Vigan
Foto: Laurent Emmanuel / Scanpix

Delphine de Vigan

cand.mag. Johanne Boesdal, iBureauet/Dagbladet Information, 2016. Opdateret af Johanne Boesdal, Bureauet, oktober 2018.
Top image group
Vigan
Foto: Laurent Emmanuel / Scanpix
Main image
Vigan, Delphine de
Foto: ArtPeople

Indledning

Franske Delphine de Vigan blev forfatter i en sen alder og skrev sine første bøger – deriblandt gennembrudsromanen ”No og mig” – om natten ved siden af et fuldtidsarbejde og livet med to små børn. Hun siger i et interview, at det for hende er en stor luksus at kunne leve som forfatter, og at det fundamentalt har ændret hendes syn på verden. Alt, hvad hun oplever er potentielt materiale.

Delphine de Vigan har med romankunst og autofiktion ramt noget almengyldigt, der har berørt både læsere og anmeldere.

 

46971531

Blå bog

Født: 1. marts 1966 i Boulogne-Billancourt, Frankrig.

Uddannelse: Har studeret litteraturhistorie.

Debut: Jours sans faim (Dage uden sult) under pseudonymet Lou Delvig, 2001. Selvbiografisk roman.

Litteraturpriser: Boghandlernes pris, Prix des Libraires, 2008. Prix du Roman Fnac, 2011.

Seneste udgivelse: De taknemmelige. People’s Press, 2019. (Les gratitudes, 2019). Oversat af Karsten Nielsen. Roman.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Jeg tror, folk ved, at intet af det, vi skriver om, er os helt fremmed. De ved, at der altid er en tråd, et motiv eller en brist, der forbinder os til teksten. Men de accepterer, at vi transponerer, kondenserer, forskyder og fordrejer. Og at vi digter.”
”Baseret på en sand historie”, s. 67.

Delphine de Vigan er født i 1966 i Bologne-Billancourt i Frankrig og bor i dag i Paris. Hun har arbejdet med marketing og skrev sine første to bøger i fritiden. Hendes anden bog, ”No og mig”, gav hende så stort et gennembrud, at hun derefter blev fuldtidsforfatter. ”No og mig” solgte mere end 175.000 eksemplarer alene i Frankrig og er efterfølgende solgt til udgivelse i 17 lande. Romanen blev i 2010 filmatiseret på fransk af instruktøren Zabou Breitman. Delphine de Vigan har selv været manuskriptforfatter på filmene ”Tu seras mon fils” (2011), ”A cup sour” (2014) og ”Les heures souterranies” (2015). Hun bor i Paris, er mor til to voksne børn og danner par med den franske litteraturkritiker og tv-tilrettelægger François Busnel. Hun er hædret med den franske orden Ordre des Arts et des Lettres.

Igennem sit forfatterskab har Delphine de Vigan kredset om det selvbiografiske og litteraturens rolle i dag. Selvom hendes seks udgivelser, hvoraf de fire er oversat til dansk, tager forskellige former og rummer forskellige grader af fiktion, kredser de alle om det selvoplevede. Og som hun lader karakteren L. udtale i sin seneste udgivelse ”Baseret på en sand historie”: ”Forfatteren har ikke brug for at fabrikere marionetdukker, hvor smidige og fascinerende de end måtte være. Han har nok at gøre med sig selv. Han er nødt til ustandselig at se tilbage på det landskab af sårede følelser, han har måttet passere igennem for at overleve.” (s. 124).

No og mig

”Sandheden er, at sådan er det bare. Virkeligheden ender altid med at få overtaget, og illusionerne forsvinder lige så stille. Virkeligheden får altid det sidste ord.”
”No og mig”, s. 172.

Delphine de Vigan udgav i 2007 romanen ”No et moi” (”No og mig”, 2010), og den vakte stor opmærksomhed i Frankrig, hvor hun modtog boghandlernes pris, Prix de Libraires i 2008.

Romanens jegfortæller er den 13-årige franske skolepige Lou, der har en IQ på 160 og er rykket to klassetrin op. Fagligt er hun stadig i front, men socialt er hun isoleret – med undtagelse af venskabet med drengen Lucas.

Da Lou får stillet til opgave at lave en præsentation af et emne, vælger hun hjemløshed. Hun opsøger den hjemløse pige No på banegården Gare d’Austerlitz tæt på hendes hjem, hvor hun indgår en aftale om interview til udveksling for kaffe og vodka på banegårdens café. Venskabet og ansvarsfølelsen vokser, og Lou ender med at overbevise sine forældre om, at No kan bo midlertidigt hos dem. No begynder at arbejde på en bar, hvor hun bliver udnyttet af sin chef. Hun svigter sine aftaler og ender med at flytte over til vennen Lucas, hvis forældre er bortrejst – for derefter at forsvinde.

28384602

Alt i Lous liv er præget af stærke følelser. Parallelt med venskabet med No og ønsket om at hjælpe hende ud af hjemløshed opstår en forelskelse mellem Lou og Lucas – og en udvikling i forholdet til forældrene. Siden Lous lillesøster døde vuggedøden, har moren været fjern som følge af en depression. No og hendes midlertidige nærvær vækker følelser til live hos Lous mor, der langsomt vender tilbage til sin familie.

Romans plot er en idealistisk teenager, der oplever den rå virkelighed helt tæt på, og som må sande, at der skal mere end et godt hjerte til at udrydde hjemløshed. Som May Schack skriver i Politiken: ”Svaret er faktisk ret nedslående og deterministisk. En udstrakt hånd er ikke nok. Der skal mere til at vende hjemløsheden, der indbefatter oplevelsen af ikke at have eller kunne finde en plads i verden” (May Schack: Uselvisk handling bliver til nedslående artikel. Politiken, 2010-12-09). Delphine de Vigan skriver om emnet befriende renset for moralske undertoner.

Alt må vige for natten

”Jeg tænkte også, at det, at jeg var voksen, ikke beskyttede mig mod den smerte, jeg bevægede mig hen imod, at det ikke var blevet nemmere end dengang, vi var børn, at vi godt nok var blevet store, var gået vores egne veje, havde fået vores eget liv og egen familie, men at der ikke var noget at stille op, for det var der, vi kom fra, vi kom fra denne kvinde; hendes smerte ville altid berøre os”
”Alt må vige for natten”, s. 323.

”Rien ne s'oppose à la nuit fra 2011 (”Alt må vige for natten”, 2013) er et romanportræt af forfatterens mor, der tog sit eget (vanskelige) liv som 61-årig. Delphine de Vigan forsøger med den autofiktive roman at skrive sin mors historie for igennem fortællingen at forstå hendes pinsler.

Forfatterens mor, Lucile, vokser op i 1940’erne og 50’ernes Paris som tredje barn i en søskendeflok på ni. Lucile er smuk og tjener penge som model i sine barne- og teenageår, men er samtidig et både angst og tilbagetrukket barn, der isolerer sig.

Vi forstår, som handlingen skrider frem, at der bag forfatterens mormor Lianes narrative fortællinger findes en rå hverdag med svigt og dårlige beslutninger.

29950695

Forholdet mellem Lucile og hendes far Georges beskrives som tæt i barndommen, men senere problematisk. En seddel til familien fra en voksen Lucile, hvorpå der står, at Georges voldtog hende som 16-årig, ignoreres og bortforklares i familien med Luciles bipolar lidelse. Forfatteren fælder ingen dom, men tager sin mor seriøst.

Delphine de Vigans vedholdende forsøg på at forstå en mor, der har svigtet, er romanportrættets styrke. Hun formår at sætte sig udover sin egen smerte, og ved hjælp af skriften og kærligheden til sin mor lede efter årsagen til hendes livssmerte. Det lykkes med et citat fra anmelder Vibeke Blaksteen, ”forfatteren at skabe morens lidelseshistorie om til kunst, også andre kan spejle sig i og lade sig gribe af.” (Vibeke Blaksteen: Den franske forfatter Delphine de Vigan skaber sin mors lidelseshistorie om til kunst, som andre kan spejle sig i og gribes af. Kristeligt Dagblad, 2013-07-27).

”Alt må vige for natten” er også en roman om familieforhold og den mytologisering, der ofte finder sted, når vi generindrer vores barndom.

Vi betvivler ikke på noget tidspunkt igennem romanen, at der er tale om fakta. Fakta i den forstand, at det er virkeligheden, som forfatteren husker den og har fået den fortalt. Samtidig er vi heller ikke i tvivl om, at det er fakta fortalt i en fiktiv ramme med dramatiske højdepunkter og dvælen ved detaljer, der tilfører betydning til fortællingen. Modsat den rene autofiktion skaber Delphine de Vigan en romanfigur ud af sin mor og hendes livsforløb i forsøget på derigennem at forstå hende og komme tættere på hende.

Baseret på en sand historie

”L. fik alt det, som jeg mente at have begravet og repareret, til at dukke op til overfladen igen. L. syntes at opfylde de umættelige behov for trøst, som vi alle stadig rummer.”
”Baseret på en sand historie”, s. 167.

I 2015 udgav Delphine de Vigan ”D’après une histoire vraie” (”Baseret på en sand historie”, 2016), der begynder i kølvandet på forfatterens succes med romanportrættet af hendes mor, ”Alt må vige for natten”. Delphine de Vigan har det ambivalent med den store succes, den selvbiografiske roman har fået, og kæmper med at komme i gang med den næste. Så møder hun L. ”L. var en stilk, en lian i åndedrættets og rytmens vold, og det var et meget smukt syn” (s. 25).

Jo tættere de bliver, jo mere indflydelse får L. på, hvad forfatterens næste roman skal handle om.

52342120

L. presser bogens Delphine de Vigan med sin hårde kritik af hendes fastholdelse på igen at skrive fiktion. Fiktion er, ifølge L., for tv-manuskriptforfattere i dag: ”Har du aldrig tænkt, at manuskriptforfatterne simpelthen har slået jer på målstregen? Endda væltet jer omkuld i farten? De er de nye alvidende og almægtige demiurger” (s. 123). L.’s projekt er at få forfatteren til at forstå, at litteraturens eneste eksistensberettigelse i dag er at gøre rede for virkeligheden. L. bliver i sin insisteren på virkeligheden mere og mere uhyggelig og tvivlsom, som romanen skrider frem – men er i bogens nu også den person, som redder forfatteren fra at falde fra hinanden.

”Baseret på en sand historie” lægger sig genremæssigt op ad den selvbiografiske ”Alt må vige fra natten” – uden at være den helt tro – titlen til trods. I sprækker i bogen lader forfatteren os vide, at ”Den sande historie er en illusion. Den findes ikke. Ingen bog burde have lov til at bære den betegnelse” (s. 68), men at litteraturen skal være sandhedssøgende for at give mening.

Hvad der er virkelighed, og hvad der er opdigtet i den litterære thriller om L., der flytter ind i forfatterens hjem og hjerne, giver romanen bevidst ikke noget klart svar på. Delphine de Vigan siger i et interview i online magasinet Paris Match, at hun er optaget af den fascination af de ”virkelige hændelser”, vi oplever for tiden (Benjamin Locoge: Delphine de Vigan, Une Liaison dangereuse. Paris Match, 2015-11-03. Egen oversættelse). Og at hun selv googler efter, om tingene virkelig skete sådan, som de bliver fortalt i film og bøger.

De loyale

Citat
”Nogle gange tænker jeg, at det eneste formål med at blive voksen er dette: at udbedre de tab og skader, der opstod i starten af ens liv. Og at holde de løfter, der blev givet af det barn, som vi har været engang.”


”De loyale”, s. 143.

Delphine de Vigan udgav ”Les loyautés” i 2018 (”De loyale”, 2018), som er en roman med flere fortællerstemmer, der i navngivne kapitler fortæller om livet, som det udspiller sig på og omkring en fransk grundskole. Den 12-årige Theo er romanhandlingens omdrejningspunkt. Han bor hver anden uge hos sin mor, der aldrig er kommet sig efter skilsmissen fra Theos far – og hver anden uge hos sin far, der efter et forlist forhold og en fyring går mere og mere i hundene. Iført medicin og morgenkåbe.

Omsorgssvigtet er det mest nærværende i Theos hverdag, og han finder en midlertidig vej fra smerten ved at drikke alkohol sammen med sin ven Mathis i et hemmeligt rum under skolens trappe. For Theo skaber alkoholen en ”bølge af varme, som han ikke kan beskrive, der brænder og opheder – på samme tid en smerte og en lindring.” (s. 11). For Mathis er det anderledes. Han er med et langt stykke ad vejen, også i loyalitet imod sin ven, men for ham er det ikke en udvej, men en leg.

54498055

Héléne er Theos lærer og den eneste, der ser ham og ved, at noget er galt. Som hun siger ved romanens begyndelse, fik hun ”masser af tæsk som barn, og jeg skjulte mærkerne lige til det sidste, så mig kan man ikke narre” (s. 7). Som romanen skrider frem, kommer Hélénes ønske om at hjælpe Theo til at overskygge gængse regler og retningslinjer. Samtidig bliver det at få reel voksenindblanding i Theos liv en kamp med tiden, man som læser og vidne inderligt ønsker, hun vinder. Men som Héléne selv konstaterer, er det ikke en nem kamp at vinde: ”Jeg ved, at børn beskytter deres forældre, og at denne tavshedspligt indimellem ender med at slå dem ihjel.” (s. 143). Loyaliteten, som de fleste børn udviser over for deres forældre, er næsten grænseløs. Den loyalitet kender læreren Helene fra egen barndom og egen krop – og derfor er viljen til at redde Theo så stor, at hun ender med at bryde alle regler og blive suspenderet fra sit job. De små åbninger og hints bliver altafgørende, fordi det er alt, hvad du får fra et barn, der lider af omsorgssvigt.

Romanen bliver stædigt ved det emne, der danner en rød tråd gennem hele Delphine de Vigans forfatterskab: De svigtede børn. Hun insisterer på med forskellige fortællegreb og veje ind i emnet at italesætte den tavshed, de forældresvigtede børn omgiver sig med. ”De loyale” er ingen undtagelse.

Genrer og tematikker

Delphine de Vigan skriver i den selvbiografiske eller autofiktive genre, hvor hun inden for romangenrens spilleregler trækker på selvoplevede og virkelige hændelser og figurer. Romanportrættet af forfatterens mor, ”Alt må vige for natten”, er den af hendes til dansk oversatte bøger, der lægger sig mest rent op ad genren autofiktion. I den efterfølgende roman, ”Baseret på en sand historie”, behandler hun efterdønningerne ved at skrive om virkeligheden – samtidig med at hun introducerer en figur, som læseren ikke bliver overbevist om har en virkelig eksistens. Som titlen antyder, er Delphine de Vigan optaget af vores definition af sandhed versus fiktion – og tematikken dukker op, sammen med forfatterens rolle i verden, igennem alle hendes bøger.

Delphine de Vigans bøger lægger sig genremæssigt op ad autofiktion, eksemplificeret i ”Min kamp” af Karl Ove Knausgård, og romanportrættet, eksemplificeret i en bog som ”Bang” af Dorrit Willumsen. Hvor Knausgård skriver med røntgenblik omkring sin barndom og sit voksenliv som forfatter, påstår Delphine de Vigan ikke i samme omfang at tale sandt – og helt undgå narrativer og tvivlsomme erindringer. Hun skriver om virkelige hændelser med de ord, hun ønsker at sætte på dem. Som hun husker og fortolker dem – ikke som den nødvendigvis udspillede sig for de implicerede: ”Jeg samler fragmenterne igen, jeg udfylder hullerne, ingen tvivl om det, jeg arrangerer tingene på min måde” (”Alt må vige for natten”, s. 116).

Beslægtede forfatterskaber

Delphine de Vigans forfatterskab danner paralleller til et dansk forfatterskab som Suzanne Brøggers, der ligeledes kredser om forførelse, forandring og forfatterens rolle i verden. Hvor Suzanne Brøgger går fra at skrive om sin barndom til det voksne kærlighedsliv i henholdsvis ”Creme Fraiche” (1978) og ”Ja” (1984) – går Delphine de Vigan fra at skrive om sin barndom og sit voksenliv i ”Alt må vige for natten” til sin egen forførelse og fald som forfatter i ”Baseret på en sand historie”.

Forfatterskabet er også beslægtet med en dansk forfatter som Erling Jepsen, der bramfrit og usentimentalt skriver om menneskeskæbner og miljøer, han kender fra sit eget liv. De tragiske figurer, afvigelserne fra normen og den vedholdende stålsathed på ikke at mytologisere eller forskønne virkeligheden har de to forfattere til fælles.

Vi kan heller komme udenom Karl Ove Knausgård, der i sit seksbindsværk ”Min kamp” (2009-2011) beskriver sit forhold til sin far og forsøger at forstå, hvad hans far var gjort af. Hvorfor hans liv endte så tragisk, som det gjorde.

Bibliografi

Romaner

Vigan, Delphine de:
Les Jolis Garçons. 2005.
Vigan, Delphine de:
Un soir de décembre. 2006.
Vigan, Delphine de:
No og mig. People’s Press, 2010. (No et moi, 2007). Oversat af Birgit Schlifer.
Vigan, Delphine de:
Alt må vige for natten. People’s Press, 2015. (Rien ne s'oppose à la nuit, 2013). Oversat af Elin Lassen.
Vigan, Delphine de:
Baseret på en sand historie. People’s Press, 2016. (D’aprés une histoire vraie, 2015). Oversat af Victoria Westzynthius.
Vigan, Delphine de: Dage uden sult. People’s Press, 2017. (Jours sans faim. 2001). Oversat af Victoria Westzynthius.
Vigan, Delphine de: De loyale. People’s Press, 2018. (Les loyautés, 2018). Oversat af Victoria Westzynthius.
Vigan, Delphine de: De taknemmelige. People’s Press, 2019. (Les gratitudes, 2019). Oversat af Karsten Nielsen

Om forfatterskabet

Artikler

Litteratursiden.dk, 2010-09-10.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Delphine de Vigan