Sidsel Falsig Pedersen
Foto: Tiderne skifter

Sidsel Falsig Pedersen

cand.mag. Anna Møller, iBureauet/Dagbladet Information. 2016.
Top image group
Sidsel Falsig Pedersen
Foto: Tiderne skifter

Indledning

Sidsel Falsig Pedersen er en særegen og stilsikker stemme i dansk litteratur. Hendes litterære universer er fulde af utilpassede og halvtriste mennesker, der søger efter en unik identitet uden ofte at forlade deres tvivlende vadested. I bøger, der bl.a. handler om at kæmpe med at blive en del af et fællesskab, forener Sidsel Falsig Pedersen en virkelighedsnær realisme med surrealistiske elementer, og en tør humor kigger frem her og der. Sidsel Falsig Pedersen modtog i 2016 Det Danske Akademis Beatrice Prisen og udgav samtidig romanen ”Flora”. Romanen er en direkte fortsættelse af Sidsel Falsig Pedersens minimalistiske skrivestil og er samtidig forfatterens stærkeste portræt til dato.

 

48919332

Blå bog

Født: 19. maj 1970 på Frederiksberg.

Uddannelse: Studentereksamen, 1988.

Debut: En hel dags kærlighed. Tiderne Skifter, 1997.

Litteraturpriser: Det Danske Akademis Beatrice Prisen, 2016.

Seneste udgivelse: Svaret kommer med posten. Epilog, 2020. Roman.

Inspiration: J.M. Coetzee, Lydia Davis, Peter Seeberg, Villy Sørensen, Leif Panduro, Pär Lagerkvist, Göran Tunström og Selma Lagerlöf.

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”I bussen optager jeg et sæde med min fysiske krop, jeg er mig selv og jeg er ikke mig selv. Det er som om jeg ikke findes indeni, at hvis jeg så ind udefra ville jeg kunne se at der ingenting var under huden.”
”Flora”, s. 91.

Sidsel Falsig Pedersen er født i 1970 på Frederiksberg og opvokset i Lyngby med forældrene Niels og Lone Falsig Pedersen, der er hhv. ingeniør/professor på DTU og fysioterapeut. Efter studentereksamen i 1988 arbejdede Sidsel Falsig Pedersen som bl.a. bartender, skrivetolk, rengøringsassistent i en forlystelsespark, fotograf og postmedarbejder, og i december 1994 debuterede hun med tre digte i det litterære tidsskrift Hvedekorn. Tre år efter udkom bogen ”En hel dags kærlighed”, hvor en unavngiven og indadvendt kvinde i små, mere eller mindre abstrakte tekster begiver sig rundt i en både realistisk og sci-fi-lignende verden. Sidsel Falsig Pedersen modtog Statens Kunstfonds præmie for udgivelsen og har siden modtaget mange legater, priser og udmærkelser for sine noveller og romaner. Senest har hun modtaget Det Danske Akademis Beatrice prisen ”(…) for hendes fortællekunst fuld af humor, absurditet og blik for tilværelsens vilkår og muligheder.” (Informations Webredaktion: Bogfolk. Information, 2016-05-07).

Efter udgivelsen af ”En hel dags kærlighed”, der blev sat op som teaterstykke på Krudttønden i 1998 til fine anmeldelser, har Sidsel Falsig Pedersen bl.a. udgivet romanen ”Hestens fødselsdag”. Her befinder en utilpasset kvinde sig igen uden for fællesskabet og leder efter en personkerne. Forfatteren har udtalt om bogen: ”Det er, som om vi har besluttet, at det er en positiv ting, hvis man kan sige meget tydeligt, hvem man er og hvad man vil. Man skal helst have en kerne og være sig selv. Derfor havde jeg lyst til at skrive om en, der ikke kan leve op til den slags forventninger.” (Louise Folker: Forfatter: Derfor bider fortælleren sin chef i armen, Politiken, 2014-10-21).

De psykologiske identitetstemaer fortsættes i romanen fra 2016, ”Flora”. Her er to søstre taget til Sydeuropa for at besøge deres paranoide onkel og for at prøve at få genetableret en social kontakt med hinanden. Inspirationen finder Sidsel Falsig Pedersen i både billedkunst, film, medier, rejser og tilfældigheder, og hun bruger de mange inspirationskilder til at bygge syrede hverdagsscenarier op med en tematik omkring kontroltab og stigmatisering. 

En hel dags kærlighed

”Jeg har været født længe. På hendes opslagstavle hænger et billede af en mand med en lang kittel og en taske. I hans ansigt ser jeg vanvid. Jeg tror ikke han er læge.”
”En hel dags kærlighed”, s. 10.

Sidsel Falsig Pedersens debutroman ”En hel dags kærlighed” fra 1997 handler om en kvinde, der i absurde, små stykker bevæger sig rundt i en realistisk hverdagsverden. Der sker ikke meget for kvinden, der på et tidspunkt tager på en klinik, hvor man i et døgn kan opleve forældrekærlighed og –tryghed i kunstigt opstillede scener. Her indtager kunden rollen som et lille barn og får bl.a. en sut påsmurt beroligende salve. I en senere tekst oplever hun, at hendes ben først bliver gennemsigtige, så blodårer, knogler og muskler bliver synlige, og at benene derefter bliver til glas. Ved et tilfælde er hun ydermere blevet slettet fra statens systemer og optræder derfor i ingen registre som en person.

52344425

I hænderne på Sidsel Falsig Pedersen kombineres realisme med andre ord med psykologisk symbolisme, sci-fi elementer og abstrakte drømmesyner og tager på den måde form som den uhåndterlige genre kortprosa. Kortprosa er karakteriseret ved sin korte form og sin lidt uigennemsigtige natur. Der står meget mellem linjerne, den tager som oftest udgangspunkt i enkelte øjeblikke frem for overordnede plots eller handlingsmønstre, og slutningen er tit helt åben. Genren passer godt på ”En hel dags kærlighed”, der er bemærkelsesværdig i sin monologiske struktur og mangel på handling. Den er præget af en af de stærkeste strømninger i halvfemsernes danske litteratur, nemlig minimalismen. Her fremstiller forfatteren en række begivenheder, stemninger eller interaktioner i et nedbarberet sprog og uden at fortolke dem, og det samme gør Sidsel Falsig Pedersen i ”En hel dags kærlighed”. Her er det op til læseren selv at gruble over, hvorfor den navnløse jegfortæller leder så desperat efter tryghed, sin egen oprindelse og forældrekærlighed og hvad de mange syrede elementer betyder.

”En hel dags kærlighed” modtog Statens Kunstfonds præmie.