Anne Lise Marstrand-Jørgensen

I 1998 debuterede Anne Lise Marstrand-Jørgensen med digtsamlingen “Vandring inden ophør”. Året efter blev den fulgt op af “Rygge som djævle”, og i 2001 og 2002 udkom “Vi er vejret” og “Helikopter igen”. Digtsamlingerne tematiserer universelle emner som kærlighed, død, opløsning, fødsel og forholdet mellem mennesker. Udtrykket i digtene er kendetegnet ved oftest at være kortere digte med afbrudte sætninger, som består af billede på billede. I det følgende analyseres digtet “Jeg ved hvad du mener” fra “Vi er vejret”, der på eksemplarisk vis kredser om digtsamlingernes temaer og samtidig afspejler det udtryk, der nøje hænger sammen med indholdet.

21991120

Mange af Marstrand-Jørgensens digte tager afsæt i naturen, og dette er også tilfældet med “Jeg ved hvad du mener” (side 37): “Jeg ved hvad du mener/jeg ved det endnu/og ser vores tanker/er Judasører på træer/vores tale et landskab/udmattet til skarvkolonier/i oprør. Mund presser/skovsnegle mod ruden, stille”. Kontakten mellem jeget og duet bliver i digtet kædet sammen med den forbindelse, der er mellem naturen og alt, der er skabt af naturen, herunder mennesket. Sammenhængen gøres til noget universelt, der overskrider tidens grænser. Forbindelsen begrænses ikke kun til én tid, men indbefatter datid, nutid og fremtid. Sætningen “Jeg ved det endnu” kæder datid og nutid sammen ved at vise, at jeget har vidst, hvad duet mener og stadig ved det.

På trods af forbindelsens styrke, spores der i stroferne en tristhed og opgivelse. Dette anes i stroferne “vores tale et landskab/udmattet til skarvkolonier”. Jegets og duets tale er ikke et frodigt landskab, men et udmattet landskab – ressourcerne er brugt op, og der anes en mulig opløsning af forbindelsen. Dette uddybes i stroferne: “i et øjeblik af drøm. Leg/der plasker vandkanten bleg, skjul af falmet Hortensia, Havskræppe/sunket sammen ved ebbe.” Sætningen “Leg der plasker vandkanten bleg” har noget uhyggeligt og skæbnesvangert over sig, ligesom de falmede og sammensunkne planter ved lavvande tyder på, at noget er visnet og dødt, og noget nyt er under opsejling. Dette sættes i gang af de følgende strofer, der henviser til noget, der er sket engang ved at skifte fra nutid til datid: “Natten var en ambulance/måneblinket over/en udækket hånd, kun mørket/fremmed og vagtsomt/i live. Strømper og fængselskappe, isbjerge/flyder et hjørne.” Brugen af ordet ’ambulance’ kan både betyde, at natten kom til undsætning, men er samtidig et symbol på, at der er sket en eller anden form for ‘ulykke’, noget ulykkeligt er sket. Ordene ‘vagtsomt’, ‘fremmed’ og ‘mørket’ viser en utryghed, der med ordet ‘fængselskappen’ fremkalder et billede af et indespærret, utrygt jeg. ‘Isbjergene’ symboliserer en kulde, der tyder på en distance til duet. Jeget lader sin utryghed i forbindelsen med duet komme til udtryk.

Digtets sidste vers viser, hvorfor jeget enten vil opløse eller allerede har opløst forbindelsen med duet: “Alle møblerne har/taget vægten af nøgen./Sofaen hvor du tvang hende ned/stolene, bordet, er det så nok/at have været/noget særligt for nogen?” Duet har givetvis haft et forhold til en anden end jeget, og det står her klart, at digtet handler om et kærlighedsforhold, muligvis har duet svigtet jeget ved at være jeget utro med ‘hende’. Nu sidder utroskaben i hvert et møbel og er ikke til at glemme: “Alle møblerne har taget vægten af nøgen”. Jeget slutter med at stille duet og sig selv spørgsmålet: “Er det så nok at have været noget særligt for nogen?” Her fremviser jeget sin tvivl på værdien af den forbindelse, det har haft/har med duet. Digtet ender på den måde med at sætte spørgsmålstegn ved, om det værdifulde i kærligheden opvejer det smertelige ved at blive svigtet af den elskede. Digtet giver altså ikke et færdigt svar på, om det var værd at elske duet, men lader det stå åbent og viser dermed, at det er et spørgsmål, der kun vanskeligt lader sig besvare.

Anne Lise Marstrand-Jørgensens første roman “Det vi ved” udkom i 2004 og handler om den 30-årige Laura, som er specialeskrivende i biologi. Hun bor på en nedlagt gård, hun har arvet efter en gammel ven, Gutte, sammen med sin mand Klaes. Laura sætter sig for at indtale barndomsminder på en diktafon for at klarlægge sit liv og få øje på ting og sammenhænge, hun ikke har set før.

Romanen skifter mellem alvidende tredjepersons beskrivelser i nutid af den aktuelle handling på gården, alvidende tredjepersons beskrivelser i datid af barndommen og jeg-fortællende afskrivninger af Lauras diktafonsamtaler. Disse skift romanen igennem gør, at læseren vikles ind i Laura og hendes følelser og tanker. Den alvidende tredjepersonfortæller, der fortæller i datid, giver et indblik i, hvordan det var at være Laura som barn. Hvordan hun var ensom og ansvarlig for sin blinde lillesøster, Vita, og en kræftsyg, psykisk ustabil mor. Derudover får man Lauras egne ord om minder, tanker og følelser på diktafonen samt beskrivelser af, hvordan tingene forholder sig i den nutidige fortalte tid. Her finder Laura for eksempel ud af, at hendes far var en anden, end hun troede. Læseren følger endvidere, hvordan Lauras ægteskab falder mere og mere sammen i takt med, at Klaes’ druk og jalousi tager til, og Laura begynder at undre sig over, hvorfor han bruger så meget tid på sit aflåste arbejdsværelse.

25088530

Marstrand-Jørgensens debutroman er præget af at være skrevet af en erfaren lyriker. Sproget er rigt på malende metaforer og andre sproglige billeder. Den poetiske stil gør, at romanen fungerer på to niveauer: et realistisk og handlingspræget niveau og et mere abstrakt niveau, hvor tanker, følelser og fantasien regerer.

“Det vi ved” er en udviklingsroman, der beskriver Lauras udvikling fra at være afhængig og bekymret til at være uafhængig og finde en større tro på livet. Romanen behandler i forbindelse hermed temaet social arv. Laura er meget bange for at få børn, fordi hun er bange for, hvad der ligger i hendes gener. Hun er bange for, at det barn, hun får, vil få en lige så hård tid, som hun selv har haft.

Titlen henviser til, at det, vi tror, vi ved, måske ikke er reel viden, men blot formodninger. Laura tror, hun ved, hvordan Vita og Klaes er, men alligevel overraskes hun af dem begge, da de pludselig afslører andre sider af sig selv. Titlen kan også bære en betydning af, at vi måske inden i os selv ved det hele, at det bare handler om at ‘høre efter’ og se ordentlig efter, hvordan tingene er. Ligesom Laura gør, da hun begynder at tale sin barndom ind på diktafon og opsøge sandheden om sin far.

Hovedpersonen i “Konventioner” fra 2004 er Izak Nowak, en forsker, der sammen med partneren og vennen Martin har et lille firma, som udvikler en ny måde at registrere tsunamier på. Izak kommer oprindelig fra Polen og skriver jævnligt breve til sin søster Aniela, der er blevet i landet, men han får aldrig noget svar tilbage. Izak har sammen med ekskæresten Camilla den indadvendte teenagedatter Nan, som Izak med stor faderkærlighed forsøger at hjælpe ud af forskellige problemer.

Da Izak møder den internationalt anerkendte cellist Helene Estimar, hvirvles han ind i et besættende kærlighedshav, som skiftevis er præget af små krusninger og høje bølger. Folk omkring det forelskede par bliver involveret i deres historie, heriblandt Nan og Izaks ven, antropologen Nilen, som også hurtigt bliver Helenes fortrolige.

25946278

Historien bliver fortalt af Nilen. Han fremstår både som en af personerne i romanen – hvis historie læseren får fortalt – og som en alvidende fortæller. Nilen skildrer Izaks og Helens følelser og tanker og beskriver, hvad de laver, også når han ikke selv indgår i handlingen. Denne særlige type fortæller gør, at handlingen føles nærværende, fordi Nilen ‘står’ bag ved fortællingen og beskriver, hvordan tingene hænger sammen. Han ikke blot beskriver, han kommenterer også og har blandt andet et noget ukonventionelt syn på kærlighed og monogami. Han mener dybest set, at mennesket ikke kan fungere, hvis det skal være fuldstændig monogamt, og han har selv adskillige forliste kærlighedsforhold bag sig.

Man kan stille spørgsmål ved Nilens troværdighed og hans hensigt med at fremstille usikkerheden i forholdet mellem Izak og Helene. Formålet kan være at understrege sin pointe i forhold til monogami og konventioner i al almindelighed. Det kan imidlertid også dække over en misundelse. På grund af Nilens valg af livsførelse og de konsekvenser, det medfører, for eksempel ensomhed, er han ikke i stand til selv at opnå den ubetingede hengivelse til et andet menneske, som Izak og Helene oplever. En af grundene til, at de tør give sig hen til hinanden, er måske netop, at de binder sig ‘konventionelt’ til hinanden og dermed ikke er bange for, at den ene forlader den anden.

Titlen henviser til, at det konventionelle er et relativt begreb. Selvom noget er vedtaget som den gældende standard for kærlighedsforhold, er det ikke sikkert, at denne standard er den rigtige for alle.

“Konventioner” er et moderne kærlighedsdrama, som er fuld af overvejelser om, hvad kærlighed er for en størrelse, og hvilke vilkår vi giver den i vores traditionelle parforhold. Når det begynder at knage i forholdet mellem Izak og Helene, er det så, fordi de er fortravlede med hver deres karriere, eller er det fordi, de hver især har for store krav og forventninger til begærets og lidenskabens styrke?

Romanens styrke ligger især i beskrivelserne af kommunikationen mellem Izak og Helene. Misforståelserne er så godt observeret og beskrevet, at de fleste vil kunne nikke genkendende til dem. Romanen er fyldt med sproglige godbidder og detaljerige, sanselige iagttagelser, som giver en følelse af, at man som læser selv er med i handlingen.

Romanen “Ingen” fra 2008 handler om den cirka 40-årige fotograf Elisabeth. Hun er depressiv og angst og har flere gange været indlagt på psykiatrisk afdeling. Elisabeth er fraskilt fra Thomas, som er far til hendes 19-årige datter Molly, og hun bor sammen med journalisten Otto, hendes kæreste gennem mange år. En dag er Otto væk. Det er ikke første gang, det sker, men denne gang kommer han ikke tilbage, og det sætter gang i en tornado af spørgsmål i Elisabeths hoved: Har det noget med hende at gøre? Har han omsider fået nok af hendes vanskelige sind? Eller er der sket ham noget? Politimanden K ringer hele tiden eller dukker op og stiller spørgsmål, og Elisabeth begynder at tro, hun er mistænkt for at have med Ottos forsvinden at gøre. En dag modtager hun et bånd fra Otto med en mystisk samtale på. Samtidig får Molly en kæreste, som er læge, og da hun tager med ham til Indien, får Elisabeths angst fornyet styrke, da hun fornemmer, at der er sket Molly noget forfærdeligt.

27123031

Handlingen i bogen skifter i tid i takt med, at Elisabeths angst tager til, og grænserne mellem drøm og virkelighed og fortid og nutid bliver flydende. Indimellem føres læseren tilbage til den tid, hvor Elisabeth var sammen med Thomas, og hvor Molly var en lille pige. Den tid, hvor Elisabeth stadig gjorde et forsøg på at leve et ‘normalt’ liv. Andre gange er man få dage tilbage i tiden til en eller anden hændelse, som Elisabeth kommer til at tænke på. Skiftene gør, at man som læser føler, man er inde i Elisabeths hoved og oplever hendes sindsstemninger. Dette forstærkes yderligere af, at romanen fortælles af en jeg-fortæller, Elisabeth, som dermed bliver scenesættende. Bogen er endvidere krydret med tegninger og skift i skrifttyper og -størrelser, så det føles som om, man læser Elisabeths dagbog. Identifikationen til trods gør kendskabet til Elisabeths sygdom, at læseren stilles tvivlende over for, om det, Elisabeth fortæller, er ‘virkeligt’ eller et produkt af hendes sygdom. Denne tvivl hos læseren fungerer som en drivkraft for handlingen.

Bogen kredser fortrinsvist om psykologiske tematikker; vrangforestillingerne, tungsindigheden og den irrationelle angst. Sproget er hverdagsligt og fyldt med metaforer, der automatisk opstår i takt med, at Elisabeths sygdom og vrangforestillinger tager til.

Titlen “Ingen” er det allerførste ord i romanen og henviser til, at “ingen er død”. På trods af dette er Elisabeth bekymret og bange. Titlen indkredser problematikken omkring angstanfaldene. Der er ‘ingen’ grund til Elisabeths angst, men det er netop angstens væsen; at den ikke handler om noget konkret. Titlen henviser også til, at Elisabeth ingen har, hun er helt alene i sit angste og depressive univers, hvorfra ingen kan hive hende ud. 

I efteråret 2010 udkom “Hildegard II”, som følger op, hvor “Hildegard” slap – og fortsætter historien om en af middelalderens mest betydningsfulde kvinder, den tyske nonne, komponist, forfatter og lægekyndige Hildegard af Bingen (1098-1179).

I “Hildegard II” følger vi den midaldrende Hildegard fra 1148 frem til sin død i 1179. Hildegard lever i romanens begyndelse stadig i klostret Disibodenberg, men efter et skelsættende syn fra Gud grundlægger hun klostret Rupertsberg på et trøsteløst sted ved Rhinen. I arbejdet med at få klostret op af stå, må hun kæmpe mange kampe; både på det visionære og personlige plan. Blandt andet bliver hun skilt fra to af de mennesker, der betyder mest for hende, munken Volmar og nonnen Richardis. Richardis nægter at tage med hende til det nye kloster, hvilket gør Hildegard så vred, at hun kammer over i trusler og manipulationer. Senere indser hun, at ønsket om at være sammen med Richardis ikke havde noget at gøre med Guds vilje, men hendes egen. Et tilbagevendende fokus i romanen er problematiseringen af det guddommelige og af religion i det hele taget, og dets indvirkning på den menneskelige psyke.
Sproget er, som i Marstrand-Jørgensens andre romaner, poetisk, sanseligt og medrivende. Der er en stor del dialoger i bogen, hvilket er med til at gøre personskildringen dyb og nuanceret, og som desuden skaber temposkift i den næsten 500 sider lange bog.
Romanen fortælles på skift af de forskellige personer, hvilket også giver variation og en høj grad af indlevelse og identifikation med både Hildegards modstandere, for eksempel munken Simon, og hendes hjælpere, for eksempel Volmar. Den alvidende fortæller giver en større forståelse og nuancering af handlingen og bogens problematikker, end hvis den kun havde fulgt Hildegards tanker.

På trods af de hyppige skift i synsvinkel er romanens omdrejningspunkt kvinden Hildegard med alt, hvad hun indebærer af stædighed, humørsyge, fremsyn og tvivl. Ligesom i etteren skildres det, hvordan Hildegard gradvis modnes i sin accept af de syner, hun får, og hvordan hun lærer at stå ved dem og følge sit kald. 

Et af temaerne i romanen er kønsroller. Hildegard må igen og igen kæmpe for sin ret til at blive hørt og respekteret i klostrets mandsdominerede verden, hvor det for eksempel anses som urent, når kvinder menstruerer. Hildegard konfronterer og kæmper på sin egen facon med stor autoritet magtkampe. For eksempel får hun gennemtrumfet, at nonnerne må iklæde sig hvide kjoler og have udslået hår til særlige højtider, og hun sætter munkene på plads ved at fortælle, at kvindens menstruation ikke er uren og ‘spild’, som for eksempel mændenes natlige sædafgang, men derimod rensende og nødvendig.
“Hildegard II” er en udviklingsroman, der skildrer en kompleks kvindes arbejde med at blive sig selv og stå ved sig selv. På trods af Hildegards guddommelige evner fremstår hun yderst menneskelig og er, ligesom i forgængeren, optaget af synd, tvivl og tro, ikke mindst troen på sig selv.

Romanen “Hvis sandheden skal frem” udkom i 2013 og er en selvstændig fortsættelse af “Hvad man ikke ved”. Bogen følger Alice og Eric Horns tre børn Marie-Louise, Flora og Martin og deres liv i efterdønningerne af ungdomsoprøret og kvindefrigørelsen, som “Hvad man ikke ved” skildrede.

Handlingen foregår i årene 1975 til 1992, og Flora er omdrejningspunkt i romanen. Hun er i begyndelsen af romanen 16 år og lige flyttet ind i et kollektiv, mens hendes far Eric er taget på selvrealiseringstur til Indien med den 12-årige lillebror Martin. Den pæne, forsigtige storesøster Marie-Loise er alenemor i en lejlighed, som hendes gifte elsker og far til barnet har givet hende.

50718840

Handlingen beskrives skiftevis af Flora, Eric og Floras veninde Rachel, som bor i et kvindekollektiv, og som Eric har haft en affære med. De skiftende synsvinkler giver et nuanceret billede af de problematikker og den virkelighed, de forskellige personer befinder sig i. Det meste af pladsen i romanen tildeles personernes tanker og følelser, så læseren kommer helt ind under huden på karaktererne.

“Hvis sandheden skal frem” skildrer Floras udvikling fra barn til voksen og hendes grænsesøgende og eksperimenterende adfærd i forhold til sex og stoffer. Især beskrives Floras udforskning af seksualiteten detaljeret, med skiftende partnere og gruppesex i kollektivet.

Flora får langt størstedelen af taletiden, og læseren får et grundigt indblik i hendes tanker og følelser i forhold til især sex og kærlighed, men også i forhold til familien, som er præget af moderens selvmord og Erics behov for selvrealisering.

Sproget i romanen er flydende og sanseligt og kendetegnet ved mange dialoger og en forholdsvis stor brug af sproglige billeder. Kombinationen af de mange dialoger og indblikket i personernes tanker giver læseren et helstøbt billede af personerne, fordi man så at sige ser personerne både udefra – via det, de siger – og indefra.

De overordnede temaer i “Hvis sandheden skal frem” er seksualitet, forholdene mellem kønnene og idealer. Romanen sættes spørgsmålstegn ved det frigjorte livssyn, som prægede halvfjerdserne, og skildrer nuanceret både gevinster og konsekvenser ved perioden.

Anne Lise Marstrand-Jørgensens ”Dronningen af Saba & Kong Salomon” fra 2015 er en roman om de to mytologiske figurer, som både Bibelen, Koranen og det etiopiske epos Kebra Nagast fortæller om.

Romanens ene hovedperson, Makeda, vokser op i Etiopien, ved Simine-bjergene, som datter af en enlig, fattig mor. Makeda beslutter sig som teenager for at drage ud og finde sin ukendte far, så hun klæder sig ud som dreng og drager afsted med en karavane. Hun har en vision om, hvordan riget skal udvikle sig, men vejen dertil bliver farefuld, lang og hård. Makeda møder Salomon, som netop har overtaget Israels trone efter sin far, kong David. Hun kommer med kostbare gaver for at sikre Sabas riges handel, men bliver overrasket af en heftig lidenskab, der resulterer i en søn, som Salomon først ser flere år efter mødet.

52002699

”Dronningen af Saba & Kong Salomon” er en kærlighedsroman, et portræt af en modig og viljestærk kvinde og en skildring af, hvordan verden så ud for 3.000 år siden.

Den verden, som romanen beskriver, er ikke for børn. Undervejs i handlingen er læseren vidne til både voldtægter, drab, sygdom, død, konflikter og mere eller mindre voldsomme personlige stridigheder.

Et af de gennemgående temaer i romanen er naturen, som spiller en afgørende rolle og bruges til at afspejle personernes tanker og følelser. Et centralt billede i romanen er slangen, der også pryder bogens forside, som et symbol for fristelse, bevægelse og genfødsel. Tro og ritualer spiller også en betydelig rolle i fortællingen.

Romanen fortælles af en alvidende tredjepersonsfortæller, hvilket giver en høj grad af identifikation med først og fremmest hovedpersonernes tanker og følelser.

Handlingen i ”Dronningen af Saba & Kong Salomon” bæres frem af et sansende og poetisk sprog og af et større perspektiv: Historien om et livsforløb, der rummer en række eksistentielle spørgsmål, som f.eks. hvad et menneske egentlig ved om sig selv, når det kommer til stykket, samt evigtgyldige spørgsmål om kærlighed og magt.

Litteraturhistorisk skriver Marstrand-Jørgensen sig ind i en tid, hvor søgen efter mening kommer til udtryk i alle områder af tilværelsen; i kærlighed, på jobbet og ikke mindst i psykens kringlede kroge. Denne søgen efter og ønsket om mening med tilværelsen afspejles i Marstrand-Jørgensens romanpersoners besværligheder, og de komplicerede mekanikker i psyken skildres med poesien som pensel.

Romaner, der i tematisk indhold kan minde om Marstrand-Jørgensens, er blandt andet Katrine Marie Guldagers "Lysgrænsen" fra 2007. Bogen handler om, hvordan forfatterens virkelighed bliver revet fra hinanden, da faderen uventet dør, og veninden bliver brutalt skudt ned i Nicaragua. Forfatteren begynder en indre og ydre rejse, der medfører ni år i psykoanalyse.

En anden lignende forfatter er Ina Merete Schmidt. Hendes roman “Fåresyge” fra 2008 handler om illustratoren Miriam, der sammen med sin mand, Lars, er flygtet til Norge efter at have mistet et spædbarn. I den lille norske flække arbejder Lars som læge, mens Miriam tegner et får til en tjekkisk børnebog. Romanen beskriver, hvordan Miriam balancerer på randen af et sammenbrud, og kan i sine psykologiske skildringer minde om Marstrand-Jørgensens “Ingen”.

En bog, der både i stil og indhold minder om Marstrand-Jørgensens romaner, er Ida Jessens roman “Det første jeg tænker på” fra 2006, der handler om præsten Lisa, der mister sin 7-årige søn i en trafikulykke. Bilisten flygter efter at have kørt sønnen ned, og det lille sogn begynder at spekulere over, hvem flugtbilisten kan være.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen fortæller om sin passion for litteraturen og om de forfattere, hun er inspireret af, at: “Jeg læser rigtig meget og har gjort det, lige siden jeg lærte mig selv at læse som fire-årig. Der er bøger, jeg bliver ved med at vende tilbage til, fordi de berører mig dybt. Det er forfattere som Tua Forsström, Cecilie Løveid, Christa Wolf og Ole Sarvig. Jeg holder også af plotstærke, gedigne romaner. Senest har jeg med stor fornøjelse læst Hanne Richardt Becks "Om så det gælder" og "Hus og hjem" af amerikanske Marilynne Robinson”, siger hun (Dorte Washuus Bundgaard: Ugens forfatter: Et sårbart sind. Kristeligt Dagblad, 2008-02-02).