Fay Weldon

Fay Weldons (født Franklin Birkinshaw) begyndelse på livet var lige så turbulent, som resten af hendes liv har været. Mens hun endnu lå i sin mors mave, oplevede hun sit første jordskælv – bogstaveligt talt. Familien var flyttet til New Zealand på grund af faderens job og eventyrlyst, og kort efter fik et jordskælv i Napier, hvor de boede, verden til at falde sammen om ørerne på dem. Hendes mor flygtede fra byen med Fay Weldons tre år ældre søster i favnen, og faren fandt dem først igen flere måneder senere. Denne begivenhed er kendetegnende for Fay Weldons første år, der var ret omskiftelige. Hendes far var læge og blev udstationeret forskellige steder på de Newzealandske øer, og hendes mor havde hjemve og tog i flere omgange hjem til England, både med og uden børn. Til sidst blev forældrene skilt og efter flere omtumlede år i New Zealand, rejste mor og børn tilbage til England, da Fay Weldon var 14 år gammel.

Fay Weldon har beskrevet den første periode i sit liv i selvbiografien ”Auto da Fay”, hvor hun blandt andet skriver om hjemrejsen til England: ”Vi vinkede farvel til min far for altid fra forstavnen på færgen fra Wellington, der sejlede os tilbage til Christchurch. Han var aldrig før taget med os så langt sydpå. Han græd. Jeg så hans skikkelse på kajen blive mindre og mindre, og jeg vidste udmærket godt, at jeg aldrig ville se ham igen, og det vidste han også. Bagefter tog han tilbage til Edna og sin nye familie.” (”Auto da Fay”, s. 128). Fay Weldon kom ganske rigtigt aldrig til at se sin far igen.

Hjemme i England begyndte hun på universitet i St. Andrews i Skotland, hvor hun læste psykologi og økonomi, men vendte tilbage til London, da hun blev gravid med sin første søn. Kort efter giftede hun sig med en 25 år ældre mand, der ikke var den biologiske far til barnet, men blev skilt efter kun to år. Weldon begyndte at arbejde i reklamebranchen for at forsørge sig selv og sin søn. Hun fik en succesfuld karriere som tekstforfatter, der førte til, at hun begyndte at skrive for tv. Blandt andet skrev hun det første afsnit af den legendariske tv-serie ”Herskab og tjenestefolk”, for hvilken hun vandt en prestigefyldt, britisk tv-pris. Weldon giftede sig senere med jazzmusikeren Ron Weldon, som hun fik yderligere tre sønner med og var sammen med i de næste tredive år. Samtidig begyndte hun at skrive bøger, og den første, ”The Fat Woman´s Joke”, udkom i 1967.

Senere boede hun med sin tyve år yngre tredje mand i et hus i Dorset, hvor Weldon skrev på livet løs i kælderen. Godt og vel en roman om året er det blevet til i hendes lange skrivekarriere, og Weldon var en yderst produktiv forfatter langt ind i alderdommen, for slet ikke at tale om en ivrig debattør. Ikke mindst i forbindelse med favorittemaet: forholdet mellem kønnene. I 2010 modtog hun, sammen med journalist og forfatter Maise Njor, Dannerhusets ærespris for samtalebogen ”Livet for let øvede” (2010), og sagde i den forbindelse: ”Mænd er så radikalt anderledes fra kvinder, og jeg mener, at kvindernes forsøg på at gøre mændene til kvinder er fatal. Vi kan lige så godt lade dem være mænd og for eksempel ikke hele tiden tvinge dem til at have nogle følelser. Nogle gange er det som om kvinder vil helt ind i hjernen på mændene og overtage den.” (Marie Sæhl: Fay Weldon: ”Feministerne har tilgivet mig”. Politiken, 2010-11-12).

”Praxis” (1978, på dansk 1980) er den første af Weldons bøger, der udkom på dansk, og med den bragede hun lige ind i en kvindefrigørelse, der allerede var godt undervejs. Praxis er navnet på den kvindelige hovedperson, der for mange læsere blev noget af en moderne heltinde. Vi møder hende, da hun er en ældre kvinde, der usentimentalt fortæller sin livshistorie.

Praxis’ historie begynder i 1920´ernes Brighton og slutter i 1970´ernes London. I de mellemliggende år har Praxis haft alverdens forskellige roller: hun har både været prostitueret, sukkersød forstadshustru, højt profileret tekstforfatter på et reklamebureau, mor til to og til sidst en glorificeret leder af rødstrømpebevægelsen. Hun har oplevet alt fra incest til utroskab og barnemord – og har tilbragt to år i fængsel for det sidste.

Praxis er et offer for mænds forførelse og bedrag, men hun er først og fremmest et offer for Naturen – et tema, der har optaget Weldon igennem hele forfatterskabet. Naturen er den store skurk, for den er ikke på kvindens side, ifølge Weldon: ”Naturen ved ikke bedst; måske ved den det for fuglene, for bierne, for køerne, og for mænd. Men Jeres interesser og Naturens falder ikke sammen.” (s. 142). Det er ren besked til de kvindelige læsere. Naturen er det, der får kvinder til at forelske sig, gifte sig og få børn, og det er her, det går galt for kvinderne.

”Praxis” er en bog om kvindeundertrykkelse og på den måde et udtryk for den tid i senhalvfjerdserne, hvor den blev skrevet, men den er samtidig skrevet med Weldons sans for humor. Her blev grundstenen til det videre forfatterskab lagt, og her ser man også Weldons til tider næsten galgenhumoristiske tilgang til dette tema: Man er som kvinde et offer for naturens lune, så hvorfor ikke bare læne sig tilbage og enjoy the ride?

På trods af humoren er Praxis dog klart den mest alvorlige af Weldons bøger, og selv er Weldon ikke synderligt begejstret for den i dag. Den etablerede hendes ry som en seriøs forfatter, men kun fordi, som hun selv siger: ”Jeg gik det første udkast igennem og tog alle jokes ud. Derfor tog folk den seriøst. Det har jeg ikke gjort med mine bøger siden, og derfor bliver jeg opfattet som værende ret pjattet i nogle kredse.” (John Crace: Fay Weldon: Ms. Praxis relaxes. The Guardian, 2006-05-16).