Leïla Slimani

Forfatter, journalist og samfundsdebattør Leïla Slimani er født i Marokkos hovedstad Rabat i 1981. Her voksede hun op i en liberal og veluddannet fransktalende familie med en fransk-algerisk mor, der var speciallæge og en marokkansk far, der arbejdede som bankmand og sidenhen som højtstående embedsmand. Som 17-årig forlod Leïla Slimani sit hjemland, da hun rejste med sine forældre til Paris for at studere politologi og medievidenskab på Institut d’études politiques de Paris. 
Leïla Slimani debuterede som forfatter i 2014 med romanen ”Dans le jardin de l’ogre”, der handler om kvindelig sexafhængighed. Det store gennembrud kom i 2026 med ”Chanson Douce”, der indbragte hende den prestigefyldte franske litteraturpris Prix Goncourt som den første marokkanske forfatter nogensinde. Romanen blev filmatiseret og udgivet i 45 lande. I 2020 udkom ”De andres land”, der er første bind i en trilogi inspireret af hendes egen slægtshistorie. Karaktererne Mathilde og Amine bygger på hendes mors forældre, mens karakteren Mehdis skæbne minder om hendes fars. Han kom som økonomiminister i Marokko på kant med loven og tilbragte tid i fængsel. Sidste bind i serien, ”Jeg bærer ilden” (2026), foregår i Slimanis egen levetid og er den mest personlige i serien.
Ved siden af forfatterskabet har Slimani arbejdet som journalist, blandt andet på magasinet Jeune Afrique, hvor hun fra 2008 begyndte at dække Nordafrika og senere rapporterede om det arabiske forår. Det var herigennem, hun blev optaget af unge marokkanske kvinders manglende seksuelle rettigheder. 
I 2017 udgav hun bogen ”Sexe et mensonges” (”Sex og løgne”). Den afdækker unge marokkanske kvinders seksualitet og det hykleri, der finder sted i det muslimske samfund, fordi religion og lovgivning ikke er i overensstemmelse med virkelighedens realiteter. Bogen affødte stor diskussion i Marokko og cementerede Slimani som en vigtig intellektuel stemme. I 2017 blev hun udnævnt af Emmanuel Macron som hans personlige repræsentant for Frankofonien. Det vil sige, at hun udfylder en politisk og diplomatisk rolle for præsidenten og taler på hans vegne i spørgsmål vedrørende den fransksprogede verden og kultur. Samme år modtog hun den statslige hæder Ordre des Arts et des Lettres, der gives til betydningsfulde stemmer inden for kunst og litteratur i Frankrig. I dag bor hun i Portugal med sin mand og deres to børn. 

”Chanson douce” fra 2016 (”Vuggesang”, 2018) er Leïla Slimanis første udgivelse på dansk. Romanen begynder med, at politiet ankommer til en lejlighed i et eksklusivt kvarter i Paris. En lille dreng er blevet dræbt, og hans søster er i livsfare. Kvinden, der formodes at stå bag, har forsøgt at slå sig selv ihjel, mens moren til de to børn er i chok. Herfra spoles tiden tilbage.

53975461

Gennem en alvidende tredjepersonsfortæller får vi fortællingen om ægteparret Myrian og Paul, deres to børn Mila og Adam og deres barnepige Louise, og det hændelsesforløb, der leder op til åbningsscenen. Sproget er nøgternt, og det er langt hen ad vejen op til læseren selv at tolke, hvilke underliggende følelser, der ligger bag karakterernes handlinger. Myrian kæmper med at balancere sin karriere og sit moderskab, og hendes identitet er splittet mellem den overklasse, hun nu lever i og hendes marokkanske ophav. Efter at have været hjemmegående i flere år savner hun at arbejde og at realisere sig selv uden for hjemmet, og hun er misundelig på sin mand, der arbejder som musikproducer. Da hun møder en tidligere studiekammerat, der tilbyder hende et job som advokat, ansætter parret den tillidsvækkende barnepige Louise, der er omsorgsfuld og pligtopfyldende og en gave til familien. Hun opdrager børnene til at være disciplinerede, hjemmet er skinnende rent og maden står klar, når parret har fri fra arbejde.

Men som romanen skrider frem, begynder idyllen at krakelere. For selvom Louise gør livet lettere for alle, så skammer Myrian sig også over sin egen egoisme og utilstrækkelighed som mor, og hun begynder at misunde Louise hendes tætte forhold til børnene. Med skammen og jalousien vokser en mistro. Samtidig har den ellers så perfekte barnepige også sine egne skeletter i skabet. Hemmeligheder om brudte familierelationer og en gæld, der skal betales. En baggrund, der gør hende afhængighed af at være uundværlig.

”Vuggesang” er en roman om klasse, skjulte hierarkier, magt og afhængighed. Med romanen viser Slimani, hvordan ensomhed og social isolation kan føre til, at et menneske opløses psykisk. Samtidig viser romanen, hvordan klassemæssige strukturer kan være vanskelige at bryde.