henrik stangerup
Foto: Gaston Bergeret

Henrik Stangerup

Leif Leifer, 1987.
Top image group
henrik stangerup
Foto: Gaston Bergeret
Main image
Stangerup, Henrik
Foto: Morten Langkilde

Indledning

Dansk forfatter. Har hovedsageligt skrevet romaner. Stangerup har investeret sig selv i lidenskab og i de ofte vildtvoksende og grovkornede ind- og udfald der må kunne give f.eks. rødstrømper og tyskere gåsehud! Ordene strømmer afsted rytmisk, medrivende. En lovsang til fantasien, festen, galskaben, til belæring for vores hjemlige kultur. Brasilien er en virkeliggjort drøm fra drengetiden om en verden af frihed, sanselighed og mysterium.

1970'ernes nyrealistiske prosa og bekendelsespoesi

 

29584397

Blå bog

Født: 1. september 1937 på Frederiksbeg.

Død: 4. juli 1998.

Uddannelse: Forfatter, journalist, filminstruktør.

Debut: Lille Håbs rejse : 3 fabler. Reitzel, 1958.

Litteraturpriser: Madame Hollatz' legat, 1964. De Gyldne Laurbær, 1972. Kritikerprisen, 1981. Amalienborg-prisen, 1982. Henrik Pontoppidans Mindefond, 1985. Det Danske akademis Store Pris, 1986. Jeanne og Henri Nathansens Mindelegat, 1992. Macunaima-Prisen, 1993. Henrik Pontoppidans Mindefond, 1994. Holberg-Medaillen, 1995.

Seneste udgivelse: Tværtimod! Levned og meninger 1956-98. 2003 (04.6). Udvalg ved Hans Hertel og Jacob Stangerup. Lindhardt og Ringhof, 2003.

 

Hør lydklip fra biografien 'Henrik Stangerup'

 

Se filmene

At forråde virkelighedenFilmcentralen 

At skrive eller dø på Filmcentralen

Artikel type
voksne

Fantasi og fjender

Lad os begynde med Samba. Et eventyr fra Brasilien 1982, smukt illustreret med tegninger af Erik Böttzauw og fotografier af Jesper Høm. Henrik Stangerup fortæller ubesværet af informationsrigdommen om den eventyrligt brogede karnevalskultur og de samfundsforhold den indgår i, om dens historiske og religiøse baggrund. Ordene strømmer af sted rytmisk medrivende som dansen de skildrer. En lovsang til fantasien, festen, galskaben, til belæring for vores hjemlige kultur. Brasilien er en virkeliggjort drøm fra drengetiden om en verden af frihed, sanselighed og mysterium.

Af vejen til virkeliggørelsen har været trang vidner debutnovellerne Grønt og sort (1961) om. De handler, på et par undtagelser nær, om den samme dreng/unge mand under forskellige navne, med svigtende forældrekontakt og splittede følelser i forhold til det andet køn som han skiftevis drages mod og støder fra sig, om destruktionstrang og selvvalgt isolation. En præstesatire lyser muntert op. Stud.theol. Stangerup har nok andre fremtidsplaner.

Veritabel Pariser 1966 er frugten af 2 års ophold i Paris for Ekstrabladet og Politiken.
Det er som i Herman Bangs journalistik, indtryk lagt til indtryk, humoristisk iscenesat. Følehornene fimrer i alle retninger, reporteren registrerer med sikker mikrofonføring pariserkrukkeriet, er ikke så lidt af en krukke selv indimellem - og ved det godt. Han kan beskrive en lang weekend i venten på penge så man selv mærker sulten helt ud i blindtarmen, og en pikant nat med Mlle Ninette fra Pigalle så man ... nå ja! I det afsluttende titelessay forestiller han sig forfaderens pariserliv som paryknålemager i tiden omkring den store revolution. 20 år senere skal Stangerup komme til at gætte sig til en anden dansk pariserskæbne.

Den bog om Paris, Henrik Stangerup lykkes med, får journalisten Max Mollerup i Slangen i brystet (1969) kun gjort færdig ved fusk. Sammen med en fejlslagen kærlighedsaffære bliver det begyndelsen til enden. Romandebuten er på mere end 300 sider og Stangerup har villet have meget med.
På historien om et menneske der går under i selvforagt, har han podet reportagestof (pressekonference med de Gaulle, dansk kongebesøg, fremmedarbejderslum) og satiriske billeder af den danske pariserkoloni m.m.
Som sammenbrudsroman bringer bogen Tom Kristensens "Hærværk" i tankerne, men det er ikke som meningsleverandør i en meningsløs verden Mollerup går ned. Han er en neurotisk moderbundet mand, for hvem Paris er blevet flugtmidlet fra det barndommens Danmark han har et had-kærlighedsforhold til. I sin endelige galskab vælger han usårligheden i isolation fra omverdenen. En "lykkelig sindssyge" har Stangerup siden karakteriseret det som. Moderuhyret har han drilsk tegnet efter stumfilmstjernen Asta Nielsen som vredt kasserede den kortfilm Stangerup lavede om og med hende i kærlig beundring. Gad vidst hvordan hun tog romanen?

Løgn over løgn (1971) handler om den udbrændte filminstruktør der mislykkes med sit comeback om ungdomsoprøret og sætter sit ægteskab over styr. Samtidig kommenterer Stangerup sit projekt, sig selv og den "medieimperialisme" han er en del af, hvor alt er en sammenfiltring af virkelighedsflugt gennem løjet engagement og løjet ærlighed om løgnen. Man er venstresocialist og spekulerer i pantebreve. "Sjællands fattigste landarbejder" er godt reportagestof, men gør han genvisit hos sin "ven" reporteren, har denne gemt sig ovenpå. Bogens styrke ligger ikke i den fiktive historie som luften lukkes ud af fra starten: forfatterens tvivlsomme ærinde er at føre et mere nederlagsramt og umodent menneske end ham selv ned i afgrunden. Hans prügelknabe er ikke medynk værd, men samtidskritikken og de litteraturkritiske overvejelser i romanen om romanen er blændende, og Stangerup er en mere vedkommende figur end filminstruktøren.

26415845

Dog er en større personlig stofrigdom og skånselsløshed i selvopgøret gemt til Fjenden i forkøbet (1978) hvor alle agerende bærer deres "virkelige" navne. Mellem samtidige bekendelsesklynk rager den op som erkendelsesroman.
Den begynder i hjemløsheden ved hjemkomsten fra Stangerups filmatisering af Holbergs "Erasmus Montanus" i Brasilien (Jorden er flad, bogudgave 1976), fortsætter i sammenbrudsskildringen der bærer helingen i sig, og slutter i en "frelse" der ikke er fuldbyrdet, men hvor han har fundet hjem til sig selv som menneske og kunstner i den på én gang private og almene roman. Beretningen om en søn der bærer på en angst fra barndommen for de ansigtsløse fjender der lod hans succesrige og misundte kritikerfar betale prisen for idiotiske dumheder som man ikke fandt tilgivelse for. Om oplevelsen af lige fra skoletiden ikke at få lov til at være sig selv, og samtidig skyldfølelsen over at svigte faderen hvor han trængte til ham.
Men fjenderne er også det ´man´ der fortæller hans elskede og ham hvad man kan og ikke kan. Et meningsdiktatur fra alle sider, fra familien (moderen!) og filmverdenen til smålige bevilgende myndigheder og den herskende venstreindoktrinering. Man-fjenden kaster Henrik i armene på værtshusbroderen Fausto Wolf, som han udser til hovedperson og medarbejder i sit Erasmus-projekt.
Et forrygende ondt portræt af en dæmonisk charlatan, men forfatteren erkender klart at han er en projektion af dæmonen i ham selv. Mellem disse arketypiske figurer bevæger beretningen sig i spiralforløb idet forfatteren bevæger sig tilbage til tidligere skildrede situationer, men har inddraget nyt erindringsstof undervejs og derved har flyttet sig. Således farer jeg´et ved krisens begyndelse ud mod en slatten debatbog om "Den maskuline mystik", men viser siden indsigt i den macho-mystik der binder ham til Fausto Wolf.

Man skulle nu tro at fjenden var agterudsejlet og Stangerup forsonet med sig selv og verden. Men at der stadig er fjender, vidner den fortsatte strøm af artikelsamlinger om.

Kulturdebat

Manden der ville være skyldig (1973) er egentlig et kulturdebatindlæg nødtørftigt kamufleret som science fiction-roman.
Hovedpersonen, Torben, er i klemme i et velmenende behandlersamfund der tager fantasi og initiativ fra sine borgere og blander sig i alt. Der langes ud mod velfærdsstat og venstrefløj, men samtidig er alt uheldigt i tiden bragt under samme hat, som om forureningen og dyrt og dårligt boligbyggeri hang sammen med stigende skatter og formynderisk socialpolitik.

Det forhindrer ikke at satiren har pletskud, og det er ikke skinproblemer Stangerup tager op her og i sin øvrige journalistisk. Dens stof er vidtspændende; Han orienterer om litteratur, film, filosofi, biologi og samfundsforhold, er åben om egne forhold, let at begejstre eller ophidse, stilfærdig følsom, en vittig hund, larmende kværulantisk.

De første samlinger, Kunsten at være ulykkelig 1974 og Mens tid var 1978 er de mest alsidige. Så forskellige de end kan være, meget er der enighed om mellem Stangerup og Poul Henningsens (af hvem han har udgivet udvalget Vi er selv historie 1963). Begge har modet til at komme med meninger der skurrer mod tidens gængse.

I Retten til ikke at høre til 1979 og Fangelejrens frie halvdel 1980 bliver tonen imidlertid skinger. En haglbyge af skældsord skal overdøve "Løgnens jungletromme" i det neomarxistiske Danmark. Indtrykket af bøgernes interviews er sælsomt monotont: de filosofiske og politiske systembygnigner har indbygget meningsdiktatur der fører lukt mod fangelejre og antisemitisme! De ligesindede byder Stangerup ingen modstand, og man kan komme i tvivl om hvem der er bugtaleren og hvem der sidder på skødet.

Det er i reportagen fortælleren Stangerup kommer til sin ret, og i Tag din seng og gå 1986 priser han den på debatjournalistikkens bekostning. Alligevel er det sidstnævnte han har ofret mest energi og galde på, og uden Stangerup var dansk kulturdebat utvivlsomt blevet mere ensidig og tam.

Nybrud

Med Vejen til Lagoa Santa (1981) begyndte en ny fase i forfatterskabet. Stangerup slipper sit jeg for at give sig et enormt stof i vold.

Gennem naturforskeren P.W. Lunds livsskæbne i det 19. århundrede følger vi den europæiske civilisations verdenserobring med industrialisme og imperialisme, demokratiets fremvækst og troens tilbagegang i takt med den videnskabelige erkendelses udvikling.
Lund kommer kønsforskrækket og angst for sygdom og død til Brasilien, besat af forskerens trang til at beskrive og klassificere.
Hans vidunderlige fund af knogler fra uddøde dyrearter skal indpasses i hans ambitiøse projekt: at udrede Guds skaberplan. Nye fund tvinger ham til stadig at revidere planen og pludselig, gådefuldt, ramler det; han bliver syg og synker ind i depression.

Sidstedelen handler om Lunds regeneration, og den er fuld af paradokser. Nok vender han sig mod sit indre liv, men hans væsen åbner sig for den menneskelige virkelighed, og den fattige befolkning tager den hjælpsomme mand til sit hjerte.
Fra sit eksil, som han ikke ønsker at forlade trods sin binding til hjemlandet, følger han gennem breve og besøg fra Europa en udvikling han stiller sig negativt overfor, tro mod sin gamle forestilling om livets lange kæde hvor hvert led har sin plads. Et natursyn som i Stangerups fremstilling rummer økologisk tænkemåde, tolerance og næstekærlighed, modsat den darwinistiske "struggle for life" som skulle få tiden med sig. Lagoa Santa er livshengivelse. Den farveglødende og underfundige beskrivelse af vejen dertil kan få selv knoglefund til at sprælle af liv.

29138427

Det er svært at ø i Dieppe (1985), om kritikeren P. L. Møller der endte på dårekisten i behandlernes hænder (som "Manden der ville være skyldig") dødsmærket af "sygdommen" som dr. Lund aldrig udsatte sig for, er en mere opslidende romanbiografi. Om den aldrig stillede længsel i et højt begavet menneske der udstødtes/flygtede fra 1840ernes København, hvor hans provokerende meninger og levevis afgjort ikke stod til tapeterne, "hjem" til det andet kejserdømmes frådende pariserliv. Reporteren fra "Veritabel Pariser" har taget en tur med tidsmaskinen dertil.
Her går Møller siden under i fattigdom, rusmidler og syfilis, men med en uudslukkelig kærlighed i sig til det Danmark han - som Lund - ikke kunne bekvemme sig til at gense.

Møller er Kierkegaards fortvivlede æstetiker: hvor dr. Lund omsorgsfuldt sysler med at føje led til led i Skaberens kæde, dér ler Møller så hjertelig destruktivt at alle lænker brister. Han er splittet mellem længslen mod festslottet og skønhedens revers: den vulgære sanselighed som man viser fra sig og han søler sig i.

Stangerup har investeret sig selv i hans lidenskab og i de ofte vildtvoksende og grovkornede ind- og udfald der må kunne give f.eks. rødstrømper og tyskere gåsehud!

Henrik Stangerup døde i 1998, 61 år gammel.

Bibliografi

Litteratur af Stangerup

Stangerup, Henrik:
Grønt og sort. 1961.
Stangerup, Henrik:
Veritabel pariser. 1966. (42.7)
Stangerup, Henrik:
Slangen i brystet. 1969.
Stangerup, Henrik:
Løgn over løgn. 1971.
Stangerup, Henrik:
Manden der ville være skyldig. 1973.
Stangerup, Henrik:
Kunsten at være ulykkelig. 1974. (04.6) Kronik og journalistik.
Stangerup, Henrik:
Jorden er flad. 1976. (77.62)
Stangerup, Henrik:
Mens tid var. 1978. (04.6). Kronik og journalistik 1961-77.
Stangerup, Henrik:
Fjenden i forkøbet. 1978.
Stangerup, Henrik:
Retten til ikke at høre til. 1979. (32.1)
Stangerup, Henrik:
Fangelejrens frie halvdel. 1980. (32.1)
Stangerup, Henrik:
Vejen til Lagoa Santa. 1981.
Stangerup, Henrik:
Samba. 1982. (39.5)
Stangerup, Henrik:
Det er svært at dø i Dieppe. 1985.
Stangerup, Henrik:
Tag din seng og gå. 1986. (99.4 Stangerup, Henrik)
Holberg, Ludvig:
Holbergs heltehistorier. 1978-88. Genfortalt af Henrik Stangerup.
Stangerup, Henrik:
Den kvarte sandhed. Fra et tiår. 1989. (04.6). Essays.
Stangerup, Henrik:
Broder Jacob. 1991.
Stangerup, Henrik:
I flugtens tegn. 1993. (04.6) Udvalgte beretninger og essays 1965-1993.
Stangerup, Henrik:
Datter af - Scener om en mor. 1995. (99.4 Söderberg, Betty).
Stangerup, Henrik:
At skrive eller dø. 1999. (04.6) Essays.
Stangerup, Henrik:
Tværtimod! Levned og meninger 1956-98. 2003 (04.6). Udvalg ved Hans Hertel og Jacob Stangerup.

Om Henrik Stangerup

Henrik Stangerup. Red. af Iben Holk. 1986. 234 s. Artikler om forfatterskabet (herunder filmene). Omfattende bibliografi.
Romantisk moderne. 1992 (81.65).
Læsninger i dansk litteratur. Bind 5. 1999 (81.6). Heri: Ulrik Lehrmann: Henrik Stangerup - Løgn over løgn.
Skumhedens tid. 90´ernes eksistentielle fortælling. 1994. Antologi. Interviews og tekster
Byrckel, Tine:
Brother Henrik. 1998. i: Danish literary magazine, 1998, nr. 13, s. 32-33.
Douin, Jean-Luc:
Henrik Stangerup. 1998. I: Danish literary magazine, 1998, nr. 14 s. 26-27.
Scener fra et forfatterliv - Henrik Stangerup. 2000 3 cd´er. Produceret af P1 i 1999. Portræt af forfatteren tegnet af venner og forfatterkolleger. Oplæsning: Ole Lemmeke.
Angsten, lykken og ekstasen - beretninger om Henrik Stangerup. 2000 (99.4 Stangerup, Henrik) Ved Henrik Nebelong og Jacob Stangerup.
Martinov, Niels:
Henrik Stangerup. En biografi. 2003
Gylling-Jørgensen, Martin:
Modsiger i modvind. Bøger af og om Henrik Stangerup. 2003 I: Bogens verden. Årgang 85, nr. 5. 2003. Side 20-23
At skrive eller dø. 2006. Om forfatteren Henrik Stangerup. Film ved Ole Roos. Dvd.
Heiberg, Peter:
Henrik Stangerup. 2006. En registrant 1954-2006. (99.4)
Christensen, Johs. H.:
Den hjemløse. 2007. I: Jyllands-posten. 2007-06-09
Moskvitin, Jurij:
Du må ikke sjuske med dit liv. Erindringer om Henrik Stangerup. 2008 (99.4)

Film

Film

Se filmen på Filmcentralen
Se filmen på Filmcentralen

Om forfatterskabet

Web

Dansk Litteraturinformationscenters præsentation af danske forfattere på nettet præsenterer Henrik Stangerup og hans forfatterskab. Siden indeholder biografi, bibliografi, et antal artikler om og med forfatteren, tekstuddrag, samt et par anmeldelser.
En oversigt over de vigtigste begivenheder i forfatterens litterære liv fra Danske Litteraturpriser ved Niels Jensen.
Værket gennemgås kort, og der henvises til sekundær litteratur om værket, samt til links. Fra Litteratursiden.dk
En artikel om nogle motiver i forfatterskabet fra Det Kongelige Bibliotek og Jakob Brønnum

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Henrik Stangerup