H. C. Branner

Hans Christian Branner blev født i Ordrup nord for København i 1903 som den yngste af tre søskende. Faderen var rektor på Ordrup Gymnasium, moderen var lektor samme sted, men skolegang og uddannelsesmiljø kom aldrig til at behage H.C. selv. Han var, med sit eget ord, familiens ’drømmer’: “Det gik ikke saa godt med Skolen og mig, vi forstod ikke rigtig hinanden. Maaske er det heller ikke godt for Drømmere at finde altfor stor Forstaaelse, og Lærere er nu engang ikke geniale Børnepsykologer, de er Lærere og en Slags Mennesker ligesom Forældre.” (“Glimt af mig selv”, side 37). Faderen døde da Branner kun var fem, og tabet har sandsynligvis igangsat ’drømmerens’ virkelighedsflugt. Motivet om den døde fader optræder flere steder i Branners forfatterskab.

Efter sin studentereksamen i 1921 lagde Branner skolen bag sig. Han drømte endnu ikke om at blive forfatter, han ville være skuespiller. Han fik et par roller, men i løbet af et årstid blev det klart, at han ikke var noget stort talent. Det mislykkede forsøg med skuespilkunsten desillusionerede Branner. Han opgav alle af ’drømmerens’ ideer, og bestræbte sig på at blive et normalt menneske, som han selv har sagt, med fast arbejde og et sundt fritidsliv. Han fik en læreplads på Jespersens og Pios Forlag, og her avancerede han hurtigt til lagerchef med hvid kittel og egen telefon.

Branner blev på forlaget i årene 1923-32, hvor han også stiftede familie. Men det ’normale’ liv var umuligt for Branner, ’Drømmeren’ trængte sig på: “Mens Kontormanden kæmpede for at faa Fodfæste i Virkeligheden, havde Drømmeren utrættelig opbygget sin egen indre Virkelighed.” (“Glimt af mig selv”, side 42). Branner sagde sin sikre stilling op, og sprang ud som forfatter. I 1932 debuterede han med en novelle i Politiken, men det var først i 1936, han for alvor ramte noget stort med debutromanen “Legetøj”. Bogen, hvor udviklingen i et mellemstort handelshus fungerer som en allegori på 30’ernes klassesamfund, blev skrevet på en måned, og den høstede pæne anmeldelser.

Branner blev nu en flittigt forfatter. Hvert år tilbragte han mange måneder i selvvalgt isolation på den lille ø Agersø i Storebælt, hvor han kunne finde arbejdsro, mens hustruen Karen Margrethe og sønnen Jens var overladt til sig selv på fastlandet. Forfatterlivet var ikke synderligt lukrativt, og Branner tjente primært penge på at oversætte udenlandsk litteratur af navne som Friedrich Dürrenmatt, Franz Kafka og Thomas Mann.

I løbet af årene inden, under og efter Anden Verdenskrig etablerede han sig som en af de helt centrale kulturpersonligheder i Danmark. Han markerede sig i mange genrer; novelle, essay, prosa, roman og hørespil, og havde en forkærlighed for modernistiske formeksperimenter som den frie bevidsthedsstrøm (stream of conciousness).

Men ingen af hans værker blev skabt med samme lethed som “Legetøj”, som også både tematisk og formelt er enestående i forfatterskabet. Branner beskæftigede sig i sine tidlige værker med individpsykologi og var, som tiden, stærkt inspireret af Freud, men især udbruddet af Anden Verdenskrig kom til at stå som et nederlag for hans humanistiske ideer.

Siden kredser han om mere eksistentielle temaer som skyld, ansvar, frihed og rammerne for den trængte humanisme. Dog mister han aldrig interessen for tematikkerne omkring magt og afmagt, angst, smerte og kærlighed.

I offentligheden var Branners forfatterskab en rutschetur, hvor succes afløstes af fiasko og omvendt. De senere år af forfatterskabet var præget af skriveblokeringer og sygdom, men han holdt aldrig op med at være en central skikkelse i sin samtid. Så meget desto mere kan det undre, at hans forfatterskab er overset i dag. H.C. Branner døde i april 1966, 62 år gammel.

H.C. Branner får i 1936 sit gennembrud med romanen “Legetøj” . Her skildrer han livet i handelshuset Kejserboderne, der sælger legetøj af mere eller mindre lødig karakter. Men egentlig er romanen et pessimistisk portræt af personerne i firmaets minisamfund: Chefen Hermann Kejser, der sidder i det fine kontor, mellemlederne Feddersen og Trane, der sidder under ham, kontordamerne i fælleskontoret og sidst proletariatet, der arbejder i kælderen. Romanen er et pinefuldt og sorthumoristisk studie i magtbegærlighed, angst og selvbedrag. I centrum for magtkampen står prokuristen Feddersen, der inkarnerer den rene magtudfoldelse. For ham er magten mål i sig selv. Feddersen tilrettelægger intriger, som bringer ham nærmere sit mål, men konsekvensen bliver, at handelshuset styrer mod sin undergang.

På alle niveauer i virksomheden er det magten og angsten, der definerer forholdene, men balancen er ustabil og afslører ødelagte mennesker. Alle som én er de lallende vrag, som bukker under med mislydende klynken, når de konfronteres med hulheden i deres længsler. Magten medfører psykologisk forkvakling, siger romanen, og lader pointen komme til udtryk i hovedpersonernes regression og masochistiske seksuelle fantasier.

Som den lysende undtagelse står den unge kontorpige Klara. Hun er i sine sunde drifters vold, og kommer ved sin naturlighed til at udstille alt det forkerte i Kejserbodernes samfund. Hun forelsker sig i den unge lærling Martin, og gennem Klaras renhed øjner han handelshusets realiteter og siger op i tide.

“Legetøj” er typisk for 30’ernes litteratur ved at være en kollektivroman : Den bygger ikke sin handling op om et individ men derimod om en gruppes eller et samfunds dynamikker. Kollektivromanen er en af socialrealismens traditionelle former, men Branner binder sig ikke stramt til realismen. Både Feddersen og Klara er nærmest mytiske figurer, og Branner trækker sig også væk fra det kollektive ved at lade Martin gennemløbe en psykologisk udvikling.

“Legetøj” er ofte blevet læst som en allegori over nazismens fremmarch i Europa. Det er helt oplagt; både Feddersen og Hermann Kejser deler træk og retorik med Der Führer , men bogens analyse af Kejserbodernes minisamfund har flere facetter, end den allegoriske læsning kan rumme.

“Legetøj” adskiller sig fundamentalt fra Branners senere romaner, men samtidig er det denne hans første roman, der har haft længst levetid.