Christian Jungersens ”Undtagelsen” fra 2004 er ligeledes en
moppedreng af en roman. Den er både et kammerspil om venskab og mobning på
arbejdspladsen og en psykologisk spændingsroman.
Historien udspiller sig på
Dansk Center for Information om Folkedrab. Her arbejder fire kvinder med at
formidle information om krigsforbrydelser. En af de fire kvinder, Iben, var for
få måneder siden involveret i et gidseldrama i Afrika og viste sig her at være
i besiddelse af ressourcer, hun ikke selv var klar over, at hun besad. Nu
modtager Iben og hendes kollega Malene anonyme dødstrusler. Det udløser hidtil
usete psykologiske reaktioner blandt kollegerne på den lille arbejdsplads, som
i stigende grad også vender deres mistænksomme blikke mod hinanden. Deres angst
og interne magtkampe medfører langsomt en afstumpet og udspekuleret grusomhed.
Det er aldrig helt til at
vide, hvordan det hele hænger sammen i fortællingen, for der skiftes
konstant mellem hovedpersonernes synsvinkel. Dette fortælletekniske greb
betyder, at man som læser må revidere sin opfattelse af handlingsgangen for
hvert skift. Ingen af synsvinklerne er troværdige, og de forskellige versioner
viser sig at være i modstrid med hinanden.
Jungersen har været en
flittig gæst på Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier, mens han
skrev romanen, og han har deltaget i en række seminarer og konferencer. Som led
i sin research meldte han sig desuden ind i en organisation for internationale
folkedrabsforskere og deltog i deres konference i Irland.
26995930
Jungersen kobler desuden sin
spændingshistorie med faktuelle oplysninger om socialpsykologisk forskning: ”Jeg synes,
det er en spændende genre, når man kombinerer forskning med litteratur. Peter
Høeg har gjort det med sne, og Michael Larsen har skrevet om slanger, men for
mig er det oplagt at skrive om psykologi og psykiatri.” (Carsten Andersen: Ondskabens
orm gnaver. Politiken, 2004-11-06). I romanen indgår artikler om ondskabens
psykologi som selvstændige kapitler. Artikelserien handler bl.a. om, at
menneskers identitet og virkelighedsopfattelse ikke er faste størrelser men
lader sig forme af omgivelserne og de begivenheder, den enkelte kommer ud for.
Det grundlæggende greb i ”Undtagelsen” er at vise, hvordan ondskaben i den
store verden spejler sig i den lille verden. Med romanens kobling mellem det
ondskabsfulde i kontorintrigerne og krigsforbrydelsernes grusomheder diskuterer
Jungersen ondskabens væsen. Det er
en pointe, at der i menneskets psyke ligger potentiel ondskab på lur. Et
vigtigt spørgsmål bliver i romanen, om det i sidste ende kun er hensigtsmæssige
socialpsykologiske mekanismer, der forhindrer os i at realisere den indre
ondskabsfuldhed. Romanen giver udtryk for et menneskesyn, hvor ondskab ikke kan
afgrænses eller forklares men er del af det at være menneske. Selv om der er
stor forskel på mobning på en arbejdsplads og folkemord, er det nogle af de
samme mekanismer, der er på spil: ”I bogen går det op for Iben, at vi alle
sammen er spaltet i flere personligheder. Vi opfører os forskelligt i
forskellige omstændigheder og rummer flere rationaler på én gang (…) Vigtige
handlingsmønstre i folkedrab og i os alle sammen er et resultat, ikke af
enstrenget, logisk tænkning, hvor et skridt følger det andet, men af en form
for netværkstænkning”. (Lotte Folke Kaarsholm: Kontorondskab. Information,
2004-10-05).
Romanen omhandler dog ikke blot ondskaben og skrøbeligheden
i den menneskelige psyke, men ligeledes det gode:”Jeg synes også, bogen handler om godhed, især til sidst. Vi er ikke
bare onde hele tiden. Vi er sammensatte mennesker, og det ligger også i selve
titlen Undtagelsen, som handler om, at vi også kan være gode.” (Carsten Andersen: Ondskabens orm
som gnaver. Politiken, 2004-11-06).