Foto: Michael Holz / C&K Forlag

Robert Wilson

cand.mag. og journalist Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information. 2011.
Top image group
Foto: Michael Holz / C&K Forlag

Den britiske forfatter Robert Wilson er lig med kulørte politiromaner fulde af gys, gru, melodrama og sydlandsk stemning. Med serien om drabschefen Javier Falcón har han givet Sevilla sit eget berømte svar på Ystads Kurt Wallander og Barcelonas Pepe Carvalho. Det er Javier Falcón, som træder i karakter, når et mord ryster den lokale elite af skuespillere, tyrefægtere, politikere og byggematadorer. Ikke helt sjældent involverer det russisk mafia, islamister, CIA og spansk efterretningsvæsen.

28688091

Blå bog

Født: 1957 i Storbritannien.

Uddannelse: Kandidat i engelsk fra Universitetet i Oxford.

Debut: Instruments of Darkness. Harper Collins Publishers, 1995.

Priser: CWA Gold Dagger, 1999. International Deutsche Krimi Prize, 2003.

Seneste udgivelse: Rekviem i Andalusien. C&K Forlag, 2011.

Inspiration: Sin engelsklærer.

Artikel type
voksne

Baggrund

“Hans øjne ransager mine for at finde en grund og da det viser sig frugtesløst, medlidenhed. Jeg har intet behov for eller begær efter verbal oprejsning, så min hånd langer ud og rammer ham over halsen med så brutal kraft at der lyder et højt smæld.”
“Den blinde mand i Sevilla”, s. 433.

Krimiforfatteren Robert Wilson kommer fra den øvre britiske middelklasse, nærmere bestemt en egen lille beduinstamme i de statsansattes rækker, militærpiloterne. Faren var i flyvevåbnet, Royal Air Force, og karrieren sendte familien vidt omkring. I 1963 havnede den i Frankrig. Året efter blev den syvårige Robert Wilson sendt tilbage til England på kostskole. “Jeg kom ind i en brutal verden, som gav mig en livslang interesse for fascistiske regimer. I en alder af otte vidste jeg alt om terror, konsekvenser, straf og psykisk tortur, såvel som trods, modstand og venskabets bånd,” erindrer Robert Wilson (www.robert-wilson.eu).

Han skiftede skole, og forsynet udstyrede ham med en stribe gode engelsklærere, som førte ham ind på Oxford, hvor han læste engelsk på St. Edmunds Hall (et af de otteogtredive 'colleges' plus seks 'halls', som udgør Oxford Universitetet). I sommerferien stod den på Greyhound-busser igennem USA og året efter på en rejse fra London til Nepal i en udrangeret varevogn fra det Hollandske postvæsen.

Efter tre års studier fik Robert Wilson sin kandidatgrad. Han arbejdede som guide på arkæologiske udgravninger i Grækenland. Han mistede kæresten og fik ikke taget afsked med faren, som døde. Han var i sort humør og skrev digte, som ikke blev udgivet.

En ungdommelig og eventyrlig rutsjetur kulminerede med en vanvittig rejse gennem Afrika i begyndelsen af firserne, hvorefter han blev gift, slog sig ned i Sintra syd fra Lissabon og gjorde de indledende øvelser til forfatterkarrieren med rejseskildringer.

I 1992 flyttede ægteparret Wilson til en bedårende ruin i Alentejo-provinsen på grænsen til Spanien (generøst skildret på forfatterens hjemmeside, www.robert-wilson.eu – et kig værd (Konstateret utilgængelig 2021-01-07)). Herefter begyndte en gennemstruktureret tilværelse med faste skriverutiner.

Den blinde mand i Sevilla

“Men det var alt sammen kun forventelige rædsler i en brutal kultur. Torturen af Raúl Jiménez var noget han ikke kunne forholde sig objektivt til, og det skyldtes ikke kun at han havde et særligt følsomt forhold til øjne som var så vigtige i hans profession.”
“Den blinde mand i Sevilla”, s. 53-54.

Frem til i dag har Robert Wilsons krimiromanforfatterskab kastet små ti titler af sig. Fire af dem foreligger på dansk. Tilsammen udgør de “Sevilla-kvartetten” efter byen, som danner ramme om handlingen. Første bind udkom i 2003 under titlen “The Blind Man of Seville”, på dansk i 2006 som “Den blinde mand i Sevilla”. Fortælleren er en tredjeperson, som rapporterer hovedpersonen, drabschef Javier Falcóns oplevelser. Falcón for sin part er en klassisk sortsynet hængemulestrømer, en andalusisk variant af Beck, Wallander, Rebus, Montalbano og Pepe Carvalho.

26275768

Læseren møder Javier Falcón på et tidspunkt, hvor konen Ines netop er skredet med en besked om, at han er den koldeste skid, hun nogensinde har mødt. En ny kvinde, Consuelo Jiménez, er på vej ind i hans liv. Han møder hende i forbindelse med mordet på hendes mand, en berømt restauratør, Raul Jiménez, titelfiguren. Raul Jiménez har fået skåret øjenlågene af og er, konkluderer Falcón, blevet tvunget til at se noget, som han ikke har villet se, noget som han har lukket øjnene for. Mistanken falder i første omgang på Consuelo, men mange andre spor åbner sig, heriblandt et, som peger durk ned i Javier Falcóns egen fortid. På den myrdede restauratørs kontor er der billeder af Javiers berømte, afdøde far, kunstneren Francisco Falcón. Javier dykker ned i farens efterladte dagbøger og får sig den ene grimme overraskelse efter den anden. Raul Jiménez og Francisco Falcóns forhistorie fletter sig sammen til et infamt vidnesbyrd om menneskelig forråelse og depravation.

Dagbogen refereres i fyldige passager, som fører læseren fra den Nordafrikanske fremmedlegion til den spanske borgerkrig og kampene ved Østfronten i Anden Verdenskrig og videre tilbage til Nordafrika og den mytologiske fest for kunstnere og millionærer i Tanger fra krigens slutning til kolonistyrets ophør i 1957. Ved endt læsning er Javiers liv ikke længere det samme. Francisco Falcón har slået Javiers rigtige far, en genial arabisk kunstner og hans mors elsker, ihjel og stjålet hans værker. Han har i det hele taget dræbt, horet og bedraget. Og et eller andet sted undervejs har han skabt et monster, som nu seriemyrder i Sevilla. Og meget tyder på, at Javier Falcón er det næste offer.