julia butschkow
Foto: Robin Skjoldborg

Julia Butschkow

cand. mag. Carl Martin Faurby, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af cand. mag. Katrine Sekjær. 2011.
Top image group
julia butschkow
Foto: Robin Skjoldborg
Main image
Butschkow, Julia
Foto: Lars Gundersen / Rosinante & Co.

Indledning

Julia Butschkow har en særlig sans for fortidens synder og hvordan de forplanter sig gennem generationer. Siden hun debuterede som 21-årig, har hendes komprimerede romaner og dystre digtsamlinger leget med sprog og genrer. Hendes første roman “Lunatia” modtog rosende anmeldelser for dens usædvanlige fortællerstil og det modige teksteksperiment, det var at skrive en hel roman med kun et enkelt punktum til sidst. Kort tid efter modtog hun Kunstfondens treårige arbejdslegat. Det resulterede i slægtsromanen “Apropos Opa”, som blev nomineret til DR Romanprisen 2010 for sin genreudvidende fortælling om en families opgør med sin nazistiske fortid. Med novellesamlingen “Der er ingen bjerge i Danmark” fra 2011 er Butschkow tilbage i den stramme form. I bogen giver hun et sind- og samfundsbillede, et portræt af udvalgte danskere, som hun fremstiller med både bid og detaljer.

 

54018126

Blå bog

Født: 21. december 1978 i København.

Uddannelse: Forfatterskolen, 2001.

Debut: Lykkekomplex. Facet, 1997. Digte.

Litteraturpriser og legater: Nomineret til DR Romanprisen (2009/10).

Seneste udgivelse: Granit. Rosinante, 2018. Noveller.

Inspiration: Donald Batholme, Virginia Wolf og James Joyce.

Genre: Novelle

Artikel type
voksne

Baggrund

“Opa lovede sig selv i sit livs mest desperate og sentimentale øjeblik, at han ville finde sin familie og sørge for, at de blev den lykkeligste familie i hele Tyskland.
Hvis Opa havde formået at holde fast i følelsen, var min fars og hans søskendes barndom blevet langt mindre traumatisk.”
“Apropos Opa”, s. 81.

Julia Butschkow boede i København, indtil hun var fem, hvorefter hun flyttede til Ranum i Jylland. Efter folkeskolen begyndte hun på efterskole, hvor hun for første gang forfattede egne tekster sammen med penneveninden. På skolen blev Butschkow opfordret til at deltage i en skrivekonkurrence for unge i Europa. Hun vandt og besluttede sig for at forfølge skrivningen lidt endnu. Hun fravalgte gymnasiet og tog ophold på en kreativ ungdomshøjskole på Fyn. Derefter begyndte hun på den fri ungdomsuddannelse, som hun afbrød to år senere, da hun blev optaget på Forfatterskolen.

22608118

Samtidig med optagelsen udkom digtsamlingen “Så Simpelt”. På forfatterskolen udviklede hendes kortprosatekster sig til mere sammenhængende historier. Dels pga. et manuskriptsamarbejde med teaterskolen, hvor hun skrev manuskriptet “Sidespor”, og senere i kraft af forfatteren Naja Marie Aidt, der så en rød tråd i Butschkows ellers opbrudte tekster. Tråden udviklede sig med tiden til den eksperimenterende roman “Lunatia”, der modtog en lang række rosende anmeldelser. Derefter modtog hun Kunstrådets treårige arbejdslegat, der resulterede i romanen “Apropos Opa”. Romanen rummer selvbiografiske elementer, da hun selv har en farfar, som var højtstående nazist under Anden Verdenskrig. Derfor benytter hun også farfarens (og sit eget) rigtige navn, Butschkow, i romanen. Det er dog først og fremmest en fiktiv roman, der bruger fiktionen til at udfylde de huller, der er i Julia Butschkows viden om farfarens liv og tanker.

Lunatia

”… Papa havde hjulpet mig med at viske min krops grænser ud, han havde opdraget mig til, at min krop var noget der tilhørte ham, og på den måde befriede han mig fra at skulle tage stilling til , hvad jeg havde lyst til og ikke lyst til”.
Julia Butschkow: “Lunatia”, side 79.
Julia Butschkow: “Lunatia”, side 79.

Julia Butschkows første roman “Lunatia”, der udkom i 2004, er opbygget som én lang sætning med kun et enkelt punktum efter bogens sidste sætning. Konstruktionen underbygger dermed bogens fortælling om en nærmest ustoppelig deroute for den kvindelige fortæller. Formen fremhæver desuden, hvorledes alting i et liv hænger sammen – fra farens overgreb på fortælleren, hendes jagt på kærlighed, men manglende evne til at give sig hen, og helt frem til hendes vej tilbage til livet efter et selvmordsforsøg. 

Historien handler om en ung kvinde, som skriver om sit liv fra en hospitalsseng efter et forsøg på selvmord. Årsagen til selvmordsforsøget er farens årelange seksuelle overgreb, som moren har kendt til, men ignoreret. I stedet søgte hun seksuel trøst hos de andre mænd i landsbyen. Da fortælleren forlader hjemmet som teenager, tager hun til storbyen, hvor hun indleder et liv med stoffer og prostitution.

Det hele kulminerer i en blanding af overgreb og overdosis på en underjordisk S/M klub, hvor hun bliver reddet af en ven, som hun bor hos, indtil hun kommer på fode igen. Langsomt begynder hun en ny tilværelse og får en kæreste. Alt falder imidlertid til jorden, da faren efter mange års stilhed kontakter hende for at undskylde. Bægeret flyder over, og hun kaster sig ud fra en bro. Hun bliver dog reddet og indlagt, og det er her hendes fortælling afsluttes i et endeligt opgør med forældrene.

29464227

Fortælleren er ude af stand til at bryde ud af sin skal og gentager de følelsesmønstre, som hun har arvet fra sine forældre. Hun husker bl.a. den leg, der indledte mange af overgrebene, hvor faren for sjov begynder at slås med hende for at lade hende vinde. Han gjorde sig svag for derefter at begynde overgrebet og give hende oplevelsen af, at hun havde ansvaret for overgrebene. Hendes forskruede følelsesliv gentages i storbyen ud i det ekstreme, hvor et tvillingepar betaler hende for at dominere dem, mens hun om natten lader sig misbruge af en fotograf.  

Romanens titel “Lunatia” kommer af latin og betyder snegl, og historien former sig efter sneglehusets spiral, som man også ser illustreret på bogens forside. Fortællingen går i ring, men forandrer sig alligevel en lille smule som tiden går. I historien vender hovedpersonen igen og igen tilbage til udgangspunktet: forældrene og overgrebene, men spiralen bevæger sig samtidig videre.

Anledningen til historiens dynamik er det ”Du”, som fortælleren skriver brevet til. Han er fortællerens ungdomskærlighed og fremstår som den rene og uopnåelige modsætning til hendes sørgelig tilværelse. Det var ham som har vist hende, at lykke er en mulighed, hvis hun er i stand til at stikke hovedet ud af sneglehuset, og tage imod den.