Christian Jungersen

Christian Jungersen blev født i København og voksede op i den nordsjællandske by Humlebæk. Hans far var jurist og hans mor underviste i græsk og latin i gymnasiet. Efter barne- og ungdomsårene startede Christian Jungersen på retorik ved Københavns Universitet. To år efter skiftede han til studier på Roskilde Universitets Center (RUC), hvorfra han i 1998 blev cand.comm. med fagene kommunikation og samfundsfag. De følgende år gik med private skriverier og forskelligt deltidsarbejde. Han var blandt andet ansat som lærer i filmvidenskab ved Folkeuniversitetet i København, reklametekstforfatter og manuskriptkonsulent. Erfaringerne fra deltidsarbejdet på forskellige private arbejdspladser har Jungersen brugt i beskrivelsen af kontormiljøet i romanen ”Undtagelsen”. Jungersen skrev i disse år først og fremmest filmmanuskripter, men ingen af dem blev antaget. ”Jeg skrev to om året i tre år, og ingen af dem blev antaget. Det mister man altså modet af. Det tvang mig nærmest over i skønlitteraturen. Jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne springe direkte over til mit afsluttende livsværk, hvor jeg opsummerede hele mit liv, og satte mig ind i rollen som 82-årig. Nu ville jeg skrive hovedstolen.” (Carsten Andersen: Ondskabens orm gnaver. Politiken, 2004-11-06). Det projekt resulterede i romanen “Krat”, som udkom i 1999.

Før det egentlige skrivearbejde bruger Jungersen megen tid på et grundigt researcharbejde, hvilket er en af grundene til, at der skulle gå otte år fra udgivelsen af bestsellerromanen ”Undtagelsen”, til hans seneste bog ”Du forsvinder” kom på gaden. Som han selv har forklaret det om sin research forud for sin seneste roman: ”Om vi har en fri vilje, er jo et temmelig omfattende spørgsmål, som ikke alene involverer filosofihistorie, men også hele det neurologiske område, plus lidt genetik og evolutionsbiologi oveni - og det har taget lang tid at sætte sig bare nogenlunde ind i.” (Rasmus Bo Sørensen: Vi er i biologiens vold. Information, 2012-03-16). Selve det at skrive bøgerne beskriver han derimod som at leve en munkeagtig tilværelse koncentreret om den indre verden: ”Der kan godt være noget munkeagtigt over det. Man fokuserer på en indre verden…en daglig meditation. Men når det så er slut, er det bare om at komme ud og møde mennesker og feste og rejse og opleve…så man ikke går i frø som menneske.” (Kjeld Hybel: Det hele er for fanden bare molekyler!. Politiken, 2012-03-18).   

Christian Jungersen har de seneste år boet i udlandet, blandt andet i Irland og på Malta. Han har en kæreste, som er freelancejournalist.

Christian Jungersens ”Undtagelsen” fra 2004 er ligeledes en moppedreng af en roman. Den er både et kammerspil om venskab og mobning på arbejdspladsen og en psykologisk spændingsroman.

Historien udspiller sig på Dansk Center for Information om Folkedrab. Her arbejder fire kvinder med at formidle information om krigsforbrydelser. En af de fire kvinder, Iben, var for få måneder siden involveret i et gidseldrama i Afrika og viste sig her at være i besiddelse af ressourcer, hun ikke selv var klar over, at hun besad. Nu modtager Iben og hendes kollega Malene anonyme dødstrusler. Det udløser hidtil usete psykologiske reaktioner blandt kollegerne på den lille arbejdsplads, som i stigende grad også vender deres mistænksomme blikke mod hinanden. Deres angst og interne magtkampe medfører langsomt en afstumpet og udspekuleret grusomhed.

Det er aldrig helt til at vide, hvordan det hele hænger sammen i fortællingen, for der skiftes konstant mellem hovedpersonernes synsvinkel. Dette fortælletekniske greb betyder, at man som læser må revidere sin opfattelse af handlingsgangen for hvert skift. Ingen af synsvinklerne er troværdige, og de forskellige versioner viser sig at være i modstrid med hinanden.

Jungersen har været en flittig gæst på Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier, mens han skrev romanen, og han har deltaget i en række seminarer og konferencer. Som led i sin research meldte han sig desuden ind i en organisation for internationale folkedrabsforskere og deltog i deres konference i Irland.

26995930

Jungersen kobler desuden sin spændingshistorie med faktuelle oplysninger om socialpsykologisk forskning: ”Jeg synes, det er en spændende genre, når man kombinerer forskning med litteratur. Peter Høeg har gjort det med sne, og Michael Larsen har skrevet om slanger, men for mig er det oplagt at skrive om psykologi og psykiatri.” (Carsten Andersen: Ondskabens orm gnaver. Politiken, 2004-11-06). I romanen indgår artikler om ondskabens psykologi som selvstændige kapitler. Artikelserien handler bl.a. om, at menneskers identitet og virkelighedsopfattelse ikke er faste størrelser men lader sig forme af omgivelserne og de begivenheder, den enkelte kommer ud for.

Det grundlæggende greb i ”Undtagelsen” er at vise, hvordan ondskaben i den store verden spejler sig i den lille verden. Med romanens kobling mellem det ondskabsfulde i kontorintrigerne og krigsforbrydelsernes grusomheder diskuterer  Jungersen ondskabens væsen. Det er en pointe, at der i menneskets psyke ligger potentiel ondskab på lur. Et vigtigt spørgsmål bliver i romanen, om det i sidste ende kun er hensigtsmæssige socialpsykologiske mekanismer, der forhindrer os i at realisere den indre ondskabsfuldhed. Romanen giver udtryk for et menneskesyn, hvor ondskab ikke kan afgrænses eller forklares men er del af det at være menneske. Selv om der er stor forskel på mobning på en arbejdsplads og folkemord, er det nogle af de samme mekanismer, der er på spil: ”I bogen går det op for Iben, at vi alle sammen er spaltet i flere personligheder. Vi opfører os forskelligt i forskellige omstændigheder og rummer flere rationaler på én gang (…) Vigtige handlingsmønstre i folkedrab og i os alle sammen er et resultat, ikke af enstrenget, logisk tænkning, hvor et skridt følger det andet, men af en form for netværkstænkning”. (Lotte Folke Kaarsholm: Kontorondskab. Information, 2004-10-05).

Romanen omhandler dog ikke blot ondskaben og skrøbeligheden i den menneskelige psyke, men ligeledes det gode:”Jeg synes også, bogen handler om godhed, især til sidst. Vi er ikke bare onde hele tiden. Vi er sammensatte mennesker, og det ligger også i selve titlen Undtagelsen, som handler om, at vi også kan være gode.” (Carsten Andersen: Ondskabens orm som gnaver. Politiken, 2004-11-06).