julia butschkow
Foto: Robin Skjoldborg

Julia Butschkow

cand. mag. Carl Martin Faurby, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af cand. mag. Katrine Sekjær. 2011.
Top image group
julia butschkow
Foto: Robin Skjoldborg
Main image
Butschkow, Julia
Foto: Lars Gundersen / Rosinante & Co.

Indledning

Julia Butschkow har en særlig sans for fortidens synder og hvordan de forplanter sig gennem generationer. Siden hun debuterede som 21-årig, har hendes komprimerede romaner og dystre digtsamlinger leget med sprog og genrer. Hendes første roman “Lunatia” modtog rosende anmeldelser for dens usædvanlige fortællerstil og det modige teksteksperiment, det var at skrive en hel roman med kun et enkelt punktum til sidst. Kort tid efter modtog hun Kunstfondens treårige arbejdslegat. Det resulterede i slægtsromanen “Apropos Opa”, som blev nomineret til DR Romanprisen 2010 for sin genreudvidende fortælling om en families opgør med sin nazistiske fortid. Med novellesamlingen “Der er ingen bjerge i Danmark” fra 2011 er Butschkow tilbage i den stramme form. I bogen giver hun et sind- og samfundsbillede, et portræt af udvalgte danskere, som hun fremstiller med både bid og detaljer.

 

54018126

Blå bog

Født: 21. december 1978 i København.

Uddannelse: Forfatterskolen, 2001.

Debut: Lykkekomplex. Facet, 1997. Digte.

Litteraturpriser og legater: Nomineret til DR Romanprisen (2009/10).

Seneste udgivelse: Granit. Rosinante, 2018. Noveller.

Inspiration: Donald Batholme, Virginia Wolf og James Joyce.

Genre: Novelle

Artikel type
voksne

Baggrund

“Opa lovede sig selv i sit livs mest desperate og sentimentale øjeblik, at han ville finde sin familie og sørge for, at de blev den lykkeligste familie i hele Tyskland.
Hvis Opa havde formået at holde fast i følelsen, var min fars og hans søskendes barndom blevet langt mindre traumatisk.”
“Apropos Opa”, s. 81.

Julia Butschkow boede i København, indtil hun var fem, hvorefter hun flyttede til Ranum i Jylland. Efter folkeskolen begyndte hun på efterskole, hvor hun for første gang forfattede egne tekster sammen med penneveninden. På skolen blev Butschkow opfordret til at deltage i en skrivekonkurrence for unge i Europa. Hun vandt og besluttede sig for at forfølge skrivningen lidt endnu. Hun fravalgte gymnasiet og tog ophold på en kreativ ungdomshøjskole på Fyn. Derefter begyndte hun på den fri ungdomsuddannelse, som hun afbrød to år senere, da hun blev optaget på Forfatterskolen.

22608118

Samtidig med optagelsen udkom digtsamlingen “Så Simpelt”. På forfatterskolen udviklede hendes kortprosatekster sig til mere sammenhængende historier. Dels pga. et manuskriptsamarbejde med teaterskolen, hvor hun skrev manuskriptet “Sidespor”, og senere i kraft af forfatteren Naja Marie Aidt, der så en rød tråd i Butschkows ellers opbrudte tekster. Tråden udviklede sig med tiden til den eksperimenterende roman “Lunatia”, der modtog en lang række rosende anmeldelser. Derefter modtog hun Kunstrådets treårige arbejdslegat, der resulterede i romanen “Apropos Opa”. Romanen rummer selvbiografiske elementer, da hun selv har en farfar, som var højtstående nazist under Anden Verdenskrig. Derfor benytter hun også farfarens (og sit eget) rigtige navn, Butschkow, i romanen. Det er dog først og fremmest en fiktiv roman, der bruger fiktionen til at udfylde de huller, der er i Julia Butschkows viden om farfarens liv og tanker.

Lunatia

”… Papa havde hjulpet mig med at viske min krops grænser ud, han havde opdraget mig til, at min krop var noget der tilhørte ham, og på den måde befriede han mig fra at skulle tage stilling til , hvad jeg havde lyst til og ikke lyst til”.
Julia Butschkow: “Lunatia”, side 79.
Julia Butschkow: “Lunatia”, side 79.

Julia Butschkows første roman “Lunatia”, der udkom i 2004, er opbygget som én lang sætning med kun et enkelt punktum efter bogens sidste sætning. Konstruktionen underbygger dermed bogens fortælling om en nærmest ustoppelig deroute for den kvindelige fortæller. Formen fremhæver desuden, hvorledes alting i et liv hænger sammen – fra farens overgreb på fortælleren, hendes jagt på kærlighed, men manglende evne til at give sig hen, og helt frem til hendes vej tilbage til livet efter et selvmordsforsøg. 

Historien handler om en ung kvinde, som skriver om sit liv fra en hospitalsseng efter et forsøg på selvmord. Årsagen til selvmordsforsøget er farens årelange seksuelle overgreb, som moren har kendt til, men ignoreret. I stedet søgte hun seksuel trøst hos de andre mænd i landsbyen. Da fortælleren forlader hjemmet som teenager, tager hun til storbyen, hvor hun indleder et liv med stoffer og prostitution.

Det hele kulminerer i en blanding af overgreb og overdosis på en underjordisk S/M klub, hvor hun bliver reddet af en ven, som hun bor hos, indtil hun kommer på fode igen. Langsomt begynder hun en ny tilværelse og får en kæreste. Alt falder imidlertid til jorden, da faren efter mange års stilhed kontakter hende for at undskylde. Bægeret flyder over, og hun kaster sig ud fra en bro. Hun bliver dog reddet og indlagt, og det er her hendes fortælling afsluttes i et endeligt opgør med forældrene.

29464227

Fortælleren er ude af stand til at bryde ud af sin skal og gentager de følelsesmønstre, som hun har arvet fra sine forældre. Hun husker bl.a. den leg, der indledte mange af overgrebene, hvor faren for sjov begynder at slås med hende for at lade hende vinde. Han gjorde sig svag for derefter at begynde overgrebet og give hende oplevelsen af, at hun havde ansvaret for overgrebene. Hendes forskruede følelsesliv gentages i storbyen ud i det ekstreme, hvor et tvillingepar betaler hende for at dominere dem, mens hun om natten lader sig misbruge af en fotograf.  

Romanens titel “Lunatia” kommer af latin og betyder snegl, og historien former sig efter sneglehusets spiral, som man også ser illustreret på bogens forside. Fortællingen går i ring, men forandrer sig alligevel en lille smule som tiden går. I historien vender hovedpersonen igen og igen tilbage til udgangspunktet: forældrene og overgrebene, men spiralen bevæger sig samtidig videre.

Anledningen til historiens dynamik er det ”Du”, som fortælleren skriver brevet til. Han er fortællerens ungdomskærlighed og fremstår som den rene og uopnåelige modsætning til hendes sørgelig tilværelse. Det var ham som har vist hende, at lykke er en mulighed, hvis hun er i stand til at stikke hovedet ud af sneglehuset, og tage imod den.

Apropos Opa

“Da jeg var barn, talte min far ikke om det, alligevel kunne jeg mærke, at der var et eller andet galt, når han havde lagt røret på efter at have sagt auf Wiedersehen til Oma. Min far svarede ikke, hvis jeg spurgte ham om noget, han sad bare og så.”
“Apropos Opa”, s. 126.

Julia Butschkows roman “Apropos Opa” fra 2009 handler om en ung dansk kvinde, hvis tyske farfar har sendt tusinder af jøder i koncentrationslejer under Anden Verdenskrig. Vi møder hovedpersonen og hendes far i nutiden, hvor farfaren ligger for døden. Her begynder et forsigtigt opgør med farens stilhed overfor farfarens krigsforbrydelser. I løbet af bogen føres læseren gennem tre generationers familiehistorie – fra faldet af det tredje rige, over hippiegenerationens ansvarsløshed og frem til nutiden, hvor fortidens synder optrævles. 

Fortællerens liv er gået i stå. Hun læste litteratur på universitet, men fik angstanfald og droppede ud. Hun trak sig mere og mere tilbage fra verden og arbejder nu hos en urmager på Hovedbanegården. 

29464227

Hendes liv, og hele fortællingen, sættes i gang, da hendes tyske fætter møder op i butikken. Han konfronterer hende med farfarens forbrydelser, som hendes far altid har fortiet. Han inviterer hende til åbningen af sin kunstudstilling i København, for at se hans værk, der består i at sidde nøgen i et bur og vise sin benede krop frem. Værket udtrykker en konfronterende og ubehagelig form for ærlighed, der står i skarp kontrast til det tunge stiltiende hemmelighedskræmmeri, der kendetegner farens familie. Dette er samtidig et af bogens hovedmotiver: den vanskelige konfrontation med fortidens synder.

Romanen tilbyder ikke bare en forståelse af farfarens indestængte tungsind, men også store dele af Tysklands traume efter krigen. Gennem bedstefarens historie italesætter romanen den skam og rådvildhed, der opstår når et samfunds ideologi falder fra hinanden, og det der blev hyldet den ene dag, bliver indbegrebet af ondskab den næste.

Den omvæltning af ideologier og identitet er så voldsom, at den kun kan overkommes med stilhed. Butschkow viser, hvordan denne stilhed forplanter sig til efterfølgende generationer, der reagerer mod forældrenes indestængte skam, for eksempel med hippieideologiens ansvarsløse relationer, som man ser det hos faren. 

Bogen ender med, at fortælleren får evnen til at åbne sig op for andre mennesker og stilheden omkring farfarens forbrydelser brydes. Forløsningen sker ved farfarens død, hvor fortælleren og hendes far nærmer sig en forståelse – og måske tilgivelse – af farfaren.

Der er ingen bjerge i Danmark

På grund af den sofa går jeg aldrig i gråt, det ville minde mig ulideligt meget om den hvis jeg gjorde det. Det ville gøre mig trist, måske ville jeg endda momentant kunne opfylde kriterierne for en klinisk depression, det ville slet ikke være til at bære.”
“Der er ingen bjerge i Danmark”, side 18.

Med novellesamlingen ”Der er ingen bjerge i Danmark” (2011) bliver nutidens Danmark kortlagt. Og nej – nok er der ikke bjerge i vores lille land, men terrænet er nu langt fra lige ud ad landevejen af den grund. Livets vej hos almindelige danskere er både bakket, gruset og fyldt med huller, og det er netop de små bump, Butschkow undersøger i sine noveller.

Allerede i den indledende novelle “Det er helt normalt” aner man, at det normale er en afledningsmanøvre – for eksempel en helt normal, grå sofa hos en helt normal lægefrue, der er grå under den hårfarve, hun får Gun-Britt til at dække hårrødderne med. Der er noget tragikomisk over Julia Butschkows fremstilling, der er præcis og deskriptivt fremstillende i en sådan grad, at ironien ligger mellem linjerne. Lægefruens neurotiske adfærd fremstilles indirekte, for eksempel gennem konstateringen af den mærkelige vane, hun har fået med at låse sofaen inde, når Jens Martin, manden, er taget på arbejde. Hun kan simpelthen ikke udstå den sofa – ikke tanken om den, ikke i dagtimerne. Formiddagen går med at gøre sig ’klar’ – men til hvad? Der skal lægges makeup og drikkes grøn te, men ellers forekommer livet at være en lang fortrængning af det grå – og en lang venten på Jens Martin. Tristessen og komikken er til at tage og føle på: Måske er det slet ikke umuligt, at en grå designersofa i visse tilfælde kan udløse en klinisk depression, der har ligget latent i en kvinde, der selv er gået hen og er blevet et møbel i hjemmet?

28696361

Novellesamlingen er delt op i tre dele, og titlerne kredser med få undtagelser om det danske og det normale. Fra pigen Anna, der på en helt normal ferie får den tanke, at hun er dødeligt syg, den lesbiske kvinde i novellen “Kartofler, kød, noget grønt”, der på mere end én måde bliver berørt af en udenlandsk mand på Nørrebro, det smarte, unge nygifte par, der tager til Berlin på bryllupsrejse og forsøger at tage afstand fra deres nyligt indgåede medlemskab af ægtestanden til slutnovellen ”September”, hvor en ældre kvinde sørger over tabet af ham, hun aldrig fik.

Julia Butschkow giver med sin novellesamling et selektivt samtidsbillede af Danmark. Som romanforfatter kunne hun have valgt at lave en samtidsroman, men i stedet har hun iagttaget sine landsmænd og derefter foretaget en række litterære punktnedslag i forskellige danskeres liv.

 

Genrer og tematikker

“Butschkow!” bliver der råbt på den anden side af toiletdøren, mens farfaren i “Apropos Opa” flygter fra sit fangenskab. Dette sted har været diskuteret meget, siden bogen udkom. At bedstefaren i romanen hedder det samme som forfatteren, har både forvirret og forundret bogens publikum. Butschkow gradbøjer vores forventninger til romangenren ved så eksplicit at inddrage sin egen families historie og slører dermed grænserne mellem selvbiografi og roman. Det litterære greb ses oftere i de seneste års litteratur. Litteraturforskeren Poul Behrendt kalder denne sløring af afsenderforholdene for en dobbeltkontrakt. Allerede inden en bog bliver læst, har forfatteren og læseren indgået en kontrakt om hvilken type tekst der læses, for eksempel gennem en genreangivelse på bogens forside.

Bøger som “Apropos Opa” laver derimod en dobbeltkontrakt, der både siger, at teksten er biografisk og fiktiv. Det udfordrer vores vurderingsevner og læseren må tænke sig ekstra godt om, i stedet for blot at tage det man læser for gode varer. Man anspores til i højere grad at tage den virkelighed og kontekst, som bogen er skrevet i, ind i sine betragtninger. Poul Behrendt mener, at tendensen er opstået, fordi publikum og medier konsekvent læser forfatterens eget liv ind i teksten – om forfatteren vil det eller ej. For tiden benytter mange forfattere sig af dobbeltkontrakter. Forskellen på Butschkow og mange andre forfattere er, at mange bruger det som en konsekvent del af deres værkpraksis, mens Butschkow har benyttet grebet for at skrive en historie, som både har selvbiografiske og fiktive elementer. Det er altså typen af historie som vælger grebet, frem for grebet der vælger historien, hos Butschkow.  

Ser man på den senere del af Butschkows forfatterskab, finder man en række gennemgående temaer. Et tema, der er særlig tydeligt, er hvordan fortiden forplanter sig gennem generationer og ind i nutiden. I “Apropos Opa” er det den skelsættende begivenhed fra Anden Verdenskrig, hvor farfaren konfronteres med sine forbrydelser, der er omdrejningspunktet. Skammen, der fører til stilhed og menneskefjendskab, forplanter sig til sønnen. Han reagerer på farens distance med ansvarsløshed, som udelukker ham fra at danne bindende relationer til andre – på samme måde som sin egen far. Ansvaret lægges i stedet over på datteren, som af frygt for ikke at kunne leve op til ansvaret, udelukker mennesker fra sit liv, får angstanfald og konstant forsøger at opretholde en perfektionistisk facade med make-up og fortielser om sit stagnerede liv. I “Lunatia” er det farens skæbne, som barn af kz-myrdede jøder, der er udgangspunktet for den ulykkelige deroute, der munder ud i adoptivdatterens selvmordsforsøg.

Begge historier undersøger fortidens betydning for nutiden og dets rolle for, hvem vi er. “Apropos Opa” går imidlertid videre og viser, hvordan fortiden på afgørende vis spiller ind i vores relationer til hinanden.  

Et andet centralt tema er stilheden. Stilheden kommer til udtryk både i “Lunatia” og “Apropos Opa”. Hvor stilheden i “Lunatia” kommer af frygten for farens selvmord (hvis overgrebene afsløres), kommer den af skam over fortidens synder i “Apropos Opa”. I begge tilfælde er det fortællingen, der bryder det besnærende tabu. I “Lunatia” skriver fortælleren et brev, mens det i “Apropos Opa” er når sandheden kommer frem, at fortælleren udvikler sig og gør det muligt, i en eller anden form, at tilgive farfaren. I begge tilfælde rummer fortællingen en forløsende kraft, der befrier hovedpersonerne fra fortidens lænker. 

I novellesamlingen “Der er ingen bjerge i Danmark” er det som sagt en kredsen om det normale og det danske, der optager forfatteren. Men også et tema som ensomhed eller måske rettere fremmedgjorthed dukker op: Når individet igen og igen bekræfter, at ’det, jeg gør, er normalt – jeg er et normalt menneske’, opstår der en hvinende mislyd. Selvforståelsen bliver udfordret, når man begynder at betvivle sin egen adfærd. For at tage første novelle som eksempel, kan man sige, at det helt almindeligt at drikke grøn te. Det er helt almindeligt at lægge make-up. Det er helt almindeligt at tage til frisøren og får farvet det grå hår, der har samme farve, som den sofa, man ikke kan holde ud at se på. Men er det helt almindeligt at låse sin sofa inde? Det er det enkelte menneskes tanker, den eksistentielle ensomhed, der larmer. 

Formmæssigt udfordrer Julie Butschkows værker genre, sprog og skrivestil. I “Apropos Opa” oplever man en af de største genremæssige sammenblandinger, mens “Lunatia” er en stilistisk øvelse i sætningsopbygning. Ud over at bryde grænsen mellem fiktion og selvbiografi lægger “Apropos Opa” sig i et spændingsfelt mellem den store episke fortælling i form af slægtsromanen, og en minimalistisk, komprimeret og opbrudt tekst. Fortællingen fordeler sig over tre generationer og et tidsspænd på over et halvt århundrede. Bogens 200 sider står i stærk kontrast til de tunge flerbindsværker, der ofte præger netop denne genre. Derudover er mange af siderne knap nok fyldt ud, og på nogen står kun et par linjer. Det er små koncentrater af en situation, der får lov at hænge i luften hos læseren. De lange beskrivelser af omgivelser og stemninger får læseren selv lov at fylde ud. Det ses tydeligt på historiens første side, hvor der kun står: “Opa er død. – Det var det, siger han. Min far ringer på min mobil.” (side 5).

Beslægtede forfatterskaber

Julia Butschkows forfatterskab kan knyttes an til en række andre bøger, afhængigt af om det er et tematisk blik man lægger på forfatterskabet, eller om man ser på hvilke inspirationskilder, der har haft indflydelse på forfatterskabet.  

Tematisk lægger både “Lunatia” og “Apropos Opa” sig i en række af nyere værker, som behandler eftervirkningerne af Anden Verdenskrig. Her kan især nævnes Knud Romers “Den som blinker er bange for døden” (2006), som derudover også trækker på blandingen af fiktion og selvbiografi. Andre aktuelle eksempler på den blanding er Lone Aburas’ roman “Føtexsøen” (2009), Jens Blendstrups roman “Gud taler ud” (2004) og Lone Hørslevs “Jeg ved ikke om den slags tanker er normale” (2009), uden at værkerne i øvrigt deler tematikker.  

Et af de vigtigste forfatterskaber for udviklingen af Julia Butschkows skrivestil, er, som hun selv har nævnt, den amerikanske forfatter Donald Batholme (1931-1989), der blev kendt for at skrive ekstremt korte fortællinger, der tager udgangspunkt i en enkelt hændelse, frem for længere sammenhængende historier. Dertil nævner hun også Virginia Wolfs (1882-1941) associative skriveteknik og James Joyce (1882-1941), hvis eksperimenterende roman “Ulysses’” (1922) sidste kapitel ikke har et eneste komma eller punktum, før punktummet som afslutter fortællingen. Den opbrudte fortællerteknik blev Butschkow inspireret til af den franske forfatter Natalie Sarraute (1900-1999), som var en hovedfigur i udviklingen af den genre, der af litteraturteoretikeren Alain Robbe-Grillet i hovedværket “På vej mod en ny roman”, fik betegnelsen ’Den nye roman’ (nouveau roman), der eksperimenterede med fortællingens plot og måde at opbygge karakterer på.

Bibliografi

Digte/kortprosa

Butschkow, Julia:
Lykkekomplex. 1997. Digte.
Butschkow, Julia:
Så simpelt. 1999. Kortprosa.

Romaner

Butschkow, Julia:
Lunatia. 2004.
Butschkow, Julia:
Apropos Opa. 2009.
Butschkow, Julia:
Aber dabei. Samleren, 2013.

Noveller

Butschkow, Julia:
Der er ingen bjerge i Danmark. Samleren, 2011.
Butschkow, Julia: Granit. Rosinante, 2018.

Andre udgivelser

Butschkow, Julia:
Sidespor. 2001. Teatermanuskript.
Butschkow, Julia:
Og så videre. Forfatterskolens afgangsantologi. Basilisk, 2001.

Om forfatterskabet

Kilder

Her kan man finde en udvidet biografi, baggrundsinformation om udgivelser og holde sig ajour med anmeldelser og nomineringer.
Kort information om forfatteren og udgivelser.
Plambeck, Dy:
En roman med to signaler. Politiken, 2009-04-04.
Fangel, Gitte:
En Berlinmur af tavshed. Litteratursiden.dk, 2009-06-03.
Skyum-Nielsen, Erik:
Fald og svæv ud i det tomme, Dagbladet Information, 2011-03-24.
Svendsen, Erik:
Der er ingen bjerge i Danmark. Jyllandsp-Posten, 2011-03-24.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Julia Butschkow