Rasmus Daugbjerg

Rasmus Daugbjerg er født i Aarhus i 1993 og voksede op i Lemvig. Hans interesse for litteraturen opstod relativt sent. Faktisk var det først i en alder af 23, han begyndte at læse skønlitteratur og at skrive selv. Om sin vej ind i kunst- og litteraturmiljøet siger han: ”I starten af mine tyvere fik jeg nogle tætte venner, som arbejdede med billedkunst og film, og blev derigennem introduceret for dén verden. Da jeg så begyndte at læse skønlitteratur og skrive selv, oplevede jeg, at det var både besværligt og overvældende. Men samtidig rigtigt.” (Interview med Forfatterweb, 2022). Ganske kort tid efter begyndte han som elev på forfatterskolen Biskops Arnö, der ligger i det østlige Sverige – midt i skovområder, der leder tankerne hen på den natur, begge hans romaner er sat i. Senere blev han optaget på Forfatterskolen i København, som han dimitterede fra i 2020. Året efter udkom debutromanen ”Rygtet”.

Trods den sene introduktion til skønlitteraturen har Daugbjerg altid været fascineret af mytologiske genrer som de folkeeventyr, han også har ladet sig inspirere af i sine romaner. Eventyrene kan nemlig fortælle os noget om, hvad det vil sige at være menneske: ”De transcenderer på en måde tid og sted. Altså netop det her med at jeg kan læse et folkeeventyr om en trold og så føle, at det handler om klimaet i 2022,” siger han til Jyllands-Posten med henvisning til sin anden roman ”Trold” fra 2022. (Jo Carlsen: Rasmus Daugbjerg får en trold til at sprede uhygge om klimaet. Jyllands-Posten, 2022-09-01).

Når Rasmus Daubjerg ikke skriver selv, underviser han. Han er stifter af Skolen for Skrift, der optager sit andet elevhold i foråret 2023 og har også undervist på Testrup Højskole og hos Nyt Forum for Skrift. For ”Rygtet” blev Daugbjerg i 2021 nomineret til Bodil og Jørgen Munch-Christensens Debutantpris. Året efter blev han nomineret til bibliotekernes forfatterpris Edvard P. Prisen.

Rasmus Daugbjerg debuterede med romanen ”Rygtet” i 2021. Vi er i en landsby et ubestemmeligt sted i en ubestemmelig tid. En mand (du’et) er flyttet til byen, og rygterne om hans fortid spreder sig hurtigt. Det siges, at du’et har mistet et barn, og at det var ham selv, der slog det ihjel. ”Du stoppede en klud i munden på barnet og smed barnet i en brønd”, står der på s. 9. En har set du’et stå på rugmarken om natten og hyle som et ulvedyr. Alle er enige om, at du’et aldrig bliver en del af landsbyen. Kvinden Jana, der blev født med et gennemsigtigt bryst, indleder et forhold til ham. Rygtet siger, at hun kun er interesseret i du’et, fordi hendes mor døde tidligt.

38696688

Omkring byen ligger skoven. Og i skoven er Urhullet, som siges at vokse om natten. Beboerne er bange for skoven og især for Urhullet, som måske vil sluge hele byen. Rygtet siger, at du’et boede længe i skoven, inden han kom til byen.

Janna og du’ets forhold går i stykker. Ifølge præsten har hun åbnet sin dør for Gud. ”Præsten siger, at han altid har vidst, at det var Gud, der viste sig i Janas bryst.” (s. 93). Jana beskylder du’et for at ville skubbe først hende og senere alle i byen i Urhullet. Herfra tager beskyldninger og had rettet mod du’et til. Præsten køber på Janas opfordring en ny kirkeklokke, som kan ringe du’et ud af byen.

Undervejs får vi også korte fortællinger om andre beboere i byen, og vi hører om Storvinteren, som alle mindes med gru. De fleste af fortællingerne er på under en side.

Sproget driver handlingen frem i ”Rygtet”. Først og fremmest, fordi det er de mundtlige overleveringer – rygterne, der løber fra nabo til nabo – der er selve handlingen. Du’et tiltales, men kommer aldrig selv til orde. Romanen består udelukkende af beboernes antagelser og mundtlige overleveringer til hinanden. Nogle gange er det et kollektivt ”vi”, der taler. Andre gange er det en navngiven person i byen, der spreder rygtet.

De mange fortællinger om, hvad der sker i skoven, og hvad nogen har set du’et gøre, udstiller byens frygt for det fremmede. Sproget i romanen underbygger det. Sætningerne er korte og hårde, præcis som rygterne.