Hans Henrik Møller

Hans Henrik Møller er født i 1956 og voksede op i Rønne på Bornholm hos en hjemmegående mor og en far, der kørte øen rundt for at sælge varer til købmænd og bagere. Hans Henrik Møller er det yngste af fire børn, de andre et godt stykke ældre end ham. De andre flyttede hjemmefra, mens han endnu var lille, så Hans Henrik voksede i realiteten op som enebarn. Han gik i skole på Avangsskolen i Rønne, hvor han også senere gik i gymnasiet. Han blev fransksproglig student i 1975 og tog derefter til København for at læse videre. Hans Henrik Møller fortæller selv, at han skrev sin første bog som otteårig, kalkeret over en film, han havde set i fjernsynet, og han skrev sidenhen flere i samme genre: Hæsblæsende pasticher, der ikke bekymrede sig alt for meget om sproglige finesser.

Hans Henrik Møller daterer en afgørende begivenhed i sit forhold til at skrive til slutningen af folkeskolen, da klassen fik en ny dansklærer. Denne betonede den kreative side af faget og satte eleverne til at lave collager og skrive digte, ofte med et meget konkret, hverdagsagtigt udgangspunkt. Møller beskriver sine første digte som ret ubehjælpsomme, men de blev alligevel en øjenåbner: Gennem sproget blev det muligt at indtage og fordøje verden.  

Der blev læst en del i Hans Henrik Møllers barndomshjem. Både anerkendte klassikere og bøger af den mere kulørte slags. Det var en del af læsekulturen i hjemmet, at man altid var i gang med en bog. Hans Henrik Møller beskriver, hvordan han græd sig i søvn under dynen over ”Frændeløs”, tog på langfart med ”Peder Most” og følte åndeløse gys over ”Gøngehøvdingen” og Kulsoens forbandelser.

Udover at være skønlitterær forfatter har Hans Henrik Møller også en ph.d. i nordisk litteratur og en række faglitterære bøger og artikler bag sig. I 2007 tildelte Statens Kunstfond forfatteren et arbejdslegat på 50.000 kr. Derudover blev han i 2010 tildelt KulturBornholms kulturpris, og hvert efterår vil det nyoprettede Hans Henrik Møller Selskabet afholder symposier i Svaneke.

Hans Henrik Møllers skønlitterære debut kommer i 1999 med romanen ”Akhnatons torso”. En mand sidder indespærret i en fængselscelle. I begyndelsen ved vi hverken hvor eller hvorfor. Fangevogterne har taget hans bøger og giver ham kun mad en gang i mellem. Manden fortæller historier. For at få tiden til at gå, måske. Efterhånden som bogen skrider frem, finder vi ud af, at manden er dødsdømt, og at romanen består af de historier, han fortæller, inden han skal føres til skafottet.

Vi kommer vidt omkring. Fra en historie om den arabiske opdagelsesrejsende Abd-el-Fahruk over historien om tilvejebringelsen af Akhnatons torso, en mumie, hvis grav bliver fundet takket være en udgravning, som er igangsat af arkæologerne Mr. Carter og lord Carnarvon. En senere fortælling tematiserer, hvordan den amerikanske forfatter Edgar Allan Poes død måske har forbindelse til en begivenhed i Harzen i 1849. Nøgleordet er vilkårlighed. Nemlig den vilkårlighed, der har givet Poe sit eftermæle som drikfældig døgenigt, som er den samme som den vilkårlighed, der fører til en ung mands arrestation i byen Obergliessen.

Imellem fortællingen af disse historier bliver det langsomt åbenbaret, hvem manden i cellen er, og hvorfor han er havnet der. Fortælleren har i sit hjemland Danmark været litteraturprofessor, og han er kommet i besiddelse af et hidtil ukendt manuskript af den franske forfatter Alexandre Dumas. Litteraturprofessoren har fået manuskriptet af en ung kvinde, men det er ikke hende, han forelsker sig i, men derimod i manuskriptet selv, der i en ekstatisk forvirring bliver genstand for hans erotiske begær, hvilket samtidig resulterer i kvindens død. Manuskriptet viser sig at være det, der binder romanens historier sammen.

”Akhnatons torso” er fortalt i et arkaisk, til tider opstyltet sprog og forfatteren strør bestandig om sig med henvisninger til alverdens litteratur og filosofi.

Fælles for romanens mange historier er, at de handler om mennesker, der er på opdagelse og ønsker at finde svar på noget, alle drevet af deres vilje og lidenskab.