Mara Lees litterære gennembrud kom med “Ladies” fra 2007 (“Ladies”, 2007). I romanen følger vi fire karakterer: forfatteren Laura Magnusson, galleristen Lea Nord, fransklæreren Mia Styrén og fotografen Siri Conradsson, som tager billeder under navnet Iris C. I sceniske klip beskrives de fire karakterer over en periode på 15 år, hvor deres liv krydser ind og ud af hinanden i byerne Stockholm, Malmö, Paris og et par småbyer i Skåne.
De tre førstnævnte kvinder har det til fælles, at de er helt utroligt smukke, og at de har været på kant med Siri, og alle tre er de på den ene eller anden måde blevet misbrugt igennem hendes karriere. Laura og Lea er blevet fotograferet i sårbare situationer, og efterfølgende er deres billeder blevet udstillede. Mia er ikke blevet fotograferet, men det blev hendes barndomsveninde, og det endte grueligt galt for alle. Og for at det ikke skal være løgn, så er Laura, trods misbruget, forelsket i Siri. Til gengæld er Mia og Lea hævntørstige, og de lægger en slagplan, der selvsagt inkluderer, at Iris C skal udstille på Leas galleri – uden at de dog fortæller, at Lea er galleriets ejer.
27313892
“Ladies” er dels en undersøgelse af kvindemiljøet, dels en undersøgelse af det kulturelle miljø. I forhold til sidstnævnte sonderer romanen de grænser – eller mangel på samme – der er for kunsten. Denne grænse efterforskes igennem Siri og hendes forhold til såvel kunsten som andre mennesker. For Siri er der ingen grænser for, hvor langt hun vil gå, når blot det kan retfærdiggøres af kunsten, når blot resultatet er smukt nok eller interessant nok. Det er derfor, hun får de to kvinder, Mia og Lea, på nakken; hun udnytter deres sårbarhed. Hun benytter den til at indfange dem i kameraet, og bagefter udstiller hun dem i al deres skrøbelighed. Men for beskueren tager det sig anderledes ud. Som kunstkritikeren David Jonsson reflekterer ved udstillingen i Leas galleri: “Iris C havde en ubestridelig visuel begavelse, og hvert eneste billede var kraftfuldt. [...] Motiverne var stærke, og billederne formidlede en følelse af udsathed, af og til tangerede de overgrebets æstetik, men de overskred aldrig grænsen.” (side 385).
Også Laura giver sit bidrag til diskussionen. I første omgang blev hun rasende over, at Siri udstillede hende, men senere accepterede hun det. Accepten handler om, at hun selv er blevet forfatter i den mellemliggende tid, og at hun skriver om Siri, som Siri afbilleder hende. For Laura er der ingen forskel, det er kunstens præmis, at man udleverer, at man laver kunst på sin erfaring, på sine frustrationer. For Laura handler accepten desuden om, at hun er forelsket i Siri, og at hun ser en bekræftelse af forelskelsen i afbildningen.
Men hvad er så romanens udsagn om problematikken? Det afhænger af fortolkeren. Efter en meget dramatisk fernisering af Iris C’s fotos i Leas galleri, er det Siri og hendes kompagnon Jean, der slipper mest uskadte fra affæren, men også mest afstumpede. Til gengæld bliver Lea og Mia mærkede for livet, og de bliver i højere grad mennesker, mere medmenneskelige.
En anden diskussion omkring kultur handler om det litterære miljø. Der er en herlig lille perle af en kommentar i forbindelse med en digtoplæsning, hvor det hedder om forfatterne og deres lyttere: “Her har de søgt tilflugt, tænkte Lea. Her kunne de oprette deres egne love og regler, deres egne kvalitetskriterier, alle de mennesker, der af den ene eller anden grund ikke kunne, evnede eller orkede at være en del af det store samfund.” (side 271). Digteren Laura er da også noget af en outsider. De eneste, hun omgås, er hendes veninde Esther og psykologen Gunnel. Og så siger hun for øvrigt, at man bliver grim af at skrive – fordi man dykker ned i sårene og ikke tager sig af sit eget ydre.
Romanen er, sidst men ikke mindst, et studium af kvinders omgang med sig selv og hinanden, som fremstilles og udstilles i romanen. Det er dyrkelsen af skønheden, det er selviscenesættelsen og trangen til at blive begæret, der skildres. Det er de smukke, der er vinderne, umiddelbart, det er dem, der kan vælge og vrage mellem veninderne, mens de er børn, og det er dem, der kan bade sig i mændenes blikke, når de er unge. Men det er samtidig skønheden, der skaber konkurrencen, som gør det umuligt at indgå i reelle relationer, fordi det altid først og fremmest handler om at være smukkest og dermed mest begæret, allermest elsket. Måske det er derfor, Lea først for alvor bliver menneske, da hun bliver vansiret i den ene del af ansigtet. Det er først med skønhedens udvisken, at noget andet kan træde i stedet for.
