Robin Jarvis

journalist Karina Søby Madsen, 2006.
Main image
Jarvis, Robin
Foto: POLFOTO

Indledning

Robin Jarvis’ karakterer er både dyr som fabeldyr og mennesker som hekse. For eksempel er fiflingerne hovedkarakterer i trilogien om torntroldene fra Hagwood. Det er små, nøjsomme dyr, der har den evne, at de kan forvandle sig til andre dyr. Prøv for eksempel at lukke øjnene og forestil dig, hvad en fifling er. Det er ved hjælp af sådanne fantasidyr, at Jarvis kickstarter fantasien og får den til at boble over af billeder og historier. Jarvis giver læserne helte og heltinder, de kan elske, og skurke at hade, og måske vigtigste af alt; karakterer der er en blanding af begge dele. Romanerne er således fulde af voldsomme opgør mellem gode og onde kræfter samtidig med, at de er dybe og rørende historier om fællesskab og kærlighed.

 

23451050

Blå bog

  • Født: 8. maj 1963 i Liverpool, England.
  • Uddannelse: Grafisk design ved Newcastle Polytechnic.
  • Debut: “The Dark Portal”, 1989 (“Mørkets port”, 1998).
  • Litteraturpriser: Lancashire Library Children’s Book of the Year Award, (1992.
  • Seneste udgivelse: “Fleabee’s Fortune”, 2004.
  • Danske forlag: Forlaget Modtryk og Forlaget Gyldendal.
Artikel type
boern

Baggrund

“Væsenet kom kravlende op fra floden. Det var en formløs horror som en umådelig stor og tjæret amøbe, der forlængede sig ud i en tyk, slangeagtig arm, så det kunne hive sig op af trapperne. Med en ækel, skvulpende lyd, bevægede det sig langsomt gennem de smalle brostensbelagte gader, og hvor end den enorme slatne masse passerede, efterlod den en stinkende bane af slim i sit kølvand.”

“The Whitby Child”, s. 34.

Robin Jarvis blev født den 8. maj 1963 på en sofa i Liverpool som den yngste i en børneflok på fire. Han voksede op i den mindre, engelske by Warrington i et hus fuld af kæledyr. Blandt andet en sort kanin, der blev ved med at forsvinde om morgenen for at vende hjem en gang om aftenen uden, at familien kunne finde ud af, hvor den havde været. Man kunne næsten tro, den havde et job!

Jarvis gik på Penketh High School i Warrington. Det var især kunst og litteratur, der kunne fange den unge knægts interesse, og han elskede at skræmme sin lærer med sine uhyggelige noveller. Efter high school fortsatte Jarvis sin skolegang i Newcastle, hvor han læste grafisk design på Newcastle Polytechnic, der svarer til en dansk teknisk skole. Men da den treårige uddannelse var overstået, sad han tilbage med en masse tegninger af en morbide monstre og ingen grafisk design. For eksempel var hans afsluttende projekt fuld af lumskt grinende nisser og flodånder.

Efter college flyttede Jarvis til London, hvor han benyttede sit designtalent til at skabe karakterer for tv-programmer og til reklamer, og faktisk blev han forfatter ved et tilfælde. Selv forklarer han det således: “Jeg havde aldrig forestillet mig at skrive bøger. Jeg plejede at arbejde som karakterskaber for tv-programmer og reklamer. Deptford Musene udvikledes, da jeg tog en pause fra at designe en stor, pelsklædt alien og fik lyst til at tegne noget småt til en forandring. “Mørkets portal” udkom, da jeg var 25. Jeg havde tegnet nogle musekarakterer i min tegnemappe bare for min egen morskabs skyld, og da en af mine venner så dem, foreslog han mig at sende dem til en forlægger. Til min store overraskelse svarede de meget positivt og spurgte, om der hørte en historie med til tegningerne. Så jeg havde et ‘go’, og jeg fortsatte derfra. Jeg forestillede mig ikke på det tidspunkt, at jeg nogensinde ville blive fuldtidsforfatter.” (Se under ‘Questions’ på Robin Jarvis’ hjemmeside www.robinjarvis.com).

Siden hen er Jarvis dog blevet så populær og produktiv en forfatter, at han de sidste mange år har kunnet dedikere sig til forfatterarbejdet fuld tid fra sit hjem i Greenwich i den sydlige del af London.

Deptford-trilogien 1: Kloakkernes dyb

“Oswald var albino – hvilket betød, at han var hvid over det hele undtagen øjnene, som var lyserøde. Det betød også, at han tit følte sig for svag til at deltage i de mere voldsomme lege. Han var meget høj – næsten for høj af en mus at være. Det var han meget flov over, og han havde derfor en tendens til at lude lidt – noget som hans mor absolut ikke syntes om.”
Robin Jarvis: “Mørkets port”, side 29.

Den første roman i Deptford-trilogien, “Mørkets port” fra 1998 (“The Dark Portal”, 1989), sættes i gang den dag, den kærlige familiefader af en husmus, Albert Brown, bevæger sig ned i kloakkerne under huset i Deptford, hvor han bor sammen med en større musekoloni. Albert har ellers altid lært, at han skal holde sig fra kloakkerne, ligesom han selv med store afskrækkende ord har advaret sine børn mod at nærme sig det gitter i husets kælder, der danner skillelinje mellem musenes fredelige univers og kloakkerne. Bag gitteret hersker nemlig underverdenen, som er befolket af det grusomme rottefolk og deres frygtindgydende gud, Jupiter.

Da Albert ikke kommer tilbage, indleder Alberts børn, Arthur og Audrey, sammen med fætteren og markmusen Twit, vennen Oswald, bymusen Piccadilly og skibsmusen Thomas Triton en ihærdig eftersøgning. Hurtigt må de dog erkende, at der ikke er noget at gøre: Albert har måttet lade livet i underverdenen, og hvis ikke de øvrige mus i kolonien skal lide samme skæbne, må de unge mus overvinde rotterne og deres skrækindjagende gud. Voldsomme begivenheder følger, hvor blandt andet Audrey tages til fange af en flok rotter og musen Oswald må forklæde sig som rotte, og det er udelukkende ved hjælp af klogskab, styrke og museguden Den Grønne Mus, at musene får reddet deres koloni.

Deptford-trilogien 2: Mord på marken

“Hendes pels var, som alle andre markmus’, rødgylden, men Alisons pels havde et hemmeligt skær, der gnistrede, når solen ramte den. Hun var særdeles velskabt og var ydermere udstyret med en lille fræk trutmund og et par store brune øjne.”
Robin Jarvis: “Krystalfængslet”, side 94.

I “Krystalfængslet” fra 2000 (“The Crystal Prison”, 1989) er musene i Deptford glade og lettede ovenpå opgøret med Jupiter. De forventer nu at kunne leve lykkeligt og afslappet til deres dages ende, men så let skal det ikke gå. Audrey får påtvunget en opgave af det agtværdige gamle egern, Stjernebruden. Hun skal føre rotten, spåkonen Akkikuyu, som siden opgøret i kloakkerne har lidt af hukommelsestab, til den mark, hvor også Twit kommer fra. Modvilligt indvilliger Audrey, og i selskab med fætteren Twit og broren Arthur, drager hun og Akkikuyu af sted mod Fennywolde.

Det er sommer på landet, og alt ånder fred og idyl, selv Akkikuyu bliver vel modtaget. Men da en ung markmus findes myrdet, sætter det gang i en række mystiske og gruopvækkende begivenheder. Indbyggerne i Fennywolde mistænker Audrey for at være bagmand, og da flere mord plager kolonien, kommer hun for alvor i et kritisk søgelys.

22990187

Faktisk er hun lige ved at blive ofret som en anden heks af den skræmte og ophidsede markbefolkning. Det viser sig dog, at Audrey er uskyldig, og i stedet er det endnu engang den onde Jupiter, der trækker i trådene. Sluttelig får markmusene Jupiter jaget på flugt, men han er stadig ikke sat ud af spillet, og der er således åbnet op for en tredje og afgørende fortælling med musene fra Deptford i hovedrollerne.

Deptford-trilogien 3: Ishævneren

“The Final Reckoning” fra 1990 er den sidste roman i Deptford-trilogien, og den ser desværre ikke ud til at blive oversat til dansk. I denne tredje del er Jupiter vendt tilbage med fornyet kraft. Opfyldt af hævntørst indhylder han verden i evig vinter med is og sne samtidig med, at han samler en ny undergrundshær bestående af rotter. Deptford-musene er selvsagt bekymrede. Der er stor mangel på føde, ingen tegn på forårets komme, og musene er bange for, at få vil overleve det slag, der venter. Audrey og Arthur finder dog sammen med bymusene i den indædte kamp mod Jupiter, og her genforenes Audrey og Piccadilly, som siden trilogiens første bind har været forelskede i hinanden uden at ville indrømme det. Endnu engang viser det sig således, at musenes nære bånd og deres stærke, kærlige følelser for hinanden, overvinder mørkets onde kræfter.

Deptford-trilogien : Fællesskabets styrke

Musene i Deptford-trilogien har meget menneskelige træk. Flere af pigerne holder af at smukkesere sig, som for eksempel Audrey og Alison. Dårligt selvværd og mobning er et problem, som det kommer til udtryk med Oswald, der er albino, og som føler sig “næsten for høj af en mus at være” (“Mørkets port” side 29). Drengene holder af at lege vilde lege og at udforske verden. Nogle af musene er sladdervorne. Alle har de brug for at føle sig trygge, som det for eksempel bliver klart i “Krystalfængslet”, hvor det får alvorlige følger for Audrey. Som Twit forklarer om beboerne i Fennywolde: “De har brug for at føle sig trygge, og hvis det hjælper dem at skyde skylden på en fremmed, så gør de det.” (“Krystalfængslet”, side 204-205). På den måde viser Jarvis, hvor svært det kan være at blive en del af et nyt fællesskab, og at det kræver en stor indsats fra begge sider. De fleste af musene er desuden meget trofaste, og alle har de brug for familiære fællesskaber.

22332201

Faktisk er det altid fællesskabet, der overvinder de onde kræfter, som Jupiter inkarnerer og symboliserer. Det er styrken i musenes sammenhold, der gør, at Jupiter gang på gang må bukke under, og budskabet i Deptford-trilogien er dermed særdeles positivt: hvis blot man holder sammen, kan man overvinde alt.

The Whitby Witches 1: Forældreløse i magiens vold

““Peter Pan, siger du?” gentog Miss Boston muntert for sig selv. “Ved du hvad, unge mand, du har sat ord på noget, jeg har følt længe, uden selv at kunne sætte ord på. For en rum tid har jeg følt, at der er – hmm, hvordan skal jeg sige det? – noget specielt ved vores sted. Det er næsten som om, det er blevet glemt af tiden. Åh, ja, vi har gennemkørende biler, livet på West Cliff som skriger af det 20. århundrede, og så selvfølgelig feriegæsterne med kameraer om sommeren, og alligevel... Der er et aspekt af byen, der tilhører fortiden. Neverland er en god sammenligning.””
Robin Jarvis: “The Whitby Witches”, side 19.

Det første værk i trilogien om Whitby-heksene er “The Whitby Witches” fra 1991. I modsætning til Deptford-trilogien er hovedkaraktererne mennesker, men det er selvfølgelig ikke helt almindelige mennesker. Den 8-årige Ben er således begavet med et syn, der gør, at han kan se ting, der ellers er skjult for almindelige dødeliges øjne, og denne begavelse forsøger han at komme overens med. Men det er ikke nemt, og omgivelserne gør det ikke ligefrem nemmere.

Bens 12-årige søster, Jennet, prøver at lære ham, at synerne er noget forbandet sludder, som han skal holde for sig selv. Foreløbig har hans “vrøvl” nemlig ført dem fra plejefamilie til plejefamilie, siden forældrene døde i en bilulykke tre år tidligere. Da søskendeparret i “The Whitby Witches” bliver sendt til en plejemor i havnebyen Whitby, håber de på at kunne starte på en frisk. Til at starte med virker alt da også stille og charmerende, om end den 92-årige Alice Boston, som de skal bo hos, er usædvanligt energisk og excentrisk. Men ondskaben lurer i Whitbys gader. Jennet vækkes nat efter nat af skrækindjagende skrig, og lidt efter lidt går det op for børnene, at Whitby vrimler med hekse, gode som onde. Med et er de to børn og Alice Boston centrum i en farefuld kamp, hvor byens fremtid afhænger af dem. Både de såkaldt almindelige mennesker, heksene og det mystiske fiskerfolk, som kun Ben og Alice evner at se, er i fare, og Ben må sætte alt ind på at lære sine magiske kræfter at kende.

The Whitby Witches 2: Fiskedæmoner og forelskelser

I “A Warlock in Whitby” fra 1992 ankommer en fremmed til den atter fredelige by Whitby, og den sære men charmerende Nathaniel Crozier har en mærkelig effekt på Alice Boston og hendes venner. Selv Jennet falder pladask for hans charme. Ben er skeptisk overfor Nathaniel, og da onde kræfter i form af en fiskedæmon, der blandt andet æder katte, indtager byen, er gode råd dyre. Alice er nemlig taget på sygebesøg hos en ven udenfor byen, og Jennet opfører sig som en anden kærlighedssyg teenager, så hvem skal hjælpe Ben imod de særdeles subtile og onde kræfter? Bens magiske evner bliver for alvor sat på prøve i denne anden del af serien, og karaktererne udvikles på fantasifuld vis.

The Whitby Witches 3: Kampen mod mørkets kræfter

“Fiskene var de mest groteske væsener, hun nogensinde havde set. De var muterede hæsligt, med cancerlignende knuder og dryppende mavesår spredt over det sølvglinsende skind. Mange var deformerede monstre – ryggrade med rækker af barbariske tænder og døde, stirrende øjne. Andre havde sære horn groende bag gællerne, eller modhager – ondt udseende underkæber, der vendte opad over fiskens spidse næse.”
Robin Jarvis: “The Whitby Child” side 87.

I den sidste roman i trilogien om Ben, Jennet og Whitby-heksene, “The Whitby Child” fra 1994, er Alice blevet alvorligt syg. Men på sit dødsleje opsøges hun af genfærdet af en gammel veninde, som advarer hende om, at Ben og Jennet er i fare, og det får den aldrende dame op af sygesengen.

Endnu engang er det Nathaniel Crozier, der er på banen. Selv om han er død, har hans magt tryllebundet en gruppe hekse, som er parate til at gøre hvad som helst for ham. Da Ben var den, der gav Nathaniel dødsstødet, må drengen slås ihjel for at Nathaniel kan vende tilbage til livet, og der er intet, de kærlighedshungrende hekse hellere vil, end at få deres elskede tilbage. Da Jennet stadig lider under Nathaniels kræfter, forsøger heksene at indfange hende, og det er ved at koste Ben livet. For at undslippe ondskaben må først Alice og siden Ben stå ansigt til ansigt med den mest dødsensfarlige trussel af alle: The Lord of the Deep and Dark (Herren af dybet og mørket). Dødbringende kampe udkæmpes i Whitbys gader, førend de gode kræfter endelig får overtaget, og selv dybets og mørkets hersker formildes og frelser såvel fiskerfolket som menneskene.

The Whitby Witches : Virkelighedens inspiration

Trilogien om Whitby-heksene er ikke oversat til dansk, om end det er en af Jarvis’ mest populære serier. Romanerne er særdeles spændende og fulde af monstre og monstrøse kampe mellem gode og onde kræfter, og så bygger de til dels på legender fra byen Whitby. Inspirationen til trilogien fik Jarvis allerede, da han som 12-årig besøgte byen Whitby: “På min 12-års fødselsdag besluttede jeg at tage en dag fri fra skolen og tage på udflugt. En af mine venner foreslog mig at besøge Whitby på den nordlige Yorkshire kyst, så jeg tog afsted uden at vide noget som helst om stedet. Fra det øjeblik, jeg stod ud af toget, vidste jeg, at jeg havde fundet et meget specielt sted, og jeg tilbragte en meget fornøjelig, regnfuld dag med at slentre rundt i byen. Med Carmina Burana klingende i mine høretelefoner, udforskede jeg klosterruinerne på klippetoppen. Jeg blev inspireret, men det tog mig omkring 5-6 år, førend jeg begyndte at skrive om det. I “The Whitby Witches” forsøger jeg at beskrive følelsen af ophidselse, som jeg oplevede på turen, og at benytte så mange af de lokale legender som muligt samtidig med, at jeg selvfølgelig opfinder nogle stykker selv – særligt fiskerfolket.” (Se under ‘The Whitby Witches’ på Robin Jarvis’ hjemmeside www.robinjarvis.com).

Hagwood-trilogien: Skovens mørke og magi

“Han [Gamaliel] var overbevist om, at han ville komme galt af sted og komme til at gøre noget dumt. Han havde aldrig været god til noget, og hans søsters svada for et øjeblik siden var kun den seneste af en lang liste over mislykkede øjeblikke.”
Robin Jarvis: “Torntroldene fra Hagwood”, side 19.

“Torntroldene fra Hagwood” fra 1999 (“The Thorn Ogress of Hagwood”, 1999) er første og foreløbig eneste udkomne del af trilogien om troldene fra Hagwood. Egentlig er det ikke troldene, der er helte og hovedpersoner i værket, men nogle væsener kaldet fiflinger. Fiflinger er små, nøjsomme folk, hvis eneste fortrin er, at de kan forvandle sig – eller fifle sig, som de kalder det – til andre dyr. Eksempelvis kan de fifle sig til mus, lærker eller pindsvin, når blot de har fantasi til at forestille sig, hvordan det er at være det pågældende dyr.

Fiflingen Gamaliel er hovedperson i trilogiens første del, selvom han ikke ligefrem er den mest populære fifling i skoven. Han er lidt for trind, kan ikke finde ud af at fifle, er drøn usikker på sig selv, og så bliver han selvfølgelig mobbet – både af sin søster Kernella og af de fleste andre fiflinge. Selv hans skolelærer i fiflingekunsten, Mester Gibble, er konstant efter ham. Men da de små fiflinge pludselig bliver centrum for opmærksomhed fra nogle af skovens onde kræfter, træder Gamaliel i karakter.

23451050

Skovens onde kræfter styres af Hendes Nåde af Hulehøj, som er på jagt efter en tyv, der har stjålet hendes dyrebareste eje. Til at hjælpe sig har hun hidkaldt de rædselsvækkende, blodelskende og skruppelløse torntrolde, der er stort set umulige at få bugt med. Gode råd er dyre for de små fiflinger, men da Gamaliel på forunderlig vis får fiflet sig til en blanding af en mus, en hare og et pindsvin, er han både hurtig og et effektivt våben imod de store frygtindgydende væsener. Da hans søster samtidig formår at holde hovedet koldt og tænde ild til et af uhyrerne, er styrkeforholdet endelig vendt – både imellem fiflinger og torntrolle, og mellem de to unge fiflingesøskende. For denne omgang i hvert fald.

Dokumentarisk metode

Robin Jarvis skaber nogle forunderlige uforglemmelige fantasyuniverser med kraftfulde karakterer, der indfanger og fængsler læserens opmærksomhed. Alle bøgerne er begyndt som en blyantstegning, hvor ud fra karaktererne udvikles, og i alle værkerne finder man fantasifulde tegninger. Værkerne har desuden det til fælles, at de bygger på grundig research. Som Jarvis fortæller: “Jeg prøver altid at finde ud af alt om emnet i hver nye historie og gennem dette tidlige stadie kan alle slags nye ideer poppe op. [...] Jeg tror, at hvis man inkorporerer elementer af den dokumenterede historie i fantasyen, så vil det forhåbentlig udvide oplevelsen for læseren og gøre den mere overbevisende.” (Se under ‘Questions’ på Robin Jarvis’ hjemmeside www.robinjarvis.com).

De enkelte trilogier er ret forskellige på grund af valget af karakterer. I Deptford-trilogien er det mus, der er hovedkarakterer, i Hagwood-trilogien er det fabeldyrene fiflingerne, i Whitby-trilogien er det mennesker, og i Deptford-historierne er det både dyr og mennesker. Robin Jarvis fortæller selv, at han godt kan lide på den måde at veksle mellem forskellige hovedkarakterer. “Jeg kan godt lide både at skrive om mennesker og dyr. Det var specielt rart at skrive om mennesker til en forandring. Jeg skriver oftere om dyr end mennesker, fordi man fra en dramatisk synsvinkel kan placere dyr i farligere situationer end deres menneskelige modparter, og fordi dyr i større grad er fantasiens stof, så er det spændende uden at være skræmmende.” (Se under ‘Questions’ på Robin Jarvis’ hjemmeside www.robinjarvis.com).

Slægtskaber og favoritforfattere

Robin Jarvis fortæller, at hans yndlingsforfattere er Lucy Boston, Alan Garner og J.R.R. Tolkien, som alle skriver fantasybøger for børn og unge. Genremæssigt er Jarvis beslægtet med sine yndlingsforfattere, så er man vild med Jarvis, er det oplagt at stikke næsen i disse forfatterskaber. Jarvis fans er desuden ofte vilde med at læse Brian Jacques serie “Krøniker fra Rødsten Zephyr”, der ligesom adskillige af Jarvis’ værker portrætterer en museverden. Deptford-trilogien og Hagwood-trilogien er ligeledes i stil med Dines Skafte Jespersens Troldepusbøger – blot tilsat splattereffekter.

Sidst men ikke mindst kan der drages paralleller mellem Whitby-bøgerne og J.K. Rowlings romaner om Harry Potter. Whitby-serien er rent konkret beslægtet med Harry Potter-bøgerne på flere måder. Både fordi Ben og Jennet er forældreløse ligesom Harry Potter, og fordi Ben, ligesom Harry, må lære at tackle sine overnaturlige magiske kræfter og ligeledes må konfrontere stor ondskab.

Bibliografi

The Deptford Mice Trilogy

Jarvis, Robin:
Mørkets Portal. 1998. (The Dark Portal, 1989). Roman.
Jarvis, Robin:
Krystalfængslet. 2000. (The Crystal Prison, 1989). Roman.
Jarvis, Robin:
The Final Reckoning. 1990. Roman.

The Whitby Witches Trilogy

Jarvis, Robin:
The Whitby Witches. 1991. Roman.
Jarvis, Robin:
A Warlock in Whitby. 1992. Roman.
Jarvis, Robin:
The Whitby Child. 1994. Roman.

The Deptford Histories

Jarvis, Robin:
The Alchymist’s Cat. 1991. Roman.
Jarvis, Robin:
The Oaken Throne. 1993. Roman.
Jarvis, Robin:
Tjomas. 1995. Roman.

The Wyrd Museum

Jarvis, Robin:
The Woven Path. 1995. Roman.
Jarvis, Robin:
The Raven’s Knot. 1996. Roman.
Jarvis, Robin:
The Fatal Strand. 1998. Roman.

The Hagwood Trilogy

Jarvis, Robin:
Torntroldene fra Hagwood. 1999. (The Thorn Ogress of Hagwood, 1999). Roman. De to øvrige værker er endnu ikke udkommet, men toeren ventes at udkomme på engelsk i 2008.

The Deptford Mouselets

Jarvis, Robin:
Flaebee’s Fortune. 2004. Roman. Der ventes at udkomme to øvrige romaner i denne serie i henholdsvis 2006 og 2007.

Andre titler

Jarvis, Robin:
The Deptford Mice Almanack. 1997. Roman.
Jarvis, Robin:
Deathscent. 2001. Roman.

Om forfatterskabet

Links

Forfatterens egen hjemmeside med bibliografi samt materiale om bøgerne.
Artikel om Robin Jarvis på Wikipedia.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Robin Jarvis