Daniel Kehlmann

Skønt østrigsk statsborger bliver Daniel Kehlmann i fødelandet Tyskland betragtet som en tysk forfatter. Som seksårig flyttede han med sine forældre fra München i Bayern til østrigske Wien hvor han stadig bor. At der skulle være noget specielt østrigsk eller tysk over hans bøger er nu ikke særligt tydeligt, selv om han ofte henter sine figurer og steder fra virkelighedens Tyskland – både historiske steder og personer og nutidige sammenhænge.

Ligesom det ikke var særligt indlysende, at ”Opmålingen af verden” skulle blive en gigantisk bestseller, var der heller ikke videre sandsynligt at Daniel Kehlmann skulle skrive den. Faderen var tv-producer, og Kehlmann levede et ganske almindeligt liv og gik på universitetet i Wien. Tingene tog imidlertid fart, og som 22-årig debuterede den unge Daniel med en roman. Succesen var i første omgang begrænset, men starten alligevel så lovende, at den unge student fortsatte skriverierne. Kehlmanns studier i filosofi og litteraturvidenskab blev aldrig afsluttet, fordi forfatterskabet lige så stille lagde beslag på al hans tid. Og i skuffen ligger stadig et halvfærdigt speciale om den tyske filosof Immanuel Kant, og det er nok de færreste, der er kede af, at tiden blev brugt på romaner i stedet for studier.

Daniel Kehlmanns baggrund i det akademiske miljø har han dog bragt med over i sit litterære univers. Han behersker jargonen og henviser uden videre og hele tiden til filosofi og naturvidenskab, litteraturhistorien og den europæiske kulturhistorie. Sin unge alder til trods, fremstår Kehlmann i sine værker som en temmelig lærd forfatter, der dog hverken koketterer med det eller gør en dyd ud af det. Den kulturhistoriske og naturvidenskabelige viden og indsigten i fundamentale og komplicerede filosofiske problemstillinger præsenteres læseligt og med overskud. Kehlmann har også i de senere år fungeret som gæstelærer på en række universiteter i Tyskland – primært som underviser på skrivekurser.

Med ”Opmålingen af verden”, der udkom i 2005, fik Daniel Kehlmann et kæmpe gennembrud i Tyskland såvel som på internationalt plan. I et interview til Århus Stiftstidende den 11. juni 2008 sagde han: ”Da den [Opmålingen af verden] havde solgt 100.000 eksemplarer, havde jeg nogle gode bud på forklaringer, men efter 500.000 var jeg rådvild og nu efter 1,5 millioner må du ikke spørge mig.”

Da Daniel Kehlmann fik udgivet sin første roman ”Beerholms Vorstellung” i 1997, var han 22 år gammel. Bogen beretter i første person om tryllekunstneren Beerholms liv, hans mors tidlige død og den unge mands forsøg på at forstå denne død. På overbevisende måde fletter Kehlmann flere fortælleniveauer elegant sammen. Da det i romanen er tryllekunstneren, der fortæller om sig selv, sidestilles tryllekunsten og det at fortælle – og i sidste ende forfatteren, altså Kehlmann selv, og tryllekunstneren. På en og samme tid afmystificeres tryllekunstneren, som en der blot betjener sig af den forhåndenværende virkelighed og gør den til genstand for sin forestilling – lige præcis som fortælleren eller forfatteren gør det samme med sin virkelighed. Man kan altså som læser hverken stole på tryllekunstneren eller fortælleren. I debuten foregriber Kehlmann desuden nogle af de fortællemæssige greb, som senere skulle gøre ”Opmålingen af verden” til en af klodens mest læste bøger.

Daniel Kehlmanns næste udgivelse er novellesamlingen ”Unter der Sonne” fra 1998, der ikke tiltrak sig megen opmærksomhed. Bogens otte noveller er temmelig forskellige, men tematiserer alle i større eller mindre grad individer, der på den ene eller den anden måde kommer på kant med samfundet og bliver tvunget til at gøre oprør – eller modsat bliver forhindret i at gøre det. Samlingen præsenterer Kehlmann som en genuin historiefortæller uden dog at imponere synderligt.

Anderledes interessant bliver det med ”Mahlers Zeit” fra 1999, hvor Kehlmann springer ud som fuldblodsromanforfatter i lille format. I den forholdsvis korte roman er det hovedpersonen, fysikeren David Mahler, der i et glimt af guddommelig inspiration opdager tidens mysterium. Afbrudt af glimtvise tilbageblik til Mahlers barndom, beretter romanen om, hvordan den unge fysiker forsøger at overbevise andre om sin fantastiske opdagelse, mens nogen tydeligvis ikke er interesseret i, at sandheden kommer frem. Igen blander Kehlmann sit tema, denne gang tiden, med fortælleformen, her den kronologiske. Samtidig med at læseren hører om teorien om, at tiden ikke var, hvad vi troede den var, og at alting både i teorien og i virkeligheden bevæger sig mod kaos, bliver fortællingen mere og mere ikke-lineær og fornemmelsen af rummets forrang frem for tiden bliver markant, lige som Mahlers egen fortid med hans søsters tragiske dødsfald træder i forgrunden. Kehlmann demonstrerer med ”Mahlers Zeit” stor fortællemæssig modenhed, og romanen får da også overbevisende anmeldelser.

”Der fernste Ort” fra 2001 bekræfter billedet af en stor forfatter på vej, en forfatter, der i en alder af kun 26 år har begået en overbevisende roman nummer tre. Igen er hovedfiguren en yngre mand, der efter at have haft et helt almindeligt liv en dag øjner muligheden for at slippe væk fra det hele og starte på en frisk. Han fingerer at være druknet og forsøger sig med en ny tilværelse. Lige så langsomt går det, som fra starten er klart for læseren, dog også op for hovedpersonen – nemlig at flugten er håbløs, at man ikke kan flygte fra sin egen fortid.