Ole Sarvig

I starten af 1940’erne lå der på en bogtrykkers kontor i København fire tykke ringbind med digte. De fandtes kun i denne ene udgave. Bogtrykkeriet lå lige ved siden af Burmeister & Wain og Sukkerfabrikken. En dag blev værftet bombet og Sukkerfabrikken brændte. Fra Knippelsbro så den unge mand Ole Sarvig, at ilden havde bredt sig til bogtrykkeriet, og en lang nat lå han og forstod ikke rigtig meningen med det hele. Skæbnen ville dog, at en af trykkerens medarbejdere, som var meget interesseret i digte, dagen forinden havde taget Sarvigs fire ringbind med hjem for at læse i dem. Dermed reddede han, hvad der efterfølgende skulle blive en milepæl i dansk lyrik, nemlig Ole Sarvigs to første digtsamlinger ”Grønne digte” og ”Jeghuset.”

Ole Sarvig blev født i København og endte også sit liv her. I årene mellem sin fødsel og død nåede han dog at bo i Spanien, Norge, Frankrig, Skotland og Irland. Derudover rejste han i blandt andet USSR, de baltiske lande og Italien. På sine rejser opsøgte han ikke andre kunstnere – som det ellers er kutyme – men derimod ”virkelige” mennesker, og han har siden udtalt: ”Jeg er en bevidsthed, som søger skæbne og legemlighed og er meget taknemmelig, når jeg finder dem” (Poul Borum: ”Samtale med Ole Sarvig”, s. 58). De mange rejser kom, sammen med en udogmatisk kristen tro, der fulgte Sarvig livet igennem, til at spille en stor rolle i forfatterskabet. Det samme gjorde byen og den moderne malerkunst.

Sarvig voksede op på Nørrebro, og som barn blev han taget med på et hav af kunstmuseer. Hans far malede selv som ung, og hans onkel Edvard Sarvig var en dygtig landskabsmaler. Fra 1940-45 studerede Ole Sarvig kunsthistorie ved Københavns Universitet, og som ung færdedes han i gruppen omkring de spontane abstraktister. Han var altså, som han selv formulerer det, vant til lugten af terpentin. Lugten af blæk var dog ikke ligeså almindelig i hans nærmiljø, og da han engang ønskede sig en bog af digteren Poul La Cour, vakte det opsigt: ”Jeg ønskede mig til en familiejul den bog, der hed ”Alt Kræver Jeg,” og da det ikke var et – om jeg så må sige – litterært miljø, jeg voksede op i, så vakte det nogen forundring, man advarede mig endda og fortalte mig, at bogen var på vers, og at jeg kunne få den byttet, hvis jeg ønskede det” (Poul Borum: ”Samtale med Ole Sarvig”, s. 14). Sarvig byttede dog ikke bogen, men blev selv en del af litteraturens verden, og kom gennem sin karriere også i berøring med en lang række andre kunstneriske udtryksformer og medier.

Fra 1950-53 fungerede han som kunstkritiker for Information, og han udgav derudover en bog om Edvard Munchs grafik samt ”Krisens billedbog” om den moderne malerkunst. Herefter var han redaktionssekretær og kunstkonsulent ved DR’s fjernsynsafdeling, og i Holstebro kom han til at arbejde med eksperimenterende teater. Først og sidst var han dog digter, og i 1967 modtog han Det danske Akademis Store Pris. Han var sammen med kolleger som Ole Wivel, Martin A. Hansen, Frank Jæger og Thorkild Bjørnvig desuden en vigtig figur i kredsen omkring det litterære tidsskrift Heretica, om end hans tilknytning aldrig blev helt uforbeholden.  

Ole Sarvig nåede at være gift flere gange, og ægteskabet med hans sidste hustru Helen Aileen Sarvig (født Dewell) varede fra 1962 til Helens død i 1980. Året efter begik Ole Sarvig selvmord.

Som ganske ung mand, slår Ole Sarvig med sin debut ”Grønne digte” (1943) en tone an, som med enkelte modifikationer holder sig forfatterskabet ud. Han tager fat i livets grundlæggende tematikker og arbejder ud fra kunstens og erkendelsens allermest basale dimensioner – tiden og rummet. Tiden er det tyvende århundredes midte, stedet efterkrigstiden Europa.

Sarvig var stadig i begyndelsen af tyverne, da ”Grønne digte” udkom. Alligevel rummer digtene en moden eftertænksomhed og fornemmelse for tidens angstfulde uvished, som de fleste digtere selv i deres modne år aldrig opnår. Samlingen er inddelt i to dele, og især i den første gælder det, at digtene er organiske i deres inddragelse af naturen. Samtidig rummer de dog civilisationens trussel og en følelse af, at noget gærer under overfladen og når som helst kan bryde frem: ”Døden i løvets farver / stemmer min ånd til salme”. Sådan lyder det dystert profetisk i de første linjer af ”Oktoberevangelium”, og siden hedder det: ”Det var en ældet verden, / drengen kom for at finde, / saltet med sne, og en stank af urin / og pisket af kolde vinde”. Det ligger lige for at læse drengen som Jesus, der skal frelse en falden menneskehed. Verden er ikke længere ung, med ældet og besudlet af menneskenes efterladenskaber. De følgende strofer rummer forventningen om noget nyt, og senere fortæller digterjeget om bjerge af aske og de enkelte mennesker, der er blevet tilbage efter den gamle verdens undergang. I sidste strofe lyder det endelig udfriende: ”Atter lyser en morgen, / en af oktobers dage, / over den levende, søgende rest, / der i dag er blevet tilbage”. Naturen fungerer i digtet som katalysator for og ramme om en storladen besyngelse af den kristne mytologi. Skabelse, undergang og genfødsel rummes i digtet, og efteråret bliver et varsel om altings snarlige død. Men ligesom efteråret og vinteren efterfølges af foråret og planternes spirende ”genfødsel”, indeholder den kristne mytologi også menneskets og jordens genfødsel efter dommedag. Ifølge Sarvig befinder efterkrigstidens mennesker sig i verdens efterår, men ligesom årets cyklus konstant fornyer sig selv, opstår der også en ny verden oven på resterne af den gamle. I forbindelse med Sarvig er det centralt, at krisen og dens løsning både gælder kollektivt og individuelt. Naturens spiring og forfald spejler både det enkelte individ og civilisationen som sådan. Den indre verden og den ydre.  

I samlingens anden del indgår naturen stadig i høj grad. Men dens funktion er blevet en anden, i og med at krigens rædsler nu er brudt igennem til overfladen, og har besjælet naturen med sin diabolske ånd: ”Forspildtheds marker. / Tusindtalsvækster og tidselskove / tilbage gennem Europa / i tiden. / Tidslernes høje pagoder, / hvor slægt på slægt gik i frø / i Lucifers blomstring”.

Satan og ikke Kristus hersker i øjeblikket, og menneskene spreder hans ånd. Fokus er på den øjeblikkelige destruktion og ikke på den fremtidige frelse. Helt konkret optræder ordene krig og blod med langt større hyppighed i samlingens anden del end i første, og symbolikken viger af og til for konkrete rædsler: ”En fædreflok er ulykkelig, / for sønner bløder i fædres krig” (Fra ”Fædrefrø”, ”Grønne digte). Digtene er stadig symbolske, men af og til tvinger virkelighedens rædsler digtene til at lade virkelighedsnære billeder trænge op til overfladen.