Mikkel Birkegaard

Mikkel Birkegaard blev født den 9. december 1968 i Randers og voksede op i Roskilde. Hans glæde ved litteraturen går tilbage til barndommen, hvor hans mor ofte tog ham med på arbejde på en række biblioteker. Her fordybede den lille Mikkel sig i timevis i bøgernes verden. “Vi læste meget i mit barndomshjem, og jeg var en flittig låner på biblioteket i Roskilde. Senere, da jeg havde min science-fiction-periode, tog en ven og jeg på ugentlige book-raids i København, hvor vi gennemtrevlede boghandlerne for de nyeste udgivelser og vendte tilbage til Roskilde med en stak af de farverige paperbacks.”, fortæller Mikkel Birkegaard. (Anders Graae: Mailinterview med Mikkel Birkegaard. April 2009).

Der skulle dog gå lang tid, før Birkegaard sprang ud som forfatter. Han beskriver selv arbejdet med debutromanen “Libri di Luca” som en “hemmelig mission”, der tog fem år at føre ud i livet. Han levede et dobbeltliv. Om dagen arbejdede han som systemudvikler i en it-virksomhed, hvor han gradvist begyndte at forsyne personalebladet med små tekster og føljetoner. Om natten var han forfatter. Det var først, da en kollega en dag direkte opfordrede ham til at blive forfatter, at han gav efter for den litterære ambition og tog et halvt års orlov for at skrive.

Efter flere års arbejde og gennemskrivninger af bogen, stødte Birkegaard ind i næste problem: at få projektet udgivet. Først efter tre år og fire afslag var der i 2007 endelig gevinst. Forlaget Aschehoug så potentiale i Birkegaard og hans farlige læsevaner – og troede så meget på ham, at de allerede før udgivelsen formåede at sælge filmrettighederne til bogen til Nordisk Film. Desuden påtog et af verdens største litterære agenturer, Andrew Nurnberg Associates, sig at sælge bogen i udlandet.

Derfra gik det hurtigt. “Libri di Luca” strøg til tops på bestsellerlisterne herhjemme, hvor den har ligget mere eller mindre stabilt siden. Bogens kæmpesucces har overvældet Mikkel Birkegaard, der stadigvæk arbejder som systemudvikler, men har fået fri to dage om ugen til at skrive. “Jeg er selv ret overvældet af den modtagelse bogen har fået. Det er meget absurd at tænke på, at for to år siden var jeg på vej til at opgive den, og nu er den solgt til 16 lande, heriblandt eksotiske steder som Brasilien, Israel, Taiwan og Rusland,” fortæller debutanten. (Mette Finderup: “Ti spørgsmål til Mikkel Birkegaard”. Abrasax, 2008-03-19).

Mikkel Birkegaard bor i dag på Østerbro i København. Hans næste bog bliver ifølge eget udsagn en mere konventionel krimi, der udkommer til september 2009 under titlen “Over mit lig”.

Mikkel Birkegaards debut “Libri di Luca” fra 2007 kan bedst betegnes som en bibliofil krimi udi den fantastiske genre. Det meste af romanens handling udspiller sig i et velkendt København, hvor den lovende unge forsvarsadvokat, Jon Campelli, rives ud af sine karrieredrømme, da hans far, Luca, på mystisk vis dør. Som eneste søn arver han faderens antikvariat, Libri di Luca (italiensk for “Lucas bøger”), der ligger på Vesterbro. Men det er ikke et helt almindeligt antikvariat, finder Jon snart ud af. De to boghandlere, Iversen og Katarina, bliver hans hjælpere i undersøgelsen af faderens død og sætter ham hurtigt ind i de forbløffende realiteter: at visse læsere – såkaldte Lettorer – har særlige evner, som kan bruges til enten at sende eller modtage følelser og stemninger via læsning. Men også at litteraturen kan være et farligt instrument i hænderne på de forkerte. At den kan bruges til at manipulere menneskers beslutninger, ja ligefrem være dræbende.

Langsomt forelsker Jon og Katarina sig og finder i fællesskab ud af mere og mere om den hemmelige skurkagtige orden, der tilsyneladende står bag mordet på faderen, og om Jons egne evner som Lettore, der viser sig særdeles kraftfulde. Frem mod slutscenen, der er flyttet uden for Danmarks grænser, opnår dramatikken en svimlende intensitet, og det er lige før, man føler sig fanget i en tilstand ikke ulig den, bogens magiske univers plæderer for.

27484743

Fortællegrebet i “Libri di Luca” er stramt struktureret, og historien serveres gennem skiftevis Jons og Katarinas perspektiv, således at vi både får en afsenders og en modtagers version. Her kan man overveje, om det er tilfældigt, at afsenderne som oftest er mænd og modtagerne kvinder? Tager man kønsbrillerne på, kan det virke en kende mistænkeligt. Afsenderen fremstår som den aktive og umiddelbart mest kraftfulde part (med Jons uhørte læsekræfter som kroneeksempel), mens modtagerne er mere subtile i deres læsepåvirkning og i øvrigt underligt nok har tendens til ordblindhed.

Der er visse andre mystiske omstændigheder, som får lov at stå hen i det uvisse, for eksempel hvorfor Jons superlæsekræfter overgår alle andres? Eller hvilken betydning man skal tillægge palindromerne i skurkens navn, Otto Remer, det vil sige det faktum, at de staves ens både forfra og bagfra? Der lægges med andre ord mange gådefulde spor ud i “Libri di Luca”, mens kampen mellem de gode, næstekærlige litteraturelskere og de onde lyssky og magtsyge kynikere kulminerer i en eksplosion af effekter under slutscenen i biblioteket i Alexandria.