Paulo Coelho
Foto: Pierre Verdy/AFP/Ritzau Scanpix

Paulo Coelho

journalist Nana Bugge Rasmussen, iBureauet/Dagbladet Information. 2009.
Top image group
Paulo Coelho
Foto: Pierre Verdy/AFP/Ritzau Scanpix
Main image
Coelho, Paulo
Foto: Bazar

Indledning

Paulo Coelhos univers er fyldt med selvstændige, foretagsomme hverdagshelte og -heltinder, der uagtet alverdens besværligheder klør på med krum hals og for det meste med succesfuld udgang. Coelho er optimist på menneskets vegne og tilskynder læseren at ”springe ud i” livet og vove et øje – han er sikker på, at det vil lykkes for os alle, og er da også selv et strålende eksempel på netop dén livsindstilling.

Tematisk rammer han plet på kryds og tværs af nationer og folkeslag. Der er en kolossal interesse for Coelhos historier. På verdensplan har salget af hans bøger netop rundet 100 millioner eksemplarer. Alene ”Alkymisten” er solgt i 30 millioner eksemplarer og oversat til 67 forskellige sprog.

 

45937836

Blå bog

Født: Den 24. august 1947, Rio de Janeiro, Brasilien.

Uddannelse: Jurastudier ved universitetet i Rio de Janeiro, afbrudt efter ét år.

Debut: ”Arquivos do Inferno”, 1982. (Eng: ”Hell Archives”. Ikke oversat til dansk).

Litteraturpriser: Coelho har modtaget mere end 30 større litteraturpriser verden over. Et lille udvalg er: ”Elle – Best International Writer Spain 2008”. ”Distinction of Honour of the City of Odense” (”Hans Christian Andersen Award”), Danmark, 2007. ”Wilbur Award”, USA, 2006. ”Goldene Feder Award”, Tyskland, 2006. ”The Budapest Prize”, Ungarn, 2005. ”Order of Honour of Ukraine”, 2004. ”Nielsen Gold Book Award”, England, 2004. ”Ex Libris Award”, Serbien, 2004. ”Bambi 2001 Award”, Tyskland, 2001. ”Chevalier de l'Ordre National de la Légion d'Honneur”, Frankrig, 1999. ”Crystal Award”, World Economic Forum, 1999. ”Commendador de Ordem do Rio Branco”, Brasilien, 1998. ”Knight of Arts and Letters”, Frankrig 1996.

Seneste udgivelse: Hippie. Zara, 2018. Oversætter: Annelise Skov. Roman.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Drengen begyndte at misunde vindens frihed og forstod at han kunne blive som den. Intet forhindrede ham i det, bortset fra ham selv. Fårene, handelsmandens datter, Andalusiens græsgange var kun skridt på hans livsbane.”
Alkymisten, s. 35-36.

Paulo Coelho er født i Brasilien i 1947. Hans far var ingeniør og hans mor hjemmegående husmor. Allerede tidligt sværmede Paulo Coelho for forfattergerningen, men hans forældre delte bestemt ikke de litterære ambitioner. I teenageårene spidsede konflikterne til, og på et tidspunkt indskrev forældrene deres 17-årige søn på et sindssygehospital. Paulo Coelho foretog tre mislykkede flugtforsøg, indtil han endelig som 20-årig blev sluppet ud. Han accepterede kort derefter forældrenes ønsker og lod sig indskrive på jurastudiet. Dét udholdt han dog ikke længe, og allerede efter et år afbrød han studierne for at påbegyndte en vild hippietilværelse med lange rejser rundt i verden og et afslappet forhold til euforiserende stoffer. Om sine forældre og deres beslutning om at spærre deres raske søn inde på en lukket anstalt, har han blandt andet sagt: ”It wasn't that they wanted to hurt me, but they didn't know what to do... They did not do that to destroy me, they did that to save me...”.

I slutningen af 1960'erne opdagede Coelho sit talent som sangskriver, og hans samarbejde med den brasilianske stjerne Raul Seixas gjorde ham berømt og skaffede ham penge på lommen. Men lykken varede ikke længe. I 1974 blev han fængslet og tortureret, fordi det daværende brasilianske regime anså hans lyrik for at være ”venstreorienteret” og ”farlig”. Han blev arresteret sammen med sin daværende kone, som efterfølgende led meget under minderne fra fængselsopholdet, mens Coelho siger, at han var nødt til at overvinde og give slip på minderne for overhovedet at kunne leve videre.

Han havde dog stadig ikke udlevet sin drøm om at blive forfatter, og efter en stærk spirituel oplevelse i forbindelse med en vandring på pilgrimsruten mod Santiago de Compostella i Spanien i 1986, besluttede han at satse alt på en fuldtids forfattertilværelse.

Hans arbejde vandt i første omgang ikke bredere genklang. Men Paulo Coelho var overbevist om sin bogs kvaliteter, så han opsøgte i 1987 et nyt forlag til at genudgive ”Alkymisten” i et større oplag. Bogen blev en bestseller og er med tiden solgt i 30 millioner eksemplarer.

Siden da er karrieren gået slag i slag. Coelho har skrevet en roman cirka hvert andet år, og de har alle solgt i millionoplag og ligget på førstepladser på alverdens bestsellerlister. I takt med at indtægten er steget med oplagene, har Coelho engageret sig i forskelligt socialt arbejde. I 1996 oprettede han Paulo Coelho-instituttet, som arbejder for at forbedre forholdene for børn og gamle i en af Rios favellaer.

Paulo Coelho er gift med Cristina Oiticica på 26. år, og parret pendler mellem Europa og Brasilien. Forfatteren har desuden påtaget sig medlemskab af ”the Board of the Shimon Peres Center for Peace”, han er ”UNESCO special counsellor for “Intercultural Dialogues and Spiritual Convergences”, medlem af ”the Brazilian Academy of Letters” og blev sidst men ikke mindst i 2007 udnævnt til ”Messenger of Peace” af FN.

Paulo Coelho er desuden en meget moderne forfatter i den henseende, at han har taget internettet uforbeholdent til sig. Her er han en ivrig blogger og lægger mange af sine tekster ud til fri download på sin hjemmeside.

Alkymisten

”Der var noget særligt over den kagesælgers smil: han var glad, bevidst overfor tilværelsen, parat til at begynde en god arbejdsdag.[....] Den der kagesælger laver ikke sine lækkerier fordi han vil ud at se verden eller fordi han vil gifte sig med en handelsmands datter.”
Paulo Coelho: ”Alkymisten” s. 49.

Romanen ”O Alquimista” fra 1988 (”Alkymisten”, 1995) handler om den unge fårehyrde Santiago, der to gange drømmer den samme drøm. Drømmen opfordrer ham til at rejse fra sit fædreland Spanien til Afrika og ind i ørkenen til pyramiderne for at finde en skat, og da han møder en gammel konge og en sigøjnerkone, der begge tilskynder ham til at følge drømmen, kan rejsen tage sin begyndelse. Det skal ikke være let, og Santiago får stjålet hele sin formue fra salget af sin hjord i det øjeblik han sætter sin fod på Tangers støvede jord. Men med et ukueligt gåpåmod får han skaffet sig et job og tilegnet sig både sprog og kultur i det nye land, og efter et års arbejde har han penge nok til at slutte sig til en karavane og rejse mod pyramiderne.

På rejsen møder han en alkymist, der indvier ham i sin visdom, og han møder sin store kærlighed i en smuk oase, hvor karavanen gør holdt. Og mon ikke også han finder sin skat?

”Alkymisten” er bestselleren over alle bestsellere i Paulo Coelhos forfatterskab og det siger ikke så lidt. Bogen har givet ham en plads i Guiness Rekordbog som forfatteren til verdens mest oversatte værk af en nulevende forfatter, efter at ”Alkymisten” er oversat til hele 67 forskellige sprog. Romanen er blevet kanoniseret i forskellige skolesammenhænge, eksempelvis anbefaler University of Chicago sine businessstuderende at læse bogen grundigt.

24757870

Værket er skrevet i et meget enkelt sprog, og det altdominerende tema er tanken om at det er muligt for enhver at udleve sine drømme, hvis bare man tør. Pointen gentages hele bogen igennem og personificeres ved hovedpersonen Santiagos historie. Santiago er nemlig et menneske der tør bryde op og følge sin drøm. Han har, på ægte eventyrvis, både sine hjælpere og sine modstandere, som med lige dele magi og snusfornuft gør deres for enten at komplicere eller lette rejsen. Han både begynder og ender sin rejse ”hjemme”. Hans færd er altså en slags dannelsesrejse, og nok er det samme Santiago, der vender hjem ved slutningen af bogen, men han er traditionen tro noget mere moden og klog på livet, end da han rejste ud.

Hvis man skal vælge et bon mot til at opsummere bogen, kunne det passende være ”Enhver er sin egen lykkes smed”. Ifølge Coelho er det kun ens egen frygt der står i vejen for, at man kan opnå sine mål – og det gør frygten ganske effektivt i de fleste tilfælde. Alskens utilfredshed, bitterhed, skuffelse og dårligdom blandt mennesker har sin rod i individets vigen tilbage for at tage det sidste skridt og endelig springe ud i livet.

”Alkymisten” kan i den forbindelse ses som en opmuntrende fortælling om, at enhver har muligheder, hvis man blot tør gribe dem og en appel til alle mennesker, der brænder inde med et ønske om at tro på dets mulighed og gøre det til virkelighed. Som nævnt ovenfor er bogen populær i undervisningssammenhænge, og derfor er det på sin vis paradoksalt, at den i høj grad kan læses som et liberalistisk statement. Eneren skal have mulighed for at udleve sit enestående potentiale uden at hensyn til andre mennesker, fællesskaber eller ”systemer” skal få lov at stå i vejen. Nogle vil hævde, at den politik der udspringer udelukkende af et rent liberalistisk menneskesyn netop kan forhindre mange mennesker i verdens fattige egne i at udleve deres drømme – men det er næppe en fortolkning, Paulo Coelho vil være enig i.

Ved floden Piedra satte jeg mig og græd

”Guderne spiller terninger og befrier Amor fra sit bur, og denne kraft kan både skabe og destruere – afhængigt af, hvilken vej vinden blæser i det øjeblik, Amor slippes ud af sit bur.”
Paulo Coelho: ”Ved floden Piedra satte jeg mig og græd”, s. 72-73.

Fortællingen ”Na margem do rio Piedra eu sentei e chorei” fra 1994 (”Ved floden Piedra satte jeg mig og græd”, 2008) udspiller sig over en uge, fra lørdag den 4. december til fredag den 10. december. Hovedpersonen Pilar er universitetsstuderende og lever et udmærket og fornuftigt liv. Men hun savner sin store barndomskærlighed, der som ung mand forlod deres lille by og drog ud i verden. Da hun får mulighed for at høre ham holde et foredrag ikke langt fra Zaragoza – hun er ikke helt klar over, hvad emnet er – griber hun chancen og tager af sted. Beslutningen fører til en uges rejse rundt i Spanien og Frankrig. En rejse fuld af kærlighed og spirituelle oplevelser, blandt andet fordi barndomskæresten, der nu er blevet en voksen mand omkring de 30, er præstekandidat og besidder nogle ikke helt almindelige evner.

Pilar åbner op for sin længe hengemte kærlighed til ham, såvel som for sin endnu mere hengemte religiøsitet. De to kraftfulde elementer skyder ind over hende med stor kraft, mens hun rejser rundt og møder sin nyvundne kærestes trosfæller og menighed.

Bogen åbnes med et citat fra Lukas-evangeliet, 7,35: ”Dog, visdommen har fået ret ved alle sine børn”. Hvorfor netop det citat skal stå alene på en så fremherskende plads som den første blanke side er ikke entydigt klart, da der kan være flere grunde; enten den simple, at den følgende historie netop handler om to mennesker, der måske ikke er, men udvikler sig til at blive børn af visdommen. En anden mulighed er at Coelho gerne vil markere Bibelen som grundsten for en hvilken som helst bog. Endelig er det måske bare et udslag af ganske jordnær forfængelighed: Det ser godt ud med et citat fra en bestseller, der overgår selv Coelho i oplag, og som alle kender til.

27407943

I det efterfølgende forord beskriver han, hvad romanen handler om: ”Vi er sjældent opmærksomme på, at vi er omgivet af det ekstraordinære. Miraklerne sker lige omkring os, Guds tegn viser os vejen, og englene ligefrem beder om at blive hørt – men da vi har lært at der er faste ritualer og regler for, hvordan vi kommer frem til Gud, så skænker vi dem ikke en tanke. Vi forstår ikke, at Gud er tilstede lige netop der, hvor vi lader ham komme ind.”

Det kan også beskrives som en manglende evne til nærvær, og bogens form, inddelingen i syv dage, understreger problematikken: Mulighederne flyver forbi os hvert øjeblik, og besidder vi ikke nærværet, har vi ikke forudsætningen for at udnytte dem. Nogle gange har vi mange dage til at besinde os på en beslutning, andre gange kun en uge.

Begrebet om nærvær gøres klart i spændingsfeltet mellem Pilar, der fortæller historien, og hendes barndomskæreste. Han er rejst ud, har nærmet sig det religiøse og fundet muligheder i sig selv, der rækker langt ud over det sædvanlige. Hun er blevet hjemme, og har gjort hvad man forventer af en ung middelklassekvinde, hun har vænnet sig til at tøjle ethvert utilpasset begær under rationalitetens svøbe. I takt med at Pilar genopdager fortrængte lyster og improvisatoriske tendenser, begynder hun at opfatte sig selv som todelt. Hun har været fortrængt fra sin egen krop af ”den anden”, hende der kræver regelmæssighed, fornuft, tryghed, livrem og seler. ”Den anden” er som et bomstærkt dige, indtil det endelig slår revner. På ganske få sekunder udvikler revnen sig til en kæmpe åbning, igennem hvilken de vilde vandmasser kan storme fornuften helt omkuld. Det ”barn” Pilar har gemt i sig tager magten i løbet af få døgn og tillader hende at gøre noget så vildt som at følge en fuldstændig urealistisk kærlighed og rent fysisk forlade de vanlige rammer for at begive sig ud på ukendt grund.

Coelhos pointe er naturligvis, at det lykkes for Pilar. Det går godt, den urealistiske kærlighed lader sig realisere og hendes person folder sig ud som en blomst i forårssolen.

Pilars store kærlighed, den unge præsteaspirant, er ikke en hvilken som helst katolik. Vel har han gået på et ganske normalt katolsk præsteseminarium, men der er visse ting, han opfatter uortodokst: Han mener, at guds kvindelige side er lige så essentiel som den mandlige og tilbeder således Jomfru Maria som sin hovedguddom. Hun er særligt nærværende i vand, så tåge, fontæner, regn og floder indebærer alle muligheden for at nærme sig Gudinden. Og efterhånden som Pilar for alvor begynder at lytte til, hvad det er, han beskæftiger sig med, mærker også hun Gudindens styrke og tilstedeværelse og genfinder sin katolske tro, men i en anden udgave end den hun som ganske ung forlod.

Djævelen og Frøken Prym

”.....brødmanden, som kom med brød og sladder til egnens landsbyer, var kørt uden at vide hvad der foregik. Det var sikkert første gang landsbyens beboere samledes dér uden at nogen havde haft tid til at drøfte den foregående aftens hændelser med de andre – selv om alle vidste hvad der var sket i baren. Stiltiende havde de indgået en aftale om ikke at sige noget.”
Paulo Coelho: ”Djævelen og Frøken Prym”, s. 111-112.

I ”O Demônio e a srta Prym” fra 2000 (”Djævelen og Frøken Prym”, 2004) følger vi den unge Frøken Prym, der bor i den yndige lille landsby Viscos. Her arbejder hun på byens hotel og er ved at kede sig ihjel. En dag kommer en mystisk fremmed til byen og indlogerer sig på hotellet for en uge. Da Frøken Prym er et nysgerrigt gemyt, sørger hun for, at de ikke kan undgå at støde på hinanden.

Den, der ved bedst, er dog gamle Berta, der i 15 år har siddet udenfor sin dør og betragtet livets gang i Viscos. Med lidt hjælp fra sin afdøde mands genfærd har hun bemærket, at den fremmede ikke kom alene, men i selskab med Djævelen. Det er nervepirrende viden, men da mange af byens indbyggere anser Berta for at være lidt af en heks, og derfor ikke vil tage hendes udsagn alvorligt, kan hun ikke stille noget op.

Det viser sig, at den fremmede agter at vædde med Frøken Prym om menneskets godhed. Herfra udvikler historien sig hårrejsende med Frøken Prym som omdrejningspunkt, og den lille befolkning af gode, arbejdsomme og en anelse konfliktsky mennesker sættes på en barsk prøve. I ”Djævelen og Frøken Prym” beskrives den evige kamp mellem det gode og det onde. For en kort stund raser kampen i landsbyen Viscos, som man troede var et lille paradis på jord.

Igen er det en uge der danner tidsrammen om historien, og igen indledes bogen med et citat fra Lukas-evangeliet, 18, 18-19: ”Og en rådsherre spurgte ham og sagde: ”Gode mester! Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?” Jesus svarede ham: ”Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god uden en, nemlig Gud.” Her står det dog mere klart, hvorfor citatet er med. Da situationen spidser til i den lille by, er det nemlig selv samme tekststykke, der danner grundlag for landsbypræstens kontroversielle beslutning og selve historiens vendepunkt. Kampen mellem det gode og det onde er umiddelbart synlig som kampen mellem Frøken Prym og den fremmede, der står på hver sin side af væddemålet. Men det er mere nuanceret end som så. Selv den fremmede, der som udgangspunkt lader til at være i Djævelens vold, viser sig at have både en engel og en dæmon i sig. Dæmonen har fortrængt englen, men under de rette omstændigheder er englen ikke sen til at melde sig på banen og slå et slag for det gode i mennesket.

25493435

Det gode og det onde er skåret ud i pap, bøjet i neon og fremstillet børnebogsagtigt som små figurer, der sidder og skændes om verdens orden. Den fremmede har sine grunde til at tvivle på menneskets godhed, og hans fiffige måde at udfordre godheden på er ved at love Viscos' indbyggere nok guldbarrer til at sikre hele byen en glorværdig fremtid, hvis bare de overtræder buddet ”Du må ikke slå ihjel”. Problematikken er, om ikke dybt original, så dog interessant. De hæderlige og ordentlige indbyggere i Viscos lader sig naturligvis friste ved tanken om at kunne aflive egne og kommende generationers problemer med et slag, og ender med godt at kunne se det rimelige i at ét menneske ofres for fællesskabets bedste. Det er jo sket før i verdenshistorien.

Frøken Prym kommer i sagens natur på gyngende grund, da hun udfordres til at deltage i eksperimentet. Hun kan vælge enten fortabelse eller at vokse med opgaven. Hun vælger det sidste, efter at hun på ægte eventyrfacon har gennemlevet tre febrile og søvnløse nætter med først det onde, så det gode og til sidst begge to. Således modnet kan hun træffe de rigtige beslutninger og med oprejst pande bevare sin tro på det gode i mennesket.

Igen er Coelhos ukuelige tro på menneskets evne til at vælge rigtigt repræsenteret med romanens hovedperson, der både rummer godt og ondt, men som ad omveje ender med at handle etisk forsvarligt og kaste sig ud i virkeliggørelsen af sin egen drøm om at forlade det indspiste lilleputsamfund. Den enkeltes frygt for endelig at springe ud i livet, når chancen byder sig, er igen central. Men selv om problemstillingen egentlig er kompleks, behandles den ensidigt: Det er vitterligt kun én selv, der kan kaste sig ud i sit eget liv – og figurerne (den gamle Berta, Frøken Prym, præsten, borgmesteren og den fremmede) forbliver endimensionelle stereotyper, der udspiller hver sin forudsigelige (eventyr)rolle. Indbygget i væddemålet ligger naturligvis en udviklingsmulighed, og det er da kun Frøken Prym og den fremmede, der gennemgår en modning ved bekræftelsen og afkræftelsen af begges antagelser om menneskets eventuelle godhed.

Elleve minutter

”Jeg har opdaget hvorfor en mand betaler for en kvinde; han vil være lykkelig. Han vil ikke betale tusind franc bare for at få en udløsning. Han vil være lykkelig. Det vil jeg også, alle vil, men ingen bliver det.”
Paulo Coelho: ”Elleve minutter”, s. 77.

”Onze Minutos” fra 2003 (”Elleve minutter”, 2003) er historien – eller eventyret – om den brasilianske pige Maria, der vokser op i en lille by i Brasilien. Hun bliver forelsket for første gang, får sit første kys, opdager sin skønheds magt, bliver færdig med skolen, ansat i en tøjbutik og tager ferie for, fuld af eventyrlyst, at se Rio de Janeiro. Da Maria ankommer til byen efter to dages bustur, går der ikke mange øjeblikke før hun har kontakt med en schweizisk ”agent”, der tilfældigvis er på udkig efter en ny samba-dronning til sin eksklusive bar i hjemlandet. Efter enkelte overvejelser ender Maria i Bern på en snusket natklub, hvor det tydeligvis ikke er samba, kunderne er kommet efter. Frustreret, men egentlig ikke videre desperat, lærer Maria sig fransk, skifter den snuskede natklub ud med en eksklusiv, og passer sit arbejde om natten og går på biblioteket om dagen. Hun har sat sig en frist på et år til at tjene penge nok til at kunne vende tilbage til Brasilien i triumf, købe et lille landbrug til sine forældre og leve lykkeligt dér med dem til sine dages ende. Året lakker mod enden og selvfølgelig spiller kærligheden Maria et puds, selv om hun efterhånden er blevet en hård negl. Hun møder den livstrætte kunstner Ralf Hart, og med ham oplever hun en slags fysisk og åndelig renselse, kærlighed.

Men Maria er et principfast menneske, og den fulde bankkonto og forældrene og landbruget i Brasilien vinker til hende, mens hun fortvivlet forsøger at lukke øjnene for, at hun er helt og aldeles fortabt i Ralf.

Bogen veksler mellem egentlige, handlingsbærende kapitler, fortalt i 3. person, og udsnit af Marias dagbog. Coelhos sprog er som sædvanlig enkelt, hvilket passer udmærket som talerør for den unge prostituerede, selv om hun nu er en særdeles lommefilosofisk en af slagsen: ”Vi kan alle elske, for vi er født med denne gave. Nogle gør det helt naturligt, mens andre er nødt til at lære det på ny, genopfriske hvordan man elsker, og alle – uden undtagelse – er nødt til at brænde deres tidligere følelser i ilden, genopleve nogle glæder og smerter, fald og oprejsninger, før de kan se den røde tråd der fører til hvert nyt møde, ja, der er en tråd.” (s. 161). Et langt stykke hen ad vejen virker det lettere eufemistisk, at Maria omgås med sin nye ludertilværelse på en analytisk, praktisk og pragmatisk facon, og i sin fritid går på biblioteket og udvikler et fremragende intellekt og bliver veninde med bibliotekaren. Men endelig, langt om længe, bliver det fortalt, at Maria også er ulykkelig, ensom og skuffet, hvilket gør karakteristikken af hendes person betydelig mere troværdig.

Bogen handler om kærlighedens væsen, om (kvindelig) seksualitet og om hvordan de to kan være forbundne eller adskilte. Titlen, ”Elleve minutter”, er resultatet af Marias beregning af, hvor lang tid selve akten tager, når hun er sammen med en kunde. Hun forundres over, at verden kan kredse om noget, der varer så kort.

For Maria er det seksuelle og det følelsesmæssige adskilt, fordi hun aldrig har opnået seksuel tilfredsstillelse ved andres hjælp, og fordi passion og forelskelse kun har kompliceret og aflivet hendes eventuelle romancer. Måske netop derfor kan hun, indledningsvis, bevæge sig ind på prostitutionens bane så uanfægtet. Efterhånden som forholdet til Ralf udvikler sig, står det klart, at det nok giver professionel mening med en grænse mellem de to ting, men lykkeligt er det ikke. Og i det øjeblik den sande kærlighed indtræffer, falder både seksualitet og følelser på plads i fuldendt harmoni – ja Maria genfinder nærmest sin jomfrudom i mødet med Ralf.

I dagbogssektionerne har Maria utroligt mange generaliseringer om ”mænd”, selvfølgelig baseret på erfaringerne fra natklubben. I selve kapitlerne har Coelho utroligt mange generaliseringer om ”kvinder”, repræsenteret ved Maria. I forbindelse med bogens tilblivelse har han lavet research i det schweiziske prostitutionsmiljø, som det også fremgår af bogens efterord. Men selv den grundigste research kan ikke bære alt for mange generaliseringer, uden at der indfinder sig en vis træthed. Identifikationen med en bogs karakterer opstår ikke, fordi personerne bliver malet med så bred en pensel, at det unikke flyder ud.

Som indlæg i den evigt verserende diskussion om prostitution formår ”Elleve minutter” dog at skildre både håb og skuffelse og selvstændighed og afmagt som en del af den prostitueredes tilværelse. Maria står som et menneske med en integritet og et mål men er alligevel ulykkeligt afstumpet gennem sit erhverv. Forestillingen om den lykkelige luder problematiseres altså, selv om Maria naturligvis er en vaskeægte Coelho-hovedperson, der tager skæbnen i egen hånd.

Heksen fra Portobello

”Vi ønsker at have fuld kontrol over hvert skridt, vi tager, at være fuldstændig bevidste om de beslutninger, vi tager, og at være i stand til selv at vælge genstanden for vores hengivenhed.”
Paulo Coelho: ”Heksen fra Portobello”, s. 47.

”A bruxa de Portobello” fra 2006 (”Heksen fra Portobello”, 2007) er fortællingen om kvinden Athena – eller Sherine, som hun oprindeligt hed – fortalt gennem de mennesker, der omgav hende.

Athena bliver adopteret som baby fra Rumænien af Hr. og Fru Khalil, et velstående ægtepar fra Beirut. Her vokser hun op og har det som blommen i et æg, men tidligt lader hun til at have kontakt til andre magter. Som 12-årig skræmmer hun eksempelvis sin mor fra vid og sans ved at rapportere, at hun i skolen har mødt en hvidklædt kvinde, der lignede jomfru Maria. Hun viser sig at have en vedvarende forbindelse til ”Moderen”, som leder hende og lærer hende at ”se” sygdomme, fortrængte ønsker, og de muligheder for et rigt sjæleligt liv, som mennesker bærer rundt på, men sjældent udnytter.

Herefter går det slag i slag, og Athenas evner udvikler sig i kolossal grad. Hun flytter til London, får mand og barn, studerer og får arbejde, bliver skilt, får nye venner, blandt andet journalisten Heron Ryan, der forelsker sig stormende i hende, og skuespilleren Andrea McCain. Sidst men ikke mindst får hun en (jordisk) læremester i det okkulte.

27488420

Gennem en forespørgsel fra en teatertrup starter Athena en gruppe, der mødes og danser. Det er normalt gennem dansen, at Athena kan få tilgang til sine overnaturlige evner og lade sit spirituelle alter ego, Hagia Sofia, tage bolig i sin krop og give hende mulighed for både at ”se” og helbrede. Sådanne evner går naturligvis ikke upåagtet hen. Antallet af medlemmer i gruppen stiger eksplosivt samtidig med, at mange mener, at Athena står i ledtog med djævelen. De sidste par møder i gruppen foregår under tumultariske omstændigheder. Sagen får en brat afslutning, da Athena bliver myrdet, længe inden hun har fået givet alle sine gaver videre til verden.

”Heksen fra Portobello” er opdelt i små afsnit, hver fortalt af en af Athenas bekendte. Ifølge forordet fordi Coelho ønskede at lade beretningen fremstå så ”objektiv” som muligt, uden påvirkning fra ham. Dét giver naturligvis et noget fragmenteret indtryk, men stykkerne er sat omhyggeligt sammen så de giver kronologisk mening og trådene samles efterhånden. Sproget er let og sætningerne korte, og dét passer udmærket til den dagbogsagtige stil, de mange fortællere udfolder. Samtidig har historien et lidt gyseragtigt element. Ikke fordi Athenas gerninger var gyselige, men fordi en del af omverdenen reagerede på dem, som om de var det, og fordi journalisten Heron Ryan er på rejse i Transsylvanien – hvorfra Athena oprindeligt kommer – for at researche om emnet Dracula.

Omverdenens reaktion på Athenas gerninger er central, idet de ændrer hendes ”livsbane” i Coelhos terminologi betydeligt. Hun er en typisk Coelho-karakter da hun i allerhøjeste grad springer ud i at realisere sit kald og sin drøm, men som hendes læremester Edda bemærker, er hun en kvinde fra det 21. århundrede på afveje i det 20. Ændringer i åndelig praksis som den slags Athena repræsenterer, kræver tid blandt mennesker, tid og forsigtighed, to ting som hun overhovedet ikke har tålmodighed til. Hun er på alle måder forud for sin tid, og det kommer til at koste hende dyrt.

At der faktisk er ydre omstændigheder, der influerer på Athenas dagsorden, kan ses som en erkendelse af, at det ikke altid kun er én selv, der står i vejen for udlevelsen af ens drømme. Det er befriende med anerkendelsen af, at mennesker, ikke kun selv er skyld i, hvis noget går galt, fordi de ikke formåede at trodse deres egen frygt.

På den anden side er både Athena selv og hendes situation så ekstrem, at hun ikke kan ses som et generelt eksempel på samme måde som f.eks. Santiago i ”Alkymisten” eller Frøken Prym i ”Djævelen og Frøken Prym”.

Kun i en tilspidset situation hvor de højere magter og det jordiske er kommet helt ud af trit med hinanden sker det, at vi mennesker må indordne sig under vilkår som ikke bygger på vores helt egne fordringer.

Genrer og tematikker

Hvis man skal ridse op, hvad der overordnet karakteriserer Paulo Coelhos forfatterskab, er der særligt to tematikker, der springer i øjnene: Dels det kvindelige, både på et umiddelbart og profant niveau og på et religiøst niveau og dels idéen om, at vi alle har en livsbane, som blot venter på at blive fulgt, hvis ellers vi tør. Fokuseringen på det kvindelige er ikke påfaldende for en mandlig kunstner. Men optagetheden af kvindeligheden og det religiøse er speciel for Coelho. Både i ”Ved floden Piedra satte jeg mig og græd” og i ”Heksen fra Portobello” bekender hovedpersonerne sig til en uortodoks betoning af Guds kvindelige side, som historisk har været voldsomt negligeret. Og i begge bøger har det stærke konsekvenser, dels direkte for de implicerede, der evner at udrette mirakler, men også qua omverdenens manglende åbenhed, der koster Athena dyrt, og antydes at kunne komme til at koste Pilars ven i ”Ved floden...” lige så dyrt.

I et interview i tyske ”Der Spiegel” hævder Coelho, at det 21. århundrede vil blive spiritualiteten og dermed kvindelighedens århundrede. At vi faktisk ikke har noget valg, hvis vi ønsker at løse verdens problemer: ”Det er et spørgsmål om at være eller ikke at være”, siger han – med vanlig patos. Det kvindelige princip er slet og ret kærligheden, kærligheden som kraft, og den skal rage kastanjerne ud af ilden for os.

”Livsbane” er et centralt begreb hos Coelho. Han betegner livsbanen som den vej et menneske er bestemt til at følge for at kunne udleve sit potentiale og blive lykkelig. Hovedpointen er, at enhver kan følge sit hjerte og sin drøm, men at mange mennesker er for angste til at gøre det, når de får muligheden. Den tanke kan resultere i en ubehagelig kynisme, når mennesker kan siges at være skyld i deres egne problemer, fordi de jo bare kunne have været modige og fulgt deres drøm. Coelho understreger flere gange, både i sine bøger og i interviews, at alle drømme kan udleves. Formodentlig opfatter de mange millioner læsere hans bøger som opmuntrende, som en hyldest til menneskets styrke og evne til at handle og ændre vores situation.

Genremæssigt har Coelho meget tilfælles med den magiske realisme. Hans sprog er let at læse, til tider tangerende det letbenede, og strukturen i romanerne er, med undtagelse af ”Heksen fra Portobello”, meget umiddelbar. Han bruger dog også traditionelle greb, som han så i sidste øjeblik vender på vrangen. Det sker eksempelvis i ”Ved floden Piedra satte jeg mig og græd” og ”Heksen fra Portobello”. I førstnævnte åbner jeg-fortælleren Pilar med sætningen ”Ved floden Piedra satte jeg mig og græd”, hvorefter hun fortæller om den forgangne uge. Det skaber en vis spænding i romanen, at læseren hele tiden ved, at historien ender med at hun sidder og græder; man får med andre ord ”lovning” på en ulykkelig, eller i hvert fald kompliceret, slutning. Men da romanen så når dét, man troede var vejs ende, fortsætter Coelho lige et par sider længere end græde-scenen, således at en happy-ending alligevel får klistret sig på i sidste øjeblik.

Beslægtede forfatterskaber

Når Paulo Coelho selv skal sætte navne på sine inspirationskilder, nævner han blandt andet Jorge Luis Borges, William Blake, Jorge Armado og Henry Miller. Slægtskabet med argentineren Borges (1899-1986) er tydeligt. Borges var grundlæggeren af den sydamerikanske magiske realisme, men arbejdede med sit surrealistiske udgangspunkt øjensynligt på en helt anden måde med sproget end Coelho gør. Desuden er det næsten totale fravær af kvinder i Borges' forfatterskab jo unægtelig en kontrast til kvinderne og det kvindeliges dominans hos Coelho.

Man kan også drage en parallel til den amerikansk-russiske forfatter Ayn Rand (1905-1982). Hendes roman ”Kun den stærke er fri” (”The Fountainhead”) fra 1943 handler også om en person, der kæmper med næb og klør for at få lov til, i et snærende samfund af middelmådigheder, at følge sin bane og udleve sit enorme talent som arkitekt.

Dog var Ayn Rand, som titlen på bogen også antyder, ganske bevidst om de ultraliberalistiske tolkningsmuligheder i værket. De var tilsigtede og hun gik så vidt som at sige, at hun var fortaler for egoisme.

Bibliografi

Værker af forfatteren

Coelho, Paulo:
Alkymisten. 1995. (O Alquimista. 1988).
Coelho, Paulo:
Det femte bjerg. 1998. (O Monte Cinco. 1996).
Coelho, Paulo:
Veronika beslutter at dø. 2000. (Veronika decide morrer. 1998).
Coelho, Paulo:
Elleve minutter. 2003. (Onze Minutos. 2003).
Coelho, Paulo:
Djævelen og Frøken Prym. 2004. (O Demônio e a srta Prym. 2000).
Coelho, Paulo:
Zahir. 2005. (O Zahir. 2004).
Coelho, Paulo:
Pilgrimsrejsen. 2006. (O Diário de um Mago. 1987). Selvbiografi.
Coelho, Paulo:
Heksen fra Portobello. 2007. (A bruxa de Portobello. 2006).
Coelho, Paulo:
Ved floden Piedra satte jeg mig og græd. 2008. (Na margem do rio Piedra eu sentei e chorei. 1994).
Coelho, Paulo:
Vinderen står alene. 2009. (O vencedor está só. 2008)
Coelho, Paulo:
Alef. Bazar, 2012. (O Aleph).
Coelho, Paulo:
Kærlighed : udvalgte citater. Bazar, 2013. (Amor) . Oversætter: Gregers Steendahl ... et al.
Coelho, Paulo:
Manuskriptet fra Accra. Bazar. 2013. (Manuscrito encontrado em Accra). Oversætter: Eva Birklund.
Coelho, Paulo: Spionen. Bazar, 2017. (A espiã, 2016). Oversætter: Annelise Skov.
Coelho, Paolo: Hippie. Zara, 2018. Oversætter: Annelise Skov.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Paulo Coelho

Om forfatterskabet

Artikel

Morais, Fernando:
”O Mago”, 2008. Biografi om Coelho. Ikke oversat til dansk.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Paulo Coelho

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Artikel om Paulo Coelho
”Der Spiegel”, nr. 39, 2008. Interview.