Hanne Richardt Beck

Hanne Richardt Beck blev født den 3. maj 1959 i Bellahøj, København. Hendes far, Kai Richardt Jørgensen, var tidligere modstandsmand, hvilket mærkede ham både fysisk og psykisk. Han døde, da hun kun var 10 år gammel. Hanne Richardt Beck fortæller, at hun gennem sin opvækst følte sig anderledes end de andre børn: “da jeg var barn og alle andre blev rigere og rigere og flyttede i parcelhus og fik bil osv., da var min familie temmelig fattig og blev boende i den treværelses, gik i aflagt tøj osv.” (Litteratursiden.dk). Faderens barske fortid var et tabu i familien, og hun føler, at selvom hun er født i 1959, er hun vokset op med Anden Verdenskrig.

Hun blev student i 1978 og boede i London og Invergarry fra 1979 til 1980. Da hun kom tilbage til Danmark, begyndte hun på Københavns Universitet og blev i 1988 cand.mag. i dansk og engelsk. Richardt Beck har aldrig drømt om at blive forfatter. Hun vidste, at erhvervet indbragte en stor mængde usikkerhed, og den egnede hun sig ikke til. Selv siger hun: “Som 4-5-årig havde jeg en periode, hvor jeg sagde hvert ord to gange. Fordi jeg syntes det var synd for ordene, at de skulle være alene... Sproget har jeg altså altid haft respekt for, og jeg har nydt at sætte ord på papir så længe jeg kan huske, men tanken om at sende noget ind til et forlag lå mig i mange år fjernt.” (Litteratursiden.dk)

I 1991 fik hun arbejde som gymnasielærer på Sankt Annæ Gymnasium, og samtidigt begyndte hun at tage skrivelysten alvorligt. I 1993 debuterede hun med slægtsromanen “De brune øjne, Arthur”, og da hun i 2005 modtog Statens 3-årige arbejdsstipendium, sagde hun op på gymnasiet og helligede sig litteraturen. Hun har som forfatter følt sig lidt ved siden af: “Da alle de andre skrev kortprosa i 90’erne, skrev jeg lange romaner.” (Litteratursiden.dk)

I 1990’erne arbejdede Hanne Richardt Beck desuden som klumme- og freelanceskribent på Berlingske Tidende og det hedengangne Aktuelt. Hendes indlæg var humoristiske diagnoser af samfund, familie og litteratur.

Hanne Richardt Beck har været gift med Steen Beck siden 1989. Han er lektor på Syddansk Universitet. De bor sammen i Valby og har to voksne børn.

“De brune øjne, Arthur” er Hanne Richardt Becks debutroman fra 1993. Det er en slægtshistorie, der følger to familier og deres skæbner fra dagen før tyskernes invasion af København i 1940 og fire generationer frem. Elisabeth og hendes mand Berndt, der er sagfører, bliver venner med det jødisk-østrigske par Anna og Frantz Wiedewart. Elisabeth og Frantz forelsker sig i hinanden på afstand. Frantz bliver sendt til England under hele krigen på grund af stikkeren Ingerslev, der også er skyld i, at Annas familie bliver sendt i koncentrationslejr. Da krigen er slut og Frantz kommer hjem, er forelskelsen intakt, men dog uberørt indtil Frantzs død. Frantz og Anna har sønnen Stefan og Elisabeth og Berndt den jævnaldrende datter Eva. Eva og Stefan forelsker sig, da de bliver voksne. Eva dør i barselssengen, så Elisabeth og Berndt tager sig af barnet Christina. Man følger familien frem til, at Christina bliver voksen og får sønnen Arthur.

51570626

Romanen gør brug af et fortælleteknisk greb, hvor der veksles mellem tider og personer. Indimellem brødteksten er der passager med kursiv, der i et lidt drømmeagtigt og tvetydigt univers foregår i perioden, da Arthur er blevet født.

Teknikken med krydsklippene bevirker, at kausaliteten vendes om. Somme tider får man virkningen før årsagen.

Parforholdet som tema skildres gennem flere generationer. På Christinas tid er det lidt ligegyldigt, hvem der er far til barnet, for kæresten Niels har lovet, at han gerne vil være far. I kontrast hertil står Elisabeth og Berndts ægteskab, der er så tvungent, lidenskabsløst og tørt, at man kan se støvet for sig.

Krigen er ikke direkte nærværende i fortællingen, men dukker alligevel op som en knude, der begrunder flere fortrængninger, undertrykkelser og rædsler. Helt udpenslet bliver det først, da man hører Annas søster Lucies historie fra koncentrationslejren, hvor vejene blev asfalteret med asken fra brændte lig, og hvor kvinderne fik sprøjtet cement op i livmoderen som en effektiv sterilisering. Hvor så meget andet bliver hentydet og underspillet, får vi her de barske realiteter udpenslet. Det bliver desto mere knugende, når man tænker på kontrasten til beskrivelserne fra København, hvor krigens alvor aldrig rigtig bider sig fast. Alligevel viser “De brune øjne, Arthur” hvordan krigen har voldsomme efterdønninger hele vejen op igennem århundredet for dets nye børn og familier.