Øyvind Torseter

”Jeg kan lide at tegne og ville lave tegninger i bøger,” (interview med Forfatterweb, 2015) svarer den norske illustrator Øyvind Torseter, da han bliver spurgt til, hvordan han fandt ud af, at han ville arbejde med illustration. Denne interesse for at tegne er foreløbigt blevet til en næsten 25 år lang karriere, hvor han har arbejdet med illustrationer, kunst, tegneserier og børnebøger. Han har især haft stor succes som illustrator og forfatter til børnebøger, hvor flere er oversat og udgivet internationalt.

Øyvind Torseter er født i 1972 i Stange i Norge, hvor han også er opvokset. Allerede tidligt i sin barndom brugte han meget tid på at arbejde kreativt: ”Jeg har altid tegnet. Jeg havde min egen skitsebog, som jeg tegnede i da jeg gik i skole, så jeg ikke skulle tegne i skolebøgerne.” (interview med Forfatterweb, 2015). Lysten til at tegne fortsatte gennem teenageårene, og i 1991 flyttede Øyvind Torseter til Oslo, hvor han også er bosat i dag, for at starte på Merkantilt Institutt. Efterfølgende fortsatte han i en mere specialiseret grafisk retning på Skolen for Grafisk Design i Oslo, hvor han gik indtil 1994. Efter sin uddannelse i Norge tog han til England, hvor han gik på Kent Institute of Art and Design i tre år. I 1999 – året efter sin afgang fra skolen – havde han sin debut som illustrator på en børnebog, da han illustrerede Tor Arve Røsslands prisvindende ”Pode”.

Han har altid været klar over, at han skulle være illustrator, og hans interesse for det flermedielle, som er et af hans kendetegn i dag, var også en tidlig interesse: ”Jeg har altid godt kunnet lide at lave ting. Klippe, lime, modellere og bygge. Hvis jeg ikke skulle tegne ville jeg nok arbejde i et af de andre kreative felter.” (interview med Forfatterweb, 2015).

Han har efter debuten i 1999 illustreret mange børnebøger for andre forfattere. I 2002 udgav han ”Mister Random”, som blev den første ud af indtil videre syv børnebøger, som han også selv har skrevet tekst til.

Øyvind Torseter er i dag en af de mest kendte illustratorer og kunstnere i Norge, og han har været nomineret til og vundet mange priser. Blandt andet blev han i 2014 finalist i den prestigefulde Hans Christian Andersen Award for sit kunstneriske arbejde, og i 2014 vandt han sammen med Håkon Øvreås Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris for ”Brune”.

Udover at være en produktiv børnebogsillustrator og -forfatter har Øyvind Torseter udsmykket mange offentlige bygninger. Således er hans kunst synlig mange steder i Norge – både i det offentlige rum og i bøgerne i de private hjem.

I 2011 udkom ”He he, Hasse” (”He He, Hasse”, 2011) som del af en serie om søskendeparret Ine og Hasse skrevet af den norske forfatter Tore Renberg og illustreret af Øyvind Torseter. I 2010 udkom ”Gi gass, Ine” på norsk (”Gi den gas, Ine”, 2011), og efterfølgende ”He he, Hasse”, der omhandler børnenes dristige plan og mission for at ødelægge en sten, ”der ligger i vejen for det hele”. De mangler dynamit for at løse opgaven og kører rundt i skoven i en traktor for at få dyrene til at hjælpe dem med at finde noget. De fleste af dyrene har dog ikke dynamit ”på lager” for tiden.

I seriens illustrationer blandes traditionelle og mere gammeldags metoder på kreativ vis med det moderne, digitale fotografi og photoshopredigering. De tredimensionelle papirklip er udført i en meget enkel stil med simple materialer som pap, karton, papir og tusch og gennem tydelige og simple teknikker. F.eks. er der brugt en hullemaskine til at lave træets grønne blade, regnen er gennemsigtige snore, græssets og andre af skovens træer har fået struktur ved at klippe i kartonet med en saks eller tegne på træstammen med tusch.

28977476

Figurerne og traktoren i fortællingen er lavet af forskellige elementer, der gør at de kan bevæge sig igennem historien, og karakterernes humør og mimik ændres både gennem forskellige udklip af deres ansigter og tegning. Der er også eksempler på, hvordan bevægeligheden vises ved hjælp af Photoshop – f.eks. er en ugle sat ind over Ine og Hasse, så det ser ud, som om den flyver, hvilket er fremhævet af streger rundt om dens vinger. Billedredigering er også benyttet på bogens dobbeltside af den store eksplosion. Den er – ligesom resten af bogen – et fotografi af karton og farvet papir, men de små sten på billedet ligner billeder af rigtige sten, der er sat ind, da de ligger helt fladt både over og under pappet og papiret.

Bogens visuelle sider bidrager også til fortællingens humoristiske elementer. Når uglen og bjørnen står i skoven og drikker to-go kaffe, er det især en morsom detalje for de voksne læsere. Når bjørnen så tager kaffen med på tur, bliver det til en ekstra detalje i historien, som både børn og voksne kan følge med i.

Udførelsen af de visuelle elementer er langt fra snorlige men vild og uperfekt –ligesom den natur den gengiver. Denne tydeliggørelse af de simple teknikker og fokus på det uperfekte er blot med til at inspirere børn til selv at være kreative.

Forfatter Tore Renberg har i samarbejde med illustrator Øyvind Torseter lavet ”Vaffelmøkk” fra 2013 (”Vaffelmok”, 2013), der er endnu en bog i serien om storesøster Ine og lillebror Hasse. Hasse er ved at lære at tale, hvilket i flere af bøgerne har resulteret i nogle sjove misforståelser af ord. I ”Vaffelmok” handler hele historien om, hvordan den omsorgsfulde storesøster Ine – sammen med en grævling – forsøger at finde ud af, hvorfor Hasse er ked af det, og hvad han mener, når han grædende råber ”vaffelmok”, ”baffeltok”, ”paffeltok”, ”graffelpok”, ”traffelkrok” eller ”knaffeltok”.

50749983

”Vaffelmok” har ligesom resten af serien en visuel side, der består af en blanding af tredimensionelle papirklip, tegninger, fotografi og illustration. Papirklippet er fremført i simple materialer og konstruktioner, der viser hvor enkelt et så stort og fantasifuldt univers kan udføres. De kreative, håndlavede konstruktioner optræder i samspil med computeranimerede elementer. F.eks. lysstrålerne fra lommelygten, stjerner fra tryllestaven, køkkenrøg og spraymaling. Selv her er det dog ret simple tegninger, streger og effekter, der er sat ind.

En anden visuel effekt, der i høj grad binder det visuelle sammen med teksten, er nogle af Hasses råb, der også er vist illustrativt. Der er en sammenhæng mellem typografiens størrelse, og hvor højt han råber ”Vaffelmok”.

Det visuelle bruges til at forstærke historien, men rummer også et ekstra lag, der ikke ville være blevet fortalt uden denne ekstra synsdimension. F.eks. er grævlingen med i bogens visuelle historie som en hjælper og assistent for Ine, men nævnes aldrig med et ord i selve fortællingen. Foruden grævlingen gemmer der sig flere dyr rundt omkring, der ligner små versioner af dem, der var med i seriens tidligere bog ”He he, Hasse”. Disse dyr – og alle rummene generelt – giver lyst til at gå på opdagelse og dykke ned i de mange visuelle detaljer, som denne humoristiske børnebog rummer.

”Jeg brugte lidt tid på at 'tegne mig ind': få karaktererne og miljøet på plads. Da det var gjort var det bare at tegne det ud,” (Magnhild Bruheim: Å tegne seg inn mot superhelten. NBU Forfattere, 2014-03-18. Egen oversættelse) siger Øyvind Torseter om sine illustrationer til Håkon Øvreås' børnebogsdebut ”Brune” fra 2013 (”Brune”, 2014).

Højtlæsningsbogen på ca. 130 sider vandt Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris i 2014 og handler om den stille dreng Rune og hans oprør mod de drillende drenge fra nabolaget, hvordan han finder nye venner i det område, han for nylig er flyttet til og hans bearbejdning af tabet af sin bedstefar. Fascineret af superhelte og inspireret af den brune maling, han finder i sin tantes kælder, opfinder han superhelten Brune. Om natten bliver Rune til Brune og råder bod på alle de uretfærdigheder, som Rune er blevet udsat for. Senere får Brune følgeskab af to andre superhelte, Sorten og Blåse, der ligesom Brune også maler ting over i retfærdighedens navn.

”Brune” er illustreret med tynd streg og få farver, der giver en masse udtryk, effekt og opfordrer til fantasifuld udfyldelse af tomrummet i illustrationerne.

51435036

Illustrationerne bruges ofte til at forklare, hvad ordene ikke fortæller. F.eks. ses det tydeligt på Rune, at han ikke har det helt fint med sin bedstefars død, selvom han siger det. Derudover viser illustrationerne også personernes tanker og fantasier. Det bliver til humoristiske og fjollede skildringer, når f.eks. Åses bedstemor, der havde en kæreste som lignede en hest, bliver vist som en hest, der spiser rosinboller og drikker kaffe. Ligeledes vises Runes bedstefars stærkt overdrevne historier også – f.eks. en fisk der er større end den båd, han fangede den i.

Illustrationerne og farverne bruges til at skabe effekt, når f.eks. hytten ødelægges, og den store eksplosion vises på en dobbeltside fyldt med mange og meget vildere farver, end der ellers har været i bogen. Det er også primært farverne, der udtrykker det hastige tempo drengene løber i, når de løber væk, og tøjets farver falder ud over stregerne og hænger lidt efter i spurten. På den måde bruges illustrationerne til både at præcisere og forstærke fortællingens ord i den stærke børnebog om sorg og venskab.

Øyvind Torseter går i sit arbejde som illustrator ud over blot at illustrere teksten. Han skaber et ekstra lag til historien, der fortæller mere end teksten i sig selv ville. Derfor er mange af bøgerne også oplagte som højtlæsningsbøger, da deres detaljerige universer rummer en masse at kigge på og fantasere ud fra.

Med mange forskellige materialer og tydelige klippeteknikker giver de tredimensionelle collager i serien om Hasse og Ine især et stort rum til opdagelse, undersøgelse og forundring af, hvordan tingene er lavet.

Det er også især i serien om Ine og Hasse, at illustratoren begynder at udfolde det taktile element, der ofte spiller en stor rolle i børnebøger. Han bruger det til en vis grad i konstruktionen af de tredimensionelle universer af papirklip. I nogle af sine nyere bøger, der endnu ikke er oversat til dansk, udnytter han i endnu højere grad bogens taktilitet. I ”Hullet” har han lavet et hul ca. på størrelse med en blyant igennem hele bogen. Her bruger han hullet som en aktiv del i historien, hvor det ændrer betydning fra side til side. Dette store fokus på det fysiske og taktile i bogen er med til at markere hans bøger som stærke konkurrenter til den populære e-bog.

Selvom de danske udgivelser, som Øyvind Torseter har illustreret, er skrevet af forskellige forfattere og lavet med forskellige arbejdsmetoder – f.eks. ren illustration i ”Brune” og tredimensionel papirklip i bøgerne om Ine og Hasse – så ses der alligevel et klart fælles udtryk i arbejdet. Han bruger meget simple stregtegninger og giver også god plads til, at læseren kan se, hvordan de forskellige elementer og figurer er skabt. Ikke alle stregerne er udfyldt, bølgepappet på traktoren er ikke farvet for at ligne en traktor mere, og karaktererne er heller ikke fuldt ud farvelagte. Denne tydeliggørelse af skabelsesprocessen bringer læseren tættere på værket og er med til at inspirere til selv at skabe.

Øyvind Torseters brug af collage, som især er fremtrædende i serien om Hasse og Ine, hvor han blander tredimensionelle papirklip, tegning og fotografi, ses også hos illustratorens norske kollega Stian Hole. I Stian Holes serie om drengen Garmann, der bl.a. tæller ”Garmanns sommer” (2008) og ”Garmanns hemmelighed” (2010), blandes forskellige elementer af tegning og fotografi i flere lag også. Med forskellig grad af fokus på detaljer er karaktererne i begge børnebogsserier fantasifulde og viser tydeligt, hvordan de er konstrueret af forskellige elementer – både analogt og digitalt.

Den danske illustrator og forfatter Cato Thau-Jensen tegner, ligesom Øyvind Torseter, frihåndstegninger med et forholdsvist enkelt udtryk. Cato Thau-Jensen viser i sit arbejde som illustrator, hvordan visualitet i sammenspil med ord kan give en tydeligere forståelse af fortællingen. F.eks. bliver en stor, ildspyende drage et symbol på en lille drengs følelse af vrede i ”Snitten og Kis” (2014) af Hella Joof. På samme måde bruger Øyvind Torseter det visuelle til at fortælle og udtrykke fantasi og følelser.

Den danske Charlotte Pardis illustrationer er, ligesom Øyvind Torseters værker, lavet gennem lette stregtegninger og flere forskellige materialer og værktøjer. Charlotte Pardi bruger f.eks. blyant, farveblyant, akvarelmaling med mere i sit arbejde som børnebogsillustrator, hvor hun bl.a. har illustreret ”Rend mig i agterstavnen” (2004) af forfatter Glenn Ringtved. Bogen er en humoristisk fortælling om en gammel sørøverkaptajn, hvor der, ligesom i Øyvind Torseters værker, bruges farver aktivt til at forstærke effekter. Begge illustratorer bruger også deres visuelle rum til at forstærke og skabe humoristiske og satiriske elementer i fortællingerne.