Morten Søndergaard

Morten Søndergaard er opvokset i København, har tilbragt otte år i Italien og med sin daværende partner, forfatteren Merete Pryds Helle, og deres børn, har han boet i Bakkehusets legatbolig på Frederiksberg. Den sagde han farvel til med udstillingen ”Bakkehusalfabetet” (2011), der var en udstilling om læsning. I udstillingskataloget beretter han om, hvordan han var en notorisk uromager i sin forstadsskole, og hvordan han forlod folkeskolen med følgende salut fra skoleinspektøren: “Morten Søndergaard skal nok en dag, og med de evner, han nu har, finde den rette hylde.” At denne hylde skulle blive bøgernes, knytter Søndergaard til sine oplevelser på skolebiblioteket, som han blev forvist til, når han lavede for meget ballade: ”Biblioteket blev det sted, jeg kunne få vejret, et helle, som jeg opsøgte, så snart jeg kunne. Alle frikvarterers omdrejningspunkt. Ethvert påskud for at komme derhen blev taget i brug. Hvad var det, jeg fandt? En stemning og en følelse af plads til alle sider.” (Morten Søndergaard: Katalog til udstillingen ”Bakkehusalfabetet – en udstilling om læsning” oktober, 2011 – januar, 2012.)

I 1989-91 gik Søndergaard på Forfatterskolen, hvor han fandt et fællesskab omkring bøgerne. Han debuterede i 1994 med digtsamlingen ”Sahara i mine hænder” og er del af en generation, hvis poesi er blevet karakteriseret ved en ny verdensvendthed. I modsætning til 80’er-generationens pegen på sig selv, søges der her i højere grad ud over jeget. Det er i første omgang omverdenen, der ansporer til poetiske refleksioner, som også inddrager videnskaben, filosofien og det metafysiske.

Morten Søndergaards forfatterskab sætter sig også helt konkret ud i verden. Det går på tværs af genrer og udtryksformer og indeholder både versbårne digtsamlinger, lydpoesi, fællesprojekter og udstillinger. Derfor virker det også oplagt, når Søndergaard sammenligner sit forfatterskab med en ingefær: ”Den vokser ud i alle mulige retninger, uden at den egentlige ingefær er noget sted. Den er ikke et træ med rod og stamme og grene. Ingefæren er ingefær over det hele, den kan deles og sætte nye skud.” (Carsten Andersen: Digter tager fodspor med hjem fra Sahara. Politiken, 2011-06-25).

Der citeres i dette portræt fra samleudgivelserne af hhv. ”Sahara i mine hænder”/ ”Ild og tal”/ ”Ubestemmelsessteder” (Borgen, 1999) og ”Bier dør sovende”/ ”Vinci, senere”/ ”Et skridt i den rigtige retning” (Borgen, 2008).

Morten Søndergaards debut ”Sahara i mine hænder” (1992) repræsenterer forfatterskabets første forsøg på at få lyrisk greb om den kaotiske verden. Her udforskes det omgivende kaos af både konkrete, hverdagslige ting (”ølkapsler, snørebånd” (s. 23)) og mere abstrakte, uhåndterlige størrelser (”floddalen med dens erindring/ om tidligere regn” (s. 26)). Heri ligger både en glæde ved at registrere og navngive – at skabe en vis orden i kaos – men det er samtidig et poetisk forsøg på at lade tingenes ubegribelighed tale.

Det første af de korte, billedrige og ofte titelløse digte placerer det skrivende jeg – ikke som et (modernistisk) følende jeg, der krænger sit inderste ud – men som et jeg, der er indfældet i verden. Det er en verden, som forsøges holdt fast i skriften: ”Fra i dag denne nye viden/ som umærkeligt forsvinder/ i flager af ru tid/ præcise slag i sort -/ det ubegribelige som jeg holder så fast/ at knoerne bliver hvide:” (s. 11).

Forsøget på at indfange de omgivende betydninger kan stå som en poetologisk overskrift for Søndergaards sproglige kredsen om tingene. Han opholder sig ved tingenes og naturens sære navne, egenskaber og bevægelser. Billedsproget søger dog ikke at bestemme tingenes endelige betydning, men at bryde betydningen op for at betragte verden og jegets placering i den på ny. Digteren finder en skønhed i kaos: ”I det forrevne landskab/ flyder tingene ud og ind/ af deres flossede navne -/ punkter hvor stemmer hvisker sammen/ på sprogene om vanvid og skønhed.” (s. 11).

Denne digtning adskiller sig fra en mere modernistisk måde at betragte verden på, hvor jeget er centrum, og tingene og naturen fremskrives som spejlinger af jegets følelser. Her er derimod en postmodernistisk legende og metarefleksiv tilgang til digtningen: En note bagerst i bogen henviser f.eks. til et digt (”Labyrint”), der ikke findes i digtsamlingen. Og et leksikonopslag om naturforskeren Huber på s. 20 vidner om en bestræbelse på at blande poetisk indsigt med andre videnssystemer, som f.eks. det naturvidenskabelige.

Søndergaard søger ud over jegets grænser mod de ydre kendsgerninger, men insisterer også på skønheden i naturens, tingenes og sprogets ubegribelige systemer.