Emma Donoghue

Emma Donoghue er født i 1969 og voksede op i Dublin. Hun gik i katolske skoler i Dublin, med undtagelse af et år hun tilbragte i New York som ti-årig. Hun læste engelsk og fransk på University College Dublin, hvorfra hun bestod i 1990. Efter universitetet flyttede hun til England, hvor hun fik en Ph.d. på Cambridge University. Den omhandlende venskabet mellem mænd og kvinder i engelsk litteratur fra 1700-tallet og blev færdig i 1997. Hendes far er professor i forfatteren Henry James ved New York University. 

Emma Donoghue har siden barndommen skrevet poesi og skrev sin første roman som 19-årig. Som 21-årig fandt hun en agent, der skaffede hende en to-bogs kontrakt hos forlaget Penguin. Siden hun var 23, har hun levet af at skrive og har aldrig haft et ’rigtigt job’, som hun selv udtrykker det (www.emmadonoghue.com). 

I 1998 flyttede hun sammen med sin kvindelige partner Chris Roulston til London, Ontario i Canada. De har sammen sønnen Finn (f. 2003) og datteren Una (f. 2007). Donoghue har i dag dobbelt statsborgerskab fra Irland og Canada. 

Donoghue har skrevet romaner, noveller, dramatik til både scenen og radioen, et manuskript til en film og fagbøger. Hendes første publicerede værk var romanen ”Stir fry” fra 1994. Det er en roman om en 17-årig irsk piges opvækst. Hun flytter fra landet ind i storbyen Dublin, hvor hun flytter ind hos to lesbiske kvinder. Her begynder hun at sætte spørgsmålstegn ved sin egen seksualitet. Også Emmas anden roman, ”Hood” fra 1995, handler om homoseksualitet, og i 1997 vandt den Stonewall Book Award, der gives til et værk, der omhandler homoseksualitet. 

De to bøger blev rigtig godt modtaget, men det store gennembrud kom først i 2010 med ”Room”, som dette portræt omhandler. Bogen var en af finalisterne til Man Booker prisen i 2010 og blev blandt mange andre hædersbevisninger kåret som en af de bedste romaner i 2010 af New York Times.

Romanen ”Room” fra 2010 (”Rum”, 2011) handler om en 26-årig kvinde, der sammen med sin 5-årige søn Jack er indespærret i et 11 kvadratmeter stort rum med kun et enkelt ovenlysvindue. Kvinden (vi får aldrig hendes navn at vide) blev som 19-årig kidnappet på en parkeringsplads af manden ”Gamle Nick” og ført til rummet, som er et ombygget redskabsskur i Gamle Nicks baghave.

Under sin syv år lange indespærring har Gamle Nick voldtaget hende næsten dagligt, og sønnen Jack er resultatet af disse seksuelle overgreb. Jack er født og opvokset i rummet, og dens genstande og rutiner er alt, hvad han kender. For Jack er det derfor ikke bare et rum, det er Rummet, ligesom det er Klædeskab, Lampe og Tagvindue.

28702183

Moderen gør sit bedste for at holde Jack sund og rask med undervisning og rutiner som ”Gymnastik” og ”Vaskedag”. De har også mere dystre rutiner som ”Skrig”, hvor Jack og moderen skriger, alt hvad de kan mod det pansrede ovenlysvindue. Når Gamle Nick kommer ind ad den tunge dør om aftenen, skal Jack ligge i klædeskabet, hvor han tæller ”sengeknirk” og venter på, at han kan komme op i sengen hos moderen igen.

Da Jack bliver fem år i begyndelsen af romanen, beslutter moderen sig for at fortælle ham, at der findes en verden udenfor. Det er uforståeligt for Jack, og først efter meget overtalelse lykkes det hende at få ham med på en dramatisk flugtplan. Jack spiller syg og efterfølgende død, pakket ind i et gulvtæppe. Moderen overtaler Gamle Nick til at køre ham væk og begrave ham, og undervejs lykkes det Jack at stikke af. Moren kommer også ud, og de får et nyt værelse på en psykisk anstalt. Livet udenfor er ikke nemt. Jack er overvældet af alle de nye indtryk og savner Rummet, og moderen falder ned i en dyb depression. 

”Rum” er udelukkende fortalt fra Jacks synsvinkel. Det er et spændende eksperiment at fortælle en hel bog gennem en 5-årigs optik, og heri ligger også bogens særegenhed. Jacks barnestemme er så besnærende og troværdig, at man hurtigt holder op med at tænke på ham som en konstruktion, men i stedet som et lille menneske af kød og blod. Man forstår langsomt, hvilket mareridt Jack beskriver som en helt normal hverdag, og kun denne barnlige naivitet og distance gør bogens dybt ubehagelige tema om indespærring og isolation udholdeligt. Plottet er inspireret af Fritzl-sagen, hvor en svejtsisk mand holdt sin datter indespærret i 24 år og fik adskillige børn med hende. Samtidig er det en roman om kærligheden mellem mor og barn, og den afhængighed der eksisterer imellem dem, der til tider kan følges klaustrofobisk.