Hallgrímur Helgason
Foto: Christian Reinholtz / Lindhardt og Ringhof Forlag

Hallgrímur Helgason

journalist, cand.mag. Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information. 2010. Opdateret af cand.mag. Anne Vindum, 2013.
Top image group
Hallgrímur Helgason
Foto: Christian Reinholtz / Lindhardt og Ringhof Forlag
Main image
Hallgrímur Helgason
Foto: Per Folkver / POLFOTO

Indledning

Islandske Hallgrímur Helgasons gavflabroman “101 Reykjavik” var lidt af en verdenssensation – i hvert fald på de her breddegrader. Rablende morsom og hæsblæsende opleves medie- og forbrugersamfundet gennem øjnene på en sarkastisk dagdriver. Skabelonen gentages i de næste bøger: En idiosynkratisk særling, som ikke har fået røven med sig ud af moderniteten, lader sin frustration få luft. Resultatet er originalt og tegner et billede af sin tid og fortid, som er relevant langt ud over Islands grænser.

 

53472427

Blå bog

Født: Den 18. februar 1959 i Reykjavik, Island.

Uddannelse: Islands Kunsthåndværkerskole i Reykjavik, 1979-80. Akademie für die Bildenden Künste, München, 1981-82.

Debut: Hella, 1990.

Litteraturpriser: Islands litteraturpris, 2002.

Seneste udgivelse: Søsyg i München. Lindhardt og Ringhof, 2017. (Sjóvikur í München, 2015). Oversætter: Kim Lembek. Roman.

Inspiration: 

Den nordiske oldtid, den norrøne digtning og vikingetiden

Sagaer

 

 

 

Digt på engelsk om finansvikingerne og det økonomiske kollaps.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Yankee’erne sørgede siden for os i halvtreds år med soldater, penge, fjernsyn og sukkerfoder og forsvandt ikke, før lille Bush var kommet ud i sit hjørne af historien i Irak. Han fik brug for alt sit mandskab, og basen ved Keflavik blev lukket sommeren 2006. Og så var vi islændinge helt utilsigtet og under et omfattende klynkeri endelig blevet en selvstændig nation. Frie og uden hær for første gang siden året 1262. Det var naturligvis mere, end vi magtede, og to år efter var landet gået bankerot.”

”Kvinden ved 1000°”, s. 394.

Hallgrímur Helgason er ikke bare en markant forfatter, han er en kulturparabol af et ekstraordinært omfang, en kunstner med et vidtfavnende udtryk, en provokatør med profetisk anslag og en kilde til tåreblændet fortvivlelse for hans hårdtprøvede landsmænd. Han bliver ofte interviewet, og det er ikke tilfældigt, at han ind imellem er genstand for spørgsmål som: “Kan – og bør – man kunne gøre grin med alt?” (Tine Marie Winter: Jeg er som en tyv, der ikke kan lade være med at begå indbrud. Politiken, 2007-02-24) og “Hvor fredløs er du på Island?” (Tom Stalsberg: Hamsun goes Wilde. Dagbladet, 2008-10-28). Født i 1959 i Reykjavik er han kaldt en faderfigur for Islands Generation X og hans gennembrud til et internationalt publikum udtryk for den paradoksale, ærkepostmoderne forskydning af centrum ud i periferien, som gør det helt forventeligt, at udkantsområder kaster verdensstjerner af sig og at byer som Bristol, Sheffield, Glasgow, Seattle og Reykjavik skaber en scene med international gennemslagskraft.

Efter at have uddannet sig på Reykjaviks Kunsthåndværkerskole og Kunstakademiet i München fra 1979 til 1982 arbejdede han fra 1983 til 1990 primært som billedkunstner. Herefter udvidede han udtrykket og har fungeret som radiovært, stand up-komiker, digter, debattør og forfatter til og oversætter af skuespil. Han udviklede sig til en offentlig figur, nemt genkendelig som den lange skaldede med hatten – altid hatten – han køber en om året.

Som forfatter gjorde han første gang opmærksom på sig selv i 1990 med romanen “Hella”. På dansk foreligger hovedværkerne “101 Reykjavik”, “Islands forfatter”, “Stormland” og ”Kvinden ved 1000°”.


Hella og Things Are Going Great

Hallgrímur Helgasons debutroman “Hella” fra 1990 er fortællingen om den fjortenårige Helga Dröfns, der er på vej mod voksendom. Hun går igennem en række teenageoplevelser med druk, arbejde og tab af sin bedstemor. Fortælleren er neutralt registrerende og spejler hendes forvandling i omgivelserne, den sovende lillesøsters uskyld og Heklas udbrud, samtidig med at hun mister sin mødom. Helgason afholder sig fra at gå ind i Helgas tanker og følelser – ganske atypisk for den retning, forfatterskabet siden tager. Allerede i den anden roman “Things Are Going Great” fra 1994 om den opportunistiske sanger og skuespiller Ragnheidur Birna er kritikken ekspliciteret og stilen blødt op med biografiske og sladderjournalistiske pasticher. Helgason skildrer Birna med udtalelser fra venner, bekendte, familie og elskere. Hun oplever karrierens højdepunkt, da hun optræder topløs for Arnold Schwarzenegger ved et show i Las Vegas. Hun bliver berømt i Island, da hun falder af en hest og brækker ryggen under optagelserne af en b-film. Det er en skildring af middelmådighedens triumf og introduktionen af et af forfatterskabets dominerende temaer: den moderne materialisme og mediekulturs gennemslag på Island.

For mere om “Hella” og “Things Are Going Great” læs artiklen “Made in Iceland” på www.bokmenntir.is, som ovenstående gengivelse bygger på.

101 Reykjavik

“Vi subarutter tilbage til byen. Julemørket er på en eller anden måde lettere at bære. Nøjagtig ligesom viet vand smager bedre end almindeligt. Det skulle vist være det bedste mod tømmermænd. Siger de. Damerne sidder foran, frueparret, og Hlynur Bjørn bagi, seks år gammel og ubarberet.
“101 Reykjavik”, s. 90.

En del af Hallgrímur Helgasons inspiration er hentet hos kilderne. Han er en moderne og vedkommende læser af de islandske sagaer. Han viser det blandt andet i essayet “Storyland”: “Sagaerne handler om de første islændinge, de er vores Skabelsesberetning, vores “Birth of a Nation”. De udgør fundamentet for vores kultur. Selv i dag tjener de som vores moralkodeks, næsten vores Lovbog. (…) Vi tror måske ikke helt på hvert enkelt ord, men vi tror på dem. Sagaerne er vores bibel. (…) Sagaerne er Hello! magasinet som stor kunst. De fortæller historien om de mest berømte personer, der levede (hovedsagligt) før og efter år 1000” (oversat fra engelsk). Langt hen ad vejen kunne det være en beskrivelse af Helgasons eget forfatterskab. Skift 1000 ud med 2000 og berømte ud med farverige, så er vi ved at være der. Hvis han ikke direkte napper sine karakterer ud af virkeligheden, så henter han udkastet til dem i litteraturhistorien.

Hovedpersonen Hlynur Bjørn i “101 Reykjavik” fra 1996 (“101 Reykjavik”, 2000) er en Hamlet-figur og en af de mest originale ved siden af originalen. Rablende og frit associerende, uberegnelig og tvivlende, skarp og satirisk fører han os igennem sin treogtrediveårige tilværelse som en bistandsklient, der bor hos sin lesbiske mor og tilbringer det meste af natten med at surfe porno, se porno på tv og gå i byen med sine få venner, og det meste af dagen med at hytte sin kastrationsangst i mors skørter, samle på underlige ting, se nyhedsudsendelser, talk shows og mere porno. Han er absurd fremmedgjort overfor sine medislændinge og sejler gennem Reykjavik som et stolt, bebrillet isbjerg, der hele tiden sænker de titaniske forblindelser, som holder de nyrige bonderøve og velnærede funktionæreksistenser oppe, hvad enten han nu ramler ind i dem som p-vagter (der prøver at få ham anholdt for at fylde folks parkometre op) eller et forsuttet knald hentet før lukketid på hans stambar Kaffibarinn og forløst i en trist boligbebyggelse.

23445662

Verden omkring ham er stivnet i velstand, frosset bag tv-skærmen, forstenet i forbrug. Kvinder er reduceret til en vare og deres navne følges konsekvent af en prissættelse i parentes: (jomfru Maria (kr. 450.000), Cindy Crawford (kr. 220.000), moster Sigrun (kr. 400) etc. Hlynurs fremmedgørelse ligner i den kontekst et livstegn. Sproget understøtter denne fornemmelse: “Rummet er fyldt med sko, skridt, som endnu ingen har taget.” (s. 120) “Og så den der glatte politihud. Måske ansætter de ikke bumser i politiet.” (s. 140). Stilen er gennemført. Helgason sparker liv i døde substantiver, gør dem til verber, fylder på med originale ordsammensætninger og sætningssammenkoblinger – katakreser og kenninger. Ind imellem er der byger af poetisk kraft – William Bourroughs møder de gamle skjalde: “Grød og skyr rørt sammen omkring et råkoldt næs og fjeldene ældgamle dynger, uudnyttede produkter, hedenske lossepladser, bronzealderens skrot: Jøklernes stivnede tyndskid hvidskimlet af snedriver omkring tidsbundet nutid, en jernforstærket korthusby, en tvivlsom og teltopslået computerbygd beregnet til et kortvarigt ophold: Toetagers betonhuse med lav rejsning ( …)” (s. 35).

Det giver sig selv, at “101 Reykjavik” er plotløs. Hlynurs tilværelse er plotløs. Men den er langt fra så konfliktfri, som han kunne ønske sig. Morens kæreste Lolla (kr. 5000) flytter ind. Moren (ikke prissat – undslipper angiveligt markedsmekanismerne) og Lolla vil gerne have en bebs. Lolla har planer med den stakkels, intetanende Hlynur. Forviklingerne i den lille trojka udvikler sig. Den udgør den primære handlingstråd og formidles i et sikkert episk forløb med et sprudlende hav af bipersoner og en velfungerende tekstur af citater, referencer og karikaturer af og fra moderne mediekultur. Kærligheden (Hlynur ville nok kaldet det noget andet) gør forskellen mellem kold og gold kritik. Faktisk er der en streng af hjertevarme. “101 Reykjavik” var nomineret til Nordisk Råds litteraturpris.

 

Islands forfatter

“Hvad helvede foregik der? Jeg befandt mig midt i en eller anden forbandet, kafkask allegori! I en slags forenklingsfabel, som litteraturens gennemstupide teologer så kunne gnaske på i det næste par hundrede år! Hvem havde egentligt skrevet det der? Jeg spørger bare. Der måtte være tale om en misundelig rival. Og hvor længe havde hun egentlig forestillet sig, at hun skulle stå der og ævle løs? Hun gik åbenbart ikke rundt med en redaktør i maven.
“Vores far var ingen far. Og han var ikke i himlen. Han var i udlandet. Han var på arbejde. Han var på arbejde hele vores liv. Arbejdede på sin egen berømmelse.””
“Islands forfatter”, s. 288.

I sin næste roman – “Hofundur Íslands” fra 2001 (“Islands forfatter”, 2005) – samler Helgason op på det tyvende århundrede i sin fulde udstrækning med fødderne solidt plantet i en sokkel af islandsk lava. Forfatteren Einar J. Grimsson har levet for og gennem sine bøger. Uden for arbejdsboblen har en skiftende række af kvinder tjent som hustruer, børn er født og børn er døde, fejder med kolleger og kritikere er afviklet. Einar J. Grimsson har haft en ungdomsflirt med kommunismen og opgivet den. Han har haft en tilbagevendende skuffelse, når årets Nobelprismodtager blev offentliggjort, og det endnu en gang viste sig ikke at være ham. Han mødte ikke op til sin datters begravelse. Han var ikke en betænksom mand eller god far. En dag vågner han op i en stald hos bonden Hrolfur. Det er der, handlingen begynder. Halvanden hundrede sider inde i den mere end sekshundrede sider tunge mursten går det op for ham, at han er død og befinder sig i en af sine egne romaner: “Jeg er blevet straffet. Gud har vist mig bort fra sin dør og forvist mig til min egen Dødedal. Hver graver sin grav. Og sin datters. Jeg ofrede hende for andre mennesker. For de her mennesker. Den gamle kone, Hrolfur og Eivis. Andre møder deres kære i himlen, men jeg skal værsgo tage til takke med en seng i en knaldhytte. Sammen med dem der var mig kærest, mens jeg levede. Ja.” (side 151). Det er et elegant, lille metafiktivt greb fra Helgason. Einar J. Grimsson vikles ind i sin egen handling, spejler sit liv i Hrolfurs, bondens i forfatterens, de fiktive personers i de faktives. Stillejet er justeret efter personerne, tempoet taget ud af fortællingen, popkulturen barberet bort.

Fortællingen om Hrolfur er skåret over Laxness’ “Frie mænd” fra 1934. Den har fællestræk med Knut Hamsuns bondeepos “Markens grøde” fra 1921. Grimssons debut med den ungdommeligt patetiske titel “Fredens lys” “skrevet i Moskva vinteren ‘37-’38” var ifølge ham selv så kedelig, at den slog hans far ihjel – Helgason kan kun have tænkt på Nordahl Griegs (ham med “Kringsat af fjender”) naivt idealistiske langgaber “Ung må verden endnu være” fra 1938 om Moskva-processerne og Den Spanske Borgerkrig. Dialogen med historien og litteraturhistorien er gennemgående.

I modsætning til “101 Reykjavik” kræver “Islands forfatter” en indsats fra læseren. Når den er leveret, falder belønningen med en hypnotisk kraft. “Islands forfatter” indbragte Hallgrímur Helgason Islands Litteraturpris i 2001. Alt andet havde også været underligt, når der nu findes en pris med det navn.

Stormland

I 2005 udkom Hallgrímur Helgasons “Rokland” (“Stormland”, 2007). Bogen er for “101 Reykjavik” og “Islands forfatter”, hvad træsko er for trip, trap og Rup for Rip, Rap, hvad syntesen er for tesen og antitesen. Ud af Hrolfurs bondeland og Hlynurs medieverden vokser Bøddis rasende opgør med underholdningsindustriens nedslag over bondesamfundet. Bøddi er Nietzsche på Duracell-batterier. En rasende lille kanin med syre i årerne. Han er vendt tilbage til Island efter ti års studier i Tyskland. Han er en skeptiker med et nationalistisk sindelag. Han kan ikke lide, hvad han ser: “Han var i kulturchok. Han var ramt af sorg. (…) Han så bønder med Pepsi-Max, lejlighedsdigtere med Haribo, lokale spidser med blandet for en tyver. Han så en smækfed almue, som ikke havde den fjerneste idé om, hvordan den var blevet så velhavende. Han så et kulturfattigt pak. Et velstandspak i forrådnelse.” (s. 356).

28013272

Når vi ovenfor kaldte Hallgrímur Helgason en provokatør med profetisk anslag er det her, det profetiske kommer ind. Bogen foregriber i sin tone og sin tale det krak, som ramte Island i 2008. Bøddi udvikler sig til en rablende revser. Han blogger. Han hænger sine fæller i den lille udørk ud på nettet. Han ætser dem i sin galde. Han kalder dem svagpissere og bløddyr. Han er ikke populær. Heller ikke på gymnasiet, hvor han underviser. Da han tager svagpissernes børn med ud i ødemarken for at lære dem sagnhelten Gretter den Stærkes land at kende, og hele flokken må hentes tilbage i en redningshelikopter, er snoren ikke længere. Han bliver fyret.

Hans ven Sammi skaffer ham et job på en sommerskole, men igen går der opdragelsesprojekt i den. Bøddi får den glimrende ide, at de skal ud at bade i Nordatlanten: “For at forstå Gretter den Stærkes Saga må vi føle som ham, mærke kulden.” (182) “Hvad så drenge, kom nu? Er I nogle tøsedrenge? Skal pigerne se, hvor bange I er? Det man ikke dør af, bliver man stærk af. Sagde Nietzsche.” (182). En lille federik stritter rædselsslagen imod. Bøddi koger over og tager ham i hoved og røv og dukker ham. Efterfølgende bliver han lagt på hjul og stejle i lokalbladet. Det går rigtigt skidt for ham, indtil han bliver far og overvældet af det lille nyfødte væsen udsiger et stort ja til tilværelsen – herefter går det endnu værre. Han forelsker sig i moren, som var et tilfældigt knald på en druktur. Hun hedder Dagbjørt, og hendes skæbne kan få en sten til at græde. Fattig, tatoveret og gold (troede hun) lever hun på tålt ophold i familien og lokalsamfundet. Hendes eneste ven bliver tævet lam af en bonderøv, forældrene tager barnet fra hende, hun bliver indlagt med sygdom i underlivet og finder ud af, Bøddi ikke er faren. Bøddi får det at vide, kortslutter og rider på en islænderhest med en pistol i lommen over øen mod Reykjavik for at lave revolution.

Hallgrímur Helgason blev nok en gang indstillet til Nordisk Råds litteraturpris og nok en gang forbigået.

 

Lejemorderens guide til et smukt hjem

"Jeg affører mig frakke, hat og halstørklæde og går i gang med at tømme askebægre og samle tøj op, og tre kvarter senere ligner stedet noget, der kunne fotograferes til Lejemorderens guide til et smukt hjem. Jeg er netop sunket sammen i en lænestol, den, der vender mod køkkenet og hoveddøren, da Gunholder låser sig ind. Jeg trækker hurtigt maven ind. Hun udstøder et lille forskrækket skrig "Hvad?!" og lukker så døren efter sig.
"Hvad laver du her?"
Hvis jeg stadig var fader Friendly, ville hun have sagt: "Hvad FANDEN laver du her?" Morderen har tydeligvis lidt mere respekt end sjælesørgeren."
"Lejemorderens guide til et smukt hjem", side 81.

Hallgrímur Helgasons fortælling om særegenheder og modsætninger i det islandske samfund fortsætter i knaldromanen ”Lejemorderens guide til et smukt hjem” (2009, forfattet på både engelsk og islandsk, oversat fra den engelske udgave, ”The Hitmans Guide to House Cleaning”, 2008 ). Den blev godt modtaget i den danske presse, og det er der ikke noget at sige til, for den skaldede skjald skriver fortsat bagdelen ud af bukserne på de fleste. Denne gang har han allieret sig med en kroatisk lejemorder som hovedperson.

Tom Boksic går under tilnavnet Toxic. Han likviderer ved en fejltagelse en FBI-agent. Under flugten fra New York, hvor han bor og arbejder, slår han en bøssehadende, pro-life tv-prædikant ihjel og kommer på hans billet og papirer til Island, hvor han bliver modtaget af den lokale tv-prædikant og hans familie. Han forelsker sig i den rebelske datter, Gun Holder, og vendes langsomt væk fra sit morderiske virke, der ud over nogenogtres hits i New York omfatter nogenlunde det samme antal drab som soldat under balkankrigene i halvfemserne. Undervejs får han lejlighed til at forundres over det lille sagafolk, som ikke rigtigt producerer nogen mordere, ikke har nogen hær og kun én soldat i Irak, som ovenikøbet må kaldes hjem igen, fordi det krævede en hel bataljon amerikanske soldater at passe på ham. Det er lidt af et kulturchok, og han føler sig ganske nøgen uden sin pistol og, hvad der er endnu mere bemærkelsesværdigt, muligheden for at købe en. Bortset fra køkkenknive har islændingene tilsyneladende kun jagtvåben.

27934935

Men den smukke smørblonde Gun Holder – de fremmede, islandske navne får en absurd engelsk klang i hans kroatiske ører (Gun Holders mor bliver således til Sickreader) – garanterer en virkelighed, som han trives i – selv om hun er et rodehoved, som bor i en lejlighed, der flyder. Hvis det ikke lige var, fordi politiet og hans lejemorder-arbejdsgiver fra New York langsomt arbejder sig ind på ham, ville alt være godt. ”Herefter ved jeg ikke rigtig, hvad der sker” (s. 223) er hans udgangsbemærkning. På det tidspunkt har han lige fået en kugle i lysken og fundet ud af, at Gun Holder har brød i oven, så slutningen kan både blive en dreng og en pige.

Quentin Tarantino er en gennemgående reference i bogen, og muligvis er den skrevet til hans hyldest, men hvor Tarantino står for en hyperæstetisk fornyelse af krimien, er Helgasons livgreb med genren en farce på godt og ondt. Toxic dumper ned på øen som en om ikke ædel vild, så en vildt fremmed, og hans blik på de nye omgivelser kommer aldrig for alvor op at spille på et niveau, hvor det rører og berører.

”Mon fader Friendly har en kone? Børn? Faktisk aner jeg ikke hvorfor fanden jeg spekulerer på det” (s. 44), tænker Toxic, efter han har slået benævnte fader Friendly ihjel, stjålet hans papirer, er kommet til Island på hans billet – ifølge enhver logik i krimien og virkeligheden ville han netop ikke tænke på andet end fader Friendlys baggrund. Han er på flugt fra FBI, og hans eneste mulighed for ikke at blive taget til fange og i sidste ende at overleve, er, at han formår at overbevise om, at han virkelig er fader Friendly, at han kender til Fader Friendly, så han ikke afslører sig selv.

 

Kvinden ved 1000°

”Og det var altid godt at tænke på håndgranaten i sin taske, når det blev sent på aftenen, og de der starutter fulgte efter en hjem. Nu har jeg den på natbordet eller mellem benedderbenene, ligger på det tyske stålæg som en efterkrigshøne i håb om at udruge noget afkom. Og det ville vist falde på et tørt sted, så vattet samfundet er blevet, fuldstændig blottet for vold. Alle har godt af at miste facaden på deres hus, høre det brænde knitrende i et barn eller se sin elskede blive skudt i ryggen. Jeg har altid haft det lidt dårligt med folk, der aldrig har skrævet hen over et lig.”
”Konan við 1000°”, s. 10.

I 2011 udgav Hallgrímur Helgason Konan við 1000°” (”Kvinden ved 1000°”, 2013), der har undertitlen ”Herbjørg Maria Bjørnsson fortæller”. Og det gør hun, som hun 80 år gammel ligger for døden og har tid til at fortælle historier fra sit dramatiske liv. Herbjørg er stukket af fra plejehjemmet og bor nu i en garage med sin computer, sine cigaretter og sin elskede håndgranat fra Anden Verdenskrig. Hun har bestilt tid på krematoriet, så hun er sikker på, at ovnen er godt varm, når hun kommer. Deraf bogens titel.

I skift mellem fortællinger fra livet i garagen og tilbageblik på det lange liv oprulles Herbjørgs historie, som den ses fra livets slutning. Hun blev født i de islandske vestfjorde i 1929. Som ambassadørbarnebarn boede hun en tid i København og kom senere til Tyskland, hvor hun blev udsat for overgreb, sult og pinsler under Anden Verdenskrig. Efter krigen var hun og hendes far ikke velkomne i præsidentboligen på Island, hvor hendes farfar var præsident, så de flygtede til Argentina. Ungdomsårene tilbragte hun bl.a. i Paris og Hamburg, hvilket indebar et kys fra en meget ung John Lennon.

Den lange roman giver detaljerede beskrivelser af livet under Anden Verdenskrig, både med fokus på de efterladte kvinder og børn og på livet ved fronten og i de store skove østpå. Særligt livet hos dem, der ikke var i krig, beskrives: frisiske kvindesamfund uden mænd, kvinder der var tvunget ud i prostitution for at redde deres mænds liv, børn uden fædre osv. Alle krigsfanger i deres eget liv.

29873984

Med blikket rettet både mod Island og resten af verden kritiserer romanen Islands passive holdning under krigen og den manglende forståelse af krigens rædsler. Ærgerrige islændinge glæder sig over at kunne importere amerikanerbiler uden at se amerikanernes tilstedeværelse i en større kontekst.

Også Islands ”ekspansionsvikinger”, der havnede i bundløs gæld efter det økonomiske krak i 2008, får over tuden. Helgason er skarp i sin kritik og mild i sit portræt af gamle Herbjørg, der har set så meget af verden. Sin faders hjerte, symboliseret ved den håndgranat hun fik af ham under krigen og har gemt på hele livet, knuger hun i hænderne, da livet langsomt ebber ud.

Romanen er en ”opdigtet fortælling”, der bygger på præsidentbarnebarnet Brynhildur Georgía Björnssons liv, hvilket har udløst en del kritik i Island om, hvor mange elementer fra et levet liv, man kan tillade sig at bruge i fiktionen. Bogen er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2013.

 

 

Genrer og tematikker

“Islændinge har et næsten troende forhold til humor, og på den måde er vi lidt anderledes end resten af Skandinavien. Det værste, man kan sige om en islænding, er, at han ikke har humor. Jeg ved, det lyder pralende, og jeg undskylder over for det danske folk. Jeg ved, I også kan være morsomme. Men jeg taler om humor som en nødvendighed for overlevelse. Måske har det noget at gøre med de barske forhold, vi har måttet leve under i århundreder af iskold isolation. Humor var en måde at overleve på. Og så gætter jeg på, at vi i høj grad kan takke vores irske blod for vores humor. Vikingerne som forlod Norge i år 874 gjorde holdt i Irland, hvor de valgte de smukkeste piger til hustruer og fortsatte med dem op til Island (dette er også grunden til, at vi har haft tre Miss Universe, mens Irland aldrig vil få en). Islændinge er en blanding af keltisk og skandinavisk kultur. Islandsk litteratur er Hamsun, som er gået “Wilde” (jeg taler om Oscar Wilde – vi synes, Hamsun er kedelig, og Wilde er sjov).” (Tine Marie Winter: Jeg er som en tyv, der ikke kan lade være med at begå indbrud. Politiken, 2007-02-24).

Hvis Hallgrímur Helgason stikker lidt til sine landsmænd i sine bøger, er han til gengæld deres mest loyale ambassadør i sine artikler og interviews i udenlandske medier, tonen bliver mildere, ligefrem kærlig. For eksempel er der ikke noget i vejen for at fremhæve, at Island har fået tre Miss Universe gennem tiden, selv om konkurrencen er et af de mest syntetiske mediefænomener overhovedet og indbegrebet af alt, hvad Helgason lægger afstand til i romanerne. Selv om man fornemmer et glimt i øjet og en ræv bag øret, så er der også en ægte fornøjelse over alle islændinges yndlingshistorie, om hvordan de blev grundlagt som folk af en håndfuld hårdføre norske vikinger, som på deres vej op til sagaøen nappede de smukkeste kvinder i Irland og dumpede de svageste besætningsmedlemmer på Færøerne. Det gav dem deres helt specielt gode udseende, sammen med humoren, forstås, den keltiske humor, som jo også ligger et par niveauer over, hvad man ellers møder i Skandinavien.

Helgason er næsten beklemt over, hvor meget sjovere islændinge er end danskerne og må gøre undskyldningerne for det undervejs i det citerede interview med Politiken. Det er ikke sjovt, fordi det er rigtigt (og på den måde er det faktisk en selvmodsigelse), i hvert fald når det kommer til Helgason selv.

Til spørgsmålet om man kan og bør gøre grin med alt, anført i indledningen, svarer Helgason naturligvis ja. Med hensyn til, hvor fredløs han føler sig på Island, misforstår han muligvis den norske interviewer, men svaret giver en ide om, hvor han selv befinder sig: “- Vel, er ikke så rastløs nå for tida, i familien har jeg funnet en mening med livet i tillegg til å skrive bøker og male bilder.” (Tom Stalsberg: Hamsun goes Wilde. Dagbladet, 2008-10-28).

 

Beslægtede forfatterskaber

Når vi taler om store realister, som prøver sig af i krimifeltet, kommer Peter Høegs "Frøken Smillas fornemmelse for sne" automatisk i hu, og er Helgason en af de få skandinaver, som kan drømme om at nå et tilsvarende niveau, så gør han det ikke i "Lejemorderens guide …" - fordi han vælger farcen eller farcen vælger ham.

Halldór Laxness er en åbenbar reference. ”Islands forfatter” skriver sig op imod Laxness og understreger, i hvor høj grad alle forfattere efter Laxness nødvendigvis må forholde sig til ham. Som de i øvrigt må forholde sig til sagaerne, der også ligger og ulmer under alle hans bøger. I ”Stormland” er der også klare referencer til litteraturhistorien: Ridtet over Island citerer “Don Quixote”, undervejs samtaler bogen med “De islandske sagaer” og ekko fra andre værker, blandt andet en finurlig omskrivning af Allen Ginsbergs programdigt for beatgenerationen, “Howl”, og en aforistisk klarhed i replikkerne, som leder tankerne hen på Oscar Wilde: “Når kærligheden er død, er det ingen sag at elske.” (s. 279).

Helgason har flere gange betegnet islandsk litteratur som “Hamsun gone Wilde”, en krydsning mellem malende norsk realisme og elegant irsk vid, og ingen passer bedre på den beskrivelse end ham selv.

 

Bibliografi

Romaner

Hallgrímur Helgason:
Hella. 1990.
Hallgrímur Helgason:
Things Are Going Great. 1994.
Hallgrímur Helgason:
101 Reykjavik. 2000. (101 Reykjavik. 1996).
Hallgrímur Helgason:
Hr. Alheimur. 2003.
Hallgrímur Helgason:
Islands forfatter. 2005. (Hofundur Íslands. 2001).
Hallgrímur Helgason:
Stormland. 2007. (Rokland. 2005).
Hallgrímur Helgason:
Lejemorderens guide til et smukt hjem. 2009. (The Hitmans Guide to House Cleaning. 2008).
Hallgrímur Helgason:
Kvinden ved 1000 grader. Lindhardt og Ringhof, 2013.
Hallgrímur Helgason: Søsyg i München. Lindhardt og Ringhof, 2017. (Sjóvikur í München, 2015). Oversætter: Kim Lembek.

Noveller

Hallgrímur Helgason:
Freilassing. 1994. Novelle.

Digte og skuespil

Hallgrímur Helgason:
Ljodmæli. 1998. Samlede digte.
Hallgrímur Helgason:
Poets’ Night. 2000. Skuespil på vers.

Tegneserie

Hallgrímur Helgason:
Best of Grim. 2004. Samling af kunst og tegneserie baseret på karakteren Grim.

Filmatiseringer af Hallgrímur Helgasons værker

Kormakur, Baltasar:
101 Reykjavik. 1999. Spillefilm.

Om forfatteren

Links

med artikel om Helgason.
Skyum-Nielsen, Erik:
Fiktionens frihed og min bare røv. Information, 2013-04-12.
Skyum-Nielsen, Erik:
Fiktionen og vores fælles historie. Information, 2013-05-10.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Hallgrímur Helgason

Kilder citeret i portrættet

Artikler

Stalsberg, Tom:
Hamsun goes Wilde. Interview i Dagbladet, 2008-10-28.
Winter, Tine Marie:
Jeg er som en tyv, der ikke kan lade være med at begå indbrud. Interview i Politiken, 2007-02-24.