Janne Teller

Janne Teller er på mange måder en kosmopolit. Hendes mor blev født i Østrig og voksede op nær grænsen til Slovenien. Efter 2. Verdenskrigs udhungrende år kom moren som tolvårig til Danmark på ’opfedning’ med Røde Kors, hvilket i hendes voksne år gav hende lyst til at vende tilbage til landet. Farens familie var økonomiske immigranter fra Tyskland, der kom til Danmark for at søge lykken og skabe sig en bedre tilværelse.

Forfatterens rødder forplanter sig dermed på tværs af Europas grænser, hvorfor flygtningehistorier også har fået særlig plads i Tellers forfatterskab. ”Du er altid nødt til at huske på, at dette er mennesker. Det kunne være dig selv. Det er skæbner vi taler om, ikke bare tal,” siger Janne Teller om immigrationsproblematikken (Orsolya Ruff: I never write to provoke: Interview with Janne Teller. HLO, 2012-06-05. Egen oversættelse).

Selvom Janne Teller altid har vidst, at hun ville skrive, har hun også taget en uddannelse, og blev i 1988 cand.polit. Herefter rejste hun rundt som økonomisk og politisk rådgiver ved EU og FN og har bl.a. arbejdet i Bruxelles, New York, Dar-es-Salaam og Maputo.

I sine unge år som færdiguddannet økonom boede hun forskellige steder i Afrika, som hun fik et særligt forhold til. To år i både Tanzania og Mozambique, og siden har hun rejst rundt på kontinentet i forbindelse med forskellige humanitære arbejdsopgaver.

Siden 1995 har Janne Teller arbejdet som forfatter på fuld tid, men kan indimellem savne fællesskabet fra det politiske arbejde: ”Jeg savner det multikulturelle liv og at være involveret med en gruppe mennesker om noget, at have et fælles mål. Men jeg føler mig meget hjemme, når jeg skriver mine historier. Jeg behandler emnerne ved at bruge min erfaringer, og det jeg har lært. Så jeg arbejder med de samme ting nu, bare fra en anden vinkel.” (Orsolya Ruff: I never write to provoke: Interview with Janne Teller. HLO, 2012-06-05. Egen oversættelse).

I 2018 udgav Janne Teller essaysamlingen ”At gå nøgen”, og i 2024 udkom romanen ”Er du stolt af mig, Joanna?” Efter at have været bosat i New York, Paris, London og Berlin er Janne Teller nu bosiddende i Danmark, hvor hun bl.a. bruger tid med sin araberhest RM Magnums Javannah, som hun har vundet det jyske mesterskab i distanceridning med.

Dette portræt præsenterer Janne Teller som forfatter af voksenlitteratur. Hendes forfatterskab rummer også ungdomsromanen ”Intet”, som hun brød igennem med som børne- og ungdomsforfatter. Det kan du læse mere om her: http://www.forfatterweb.dk/oversigt/teller00.

I Janne Tellers debutroman, ”Odins ø” fra 1999, havner guden Odin i landsbyen Smedjeby, da hans hest har brækket benet. Efter landsbyen at dømme befinder vi os i en dansk fortid, der ligger langt før biler, attachémapper og nationalkriser. Snart drager vi med Odin i snestorm ud af landsbyen, og inden længe er Odin tæt på at blive kørt ned. Den lille beskæggede, nordiske gud befinder sig i det moderne Sydnorden – et land der på alle måder er beslægtet med Danmark.

Her afstedkommer Odins ankomst et ramaskrig, da han uden CPR-nummer, adresse eller viden om sin forhistorie lader sin guddommelige persona sætte systemerne i den moderne verden i kog.

22463144

Så snart han er placeret på en psykiatrisk afdeling, begynder religiøse fanatikere at dukke op med faner og talerstole, medierne kappes om historien og snart er Odin det eneste problem, ministrene på Christiansborg kan bekymre sig om. En lille mærkværdig skare, med bankdamen Sigbritt Holland som bannerfører, påtager sig den opgave at bringe Odin tilbage til Smedjeby. Der er dog et problem. Byen findes på en ø i strædet mellem landene Syd- og Nordnorden, der ikke eksisterer.

”Odins ø” er en mytisk fortælling i en moderne kontekst. En allegori på nutidens pærevælling af både politisk og religiøs ekstremisme. En lille elskværdig mand, der kommer med vise ordsprog, mens han snor fingrene om sit lange skæg bliver handlingsudløseren for en lang række absurde begivenheder, der med en konstant underliggende satire udstiller det moderne menneskes selvfedme. Den narcissistiske embedsmand fra den ’Europæiske Bastion’, den populistiske og småneurotiske Statsminister, den selverklærede kristne profet – listen med vor tids egocentrikere, der med hver deres selvophøjende mission sammen sejler verden mod ragnarok, er lang i ”Odins ø”.

På den anden side af rælingen finder vi de sære, udstødte stereotyper, der i romanen bærer kærlighedshistorien, de ægte værdier og verdens frelse. Sigbritt Holland er også i denne båd, men repræsenterer samtidig den forestilling, at selv den tørre valutaekspert fra banken kan finde frem til livets sande værdier og gøre det rigtige.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om Odins ø

I “Intet” fremstiller Janne Teller mange af de menneskelige mekanikker, der er på spil i en krig, men uden at hun benævner handlingerne ved navn. Både i romanen og i krige forekommer voldtægt, tortur og mord, men i romanen skrives det ikke direkte med disse ord, fordi fortælleren er solidarisk med handlingen, og fordi læseren selv må foretage de ubehagelige følgeslutninger. Undersøgelsen af voldens natur ses ligeledes i den lille novelle “Hvorfor” fra 2002, der kredser om, hvad det er, der motiverer et menneske til at begå vold.

25263472

En mere direkte tilgang til krigstemaet har Janne Teller i “Hvis der var krig i Norden” fra 2004, illustreret af Helle Vibeke Jensen, som vandt Kulturministeriets Illustratorpris i 2004. “Hvis der var krig i Norden, hvor ville du tage hen?” lyder indledningen til den af format lille historie, som kan ses i sammenhæng med Tellers egen tysk-østrigske indvandrerbaggrund og hendes erfaringer fra arbejdet i udlandet. I bogen, der oprindeligt er skrevet som et essay i Dansklærerforeningens blad, forestiller Janne Teller sig, at de nordiske demokratier er brudt sammen. For at komme i sikkerhed bryder en familie fra Danmark op og rejser til Ægypten, hvor den kommer til at bo i en flygtningelejr. Emner som familiesammenføring, integration og kultursammenstød bliver behandlet. Det er emner, vi normalt forbinder med udlændinge her i landet, men Janne Teller har vendt tingene på hovedet, så nu er det her i Norden, krigen foregår, mens folk flygter sydpå.

For at sikre identifikationen yderligere, tales der til et ’du’ i bogen sådan, at læseren bliver fortællingens hovedperson. Enkelt og præcist beskrives krigens vilkår og de problemer, man som flygtning oplever. Selv om hovedpersonen ’du’ til slut i fortællingen har fået permanent opholdstilladelse og taler arabisk, så føler ’du’ dig alligevel som en fremmed og tænker kun på, hvornår ’du’ kan tage hjem. Men som der står i teksten “Hjem, hvor?”.

Som i “Intet” er der både konkrete iagttagelser og filosofiske udfordringer til tanken og forestillingsevnen. “Hvad nu hvis” er en metode til at fortælle en historie, som udfordrer sin læser. Man opfordres til at digte videre på historien “Hvis der var krig i Norden” og til at digte på historien om ens eget liv. Med til at gøre legen troværdig er bogens pas-format. Men passet er sort, som for at symbolisere det manglende tilhørsforhold en flygtning oplever, hvilket også understreges af illustrationerne, der giver fortællingen yderligere dybde og skarphed. Som når man tror at se en skov af pyramider, der viser sig at være en teltlejr.

I Janne Tellers roman ”Kom” fra 2008 står en forlægger i et dilemma. En af forlagets forfattere, Petra Vinter, har opsøgt ham på kontoret en vinterdag og sat fodspor i sneen efter sig, da hun gik. En anden forfatter har stjålet hendes historie, hendes personlige historie. Nu sidder forlæggeren ved sit skrivebord med tyvens manuskript. Et manuskript, han hurtigt finder ud af, vil kunne indbringe mange læserkroner, en bestseller. Spørgsmålet er, om det er forsvarligt at udgive en stjålen historie?

27206263

Ironien ville, at Petra Vinter afbrød ham midt i arbejdet på en tale han skal holde om etik i litteraturen til en international konference for forlæggerbranchen. Hvor han plejer at kunne ryste den slags taler ud af ærmet, sidder han nu oppe hele natten og væver rundt i modsatrettede floskler. Hans eget liv vender sig i ham. Han har det hele og samtidig intet. En attraktiv ministerkone, smukke børn, velanset job og dyre ting. Men konen er utro, ham selv med, jobbet er svigerfarens værk og han har mistet sin jordnære elskerinde. Engang var han idealist, nu er ’praktisk’ hans mantra. Om manuskriptet skal udgives, følger talens ræsonnementer og snart løber tiden ud for forlæggeren, der skal nå et fly.

”Kom” kredser om et etisk for eller imod, som allerede tidligt i romanen står klart for læseren. Petra Vinter er offer for en opportunistisk og pengegrisk mentalitet, der skyr det rigtige ved at affeje det med ”sådan er livet”. Forlæggeren har længe været gylden bannerfører for denne indstilling. Måske uden helt at tage ordentlig stilling til den. Det er bare sket. Men nu har han chancen. Chancen for at gøre det rigtige og finde frem til sig selv igen. Den alvidende fortæller lader forlæggerens tanker stå skarpt i abrupte sætninger med udråbstegn og egne afbrydelser. Romanen har forlæggerens tale som sit endelige mål og afslutning. Som vi kommer tættere på, glider fortællingen ud med sporene fra Petra Vinter, der lydløst forsvinder med sneens falden og langsomt slettes fra hans samvittighed. Hendes ord står dog tilbage som visdom i hans erindring: ”I hver eneste menneskelige handling ligger kimen til de manges handling.”

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Kom"

I Janne Tellers roman ”Afrikanske veje – en variation”, 2013, er den navneløse hovedperson en dansk kvinde fanget i desperationens adrenalinpumpende, indadvendte stilhed. Hun sidder bag rattet i en bil med sin utro ægtemand Poul på passagersædet over Nairobis støvede grusveje. Mest af alt har hun lyst til at køre bilen ind i et træ og lade sig opsluge af dramatisk handling, men i stedet holder hun fast, lader frustrationerne tære på sit indre og lader alting forblive ’mælkehvidt’.

Eksmanden, den afrikanske borgerrettighedsforkæmper Albert, fik øjnene revet ud og hænder og fødder skåret af inden sin død, da han var blevet en trussel for den siddende regering. Med sin makabre død spøger han i kulissen af kvindens nye ægteskab og gør køreturen, som danner rammen om hele fortællingen, til en færd, som skal afgøre hendes fremtid – kan hun elske en anden mand end Albert? Kan hun elske det mælkehvide og trygge, selvom hun ved, at Poul ligger i med en afrikansk skønhed?

50676978

”Afrikanske veje” er en lang novelle, der med sin eksperimenterende form giver læseren en oplevelse af at flyde med fortælleren i en tankestrøm, der går så stærkt, at ordene ikke altid kan nå at placere sig i fuldendte sætninger. Tidligt i fortællingen skiftes der fra første til tredje person som et led i den optrapning, sproget med sine mange gentagelser også er med til at opbygge. Kvinden, der er opslugt af sit eget selv, er ved at eksplodere af følelser. Ord klippes over og gentages, som i ”Afr Afrika”, og det kan for læseren mærkes som en grådkvalt stammen hos en kvinde, der står i et vejkryds i sit liv.

Både i titel og tekst er Karen Blixen en ekspliciteret del af fortællingen. Blixen er ikke i sproget eller i stemningen, men er indbygget med ord. I fortællingen er kvinden vendt tilbage til Afrika som journalist for at skrive om et spøgelse, der går igen i Karen Blixens hus, og titlen ”Afrikanske veje” henleder tankerne på Blixens novelle ”Vejene omkring Pisa”.

Udover de sproglige gentagelser er et andet formgreb i Tellers ”Afrikanske veje”, at der kun er skrevet på de ulige sidetal, og at bogen er udformet som en notesbog, hvor man bladrer vertikalt. Et greb der understøtter det flygtige og spontane i hovedpersonens sindstilstand – som nedfældede noter på en tilfældig blok papir.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Afrikanske veje"

I Janne Tellers bøger bliver litteraturen talerør for de problemstillinger, forfatteren selv har indgået i, både i sit personlige og politiske liv. Teksterne udstiller med særegne allegorier et verdenssamfund, der på mange måder er præget af uret mod mennesker. Materialisme, nationalisme og egocentrisme sættes over for kærlighed, respekt for individets frihed og fællesskabet. Disse modsætningsforhold tager ofte udgangspunkt i en europæisk fortælling, hvor Janne Teller i flere tekster berører emner som krig, identitetsproblematik og regionens historie.

Hvor debutromanen ”Odins ø” er omgærdet af det mytiske univers og en form for magisk realisme, arbejder Teller i mange andre tekster med realismen i en mere simpel og direkte form, hvor de eksistentielle og etiske spørgsmål er centrale.

Janne Teller har siden sin debut som romanforfatter skrevet noveller, artikler og essays, hvilket kan mærkes i hendes arbejde med fiktionsgenrerne. Essaystilen ligger bag de litterære tekster i emnevalgene, og romanfigurerne stiller mange spørgsmål ud i tomrummet til læseren. De dilemmaer, der tages op, forplanter sig hos læseren efter sidste blanke side, og her mærker man, hvordan der bag fortællingen er en forfatter, som ønsker at vise os noget om verdens uretfærdigheder, dens skæbnefortællinger i krigens og krisernes brutalitet, som vi som medmennesker har indflydelse på og kan vælge at tage del i. Hvordan vi kan vælge at gøre det gode frem for det selviske. Hvordan vi kan være vågne på, om vores vej i livet er givet af udefrakommende faktorer eller om vi reelt har et frit valg.

I den senere del af forfatterskabet er hun begyndt at arbejde med mere lyriske islæt, og i ”Afrikanske veje” eksperimenterer Teller med form og rytme i sproget. Her trækker hun igen på sine egne erfaringer, selvom det først var i ”Afrikanske veje” hun følte sig klar til at skrive om sine oplevelser i Afrika. ”Du kan ikke beskrive Afrika i ord. Jeg kan ikke, og jeg har heller ikke set andre, der kan. Men man kan vise Afrika. Du kan tage folk med på en rejse, hvilket er det, jeg prøver på i "Afrikanske veje",” siger hun i et interview til Politiken (Lise Garsdal: Forfatter: I Afrika er du hele tiden tæt på døden. Politiken, 2013-10-03).

Som Janne Teller også selv peger på, er der ikke en rød tråd i hendes forfatterskab. Mange af hendes tekster står alene, og det kan derfor være vanskeligt at styre hendes forfatterskab i én særlig retning. ”Hver tekst er sin egen mht. både sprog, stil og handling. Men der er nok en gennemgående søgen efter svar på livets mere eller mindre ubesvarlige spørgsmål,” siger hun i et interview til Litteratursiden (Karin Hedemand: Lyninterview med Janne Teller. Litteratursiden, ingen dato). I hendes roman ”Kom” fra 2008 får eksistentialisten Albert Camus også en særlig tak i efterordet, og som hun skriver er den hendes svar til hans roman ”Faldet”.

Med de eksistentielle spørgsmål som omdrejningspunkt skriver Janne Teller sig ind i en bred tradition med både små og store forfatternavne. Af de store danske kan bl.a. nævnes Peter Seeberg, Martin A. Hansen og Villy Sørensen.

Janne Teller ser en klar forbindelse mellem ”den daglige debat og skønlitteraturens fordybelse”, som hun siger i et interview med Information (Lotte Folke Kaarsholm: I krig med de historiske løgne. Information, 2004-08-26). Denne indstilling til litteraturen som et indlæg i debatten og en indsigtskilde til vores samfundsmæssige virkelighed kan skimtes i fiktionsteksternes nogle gange essayistiske opfordring til fælles undren. Hertil kan man komme i tanke om en forfatter som Morten Sabroe, som også låner fra de journalistiske genrer i fiktionen og omvendt, selvom de to forfatterskaber ikke er beslægtede i deres stilistiske udtryk.

Enkelte af Janne Tellers tekster bærer et magisk realistisk udtryk, som kan pege hendes forfatterskab i retning af latinamerikanske forfattere som f.eks. Gabriel García Márquez, som hun også selv nævner at være inspireret af.