møller

Hans Henrik Møller

journalist Martin Ravn iBureauet/Dagbladet Information, 2011.
Top image group
møller
Main image
Møller, Hans Henrik
Foto: Hovedland

Der råder en solid tiltro til det at fortælle historier i Hans Henrik Møllers forfatterskab. I dets løb kommer en forestilling til syne, som nok er overraskende for læseren, men som også synes at komme bag på bøgernes figurer: At mennesket ikke blot fortæller, men også fortælles af sine historier. I Møllers magisk-realistiske fortællinger kan alt i princippet ske. Som læser er det altafgørende, om man er villig til at lade sig rive med af en fortælling fra de varme lande, fra Königsberg eller fra Bornholm. Om man ganske enkelt er parat til at lade sig binde en god historie på ærmet. 

28347812

Blå bog

Født: 1956 i Rønne.

Uddannelse: Mag. art. i nordisk sprog og litteratur, 1986 og ph.d. i nordisk sprog og litteratur, 1993.  

Debut: Akhnatons torso. Rosinante, 1999.

Litteraturpriser: KulturBornholms Litteraturpris, 2010.

Seneste udgivelse: Burgundia. Hovedland, 2010.

 

 

Artikel type
voksne

Indledning

”Paradis er der jo allerede, i nærheden af Nexø og udformet som bakker og dale med så meget grønt og rindende vand at det ville kunne tilfredsstille både en kristen og en muslim, Sahara ligger ved Sorthat, og Verdens Ende er altid lige i nærheden, den klamrer sig til sin stilk som en anden blomst og venter kun på at folde bladene ud, det eneste problem med at få plads til dem alle ville egentlig være af praktisk art, en vis adskillelse ville nok være fornuftig, sådan at man kunne undgå de værste sammenstød”.
Hans Henrik Møller: ”Burgundia”, s. 27.

Der råder en solid tiltro til det at fortælle historier i Hans Henrik Møllers forfatterskab. I dets løb kommer en forestilling til syne, som nok er overraskende for læseren, men som også synes at komme bag på bøgernes figurer: At mennesket ikke blot fortæller, men også fortælles af sine historier. I Møllers magisk-realistiske fortællinger kan alt i princippet ske. Som læser er det altafgørende, om man er villig til at lade sig rive med af en fortælling fra de varme lande, fra Königsberg eller fra Bornholm. Om man ganske enkelt er parat til at lade sig binde en god historie på ærmet. 

Blå bog

Født: 1956 i Rønne.

Uddannelse: Mag. art. i nordisk sprog og litteratur, 1986 og Ph.d. i nordisk sprog og litteratur, 1993.  

Debut: Akhnatons torso. Rosinante, 1999.

Litteraturpriser: KulturBornholms Litteraturpris, 2010,

Seneste udgivelse: Burgundia. Hovedland, 2010.

Idoler: Jorge Luis Borges og William Heinesen.

Baggrund

Hans Henrik Møller er født i 1956 og voksede op i Rønne på Bornholm hos en hjemmegående mor og en far, der kørte øen rundt for at sælge varer til købmænd og bagere. Hans Henrik Møller er det yngste af fire børn, de andre et godt stykke ældre end ham. De andre flyttede hjemmefra, mens han endnu var lille, så Hans Henrik voksede i realiteten op som enebarn. Han gik i skole på Avangsskolen i Rønne, hvor han også senere gik i gymnasiet. Han blev fransksproglig student i 1975 og tog derefter til København for at læse videre. Hans Henrik Møller fortæller selv, at han skrev sin første bog som otteårig, kalkeret over en film, han havde set i fjernsynet, og han skrev sidenhen flere i samme genre: Hæsblæsende pasticher, der ikke bekymrede sig alt for meget om sproglige finesser.

Hans Henrik Møller daterer en afgørende begivenhed i sit forhold til at skrive til slutningen af folkeskolen, da klassen fik en ny dansklærer. Denne betonede den kreative side af faget og satte eleverne til at lave collager og skrive digte, ofte med et meget konkret, hverdagsagtigt udgangspunkt. Møller beskriver sine første digte som ret ubehjælpsomme, men de blev alligevel en øjenåbner: Gennem sproget blev det muligt at indtage og fordøje verden.  

Der blev læst en del i Hans Henrik Møllers barndomshjem. Både anerkendte klassikere og bøger af den mere kulørte slags. Det var en del af læsekulturen i hjemmet, at man altid var i gang med en bog. Hans Henrik Møller beskriver, hvordan han græd sig i søvn under dynen over ”Frændeløs”, tog på langfart med ”Peder Most” og følte åndeløse gys over ”Gøngehøvdingen” og Kulsoens forbandelser.

Udover at være skønlitterær forfatter har Hans Henrik Møller også en ph.d. i nordisk litteratur og en række faglitterære bøger og artikler bag sig. I 2007 tildelte Statens Kunstfond forfatteren et arbejdslegat på 50.000 kr. Derudover blev han i 2010 tildelt KulturBornholms kulturpris, og hvert efterår vil det nyoprettede Hans Henrik Møller Selskabet afholder symposier i Svaneke.

Akhnatons torso

”For irsk var du, Molly, og en åbenbaring, ikke i flammerød gengældelse eller kærlighed til døden os skiller, men sort, Molly, sort som dit navn der selv bærer natten med sig og er uden forsoning, og vi gled igennem natten på en hvirvel af ord, ikke større og ikke mindre end skummet i den rendesten vi forsigtigt trådte hen over.”
Hans Henrik Møller: ”Akhnatons torso”, s. 59.

Hans Henrik Møllers skønlitterære debut kommer i 1999 med romanen ”Akhnatons torso”. En mand sidder indespærret i en fængselscelle. I begyndelsen ved vi hverken hvor eller hvorfor. Fangevogterne har taget hans bøger og giver ham kun mad en gang i mellem. Manden fortæller historier. For at få tiden til at gå, måske. Efterhånden som bogen skrider frem, finder vi ud af, at manden er dødsdømt, og at romanen består af de historier, han fortæller, inden han skal føres til skafottet.

Vi kommer vidt omkring. Fra en historie om den arabiske opdagelsesrejsende Abd-el-Fahruk over historien om tilvejebringelsen af Akhnatons torso, en mumie, hvis grav bliver fundet takket være en udgravning, som er igangsat af arkæologerne Mr. Carter og lord Carnarvon. En senere fortælling tematiserer, hvordan den amerikanske forfatter Edgar Allan Poes død måske har forbindelse til en begivenhed i Harzen i 1849. Nøgleordet er vilkårlighed. Nemlig den vilkårlighed, der har givet Poe sit eftermæle som drikfældig døgenigt, som er den samme som den vilkårlighed, der fører til en ung mands arrestation i byen Obergliessen.

Imellem fortællingen af disse historier bliver det langsomt åbenbaret, hvem manden i cellen er, og hvorfor han er havnet der. Fortælleren har i sit hjemland Danmark været litteraturprofessor, og han er kommet i besiddelse af et hidtil ukendt manuskript af den franske forfatter Alexandre Dumas. Litteraturprofessoren har fået manuskriptet af en ung kvinde, men det er ikke hende, han forelsker sig i, men derimod i manuskriptet selv, der i en ekstatisk forvirring bliver genstand for hans erotiske begær, hvilket samtidig resulterer i kvindens død. Manuskriptet viser sig at være det, der binder romanens historier sammen.

”Akhnatons torso” er fortalt i et arkaisk, til tider opstyltet sprog og forfatteren strør bestandig om sig med henvisninger til alverdens litteratur og filosofi.

Fælles for romanens mange historier er, at de handler om mennesker, der er på opdagelse og ønsker at finde svar på noget, alle drevet af deres vilje og lidenskab.

12 historier om stedsans

”Og Tadeusz Mazujevski arbejder sig op i et crescendo, han er en danser som Bach, han er sit eget orgel, sit kraftfulde anslag, han træder lungernes bælg med energiske tryk af fødderne, brystkassen svulmer og slappes, lyden arbejder sig ud mellem hans læber i rytmiske fraseringer”.
Hans Henrik Møller: ”12 historier om stedsans”, s. 130.

I Hans Henrik Møllers ”12 historier om stedsans” fra 2007 spiller stedet, hvor historierne foregår, en afgørende rolle.

Nogle af de tolv noveller er det pure opspind, mens andre tager udgangspunkt i historiske fakta. Det sidste gælder for eksempel ”Kant, Königsberg, i midten af maj”, hvor forlægget er den tyske filosof Immanuel Kants dagligdag i Königsberg i slutningen af 1700-tallet. Novellens greb er, at den grundigt beskriver de elementer af filosoffens dagligdag, som er historisk veldokumenterede: ruten på spadsereturen, som altid gentages, temperaturen i arbejdsværelset og soveværelset, der aldrig må ændres og deltagerne ved de aftensaloner, som Kant holder for at afprøve nye filosofiske teser. Det er med udgangspunkt i disse ting, at forfatteren kan fantasere videre om det, vi ikke ved noget om: at Kant en formiddag får overrakt et brev, som er skrevet af en kvinde. At kvinden i brevet opfordrer Kant, fornuftens store discipel i europæisk filosofi, til for en gang skyld at afvige fra sit rationelle system og tage sin spadseretur om formiddagen i stedet for om eftermiddagen. Så vil hun sidde på den bænk, han normalt holder hvil på. Der er en mulighed for at lukke noget ukendt ind i sit liv. Han griber den ikke.

26602653

En anden historie, ”Fuga for orgel og læber”, udspiller sig i 1908 i Tunguska-området i Sibirien og i Krakow 1912. Udgangspunktet er det meteor, der i 1908 ramte Tunguska. I novellen er et orkester i nærheden i gang med at indøve en kantate af Bach, hvis lyd nedslagskrateret i en brøkdel af et øjeblik suger til sig og derefter sender op i luften, hvorfra det driver helt til Skt. Petersborg, hvor folk undrende lytter op mod himlen til den mystiske akkord. Dette bringer historien til Krakow i 1912, hvor en organist er i færd med at øve på Bachs fuga i d-mol. Imens dukker en kvinde op i kirken. Organisten øver tranceagtigt, orglet forvirres med hans egen krop, kvinden med musikken, han selv med musikken, kvinden med orglet og så sker det: Han spiller præcis den akkord, som blev løftet fra Tunguska til Skt. Petersborg fire år tidligere, og kirken falder sammen om ørerne på organisten.

Også i denne novelle er det stedet, og ikke mindst overskridelsen af grænserne mellem stederne, der tematiseres. Både grænserne mellem Sibirien og Skt. Petersborg og Krakow, der på grund af en akkord i et stykke musik af Bach et øjeblik ophæves, og overgangene mellem stederne mand, kvinde, musik, fantasi, ekstase og virkelighed udviskes. På grund af samme musik, samme transcenderende akkord.

Burgundia

”Da Holm vågner næste morgen, er han allerede død. Han ligger udstrakt på ryggen i et mørkt rum, over sig kan han lige akkurat skimte nogle planker der er anbragt på langs, og i et kort, skrækblandet øjeblik går det op for ham hvad det er der må være sket: Mens historien er passeret hen over ham, har de lagt ham i en kiste af træ, i løbet af natten, og er selv draget videre”.
Hans Henrik Møller: ”Burgundia”, s. 124.

Hans Henrik Møllers tredje skønlitterære udgivelse, der udkom i 2010, bærer titlen ”Burgundia”. Burgundia er både det latinske navn for Bornholm og samtidig navnet på et skib, der i 1958 forliste vest for Rønne på vej til Fakse. Netop M/S Burgundias forlis er også omdrejningspunktet i en af de mange fortællinger i den farverige roman.

På bogens første side er der trykt et kort over øen, hvilket skal vise sig at være til stor hjælp. ”Burgundia”s hovedperson er nemlig Østersøen selv, dens granit og sandsten, kirker, slægter, vand, land og byer.

Hans Henrik Møller givet sin hjemstavnsroman undertitlen ”En roman om Øen, Himlen og Havet”, og det er disse tre sektioner, bogen er inddelt i. Men der er ikke tale om rejsebeskrivelse af hverken øen, himlen eller havet omkring Bornholm, men derimod om en fantasifuld fortælling fortalt af en til tider ret vidtløftig fortællerstemme. Det får man allerede tidligt i romanen en fornemmelse af, da fortælleren redegør for, hvordan Bornholm ligger stille om dagen, men har det med at bevæge sig en lille smule om natten. I virkeligheden bevæger Bornholm sig ikke meget. Det gør resten af verden derimod, men ”Burgundia” er, blandt mange, mange ting, en lang argumentation for, at Bornholm er verdens selvfølgelige centrum. Det er jo en påstand, der kræver, at man skærer en hæl og klipper en tå. Eller at man har en ubændig trang til at binde andre en røverhistorie på ærmet. Og det er netop, hvad fortælleren har.

28347812

Det er karakteristisk for romanen, at dens mange fortællinger godt kunne være virkelige eller tage udgangspunkt i rigtige begivenheder. Den stilistik, som romanen forsøger at efterligne, er nemlig den, der hersker i den mundtlige fortælling, i anekdoten eller skrønen. Sådanne fortællinger foregår i den umiddelbart genkendelige verden, men ofte sker der ting og sager, som måske ikke er virkelighedstro i almindelig forstand. Men det er heller ikke meningen. Meningen er, at man skal lade sig rive med af historien, af dens egen logik, og det kan man ikke nærmest ikke undgå, når man læser ”Burgundia”. Vi hører om slægterne Lind og Holm, der har en nedarvet konflikt om et tomt lagerlokale. Om den korrekte brug af salt, om de indfødte i Congo, der lærte at synge bornholmske hjemstavnssange. Om kaffe og dyrskue og mennesker og granit. Og meget mere.

Genrer og tematikker

Hans Henrik Møller indledte sit forfatterskab med den fabulerende roman, ”Akhnatons torso”, der fungerede som ramme om et væld af historier i et blomstrende og til tider arkaisk sprog. Interessen for at fortælle et væld af historier på næsten samme tid og at lade dem spejle sig i hinanden går igen i Møllers anden udgivelse, novellesamlingen ”12 historier om stedsans”. De til tider forblommede sætningskonstruktioner og metaforer, der prægede debuten går derimod ikke igen. ”12 historier om stedsans” kan ses som en indsnævring af forfatterens interesser. Modsat debuten er historierne tydeligt adskilt fra hinanden, således at forfatteren ikke behøver at kæmpe med at finde på en sammenhæng. En kamp, som en gang imellem blev for tydelig for læseren i ”Akhnatons torso”. Også sproget har fået en opstramning i novellesamlingen. Her slynger fortælleren ikke om sig med henvisninger til litteratur og filosofi, men indarbejder mere elegant sine præferencer for disse ting i selve fortællingernes præmisser. For eksempel som det sker i novellen ”Kant, Königsberg, i midten af maj”, som uanstrengt blander filosofihistorie med fantasi og lader det gå op i en højere, næsten poetisk, enhed.

Hans Henrik Møller karakteriserer selv udviklingen i sit forfatterskab som rummende både kontinuitet og brud. Han siger, at han i alle sine bøger – og også i det faglitterære forfatterskab – er optaget af det, man kunne kalde vidensprojektet: Hvad kan man overhovedet vide om verden? Han mener, at mange af personerne i de første bøger er besat af en videnstrang, men, som det gælder i den virkelige verden, sådan gælder det også i den fiktive: Jo mere man ved, jo mere er der også stadig at vide. Noget endegyldigt svar skal man, ifølge Hans Henrik Møller, ikke gøre sig håb om at få (Martin Ravn: Interview med Hans Henrik Møller. Forfatterweb, januar 2011).

Forfatteren mener i den forbindelse, at fortællerstemmen i ”Burgundia” på sin vis sætter det sidste søm i den ligkiste, når han roder sig ud i betragtninger over, hvor meget havet vest for Bornholm mon vejer, eller hvor stort et areal ørerne i Rønne ville kunne dække, hvis de blev anbragt side om side. På den måde mener Hans Henrik Møller, at ”Burgundia” markerer et skifte i hans måde at fortælle på. Den er mere bredt anlagt end ”Akhnatons torso” og ”12 historier om stedsans”, den er mere fabulerende og læner sig mere op ad en mundtlig fortælletradition, hvor det ikke er plottet, der er afgørende, men hvor der er plads til digressioner og falbelader, for i den mundtlige tradition, i familiehistorien for eksempel, skal man ikke nødvendigvis nå frem til en forklaring på det hele, men bare være til stede og nyde fremstillingen, mens den skrider frem.

Beslægtede forfatterskaber

Da Hans Henrik Møllers gennembrudsroman ”Burgundia” udkom i 2010, stod sammenligningerne til andre forfatterskaber i kø i avisernes litteraturspalter. Ikke færre end 25 andre forfatterskaber blev der henvist til, nogle er dog mere oplagte end andre. Et element i Hans Henrik Møllers værker, der er meget dominerende i ”Akhnatons torso”, er et floromvundent, til tider arkaisk sprog. Det leder i førte omgang tankerne i retning af Karen Blixen. Efter en nærmere læsning er måske snarere en kobling til Peter Høeg, der i sine ”Fortællinger om natten” og ”Forestilling om det 20. århundrede” ligeledes leger med et sprog, der i sin opstyltethed kan lede læserens tanker i retning ad aristokratisk herregårdslitteratur med et element af gotisk melodrama.

Indholdsmæssigt er det oplagt at sammenligne med forfattere som Salman Rushdie og Gabriel Garcia Márquez. I deres bøger er der også en tynd grænse imellem den jordnære realisme og fri fantasi. Her kan alt i princippet ske, og der plads til meget store fortællemæssige armbevægelser.

Hans Henrik Møller selv nævner den argentinske litterat og forfatter Jorge Luis Borges som en inspirationskilde, i hvis univers der også – mildt sagt – er plads til lidt af hvert, samt den færøske forfatter William Heinesen.

Bibliografi

Bibliografi

Møller, Hans Henrik:
Akhnatons torso. Rosinante, 1999. Roman.
Møller, Hans Henrik:
12 historier om stedsans. Facet, 2007. Novellesamling.
Møller, Hans Henrik:
Burgundia. Forlaget Hovedland, 2010. Roman.

Faglitteratur

Møller, Hans Henrik:
Snoskebolle - og andre litterære essays. Dråben, 2010. (81.04).

Om forfatterskabet

Om forfatterskabet

Houkjær, Niels:
”Bornholm, Bornholm, Bornholm”. Anmeldelse af Burgundia. Berlingske Tidende, 2010-07-12.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Hans Henrik Møller

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Rav, Martin:
Interview med Hans Henrik Møller. Forfatterweb, januar 2011.