Anne B. Ragde
Foto: Lasse Berre / Rosinante

Anne B. Ragde

cand.mag. Maria Roslev, iBureauet/Dagbladet Information, 2015. Opdateret af Maria Roslev, Bureauet, februar 2020.
Top image group
Anne B. Ragde
Foto: Lasse Berre / Rosinante
Main image
Ragde, Anne B.
Foto: Asger Simonsen

Indledning

Den norske forfatter Anne B. Ragde er mest kendt for sin populære Berlinpopler-serie om familien Neshov fra Trondheim. Bøgerne har solgt over en million eksemplarer, og de tre første bøger er lavet som et teaterstykke og en TV-serie. Men det er ikke kun nordmændene, der elsker familiekrøniken om bonden, bøssen og bedemanden. Serien er oversat til adskillige sprog og bliver flittigt læst ude i verden. Ragde skriver i mange genrer og debuterede som børnebogsforfatter i 1986, men det blev altså romanen, der gav hende det folkelige gennembrud.

Blå bog

Født: 3. december 1957 i Hardanger i Norge.

Uddannelse: Cand.philol. fra Universitetet i Trondheim, 1984.

Debut: Børnebogen Hallo! Her er Jo! Cappelen, 1986.

Litteraturpriser: Bl.a. Riksmålsforbundets litteraturpris, 2004. Norges boghandlerpris, 2005. Den norske læserpris, 2005.

Seneste udgivelse: Datteren. Rosinante, 2019. (Datteren, 2019). Oversætter: Camilla Christensen. (Berlinerpoplerne, 6).

Inspiration: ”Kvinder, der står fast som klipper i en storm og rider stormen af.”

 

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Hvordan dukker en roman op i en forfatters hoved?
Når man mindst venter det.
Nu ved jeg jo, at det var forfatteren i mig, der trak Anne op af det smeltende mudder. Det at vide, indse, at det her kan jeg fandeme skrive om. På det tidspunkt havde jeg levet i undtagelsestilstand i næsten tre måneder uden en eneste gang at se mig selv som forfatter.”
”Jeg har et tæppe i tusind farver”, s. 42.

Anne B. Ragde er født i 1957 i Hardanger i Norge. Hun er barn af en dansk mor og en norsk far. Som 4-årig flyttede hun med sine forældre til Trondheim, hvor hun voksede op, og hvor hun også bor i dag. Hendes forældre blev skilt, da hun var otte, og ifølge Anne selv betød det, at hendes barndom var slut. Hun fik meget ansvar og skulle klare det meste selv, og især begyndte hun at tage ansvar for familiens økonomi, fordi hun fornemmede, hvor fattige de var. Umiddelbart lyder det som en barsk barndom, hvad den også var en overgang, mens moren Birte kom sig over skilsmissechokket. Birte fik imidlertid hold på sig selv, tog et arbejde og så blev livet nemmere – også for datteren.

Moren har haft stor betydning for Ragdes litterære liv. Foruden at være hovedperson i to af Ragdes romaner, ”Arseniktårnet” fra 2001 og ”Jeg har et tæppe i tusind farver” fra 2014, er hun årsag til, at Ragde overhovedet blev forfatter. Det mener Ragde i hvert fald selv. Morens modvilje over for norske børnebøger betød, at Ragde fra hun var fire år fik læst højt af H.C. Andersen, så hun fik litteraturen ind med modermælken, som hun udtrykker det. I det hele taget opfordrede Birte sin datter til at læse, for ”hvis du bliver glad for at læse, så vil du aldrig føle dig ensom.” (Anne Lindmo: Interview med Anne B. Ragde. NRK TV, 2014-09-06).

Som helt ung var det dog ikke skriften og fortællingerne, Anne B. Ragde troede, hun skulle leve af. Hun ville være dyrlæge. Derfor arbejdede hun en kort periode som veterinærassistent, men dyr kom hun aldrig til at arbejde med. Hun er uddannet lingvist fra universitetet i Trondheim, hvor hun også har undervist i massekommunikation i en periode. Hun har også arbejdet som tekstforfatter på et reklamebureau, og i 1986 debuterede hun som forfatter med børnebogen ”Hallo! Her er Jo”. Det blev startskuddet på et forfatterskab, der tæller mere end 40 udgivelser, og som dækker mange genrer. Ragde skriver alt fra erotiske noveller over krimier til børne- og ungdomsbøger. ”En tiger for en engel” fra 1990 anses som hendes romandebut. Den trækker på forfatterens eget liv, hvad mange af de efterfølgende romaner også gør.

Ragde lever alene i dag, og det passer hende godt at være herre i eget hus. Hun siger: ”Jeg har været gift tre gange. Jeg elsker bryllupper og har både været hvid brud, sort brud og gift i nationaldragt. Men forhold kræver meget og adskillelse endnu mere. Jeg kedede mig til sidst i ægteskaberne. Jeg trives meget godt i mit eget selskab. Jeg elsker at være chef i mit eget hus. Man bestemmer selv, hvornår man skal have en fest, og hvornår man skal have tv-aften.” (Nanna Hansen: Skriv om hvad som helst eller lad helt være. Viva, 2012-04-12).

I dag er Ragde en af Norges bedst sælgende forfattere, men det har taget mere end 20 år som forfatter at nå dertil. Hun fremhæves ofte som en meget ærlig og bramfri fortæller, men om det er opskriften på succes, aner hun ikke. Hun siger: ”For eksempel ”Berlinerpoplerne”, der handler om tre brødre. Mænd læser ikke så meget som kvinder, og jeg troede ikke, kvinder ville læse om tre brødre. Men det viste sig, at bogen blev ret populær. Så jeg har ingen opskrift.” (Nanna Hansen: Skriv om hvad som helst eller lad helt være. Viva, 2012-04-12).

En tiger for en engel

”Hun kan lugte dem: vejrtrækningen, den ramme stank fra de tykke pelse. Det eneste, der nytter, er at sige noget til dem. Hun prøver at bevæge kæberne for at løsne grebet, gumler på sin egen tunge og rømmer sig. Hun vil græde. De skal ikke se hun græder.
– Jeg er her ikke, hvisker hun, der er ikke nogen her, ingen Lotte eller nogen andre.”
”En tiger for en engel”, s. 75.

Anne B. Ragdes debutroman ”Hvem sviktet Lotte?” fra 1990 (”En tiger for en engel”, 2011) blev genudgivet i en ny version i 2000. Ragde gennemskrev romanen for at fjerne en del norsk dialekt og ændrede samtidig titlen, så den kom til at hedde ”En tiger for en engel”.

Romanen er en tredjepersonsfortælling set fra den 8-årige Lottes perspektiv. Hun tager læseren med ind i sit nervøse og angstfyldte univers, hvor forældrenes skilsmisse har vendt op og ned på det hele. Hvem skal hun holde med? Den forladte og forbitrede mor eller faren, der har fået en ny familie, som optager ham det meste af tiden? Og hvad med farmor og farfar?

Pigens loyalitetskonflikt er romanens omdrejningspunkt. Det bliver svært for hende udelukkende at glæde sig til de otte ugers sommerferie på landet i Perlevik hos farmor og farfar, når billedet af en opløst mor fylder hende. Men hun længes samtidig efter at komme væk – væk fra lejligheden, der emmer af farens fravær, væk fra skoleveninderne, der kigger skævt til hende, fordi det at være skilt stadig i bogens nutid, som må være i 1960’erne, er pinligt og især væk fra morens knugende sorg. Græsset, hunden Betsi, farmors varme favn.

28965761

Hun elsker det hele og tror også på, at trygheden i Perlevik kan fordrive de stinkende hunde, der er begyndt at dukke op, når hun skal sove. De tager mørket, som hun udtrykker det, så hun ikke kan tænke frit. Lottes fantasi er livlig, og Ragde lader pigens fantastiske univers stå ukommenteret i romanen. Det fantastiske kontrasterer romanens ellers meget realistiske univers, og det fortællegreb giver en pirrende spænding, som er bærende for romanen.

Solen, græsset, det at ligge i nyvasket sengetøj, lyden af faren, der tager på arbejde og meget andet beskrives sanseligt og overbevisende. I det hele taget skriver Ragde til sanserne, så barndommens land både kan lugtes, mærkes og høres. Sprogligt er Ragde god til at ramme sine karakterers tone, så de står tydeligt og troværdigt frem for læseren. Lotte taler som et barn på otte, og sprogligt kunne man med rette kalde bogen en ungdomsroman. Kender man til forfatterskabet ved man også, at Lottes barndom ligger snublende nær forfatterens egen, og netop det at skrive mellem det biografiske og fiktive gør sig gældende i flere af Ragdes bøger.  

Uanset genre viser forfatteren stor indsigt i det svigtede barns psykologi, og det formår hun at portrættere troværdigt og rørende i sin debutroman.

Berlinerpoplerne

”Han tog en slurk af kaffen, forsøgte at trække vejret roligt, skulle gården endelig blive hans, hans alene, skulle han stå på tunet som bonden på Neshov og virkelig være det, slippe for at skulle have farens kragetæer af en underskrift proforma nederst på alle offentlige skemaer.”
”Berlinerpoplerne”, s. 287.

Anne B. Ragdes ”Berlinerpoplene” fra 2004 (”Berlinerpoplerne”, 2007) er begyndelsen på familiekrøniken, der handler om de tre brødre fra gården Neshov, der ligger langt ude på bøhlandet uden for Trondheim. Fortællingens ramme er gården, hvor romanens hovedpersoner – de tre brødre – vender tilbage til, da moren ligger for døden.

Den ældste, Tor, har aldrig forladt gården. Han er svineavler og en indadvendt, forsømt mand, der i den grad ligger under for sin mor. Margido er den midterste. Han er blevet på egnen, er bedemand og ugift. Den yngste Erland er sprunget ud i fuldt flor med pertentlighed og overflod og lever sammen med sin mand Krumme i København. Brødrene har ikke set hinanden i flere årtier, og da de endelig mødes i de forsømte og snuskede stuer på gården, rasler skeletterne ud af skabene. Den ugifte Tor har en datter – nemlig romanens fjerde hovedperson Torunn, brødrenes far er i virkeligheden ikke deres far og Erland er ikke familiens eneste bøsse.

Tematisk kredser romanen altså om slægten, hemmeligheder, løgne og homoseksualitet. Ragde har et stort indblik i den norske bondeidyl, eller manglen på samme, og hun kender både sit miljø og sine karakterer indgående. Hun kan beskrive lugten i en svinestald, så den siver ud imellem linjerne, og karaktererne skriver hun frem, så de står lyslevende for læseren i al deres menneskelighed. Og netop genkendeligheden i både karakterer og slægtsdramaet er romanens styrke. 

Trods det dystre, bøsseforskrækkede og dysfunktionelle i slægten skildres både karakterer og handling med megen humor. Det giver fortællingen lethed og vidner om håb.

Romanen veksler mellem handlinger, beskrivelser og dialog, hvor især dialogen giver fortællingen fremdrift, og sprogligt er den let og ligefrem.    

Anne B. Ragdes ”Berlinerpoplene” fra 2004 (”Berlinerpoplerne”, 2007) er begyndelsen på familiekrøniken, der handler om de tre brødre fra gården Neshov, der ligger langt ude på bøhlandet uden for Trondheim. Fortællingens ramme er gården, hvor romanens hovedpersoner – de tre brødre – vender tilbage til, da moren ligger for døden.

26731585

Den ældste, Tor, har aldrig forladt gården. Han er svineavler og en indadvendt, forsømt mand, der i den grad ligger under for sin mor. Margido er den midterste. Han er blevet på egnen, er bedemand og ugift. Den yngste Erland er sprunget ud i fuldt flor med pertentlighed og overflod og lever sammen med sin mand Krumme i København. Brødrene har ikke set hinanden i flere årtier, og da de endelig mødes i de forsømte og snuskede stuer på gården, rasler skeletterne ud af skabene. Den ugifte Tor har en datter – nemlig romanens fjerde hovedperson Torunn, brødrenes far er i virkeligheden ikke deres far og Erland er ikke familiens eneste bøsse.

Tematisk kredser romanen altså om slægten, hemmeligheder, løgne og homoseksualitet. Ragde har et stort indblik i den norske bondeidyl, eller manglen på samme, og hun kender både sit miljø og sine karakterer indgående. Hun kan beskrive lugten i en svinestald, så den siver ud imellem linjerne, og karaktererne skriver hun frem, så de står lyslevende for læseren i al deres menneskelighed. Og netop genkendeligheden i både karakterer og slægtsdramaet er romanens styrke. 

Trods det dystre, bøsseforskrækkede og dysfunktionelle i slægten skildres både karakterer og handling med megen humor. Det giver fortællingen lethed og vidner om håb.

Romanen veksler mellem handlinger, beskrivelser og dialog, hvor især dialogen giver fortællingen fremdrift, og sprogligt er den let og ligefrem.    

Eremitkrebsene

”Hun kendte ikke sin far. Hun anede faktisk ikke hvem han var. Hvordan han havde set ud som ung, som barn, eller da han var på hendes alder. Der fandtes ikke et eneste fotoalbum på gården. Det var som en historie hun aldrig havde været en del af, og som hun nu pludselig befandt sig midt i.”
”Eremitkrebsene”, s. 5.

I 2005 udgav Anne B. Ragde ”Eremittkrepsene” (”Eremitkrebsene”, 2007). Den er en selvstændig fortsættelse til ”Berlinerpoplerne” og fortsætter slægtshistorien om de tre brødre fra Neshov-gården og om Tors hemmelige datter Torunn. Tidsmæssigt tager ”Eremitkrebsene” fat et par måneder efter den første bog slutter. Brødrene er taget hver til sit og er tilbage i deres gamle liv. Tor fortsætter arbejdet på gården, men bliver braklagt, fordi han i fuldskab slår en økse i benet. Den hemmelige datter Torunn kommer og passer både sin far og dyrene på gården. Margido, der længes efter kærligheden, får både en sauna og en date nytårsaften, mens Erland kæmper med Krummes brændende ønske om at få et barn og ellers lever bohemelivet i København.

26967031

”Eremitkrebsene” fortsætter i samme rille både stilmæssigt og sprogligt som ”Berlinerpoplerne”. Der veksles mellem handling, beskrivelse og dialog, og karaktererne nuanceres, så de psykologiske portrætter står stærkere. Fortællingen knopskyder fortsat i mange retninger, og Ragde har en særlig sans for det bizarre og groteske. Samtidig er hun mester i at vise det helt almindelige dagligdags.

Ragde kan kunsten at balancere det lette, parodiske og det mere tunge tænksomme. Brødrenes forskellighed åbner for mødet mellem land og by, luksus og nøjsomhed, hårdt arbejde og fest og farver. Modsætningerne kan synes klichéfyldte, men de får liv både af den humoristiske tone og den kærlige portrættering af karaktererne. 

 

 

 

 

Jeg har et tæppe i tusind farver

”Jeg har set et … et tæppe for mig, et tæppe i alle slags farver, Anne, i tusind farver, de gnistrer og lyser, og tæppet er blødt og let, og jeg trækker det over mig, helt op over hovedet, over hele mig, så jeg forsvinder under det. Alle farverne har billeder i sig, inde i sig, jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forklare det, men så vælger jeg dét billede og dén farve, jeg vil ind i (…)”
”Jeg har et tæppe i tusind farver”, s. 249-259.

Anne B. Ragdes ”Jeg har et teppe i tusind farger” fra 2014 (”Jeg har et tæppe i tusind farver”, 2014) er en erindringsroman om forfatterens mor. Den kan ses som afslutningen af en erindringstrilogi, der begyndte med ”En tiger for en engel” fra 1990 og fortsatte med ”Arseniktårnet” fra 2001. Sidstnævnte er erindringen om forfatterens danske divamormor, mens den første roman er forfatternes egne barndomserindringer. Trilogien handler altså om kvinder i flere generationer, men mest af alt portrætterer bøgerne forfatteren selv.

”Jeg har et tæppe i tusind farver” er udsprunget af Ragdes vrede, frustration og udmattelse over systemets behandling af moren, da hun rammes af kræft. Det norske velfærdssystem synes at have spillet fallit, og man rystes over, hvordan bureaukrati står i vejen for behandling og omsorg. Moren ender sit liv på et plejehjem, hvor maden er elendig, personalet dårligt taler norsk og iltapparater er store som tankvogne.

51340639

Tematisk kredser romanen om mor-datter-forholdet, kvinderollen, døden og familien som et hvert menneskes lod. Fortællingen følger erindringens kronologi, så der er ingen tidsmæssig kohærens. Der veksles mellem erindringsbilleder af moren, der vasker, skrubber og laver mad, forfatterens refleksioner over forholdet til moren, frustrationen over morens sidste tid og tanker om selve skriveprocessen. Det giver et skitseagtigt udtryk, og som læser kan man næsten føle sig inviteret helt ind i forfatterens hoved.

Trods vrede og frustration er romanen ikke følelsesladet. Den sproglige tone er nøgtern og konstaterende og frem for alt humoristisk. Humoren træder især frem i romanens mange dialoger. De giver fortællingen energi, og her træder romanens litterære kvaliteter også frem.

Birte har været en levedame med en smøg i kæften, en fantastisk evne til at kunne lave et festmåltid af ingenting, med en intellektuel nysgerrighed og en længsel efter at se verden. Om hun har været en god mor, tvivler både hun og forfatteren på. Ikke desto mindre kammer romanen sine steder næsten over i en forherligelse af moren, men mellem linjerne skinner det konstant igennem, at begge parter kompenserer for tidlige svigt.

At fiktionen ligger så tæt på virkeligheden inviterer læseren til etisk refleksion. Hvordan behandler vi vores gamle? Hvad er en god mor? Og hvad er fakta, og hvad er fiktion?   

Datteren

”Måske var han en særlig støtte for hende, fordi hun havde hans fulde velsignelse til at lave om på alting. Alt. Gøre det hele til fremtid, skabe sit eget liv. (...) men han vidste ikke helt, hvordan han skulle spørge, udtrykke sig. Derfor var han glad for, at han havde fået ideen om en splinterny flagstang med flag og vimpel som erstatning for den gamle, der havde tårnet sig op over gården gennem flere generationer.”

”Datteren”, s. 19.

”Datteren” (”Datteren”, 2019), der udkom på dansk i 2019, er sjette og sidste bind i serien om familien Neshov. Serien begyndte som en trilogi, men efter ni år fortsatte Anne B. Ragde slægtshistorien med ”Altid tilgivelse” (”Alltid tilgivelse”, 2016), ”Liebhaverne” (”Liebhaberne”, 2017) og altså ”Datteren”.

Fortællingens ramme i seriens sidste bind er stadig slægtsgården, men denne gang er hovedpersonen primært Torunn, Tors hemmelige datter. Både Tor og hans bror Margido er døde, og den tredje bror Erland bor stadig i København sammen med sin mand Krumme og deres tre børn. Torunn har overtaget slægtsgården og Margidos begravelsesforretning og forsøger at finde fodfæste og mod til at vælge både kærligheden og et stabilt liv. Hun besøger flittigt sin bedstefar Tormod, der sidder på plejehjemmet i Byneset i selskab med sine bøger om 2. Verdenskrig og nyder endelig at have fået skabt sig et hjem. Skildringen af deres forhold er rørende og vidner om Ragdes store menneskelige indsigt og forståelse for kløften mellem generationer.

Miljøbeskrivelserne i romanen er som i resten af serien præcise og detaljerede, og som læser kan man nemt se både slægtsgårdens nye, ranke flagstang og tomme svinestald for sig. Man fornemmer tydeligt den store research, der ligger bag de mange beskrivelser af både Neshov, plejehjemmet, dyrene, omgivelserne og bedemandsjobbet.

47189543

Ragdes sprog er let og ligefremt, og hun skriver dialoger, der giver romanens fortælling nerve og fremdrift. Tematisk kredser ”Datteren” som seriens foregående bind om slægten, hemmeligheder og tragedier, store som små, men denne gang får også kærligheden og forholdet mellem mor og datter en plads. Torunn har hele to bejlere, men om hun tør give sig hen til kærligheden sammen med enten præsten Frank Skår eller Kai Roger, skal ikke afsløres her.

Med ”Datteren” samles trådene i historien om Neshov-folket, der igennem seks bind er blevet kærligt og humoristisk portrætteret.

Genrer og tematikker

Tematisk kredser Ragdes forfatterskab om familien og dens indre logik. Det er splittelsen og det dysfunktionelle, der er i fokus, men samtidig har hun øje for værdien af det fællesskab, der også findes i familien.

Tidsmæssigt har hun en forkærlighed for 1960’ernes Norge. I ”Jeg skal gøre dig så lykkelig” portrætterer hun f.eks. en hel opgang i en boligblok, så læseren kan følge otte familiers liv, som de så ud i 1965. At skrive tidstypiske miljøer og omgivelser frem er lidt af et speciale for Ragde, og det går igen i hele forfatterskabet. Ragde kender sine karakterer og miljøer indgående, og man mærker tydeligt den store research, der ligger bag hendes bøger.

Det er især de helt almindelige mennesker, der befolker forfatterskabet, og om det siger Ragde: ”Manden på gaden det, man kalder gennemsnitsmennesket er det mest spændende menneske. Det har ingen store illusioner om sit eget liv og tager tingene, som de kommer. Men de er meget mere spændende, end de selv tror. (Mette Skov Hansen: Hyldest til gennemsnitsmennesket. Kristeligt Dagblad, 2012-04-10).

Ragde skriver nøgternt, ærligt og bramfrit, og hun investerer både sig selv og sin familie i sine bøger. I erindringstrilogien bestående af ”En tiger for en engel”, ”Arseniktårnet” og ”Jeg har et tæppe i tusind farver” skriver hun tæt på virkeligheden. Hun skriver om sit eget liv, som hun husker det. Hun skriver med andre ord mellem det fiktive og det virkelige og skriver sig altså ind i den bølge af biografisk fiktion, der i øjeblikket præger en del af den litterære scene.

”Jeg har et tæppe i tusind farver” er ud over at være en erindringsbog og et portræt af forfatterens mor en kritik af, hvordan samfundet behandler de gamle. Derfor er Ragde ofte blevet spurgt, hvorfor hun har valgt romanen som genre og ikke debatbogen f.eks. Til det svarer hun: ”Fordi jeg er forfatter og ikke journalist. Det er en roman på den måde, at det er mig, der vælger de ting, jeg husker fra min mors liv. Men navnene på de steder, hun bliver anbragt i behandlingssystemet, er autentiske.” (Tine Maria Winther: Norsk forfatter: Gamle behandles værre end fanger. Politiken, 2014-10-28).

Beslægtede forfatterskaber

Hemmeligheder og løgne i familien er et tema, der optager flere kvindelige, danske forfattere. Det gælder f.eks. Ida Jessen, Trisse Gejl og Lisbeth Brun. Sidstnævnte har som Anne B. Ragde skrevet en slægtsfortælling om helt almindelige mennesker, der bor ude på landet, og der er flere ligheder mellem Ragdes serie om Neshov-familien og Bruns limfjordsserie, der består af bøgerne ”Vejs ende”, ”Det du mister”, ”Som brødre vi dele” og ”Resten af livet”.

I begge serier er det en slægtsgård, der spiller hovedrollen og danner ramme for fortællingens handlinger. I begge serier står miljøportrættet stærkt, og det er tydeligt, at de to forfattere har indgående kendskab til egnen, som de skriver om. Derudover har Ragde og Brun tilfælles at skrive til sanserne. Deres hovedpersoner er imidlertid forskellige. Ragde skriver om mænd, mens Brun skriver om kvinder, og derfor har de to serier nogle tematiske forskelle. Ragdes serie handler foruden om slægten og dens hemmeligheder om homoseksualitet og ensomme mænd, mens Bruns serie også handler om kvinderollens udvikling over generationer.     

At drage sig selv og sit virkelige liv ind i fiktionen er efterhånden mere reglen end undtagelsen i litteraturen. I hvert fald skrives der en del bøger, der kan samles under betegnelsen biografisk fiktion eller autofiktion, så når Anne B. Ragde skriver om sit eget liv, som hun gør i erindringstrilogien, skriver hun sig ind i netop den litterære tendens.

Franske Delphine de Vigan skriver også tæt på virkeligheden i romanen ”Alt må vige for natten” fra 2013. Og præcis som Ragde skriver hun et portræt af sin mor, dog efter morens død. Begge forfattere sættes i gang af smerte, og selv om det er to meget forskellige mødre de portrætterer, har døtrene til fælles, at de igennem skriften søger forståelse og trøst. Både Ragde og Vigan drager selve skriveprocessen ind i romanens handling, men stilistisk skriver de forskelligt. Ragdes ”Jeg har et tæppe i tusind farver” er fragmentarisk og båret af humor, mens Vigans ”Alt må vige for natten” følger en tidsmæssig kronologi og stilistisk er mere poetisk. 

De to forfattere deler desuden den ærlighed, som de fortæller med, men hvor Ragde er mere kompromisløs, forsøger Vigan at respektere familiens version af slægtshistorien. Netop det at turde skrive ærligt er afgørende for Ragde som forfatter. Hun siger: ”Man skal ikke skrive halvt om noget. Man skal kunne gå hele vejen. Ellers kan man ikke blive forfatter. Man skal både kunne kritisere Hells Angels, muslimer og sin egen mor. Ellers er man ikke kunstner. Man skal være kompromisløs og trofast på sit skriveprojekt. En forfatter må ikke føle selvcensur, og hvad Anne tænker, er ikke særligt interessant. Men man skal huske, at ansvaret kun ligger hos forfatteren. Man må have fuld kunstnerisk frihed.” (Nanna Hansen: Skriv om hvad som helst eller lad helt være. Viva, 2012-04-12).

Bibliografi

Romaner

Ragde, Anne B.:
En tiger for en engel. Rosinante, 2001. (Hvem sviktet Lotte?, 1990). Oversætter: Camilla Christensen.
Ragde, Anne B.:
Før jeg kommer tilbake. Tiden, 1994.
Ragde, Anne B.:
Zona Frigida. Tiden, 1995.
Ragde, Anne B.:
Bunnforhold. Tiden, 1997.
Ragde, Anne B.:
Jeg vinket ikke, jeg druknet. Tiden, 1998.
Ragde, Anne B.:
En kald dag i helvete. Tiden, 1999.
Ragde, Anne B.:
Dr. Zellwegers gave. Oktober, 2002.
Ragde, Anne B.:
Berlinerpoplerne. Rosinante, 2007. (Berlinerpoplene, 2004). Oversættere: Karen Fastrup og Niels Lyngsø. (Berlinerpoplerne, 1).
Ragde, Anne B.:
Eremitkrebsene. Rosinante, 2007. (Eremittkrepsene, 2005). Oversættere: Karen Fastrup og Niels Lyngsø. (Berlinerpoplerne, 2).
Ragde, Anne B.:
Ligge i grønne enge. Rosinante, 2008. (Ligge i grønne enger, 2007). Oversættere: Dorthe de Neergaard og Karen Fastrup. (Berlinerpoplerne, 3).
Ragde, Anne B.:
Arseniktårnet. Rosinante, 2009. (Arsenikktårnet, 2001). Oversætter: Kristina Stolz.
Ragde, Anne B.:
Natønsket. Rosinante, 2010. (Nattønsket, 2009). Oversætter: Camilla Christensen.
Ragde, Anne B.:
Jeg skal gøre dig så lykkelig. Rosinante, 2012. (Jeg skal gjøre deg så lykkelig, 2011). Oversætter: Camilla Christensen.
Ragde, Anne B.:
Jeg har et tæppe i tusind farver. Rosinante, 2014. (Jeg har et teppe i tusind farger, 2014). Oversætter: Camilla Christensen.
Ragde, Anne B.:
Kold dag i helvede. Rosinante, 2016. (En kald dag i helvete). Oversat af Camilla Christensen.
Ragde, Anne B.:
Altid tilgivelse. Rosinante, 2016. (Alltid tilgivelse, 2016). Oversat af Rolf Stavnem. (Berlinerpoplerne, 4).
Ragde, Anne B.: Liebhaverne. Rosinante, 2017. (Liebhaberne, 2017). Oversætter: Camilla Christensen. (Berlinerpoplerne, 5).
Ragde, Anne B.: Datteren. Rosinante, 2019. (Datteren, 2019). Oversætter: Camilla Christensen. (Berlinerpoplerne, 6).

Noveller og digte

Ragde, Anne B.:
Unga. Hverdagsdikt for foreldre. Eide, 1988.
Ragde, Anne B.:
Noen kommer, noen går. Tiden, 1992.
Ragde, Anne B.:
Ansiktet som solen. Tiden, 1996.
Ragde, Anne B.:
Fosterstilling. Oktober, 2003.
Ragde, Anne B.: Den sorte enke. Rosinante, 2017. (Den sorte enke, 2017). Oversætter: Rolf Stavnem. Kriminoveller.

Om forfatteren

Baggrund

Her kan man kort læse om forfatterens baggrund og se en oversigt over udgivelser og de priser, hun har modtaget.
Her kan man bl.a. læse om forfatterens debut.
Tv-dokumentar, hvor norske Hans Olav Brenner interviewer kendte og ukendte nordmænd i sin gamle volvo. Dette afsnit handler om Anne B. Ragde.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Anne B. Ragde

Kilder citeret i portrættet

Interviews

Skov Hansen, Mette:
Hyldest til gennemsnitsmennesket. Kristeligt Dagblad, 2012-04-10.
Lindmo, Anne: Interview med Anne B. Ragde. NRK TV, 2014-09-06.