usynlige tid”, hvor pigen aldrig føler sig tilpas i de situationer, hun gennemgår. Sammen med sin bror går hun til dans, og mens hun sidder på bænken og venter på at blive budt op, drømmer hun sig væk. Hun gør, hvad der forventes af hende, hvad de voksne siger, hun skal, og hvad de andre i venindeflokken siger, hun skal. Imens forsøger hun at gøre sig usynlig, men inderst inde længes hun efter at blive gjort synlig og finde sin egen plads i livet.