liza marklund
Foto: Sif Meincke

Liza Marklund

journalist Karina Søby Madsen, iBureauet/Dagbladet Information. 2007.
Top image group
liza marklund
Foto: Sif Meincke
Main image
Marklund, Liza

Indledning

Hvad er opskriften på en kommerciel forfattersucces: Smid en kvindelig hovedkarakter, der tumler med hverdagslignende problemer som stresset arbejde, bagning med børnene og panik op til jul i gryden. Tilføj spænding og tommetykke metaforer. Og krydr med en forfatter, der formår at iscenesætte sig selv som krimifeminalist par excellence. Resultat: Liza Marklund. Marklund kan skabe plot, så selv hårdkogte krimielskere hænger ved, og samtidig har hun en veludviklet sans for at skildre hverdagens konflikter i et ligefremt og tilgængeligt sprog, så de fleste kan nikke genkendende til det. Der er således rift om kriminalromanerne med journalisten Annika Bengtzon i hovedrollen på bibliotekernes hylder, og hvis man kan holde til fraser, der indimellem tenderer til at være noget trivielle og slidte i kanten, så sluger man dem i en mundfuld.

 

46221974

Blå bog

Født: 9. september 1962, Pålmark, Sverige.

Uddannelse: Journalist fra Kalix Folkeuniversitet.

Debut: Sprängeren, 1998 (Nedtælling, 2000).

Litteraturpriser: Svenska Deckarakademiens Polonipris, 1998. Debutantpris, 1998. Årets forfatter, 1999. Pocketbook of the Year, 2000. Årets bog, 2001. Scanarama Literary Award, 2002. Piteå Kulturpris, 2004. Svenska Litteraturpriset, 2007.

Seneste udgivelse: Sort perle. Rosinante, 2019. (Pärlfarmen, 2018). Oversætter Nanna Gyldenkærne. Roman.

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“Hun hørte aldrig skuddet, fornemmede blot den hvislende kugle forbi hovedet. Begyndte at løbe i siksak i skæve, uberegnelige sving. Ny hvislen, nye retninger. Pludselig holdt landjorden op, og den rasende Østersø tog over. Bølger som sejl, skarpe som glas. Hun tøvede kun et sekund.”

“Paradiset”, s. 6-7.

Liza Marklund blev født den 9. september 1962 i Pålmark i Sverige. Hun voksede op i den lille landsby, som ligger mellem byerne Piteå og Älvsbyn i Norrbotten, lige under den arktiske cirkel. Sin skolegang startede hun med grundskole i Lakafors og Kopparnäs, hvorefter hun fortsatte med mellemskole i Norrfjärdens Centralskole. Efter endt skolegang drog hun ud i den vide verden og arbejdede så forskellige steder som Mellemøsten, London, Los Angeles og Latinamerika.

Som 21-årig fik Marklund sit første barn, og kort efter startede hun på journalistuddannelsen ved Kalix Folkeuniversitet. Motivationen var en kærlighed til ord. Efter endt uddannelse arbejdede hun som fuldtidsjournalist i 15 år og dækkede områder som politik, økonomi og kriminalitet i nogle af Skandinaviens største aviser. Gennem de sidste år af journalistkarrieren arbejdede hun som chefredaktør på Morning Dailey og som nyhedschef for et tv-program.

Lidenskaben for journalistikken fik hende efterhånden til at vende sig mod krimilitteraturen, og 1998 blev året for Marklunds litterære debut. Siden er det blevet til i alt seks kriminalromaner, to romaner bygget over en kvindes vidnesbyrd og en debatbog. Marklund er en af de få forfattere, som kan leve af at skrive bøger. Hun er faktisk en kæmpe salgssucces. Eksempelvis var hendes roman “Primetime” fra 2002 den 13. mest solgte roman i verden det år, mens efterfølgeren “Røde ulv” var den 12. mest solgte bog verden over i 2003. Bøgerne er udgivet på adskillige sprog, og tilsammen har de solgt over syv millioner eksemplarer verden over. Marklund har dog ikke sluppet avisspalterne helt. Hun har således en fast klumme både i Expressen i Sverige og i Verdens Gang i Norge, hvor hun skriver om emner som demokrati, Irakkrigen, terrorisme og svensk politik.

I dag lever Marklund henholdsvis i Stockholm og i Sydspanien. Hun har mand og tre børn, og så ejer hun et af Sveriges mest succesfulde forlag, Piratförlaget, sammen med forfatteren Jan Guillou og hans kone Ann-Marie Skarp. Når hun skal beskrive sig selv, lyder det som følger: “Jeg er helt, helt almindelig. Ofte arbejder jeg for meget og spiser for lidt (og forkert). Jeg får rengøringsvanvid, når svigermor skal komme og bliver altid syg, når jeg har fri. Når jeg drikker for meget fredag aften, får jeg det helt urimeligt dårligt om lørdagen. Jeg prøver at løbetræne, men finder som oftest på undskyldninger for at slippe. Jeg kæmper med mit hår og køber for dyre ansigtscremer. Jeg har masser af veninder, der ligner mig på en prik. Vi står midt i livet og elsker hvert eneste sekund af det, selv om vi sommetider er for trætte til at huske på det.” Ifølge præsentationen af Liza Marklund på det danske forlag Fremads hjemmeside (se kilder). Men så almindelig er hun nu ikke. Hun er en forfattersucces af dimensioner, hun er en flittig kommentator i aviserne, hun medvirker i reklamefilm, deltager i chats, og desuden er hun gennem de ti år, hun har været forfatter, blevet nomineret til en mængde svenske priser – eksempelvis blev hun i 2001 nomineret til årets hetero af det svenske selskab for bøsser og lesbiske.

Porno, politik og parforholdsproblemer

Der er foreløbig udkommet syv romaner i krimiserien om journalisten Annika Bengtzon, der i en dagligdag propfyldt med famileproblemer, angstanfald og konflikter på jobbet kommer på sporet af suspekte historier. Romanerne kan læses uafhængigt af hinanden og er da heller ikke udkommet kronologisk. I det følgende bliver de dog gennemgået i en logisk rækkefølge, som altså ikke knytter sig til udgivelsesår, men til romanernes tid.

I “Studio sex” fra 1999 (“Hedebølge”, 2001) er Annika journalistpraktikant på avisen Kvällspressens kriminalredaktion i Stockholm. Da en ung, smuk kvinde findes myrdet på en kirkegård, bliver Annika sat på sagen. Hun kaster sig over den med stor energi og engagement, og hurtigt hvirvles hun ind i et klæbrigt net af pornoklubber, storpolitik og massemediernes magt. For sagen er ikke så enkel endda. Ikke nok med at den myrdedes kæreste ejer en pornoklub, som hun arbejdede på. Derudover anklages en politiker (fejlagtigt ifølge Annika) for forbrydelsen, og eftersom et valg er lige rundt om hjørnet, bliver mordet en vigtig brik i valgkampen. Desuden kommer Annika i clinch med såvel sin egen redaktion som de øvrige mediers smædekampagne. En lokal radiostation har således sin egen særlige dagsorden omkring sagen, som handler mindre om sandheden end om politik, og på Kvällspressen er de ældre mandlige journalister noget overrumplede af den unge kvindelige journalist med sine egne meningers mod. Da Annika desuden slås med personlige problemer i sit parforhold med den dominerende Sven, er hun nær ved at bukke under. Måske det ville være nemmere blot at flytte til Lyckebo og finde et mere fredsommeligt job?

Mord og mod på livet

I “Paradiset” fra 2000 (“Paradiset”, 2004) er Annika blevet ansat som redaktionssekretær på Kvällspressens redaktion. Selv om hun egentlig ikke er ansat som opsøgende journalist, kommer hun på en vigtig sag, der involverer såvel den serbiske mafia som den mærkværdige nystartede stiftelse Paradiset, der hjælper kvinder, som er truet på livet. Det hele begynder med, at en last smuglercigaretter til en værdi af halvtreds millioner kroner forsvinder fra Stockholms Frihavn. To mænd ligger myrdet på kajen, og den unge serbiske kvinde, Aida, flygter for sit liv. Paradiset bliver Aidas redning. Eller er det snarere en fælde? Flere mord følger, ofrene tortureres, og også Annika bliver truet på livet, da hun bliver personligt involveret i Aidas historie.

Men Annika er også truet på andre fronter, nemlig af en indre følelse af mangel på mening. Hun forsøger stadig at komme sig over sit voldelige forhold til Svend, der sluttede voldsomt og tragisk. Hun er ked af sit natarbejde og vil gerne have fast ansættelse som nyhedsjournalist. Og da mormoderen dør, og hun samtidig konfronteres med sin mors manglende kærlighed, er hun nær ved at miste fodfæstet. Midt i dette kaos møder Annika den gifte mand, Thomas, som skaber lys i hendes tilværelse og liv i hendes mave.

Berømmelsens pris

Som belønning for Annikas oprulning af den Serbiske mafias virke i såvel Serbien som Sverige, er Annika blevet fastansat på kriminalredaktionen i “Prime Time” fra 2002 (“Primetime”, 2002). Da Annika kommer tilbage fra barsel, nu som mor til to, bliver hun hurtigt involveret i en stor mediesag. På årets korteste nat har tretten personer været samlet på en øde beliggende herregård i forbindelse med årets største medieshow. De tilstedeværende er programmets medarbejdere samt gæster. Om morgenen bliver showets programvært, den smukke Michelle Carlsson, fundet dræbt af et pistolskud, og de tolv tilstedeværende er blandt de hovedmistænkte. Deriblandt Annikas nære veninde Anne Snapphane, popstjernen John Essex og programmets producer, Karin Bellhorn.

Mordet forandrer Annikas tilværelse. Hun kommer i tvivl om sin bedste venindes uskyld, hun kommer atter i tvivl om sine egne kompetencer, og da kæresten Thomas beskylder hende for at svigte familien, føler hun sit livsgrundlag skride.

“Primetime” er en intens thriller om berømmelsens pris. Om hvor langt folk er villige til at gå for at kunne sole sig i berømmelsens hede skær, hvordan berømmelsen indvirker på folk, og hvilken intens magt den har.

Magt, medier og mord

I “Sprängaren” fra 1998 (“Nedtælling”, 2000) er Annika blevet udnævnt som chef for kriminalredaktionen på Kvällspressen, og hun får sin sag for, da det olympiske stadion i Stockholm bliver sprængt i luften en kold decemberdag. På det søndersprængte stadion finder man resterne af den karismatiske OL-chef i Sverige, Christina Furhage. Spørgsmålet er nu, om der er tale om en international terroraktion? Et attentat udført af en indædt OL-modstander? Eller om angrebet er rettet personligt mod Christina Furhage, der tilsyneladende afskyede sine børn, havde en fordrukken mand der mishandlede hende, og som havde en kvindelig elskerinde.

Da Annika skriver om de involverede personer, sætter hun uden at vide det kræfter i gang, som ender med at være til fare for hende selv.

Moderne elendighed

I “Den röda vargen” fra 2003 (“Røde ulv”, 2003) vakler Annika rundt på randen af et sammenbrud. Hun har konstant røde rande omkring øjnene efter grådanfald, hun lider af spiseforstyrrelser, og hendes indre stemmer i form af englesang er tiltaget og forsvinder først, når hun har slået sig selv tilstrækkelig hårdt i hovedet. Annikas problem er dels fortidens spøgelser, men også hverdagen, som driller gevaldigt. På hjemmefronten er hun oppe imod et smækkert overklasseløg, som ikke er bleg for at invitere Thomas under silkelagenerne. På jobbet sætter chefen, Anders Schyman, der ellers hidtil har været en fast støtte, hende under pres og tvinger hende bort fra en saftig historie om kulturministeren, der ikke alene fik sin post på grund af afpresning, men som også har været involveret i en maoistisk terrorcelle og tilsyneladende har mindst et mord på samvittigheden. Men Annika giver selvfølgelig ikke så let op. Midt i dette vanvid af personlig og moderne elendighed væves en historie om mord, der involverer en fordrukken reporter på en lokalavis, en lille dreng som overværede mordet, en børnehavepædagog, en landmand og en lejemorder fra den baskiske terrororganisation ETA .

Forskningsverdenens vrangsider

Den sjette roman i serien om journalisten Annika Bengtzon er “Nobels Testamente” fra 2006 (“Nobels testamente”, 2006). Her slipper en festklædt morder ubemærket ind til Nobelfesten i Stockholm, og på dansegulvet skydes Nobelkomiteens formand Caroline von Behring i brystet, inden drabsmanden flygter ud i aftenmørket. Annika er blandt gæsterne. Hun ser Caroline von Behring dø og hun ser drabsmanden direkte i øjnene. Endnu engang havner Annika således midt i dramaet, denne gang dog ikke kun som journalist, men også som vidne. Hun hvirvles ind i jagten på morderen, som undervejs fører hende gennem en korrupt forskningsverden og gør hende til mål for en kynisk lejemorder. Det viser sig, at dramaet har rødder langt tilbage, og overalt støder Annika – og politiet – på sporene efter den afdøde Alfred Nobel, den ensomme og ulykkelige industrimagnat, som donerede sin formue til gode formål.

Løsningen på mordgåden bliver først oprullet, da Nobels testamente bliver gransket. Løsningen på Annikas liv er til gengæld ikke sådan til at finde en formel på. Hun kæmper stadig med anerkendelse på jobbet, og på hjemmefronten er der også kurrer på tråden efter Thomas’ affære. Da familien flytter til en forstad, forestiller Annika sig, at alt bliver godt, sådan som hun har drømt om, men det viser sig, at hun ikke rigtig passer ind.

Lovens forlængede og korrumperede arm

“Du har ingenting tilbage! – Det har jeg da i hvert fald, sagde hun højt. Hjemmet var vigtigt, stedet hvor man hørte hjemme, men det behøvede ikke at bestå af fire vægge. Det kunne lige så godt udgøres af mennesker, eller projekter, eller ambitioner. Du mangler alt som betyder noget. Gjorde hun det? Egentlig ikke særlig meget mindre i dag end i går. Børnene havde ikke noget tøj, og computeren var brændt op, men alt det andet havde hun faktisk stadig. Bortset fra Thomas. Og Anne. Hun rejste sig og vendte sig mod spejlet. Kun kernen er tilbage.”
Liza Marklund: “Livstid”, side 48-49.

Der er lagt op til spænding og blodige mord fra første færd i “Livstid” fra 2007 (“Livstid”, 2007), hvor Sveriges mest kendte politimand, David Lindhold, findes myrdet i sin seng. Den eneste tilstedeværende i lejligheden er hans kone Julia, som ligeledes er betjent, og manden er skudt med hendes tjenestevåben, så sagen er tilsyneladende klar: Julia må være morderen. Spørgsmålet er bare, hvor parrets fireårige søn, Alexander, er forsvundet hen. Selv hævder Julia, at en fremmed kvinde har skudt hendes mand og kidnappet deres dreng, men den tror hverken politiet, hendes forsvarsadvokat, medierne eller endog hendes nærmeste på. Men det gør Annika Bengtzon. Ganske vist ligger Annikas eget liv i ruiner. Manden har forladt hende til fordel for sin elskerinde. Huset er blevet brændt ned som resultat af en påsat brand, og Annika selv er under mistanke. Veninden Anne Snaphane har travlt med sit eget liv og har ikke tid til at give Annika husly. Og cheferne på avisen Kvällspressen er kun interesseret i, at hun præsterer gode artikler, mens kollegerne vist mest af alt håber, at hun dummer sig, så de kan overtage hendes plads – der er nemlig nedskæringer under opsejling. Men på trods af rodet i Annikas eget liv så giver hun sig til at rydde op i Julias, og det viser sig, at Julias respekterede og anerkendte politimand ikke var helt så fin i kanten, som alle går og tror. Blandt andet var han involveret i en række lyssky virksomheder, han har indtil flere gange været anklaget for vold i tjenesten, og han var en pågående skøjtejæger, der samtidig var yderst jaloux, hvis Julia skulle alene i byen – selv når det var for at gå på arbejde. Men var det derfor, Julia havde skudt ham, og er det endog slået så meget klik for hende, at hun også har slået deres barn ihjel, eller har der virkelig været en anden kvinde på spil?

Titlen “Livstid” skal forstås som en refleksion over, at der ikke er meget i livet, der varer ‘for evigt’. Som Marklund siger i et interview: “ Ægteskabet er jo ikke længere på livstid, heller ikke venskabet, og et job er da slet ikke. Livstidsfængsel har aldrig været på livstid, selv om straffene successivt er blevet længere. Men det der virkelig er på livstid, det er forældreskabet. Er man først blevet mor eller far, så kan man ikke holde op med at være det, og det var på sin vis udgangspunktet for bogen.” (Knudsen, Nanna Rørdam: “Forældreskab er på livstid”. Bogmagasinet. Nov/dec-2007). Derfor er både Annika og Julia truet på forældreskabet i romanen. Da Annika mistænkes for mordbrand, forsøger manden at få forældremyndigheden, og Julia står sårbar med en dobbelt mordanklage – på sin mand og deres forsvundne barn.

Kulørte plot og hverdagsliv

Serien om journalisten Annika Bengtzon er kriminalistisk hardcore og super kulørte som hos de mandlige forfattere, der oftest repræsenterer krimigenren. Selv om plottene indimellem virker langt ude i hampen, så tager romanerne afsæt i hverdagen. Romanerne bærer præg af, at Marklund skildrer et miljø, hun selv kender, nemlig avisredaktionen, via en stil hun elsker. Som Marklund udtrykker det i interviewartiklen “Jeg kan lade en minister blive morder” i magasinet Sentura (se kilder): “Jeg har altid læst krimier, jeg elsker krimier. Dels fordi de simpelthen er spændende, og dels fordi krimier rummer så meget. Det ligger i genrens natur, at den viser et tydeligt billede af samfundet – fordi forbrydelsen altid er et produkt af samfundet." Ifølge Marklund er journalistikken og krimigenren nært beslægtede: “Det er egentlig samme sag. Det handler jo om at beskrive samfundet – man siger de samme ting, men på forskellige måder. [...] Forskellen er selvfølgelig, at i journalistik må du aldrig nogensinde lyve, og du skal altid have bevis for det, du skriver. [...] I den fiktive situation kan jeg vældigt tydeligt vise forskellige perspektiver på magt og magtmisbrug. Og jeg kan lade en minister blive morder – det ville jeg selvfølgelig ikke kunne i journalistikken.”

Det helt store tema i krimiserien om journalisten Annika Bengtzon er magt. Det handler om, hvordan magt fungerer, hvordan den anvendes, og hvordan den kan misbruges. Som Marklund udtrykker det i interviewartiklen: “Mine krimier handler om magt mellem mænd og kvinder, om magt mellem politikere, om økonomisk magt, og om magt på arbejdspladsen.”

Som læser får man desuden indblik i, hvordan arbejdslivet er på en avisredaktion, hvor journalisterne er under konstant pres for at præstere noget ud over det sædvanlige, og hvor nedskæringer altid lurer lige om hjørnet. Det resulterer ind i mellem i etiske dilemmaer, for hvor langt vil man som journalist gå for at skrive en unik historie?

Romanerne tager desuden afsæt i hverdagssituationer med konflikter i parforholdets vanskeligheder med at kombinere karriereambitioner og krav på jobbet med moderrollen, og det er netop med til at give romanerne en vis tyngde og troværdighed. Annikas forsøg på at lave familiehygge og bage med børnene op til jul falder ikke nær så heldigt ud, som når hun skal trække oplysninger ud af modvillige kilder. Således er Annika på en og samme tid en helt og repræsentant for alle de konflikter og kontraster, som hverdagen byder en moderne kvinde. Det betyder, at Marklunds krimier både appellerer til de normale (mandlige) krimilæsere, som sætter pris på kulørte plot, og til kvinderne, som kan se deres hverdagsliv spejlet, og det er nok det, der gør, at hendes krimier rammer en så bred læserskare. Man skal ikke forvente stor litterær kunst, men til gengæld være åben for sproglige og hverdagslige trivialiteter a la “Det her var egentlig symptomatisk for hendes liv, indså hun. Det her var det der skete når hun blev ramt af en katastrofe, det her var dem der lod høre fra sig. To arbejdsgivere som ville have hende til at bestille noget, og en rasende mand som ikke syntes hun ville bolle tit nok.” som det hedder i “Livstid”, side 91. Men kan man tage det med, så er der dømt action og hverdagsrealisme for alle pengene.

Netop Liza Marklunds sprog har været genstand for kritik i en god gammeldags litterær fejde i Sverige anno 2007, hvor forfatterne Björn Ranelid, Leif G.W. Persson og Ernst Brunner har bidt sig fast i struberne på krimidronningerne Liza Marklund og Camilla Läckberg. Det startede med, at Ranelid hævdede, at en million mennesker kunne skrive ligesom Marklund, hvorefter Persson sagde, at Läckbergs romaner var på niveau med hestebladsnoveller, og endelig påstod Brunner, at de to krimidronningers succes er den lige vej mod skønlitteraturens endeligt. I Danmark har flere litteraturkritikere været tilbøjelige til at give de tre herrer ret. Blandt andet Informations skribent Anton Geist, der i artiklen “Den ligegyldige krimi” skriver om de to kvindelige krimiforfattere, at “Sproget er åndsforladt og floskuløst, persongalleriet er stereotypt, og handlingsgangen er alt for præget af opklaringsteknisk fnidder fnadder og kedsommeligt livsstilslir.” Det er selvfølgelig fuldstændig i orden at kritisere enhver roman på sine egne præmisser, problemet med såvel de danske kritikere som de svenske er dog, at de hovedsageligt forholder sig til dronningerne selv og ikke til deres bøger, og i hvert fald er det meget få konkrete eksempler, de trækker på i deres kritik. På den måde kan det smage af mandschauvinisme, som både Läckberg og Marklund har fremhævet. Det er i hvert fald ikke vanskeligt at finde krimier af mandlige forfattere, som var særdeles trivielle i såvel plot som skrivestil uden, at de har været samme mølle igennem.

Levende begravet

“Han var altså jaloux over, at jeg gik i badedragt på stranden. I hans kultur var det selvfølgelig ikke så almindeligt, at kvinder solbadede, men han havde jo selv taget afstand fra den fordømmende holdning hos de fundamentalistiske muslimer? Det her måtte skyldes noget andet, et ønske om, at kun han fik lov til at være i nærheden af min nøgne hud. Jeg snøftede lidt. Det var jo faktisk ikke så slemt.”
Liza Marklund: “Forelskede sig i et mareridt”, side 76.

Ud over kriminalromanerne har Liza Marklund også skrevet et par romaner om magt og vold mod kvinder med udgangspunkt i vidnesbyrd fra den svenske kvinde Maria Eriksson. Det er således en form for sande historier bygget over Maria Erikssons liv. I det første værk i serien, “Gömda” fra 2000 (“Forelskede sig i et mareridt”, 2002), møder vi den unge, idealistiske kvinde Maria, som er midt i tyverne. Hun lever i et forstadskvarter, arbejder i en bank og er engageret i arbejdet med flygtninge, indvandrere og udlændinge i sin fritid. I forbindelse med en fest i byens indvandrermiljø møder hun den charmerende opmærksomme libanesiske mand med de brændende mørke øjne. Hun forelsker sig, forlover sig, og sammen får de datteren Emma. Men allerede inden fødslen har kæresten indledt en systematisk nedbrydning af Marias psyke. Han dikterer, hvad hun skal gøre, og hvis ikke hun adlyder, voldtager og tæver han hende. Det, der starter som et tilsyneladende gensidigt kærlighedsforhold, udvikler sig til systematisk mishandling, terror og adskillige mordforsøg. Og værre endnu bliver det, da Maria afbryder forholdet, og ikke mindst da hun møder Anders og gifter sig. Ekskærestens forfølgelser fortsætter. Han jagter Maria, Anders og børnene Emma og Robin og sørger for, at de ikke kan leve et normalt liv. Familiens rækkehus udvikler sig til et slags fængsel. Myndighederne sætter tremmer for vinduerne og forbyder familien at gå ud uden ledsagelse af en socialarbejder. Uanset hvor mange gange, familien flygter, flytter til nye byer, under jorden, så ånder ekskæresten dem i nakken og gør deres liv til et helvede.

Historien om Maria er skrevet som en rystende, nervepirrende thriller, men den er taget lige ud af den svenske virkelighed. Det er gribende og forfærdende læsning om psykisk terror og myndighedernes magtesløshed, men også om håb, mod og viljen til at insistere på et almindeligt liv med arbejde, familie, kærlighed og tryghed.

Eksilets pris

“- En svensk flygtning? Men dem findes der ingen af. - Jo, mig, sagde jeg. – Jeg har i sinde at søge asyl i USA på grund af forfølgelse og dødstrusler i mit hjemland. - Men det kan ikke lade sig gøre. Der findes intet grundlag for...”
Liza Marklund: “Asyl”, side 265.

“Asyl” fra 2004 (“Asyl”, 2004) er andet bind i serien om Maria Eriksson. I erkendelse af at myndighederne ikke kan beskytte familien, fastslår Kammerretten, at familien er nødt til udlandet for at overleve. Men på trods af rettens erklæring om, at familien er nødt til at flytte fra Sverige, så afslår den at kunne hjælpe med emigrationen. Familien er lamslået, og da de sociale myndigheder oven i købet truer med at tvangsanbringe børnene, fordi Maria og Anders ikke kan sikre dem et stabilt liv, bliver det for meget af det gode. Familien flytter til Chile, hvor den begynder at etablere sig. De lærer spansk, børnene går i skole, Maria starter en madbod i børnenes skolegård, så hun kan tjene penge, og de får venner. Men efter tre år begynder tilværelsen at ramle. Maria bliver tvunget ud af madboden, et par af deres bedste venner flytter, og desillusioneret indser familien, at den på mange måder er tilbage, hvor den begyndte: den lever stadig under jorden, da den ikke har fået asyl i Chile. Familien beslutter at satse alt og flytte til USA. Chancerne for at få statsborgerskab er minimale, og Maria må indlede en lang sej kamp med hele det amerikanske retssystem for at kunne garantere sig selv og sin familie en sikker fremtid.

Ligestilling – en illusion

Liza Marklund behandler også temaet ligestilling i debatbogen “Det finns en särskild plats i helvetet för kvinnor som inte hjälper varanda” fra 2005 (“Der findes et særligt sted i helvede for kvinder som ikke hjælper hinanden”, 2006), men her har hun valgt at sætte fokus på kvinders karrierer. Værket er skrevet sammen med forsker og lederudviklingskonsulent Lotta Snickare, og det er en art humoristisk, letlæselig populærvidenskabelig guide til at forstå forskellen mellem mænd og kvinder, og ikke mindst tilbyder den redskaber til at værne sig mod diskrimination.

Første del af værket beskriver de forskellige muligheder, drenge og piger tilbydes. Det eksemplificeres blandt andet via de egenskaber, børn tilskrives, såsom at drenge er ‘store’ og ‘stærke’, mens pigerne er ‘små’ og ‘ømtålelige’. Forfatternes pointe er, at jo ældre, man bliver, des mere forstærkes skellene.

Anden del fokuserer på, hvordan forskellene påvirker mænd og kvinder i hverdagen: hjemme, på job, og i samfundet generelt. Forfatterne fortæller om egne komiske erfaringer og personlige fejltagelser for at illustrere, hvad man ikke skal gøre. Hovedpointen er, at selvom samfundet fortæller os, at mænd og kvinder har lige muligheder, og at hvis kvinder ikke har samme muligheder, er det deres egen skyld, så er det en løgn.

Sidste og tredje del er en guide til at navigere i det diskriminerende system. Eksempelvis kan kvinder lære at sætte sig bedre igennem og ikke bare nøjes med mindre. Et vigtigt våben i kampen for større retfærdighed er, ifølge forfatterne, netværk. Netværk er altafgørende, for her kan kvinder give hinanden feedback, de kan lære af hinanden, og de kan stå sammen. Kvinder skal således lære ikke at være bange for hinanden, men netop at give plads til hinanden, for som den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright har udtalt: “There’s a special place in hell for women who don’t help each other”.

Magt som rød tråd

Et gennemgående tema i samtlige Liza Marklunds værker er forholdet mellem mænd og kvinder. Såvel i kriminalromanerne om Annika Bengtzon, i værkerne om Maria Erikssons liv, som i debatbogen “Der findes et særligt sted i helvede for kvinder som ikke hjælper hinanden” er det magtrelationer mellem mænd og kvinder, vold mod kvinder, ligestilling i parforholdet og ligestilling på jobbet, der er i fokus. Marklund giver selv udtryk for, at den traditionelle kvinderolle føles alt for trang, og i artiklen “Krimidronningen der kæmper for ligestilling” i Berlingske Tidende (se kilder) siger hun: “Kvinder skal have samme muligheder som mænd. Det er vigtigt. Vi har ikke ligestilling, når det gælder løn, indflydelse og muligheder, og de, som påstår noget andet, lyver.[…] Hvis man ser, hvor mange mænd, der tager barsel i Sverige, så ligger det på 15 procent, og det mærkelige er, at det tit falder sammen med fodbold-VM eller elg-jagten.” Liza Marklund mener, at vejen frem er at oplyse om problemet, for det er på den måde, der kan forandres på et udgangspunkt, som Marklund i artiklen beskriver som: “At være kvinde er et handicap. At være mand er en fordel.”

Samfundskritisk krimitradition

Liza Marklunds krimier placerer sig i den skandinaviske samfundskritiske krimitradition. Hun er nært beslægtet med norske Kim Smaage og svenske Henning Mankell, hvis hovedpersoner dog ikke er journalister, men ansatte ved politiet. Den danske forfatter Dan Turèlls serie med den navnløse journalist som fortæller har også visse lighedstræk med Marklunds romaner om Annika Bengtzon. Men mens Marklunds plot er stærke og kulørte, er det ikke geniale plot, der bærer Turells krimier frem, men nærmere selve miljøskildringerne og opklaringsarbejdet. Både hos Turell og Marklund bliver de journalistiske hovedkarakterer gang på gang – mere eller mindre frivilligt – indblandet i selve mordsagerne.

Desuden er der en række kvindelige kriminalforfattere, som skriver i samme ånd som Marklund, eksempelvis den danske krimiforfatter Sara Blædels serie om kriminalassistenten Louise Rich, og Gretelise Holms serie om den midaldrende journalist Karin Sommer.

Er man mest interesseret i den samfundskritiske og feministiske vinkel og mindre i den kriminalistiske, så kan den danske forfatterHanne Vibeke Holst anbefales. Holst beskæftiger sig ligeledes indgående med magt, eksempelvis i romanerne “Kronprinsessen” og “Kongemordet” samt i debatbogen “Min mosters migræne eller Hvordan jeg blev kvinde”, der er blevet kaldt 1990’ernes debatbog om feminisme.

Bibliografi

Kriminalromaner om Annika Bengtzon

Marklund, Liza:
Nedtælling. 2000. (Sprängeren, 1998).
Marklund, Liza:
Hedebølge. 2000. (Studio Sex, 1999).
Marklund, Liza:
Paradiset. 2001. (Paradiset, 2000).
Marklund, Liza:
Primetime. 2002. (Prime time, 2002).
Marklund, Liza:
Røde ulv. 2003. (Den röda vargen, 2003).
Marklund, Liza:
Nobels testamente. 2006. (Nobels Testamente. 2006).
Marklund, Liza:
Livstid. 2007. (Livstid. 2007).
Marklund, Liza:
En plads i solen. 2008.
Marklund, Liza:
Brændetyven. Rosinante, 2009. (Vedtjuven). Oversætter: Jesper Klint Kistorp.
Marklund, Liza:
Sort hvid. Rosinante, 2011.
Marklund, Liza:
Noras bog. Rosinante, 2013. (Lyckliga gatan, 2013). Oversat af Jesper Klint Kistorp.
Marklund, Liza:
Jernblod. Rosinante, 2015. (Järnblod, 2015). Oversat af: Jesper Klint Kistorp.

Andre kriminalromaner

Marklund, Liza:
Postkortmorderne. Rosinante, 2010. (Postcard killers (svensk)). Oversætter: Henriette Rostrup. Oversætter: Jesper Klint Kistorp.

Andre værker af Liza Marklund

Marklund, Liza:
Forelskede sig i et mareridt. 2001. Sammen med Maria Eriksson. (Gömda, 2001). En sand beretning.
Marklund, Liza:
Asyl. 2004. Sammen med Maria Eriksson. (Asyl, 2004). En sand beretning.
Marklund, Liza:
Der findes et særligt sted i helvede for kvinder som ikke hjælper hinanden. 2006. Skrevet sammen med Lotta Snickare. (Det finns en särskild plats i helvet för kvinnor som inte hjälper varandea. 2005). Debatbog. (30.171).
Marklund, Liza:
Nye stemmer synger samme sange - og andre klummer 1985-2010. Rosinante, 2011.
Marklund, Liza: Sort perle. Rosinante, 2019. (Pärlfarmen, 2018). Oversætter Nanna Gyldenkærne. Roman.

Film

Marklund, Liza:
Nedtælling. 2000. Producer Martha Norstedt.
Marklund, Liza:
Paradiset. 2003. Producer: Martina Stöhr.

Om Liza Marklund

Jensen, Erik:
En morderisk succes. 2000. Interview i Politiken, 2000-02-16.
Staarup, Birgit:
Krimiforfatteren der vil ændre verden. 2002. Interview i Berlingske Tidende, 2002-09-27.
Gram, Marianne:
Hun skriver på rastløshed. 2002. Interview i Politiken, 2002-10-27.
Top-Jensen, Julie:
Jeg kan lade en minister blive morder. 2002. Interview i Sentura, 2002.
Jensen, Ulf Joel:
Pigen der råbte “Ulv”. 2003. Artikel i Sentura, 2003-09-10.
Løkkegaard, Anne Marie:
Krimidronningen der kæmper for ligestilling. 2006. Interview i Berlingske Tidende, 2006-10-21.
Geist, Anton:
Den ligegyldige krimi. 2007. Artikel i Information, 2007-08-16.
Knudsen, Nanna Rørdam:
Forældreskab er på livstid. 2007. Bogmagasinet. Nov/dec-2007

Links

Marklunds yderst professionelle hjemmeside, der nærmest er en popstjerne værdig. Siden, som er skrevet på engelsk, indeholder romanscener, der ikke har fundet vej til de udgivne romaner, ligesom man kan læse nyheder om forfatterinden og således kan følge med i hendes liv og virke.
Marklunds danske forlag.
Interview med Liza Marklund
Om Liza Marklund
Anmeldelser og artikler om forfatterens bøger. Søg på 'Liza Marklund'