Rasmus Daugbjerg

Rasmus Daugbjerg er født i Aarhus i 1993 og voksede op i Lemvig. Hans interesse for litteraturen opstod relativt sent. Faktisk var det først i en alder af 23, han begyndte at læse skønlitteratur og at skrive selv. Om sin vej ind i kunst- og litteraturmiljøet siger han: ”I starten af mine tyvere fik jeg nogle tætte venner, som arbejdede med billedkunst og film, og blev derigennem introduceret for dén verden. Da jeg så begyndte at læse skønlitteratur og skrive selv, oplevede jeg, at det var både besværligt og overvældende. Men samtidig rigtigt.” (Interview med Forfatterweb, 2022). Ganske kort tid efter begyndte han som elev på forfatterskolen Biskops Arnö, der ligger i det østlige Sverige – midt i skovområder, der leder tankerne hen på den natur, begge hans romaner er sat i. Senere blev han optaget på Forfatterskolen i København, som han dimitterede fra i 2020. Året efter udkom debutromanen ”Rygtet”.

Trods den sene introduktion til skønlitteraturen har Daugbjerg altid været fascineret af mytologiske genrer som de folkeeventyr, han også har ladet sig inspirere af i sine romaner. Eventyrene kan nemlig fortælle os noget om, hvad det vil sige at være menneske: ”De transcenderer på en måde tid og sted. Altså netop det her med at jeg kan læse et folkeeventyr om en trold og så føle, at det handler om klimaet i 2022,” siger han til Jyllands-Posten med henvisning til sin anden roman ”Trold” fra 2022. (Jo Carlsen: Rasmus Daugbjerg får en trold til at sprede uhygge om klimaet. Jyllands-Posten, 2022-09-01).

Når Rasmus Daubjerg ikke skriver selv, underviser han. Han er stifter af Skolen for Skrift, der optager sit andet elevhold i foråret 2023 og har også undervist på Testrup Højskole og hos Nyt Forum for Skrift. For ”Rygtet” blev Daugbjerg i 2021 nomineret til Bodil og Jørgen Munch-Christensens Debutantpris. Året efter blev han nomineret til bibliotekernes forfatterpris Edvard P. Prisen.

Rasmus Daugbjerg debuterede med romanen ”Rygtet” i 2021. Vi er i en landsby et ubestemmeligt sted i en ubestemmelig tid. En mand (du’et) er flyttet til byen, og rygterne om hans fortid spreder sig hurtigt. Det siges, at du’et har mistet et barn, og at det var ham selv, der slog det ihjel. ”Du stoppede en klud i munden på barnet og smed barnet i en brønd”, står der på s. 9. En har set du’et stå på rugmarken om natten og hyle som et ulvedyr. Alle er enige om, at du’et aldrig bliver en del af landsbyen. Kvinden Jana, der blev født med et gennemsigtigt bryst, indleder et forhold til ham. Rygtet siger, at hun kun er interesseret i du’et, fordi hendes mor døde tidligt.

38696688

Omkring byen ligger skoven. Og i skoven er Urhullet, som siges at vokse om natten. Beboerne er bange for skoven og især for Urhullet, som måske vil sluge hele byen. Rygtet siger, at du’et boede længe i skoven, inden han kom til byen.

Janna og du’ets forhold går i stykker. Ifølge præsten har hun åbnet sin dør for Gud. ”Præsten siger, at han altid har vidst, at det var Gud, der viste sig i Janas bryst.” (s. 93). Jana beskylder du’et for at ville skubbe først hende og senere alle i byen i Urhullet. Herfra tager beskyldninger og had rettet mod du’et til. Præsten køber på Janas opfordring en ny kirkeklokke, som kan ringe du’et ud af byen.

Undervejs får vi også korte fortællinger om andre beboere i byen, og vi hører om Storvinteren, som alle mindes med gru. De fleste af fortællingerne er på under en side.

Sproget driver handlingen frem i ”Rygtet”. Først og fremmest, fordi det er de mundtlige overleveringer – rygterne, der løber fra nabo til nabo – der er selve handlingen. Du’et tiltales, men kommer aldrig selv til orde. Romanen består udelukkende af beboernes antagelser og mundtlige overleveringer til hinanden. Nogle gange er det et kollektivt ”vi”, der taler. Andre gange er det en navngiven person i byen, der spreder rygtet.

De mange fortællinger om, hvad der sker i skoven, og hvad nogen har set du’et gøre, udstiller byens frygt for det fremmede. Sproget i romanen underbygger det. Sætningerne er korte og hårde, præcis som rygterne.

I Rasmus Daugbjergs roman ”Trold” fra 2022 møder vi trolden, der bor i skoven. Hendes (troldens) skæbne er bundet til naturen, den natur som menneskene inde i menneskebyen gør vold på ved at fælde træerne, opdyrke jorden og slagte og spise dyrene. Når menneskene gør det, er trolden nødt til at straffe dem, også selvom hun ikke har lyst. For en dag, da menneskene igen havde brudt jorden op, voksede en kjole op af jordhullet – eller af såret, som der står på side 7. Det var en bøddelkjole, som trolden var nødt til at iføre sig, for som trold er det hendes pligt at være bøddel, når mennesket forbryder sig mod naturen. Derfor slår trolden nu menneskenes børn ihjel, når de gør vold på naturen.

62817224

Langt fra byen bor en ond konge. Det er ham, der har besluttet, at menneskene skal fælde skoven, så han kan bygge sin borg af træet. Hele byen arbejder for ham. Heller ikke de har noget valg. Ressourcerne slipper op, antallet af grave vokser. Menneskene frygter både trolden og kongen. Trolden bliver mere og mere udmattet. Hun kan slippe væk ved at sluge verden, blive til en sten med verden inde i sig. Det er en uholdbar løsning, for en dag vil vandet drive af stenen, og trolden vil vågne op igen – måske til en endnu værre verden. Men det er også troldens eneste udvej.

Udover trolden følger vi et udvalg af menneskene i byen, der forsøger at klare sig igennem på hver deres måde ved enten at vende sig væk fra fællesskabet eller søge hjælp. Alle fejler. Der er ingen udvej.

Sproget i ”Trold” er fyldt med billeder. ”Kongen strækker sine hænder ud i landet”, står der på side 20. Senere, på side 38, går kongens hænder ved siden af menneskene, mens de pløjer, og på side 76 ligger hænderne på jorden i skoven. Sådan illustreres kongens magt. Ingen kan undslippe hans hænder. Sproget er også fyldt med aggressivitet. Menneskene ”tæver jorden”, når de graver og ødelægger, og trolden kan høre dem ”gø”, hver gang de har forbrudt sig mod naturen ved at spise, slagte eller fælde træer.

Naturen er noget uregerligt, som menneskene lever med og lever af, men alligevel er dødsens bange for. Mange tyer til tro eller overtro for at forklare eller retfærdiggøre naturens kræfter. Sådan er det i begge Rasmus Daugbjergs romaner. I ”Rygtet” er der frygten for skoven uden for byens mure og alt det mørke og farlige, der findes i den. Der er en konsensus i landsbyen om, at de der bor eller trives i skoven, ikke er til at stole på. I ”Trold” er det først og fremmest trolden, som menneskene frygter. Trolden er en del af den natur, som menneskene er ved at ødelægge ved at udvinde ressourcer, men hun (trolden) er også et billede på noget større. Hun er en naturkraft, som kan tage alt fra menneskene og endda sluge hele verden.

I forlængelse af det er det væsentligt at nævne folkeeventyrene, en genre som Rasmus Daugbjergs bøger også trækker på, tydeligst i ”Trold”. I folkeeventyrene møder vi arketyperne, det kunne være en konge, en trold, en heks eller en prins, som hver repræsenterer noget bestemt i fortællingen, oftest enten det gode eller det onde. Folkeeventyrene ender som regel med, at de onde straffes og det gode sejrer. Hos Rasmus Daugbjerg er skellet mellem det gode og det onde ikke sort-hvidt. Til Forfatterweb fortæller han, at han under arbejdet med ”Trold” stillede sig selv spørgsmålet, hvorfor trolde altid fremstilles som onde: ”Og i mange fortællinger er det netop, fordi nogen forbryder sig mod naturen, mod troldens hjem. Så der ligger en ambivalens i troldens ondskab.” (Interview med Forfatterweb, november 2022).

Trolden i romanen afspejler klimaets reaktioner på vor tids adfærd, for som Daugbjerg siger til Jyllands-Posten: ”Jo mere rovdrift, der drives på naturen, jo flere klimakatastrofer kommer der (…) Hvis vi vil forstå klimakrisen, må man forstå, at klimaet både er sårbart, men også sårende - ligesom en trold”. Jo Carlsen: Rasmus Daugbjerg får en trold til at sprede uhygge om klimaet. Jyllands-Posten, 2022-09-01. I Jyllands-Posten fortæller Daugbjerg desuden, at han i forbindelse med sin research til ”Trold” læste både folkeeventyr, 500 år gamle landbrugspolitikker og FN’s klimarapporter.

Et andet tema i Daugbjergs forfatterskab er frygt, og hvad den gør ved os, og hvordan den får os til at tale. I ”Rygtet” er det landsbyen, der frygter det fremmede, og angsten peger i mange retninger: ”Rædslen findes over det hele. På den måde er Rygtet jo en bog, der prøver at forholde sig til, hvordan rædslens sprog kan se ud,” siger han til Litteraturnu.dk (Søren Engelbrecht: Et sprog for rædslen: interview med Rasmus Daugbjerg. Litteraturnu.dk, 2022-06-08). Det sprog finder f.eks. styrke i forsimplede logikker, som beboerne kan enes om, og som kan affeje den uro, der kommer af ikke at have greb om noget til fulde. Som når beboerne i byen digter en dyster historie om den nye tilflytter, de frygter og hader mere og mere. Eller når de døber en pige Tvillingen, fordi de ikke kan enes om, hvem der fandt hende først. Løsningen på det, der kunne være optræk til en konflikt bliver, at pigen må være to identiske mennesker.

I takt med at fokus på klimakrisen og konsekvenserne af den fylder stadig mere i medierne, er det samme sket i fiktionen. De seneste år er stakken af klimakriselitteratur, eller cli-fi som genren også bliver kaldt, vokset. Dvs. bøger der giver et fiktionaliseret bud på, hvilke konsekvenser vores behandling af kloden kan få. Ofte – men langt fra altid – er romanerne sat i en dystopisk fremtidsverden, eller nær-fremtidsverden, deraf navnet, der rimer på sci-fi. Charlotte Weitze skriver sig med romanerne ”Den afskyelige” (2016) og ”Rosarium” (2021) ind i cli-fi-genren, men når hun er relevant at nævne i forhold til Rasmus Daugbjerg, skyldes det i lige så høj grad, at inspirationen fra gamle eventyr også træder tydeligt frem i Weitzes forfatterskab, eksempelvis i ”Den afskyelige”, hvor det er myten om den afskyelige snemand, hun genopliver.

I Dennis Gade Kofods ”Nancy” fra 2015 vil underjordiske væsner tage Bornholm tilbage, fordi menneskene misholder jorden. Tematikken minder om Daugbjergs ”Trold”, og også hos Gade Kofod er det magiske væsner, der kræver deres ret til den natur, menneskene har vundet hævd på.

Svenske Kerstin Ekman har i årtier skrevet romaner fra de store svenske skove. Hendes forfatterskab spænder over mange genrer, men et gennemgående greb er, at der ofte er noget overnaturligt på spil eller et spor af bibelhistorier til stede. Fortællinger der knytter sig stedets historie – hvad enten det er gamle sagn eller den religion, som menneskene her har bekendt sig til gennem generationer. Ekmans måske bedst kendte bøger, kriminalromanen ”Hændelser ved vand” (1993) og romantrilogien ”Ulveskindet” (1999-2003), foregår ved byen Svartvattnet i Nordland og tematiserer blandt anden, hvordan vi behandler og lever i naturen. I hendes roman ”Ulvespring” fra 2021 taler hun skovens sag gennem den pensionerede forstkandidat Ulf, der efter et møde med en ulv kan høre naturens egen stemme.

Forfatterweb er den saglige og faglige gennemgang af forfatterskaberne. På vores søstersite Læsekompas er det læseoplevelsen, som er i fokus.

Brug Læsekompas for at åbne op for den læseoplevelse, bogen byder på. Hvilken stemning er der i bogen, hvilke miljøer foregår den i, hvad er fortælletempoet og hvor lang er bogen?

Lav og del lister over læste bøger, bøger du vil læse, yndlingsbøger osv.

Find andre bøger, der minder om bogen, og gå på opdagelse i, hvordan bøgerne er forbundet.

Besøg Læsekompas her. Log ind med dit biblioteks-login for at låne bøgerne direkte i Læsekompas.