Leïla Slimani

Forfatter, journalist og samfundsdebattør Leïla Slimani er født i Marokkos hovedstad Rabat i 1981. Her voksede hun op i en liberal og veluddannet fransktalende familie med en fransk-algerisk mor, der var speciallæge og en marokkansk far, der arbejdede som bankmand og sidenhen som højtstående embedsmand. Som 17-årig forlod Leïla Slimani sit hjemland, da hun rejste med sine forældre til Paris for at studere politologi og medievidenskab på Institut d’études politiques de Paris. 
Leïla Slimani debuterede som forfatter i 2014 med romanen ”Dans le jardin de l’ogre”, der handler om kvindelig sexafhængighed. Det store gennembrud kom i 2026 med ”Chanson Douce”, der indbragte hende den prestigefyldte franske litteraturpris Prix Goncourt som den første marokkanske forfatter nogensinde. Romanen blev filmatiseret og udgivet i 45 lande. I 2020 udkom ”De andres land”, der er første bind i en trilogi inspireret af hendes egen slægtshistorie. Karaktererne Mathilde og Amine bygger på hendes mors forældre, mens karakteren Mehdis skæbne minder om hendes fars. Han kom som økonomiminister i Marokko på kant med loven og tilbragte tid i fængsel. Sidste bind i serien, ”Jeg bærer ilden” (2026), foregår i Slimanis egen levetid og er den mest personlige i serien.
Ved siden af forfatterskabet har Slimani arbejdet som journalist, blandt andet på magasinet Jeune Afrique, hvor hun fra 2008 begyndte at dække Nordafrika og senere rapporterede om det arabiske forår. Det var herigennem, hun blev optaget af unge marokkanske kvinders manglende seksuelle rettigheder. 
I 2017 udgav hun bogen ”Sexe et mensonges” (”Sex og løgne”). Den afdækker unge marokkanske kvinders seksualitet og det hykleri, der finder sted i det muslimske samfund, fordi religion og lovgivning ikke er i overensstemmelse med virkelighedens realiteter. Bogen affødte stor diskussion i Marokko og cementerede Slimani som en vigtig intellektuel stemme. I 2017 blev hun udnævnt af Emmanuel Macron som hans personlige repræsentant for Frankofonien. Det vil sige, at hun udfylder en politisk og diplomatisk rolle for præsidenten og taler på hans vegne i spørgsmål vedrørende den fransksprogede verden og kultur. Samme år modtog hun den statslige hæder Ordre des Arts et des Lettres, der gives til betydningsfulde stemmer inden for kunst og litteratur i Frankrig. I dag bor hun i Portugal med sin mand og deres to børn. 

”Chanson douce” fra 2016 (”Vuggesang”, 2018) er Leïla Slimanis første udgivelse på dansk. Romanen begynder med, at politiet ankommer til en lejlighed i et eksklusivt kvarter i Paris. En lille dreng er blevet dræbt, og hans søster er i livsfare. Kvinden, der formodes at stå bag, har forsøgt at slå sig selv ihjel, mens moren til de to børn er i chok. Herfra spoles tiden tilbage.

53975461

Gennem en alvidende tredjepersonsfortæller får vi fortællingen om ægteparret Myrian og Paul, deres to børn Mila og Adam og deres barnepige Louise, og det hændelsesforløb, der leder op til åbningsscenen. Sproget er nøgternt, og det er langt hen ad vejen op til læseren selv at tolke, hvilke underliggende følelser, der ligger bag karakterernes handlinger. Myrian kæmper med at balancere sin karriere og sit moderskab, og hendes identitet er splittet mellem den overklasse, hun nu lever i og hendes marokkanske ophav. Efter at have været hjemmegående i flere år savner hun at arbejde og at realisere sig selv uden for hjemmet, og hun er misundelig på sin mand, der arbejder som musikproducer. Da hun møder en tidligere studiekammerat, der tilbyder hende et job som advokat, ansætter parret den tillidsvækkende barnepige Louise, der er omsorgsfuld og pligtopfyldende og en gave til familien. Hun opdrager børnene til at være disciplinerede, hjemmet er skinnende rent og maden står klar, når parret har fri fra arbejde.

Men som romanen skrider frem, begynder idyllen at krakelere. For selvom Louise gør livet lettere for alle, så skammer Myrian sig også over sin egen egoisme og utilstrækkelighed som mor, og hun begynder at misunde Louise hendes tætte forhold til børnene. Med skammen og jalousien vokser en mistro. Samtidig har den ellers så perfekte barnepige også sine egne skeletter i skabet. Hemmeligheder om brudte familierelationer og en gæld, der skal betales. En baggrund, der gør hende afhængighed af at være uundværlig.

”Vuggesang” er en roman om klasse, skjulte hierarkier, magt og afhængighed. Med romanen viser Slimani, hvordan ensomhed og social isolation kan føre til, at et menneske opløses psykisk. Samtidig viser romanen, hvordan klassemæssige strukturer kan være vanskelige at bryde.

Leila Slimanis roman ”Dans le jardin de l’ogre” fra 2014 (”Adèle”, 2020) handler om kvinden Adèle, der bor med sin mand Richard og deres lille søn Lucien i Paris. Hendes mand arbejder som læge, mens hun selv er journalist. Adèle hader sit job og det faktum, at hun er nødt til at arbejde for at tjene til livets ophold. Den eneste ambition, hun nogensinde har haft, er at blive set på. Jobbet som journalist har dog den fordel, at de mange rejser og skæve arbejdstider gør det nemt at skjule de mange seksuelle affærer, hun indleder med både kollegaer, bekendte og tilfældige mænd på barer. For hvor sex med hendes mand føles som en pligt og noget, der skal overstås, lever og ånder Adèle for at udleve sin lyst og sit begær uden for ægteskabet. Hendes drift er altopslugende og destruktiv, fordi det ikke handler om kærlighed eller nærhed, men om en konstant trang til at føle sig levende, attraktiv og fri.

47842727

Richard vil gerne flytte på landet, hvor han har fået et tilbud om at blive medejer på en lægeklinik, og så vil han gerne have et barn mere. Men Adèle insisterer på at blive i Paris og udskyder spørgsmålet om at udvide familien. For hende er rollen som mor kompleks. Hun elsker sit barn, men føler sig samtidig kvalt i rollen som mor. En dag kommer Richard ud for en ulykke, og samtidig afsløres Adéle i en af sine mange affærer. Herfra tager Richard styringen. De realiserer hans drøm om at flytte til provinsen, og Adéle bliver hjemmegående.

Richard betragter hende nu som en syg patient, der skal afvænnes et misbrug, og holder hende i kort snor. Han er afhængig af kontrol og orden og nægter at give slip på forestillingen om det perfekte familieliv. Alt det Adèle føler sig begrænset i.

Med ”Adèle” har Slimani skabt en karakter, der hverken er sympatisk eller moralsk forbilledlig. Hun er styret af primitive drifter, der ikke ligger inden for samfundets forventninger til kvinder. Romanen giver et indblik i et komplekst forhold mellem tryghed, frihed og afhængighed.

I 2020 udkom ”Le pays des autres” (”De andres land”, 2022), der er første bind i et trebindsværk af en slægtsfortælling, der er baseret på Leïla Slimanis egen familiehistorie. Romanen foregår i Marokko fra slutningen af anden verdenskrig frem til midten af 1950’erne, en tid præget af kolonial uenighed og politisk uro. Landet er stadig styret af den franske kolonimagt, men er under tiltagende pres fra de nationalistiske bevægelser, der kæmper for landets uafhængighed.

61928448

Romanen følger den fransk-alsaciske Mathilde og hendes marokkanske mand Amine Belhaj. De to mødte hinanden under krigen, hvor han var officer for den franske hær, og de er nu blevet genforenet i Marokko. Amine har arvet et stykke jord på landet, hvor de bosætter sig med deres to børn Aisha og Selim, og Amine forsøger at opbygge et landbrug. Begge ønsker de at skabe sig et hjem, men deres opfattelse af, hvad det er, er forskellig, og hermed bliver ægteparrets indre konflikter og tiltagende spændinger et spejl på den kulturelle splittelse i landet.

Amine repræsenterer de traditionelle marokkanske værdier, kønsnormer og traditioner. Men han er samtidig splittet, fordi han har giftet sig med en fransk kvinde og har kæmpet for den franske hær. Han bliver ikke accepteret som ligemand af franskmændene, og samtidig møder han fordømmelse fra sine egne. Han reagerer med stolthed, hårdhed og vrede. Samtidig føler Mathilde en fremmedgørelse ved at have bosat sig i et land med en kultur, der ligger så langt fra hendes egen. Hun skriver breve hjem til sin familie, hvor hun får livet på landet til at lyde lige så eventyrligt og eksotisk som Karen Blixens ”Den afrikanske farm”. Men sandheden er, at hun længes efter friheden og det moderne liv, og hun føler sig fanget, fordi hun er reduceret til at være hustru og mor i et patriarkalsk system.

Omkring parret følger vi en række bipersoner, der tydeliggør de sociale hierarkier og de politiske og kulturelle forskelle. Herunder Amnies bror Omar, en ung nationalist, der kæmper for Marokkos uafhængighed og opretholdelsen af maskuline idealer, og søsteren Selma, der som kvinde er underlagt familiens sociale kontrol. ”De andres land” er en roman om identitet, køn, kolonialisme, tradition og forandring.

I ”Regardez-nous danser” fra 2022 (”Se os danse”, 2023) fortsætter Leïla Slimani sin slægtsfortælling. Romanens hovedfokus er nu på de to børn, Aisha og Selim. De er anden generation i familien Belhaj og tilhører den generation af unge, der i slutningen af 1960’erne efter Marokkos uafhængighed kæmper for frihed, uddannelse og nye livsformer i et land, hvor konservative samfundsnormer stadig vejer tungt, og den politiske frihed under kongen Hassan 2. er stærkt begrænset.

135567922

Efter en række hårde år har Amine fået succes med gården, og han er nu både en velhavende og velansat mand, der nyder godt af den opmærksomhed, det giver ham hos det modsatte køn. Aisha er flyttet til Strasbourg, hvor hun er under uddannelse som læge. Hun er den første i familien, der får en uddannelse, og hendes viden og faglighed får hendes mor Mathilde, der driver en sundhedsklinik i hjemlandet, til at fremstå gammeldags.

Aisha er sin fars datter, målrettet og hårdtarbejdende, mens hendes lillebror Selim har sin mors længselsfulde sind. Selim klarer sig dårligt i skolen og er tynget af ikke at kunne leve op til sin fars forventninger. I et forsøg på at skabe sin egen identitet stikker han af hjemmefra. Han slutter sig til en dansk pige og hendes europæiske hippievenner, der lever et grænseløst og nomadisk liv med masser af stoffer og et frit forhold til sex. Aisha vender hjem fra Frankrig med nye idéer om frihed og ligestilling. Hun har oplevet studenteroprøret og et miljø, hvor kvinder kan være mere selvstændige. Tilbage i Marokko møder hun et samfund, hvor meget lidt har forandret sig. Hun forelsker sig i akademikeren Mehdi, der er en del af den veluddannede elite, og som drømmer om frihed og forandring. Han falder for hendes styrke, men er i praksis stadig styret af traditionelle forestillinger om mandens og kvindens plads.

”Se os danse” er en roman om friktionen mellem gamle traditioner og nye globale strømninger og frigørelsesidealer. Den unge generation har det til fælles med deres forældre, at de bevæger sig mellem flere forskellige kulturer, klasser og identiteter, uden rigtigt at føle sig hjemme nogen steder. Romanen viser, hvor svært det er at skabe ligeværdige relationer i en brydningstid mellem tradition og modernitet.

”J’emporterai le feu” fra 2025 (”Jeg bærer ilden”, 2026) er tredje og sidste bind i Leïla Slimanis slægtsfortælling. Romanen foregår fra 1980’erne og frem til 2022. Hovedpersonerne er forfatteren Mia og hendes lillesøster Inès. De er tredje generation i familien Belhaj og døtre til Aisha og Mehdi. Vi følger de to piger op igennem deres barndom, hvor deres far af kongen er blevet betroet jobbet som direktør i en erhvervsbank i Casablanca, mens deres mor arbejder som gynækolog og står for de hjemlige forpligtelser. Hvor Mia som barn er alvorlig, ambitiøs og søger sin fars anerkendelse, har Inès en mere let gang på jorden. Hun er charmerende og spontan og har en større selvsikkerhed end sin søster. Det fører til jalousi og spændinger mellem dem.

142507218

Med tiden bliver Mia mere rebelsk, mens Inès i højere grad indordner sig samfundets og familiens forventninger. Inès ender med at følge sin mors fodspor. Hun flytter til Paris og uddanner sig til læge, mens Mia som sin far vælger en karriere inden for bankverdenen. I løbet af romanen sker der et skifte i familiens sociale status, da Mehdi først mister sit job og sidenhen kommer i fængsel. Hele familien er tynget af skam. Først da faderen dør, begynder Mia at skrive sin slægts historie, der har trængt sig på som en ild i hende. Fortællerperspektivet adskiller sig fra de tidligere bind ved, at Mia i prolog, intermezzo og epilog fungerer som jeg-fortæller, mens familien i resten af bogen stadig beskrives i tredjeperson.

Læseren kommer tættere på Mias tanker og oplevelser, samtidig med at familiens historie fortsat udgør en større kollektiv slægtshistorie, som Mia både er en del af og betragter på afstand. Dette skifte i fortælleformen understøtter romanens tema. Den handler om forholdet mellem individ og familie og Mias forsøg på at frigøre sig ved at finde sin egen stemme. Hvor de to tidligere romaner i højere grad skrev sig ind i en ydre historisk ramme, er den tredje mere emotionel og psykologisk, hvilket igen underbygger det individuelle frigørelsesprojekt.

Tematisk beskæftiger Leïla Slimani sig med køn, ulighed, identitet og seksuelle tabuer. Hun skriver om misforholdet mellem lovgivningen, de kulturelle og sociale forventninger, som det muslimske samfund i Marokko stiller op og virkelighedens realiteter. I alle hendes romaner er karaktererne undertrykt af normer omkring enten køn, ulige magtforhold, seksualitet eller tilhørsforhold. I ”Jeg bærer ilden” skjuler Mia sin homoseksualitet for familien, mens hendes lillesøster har et hemmeligt forhold med sin 20 år ældre lærer. I ”Se os danse” har Selma et incestuøst forhold til sin nevø Selim, mens både patriarken Amine i ”De andres land” og hovedkarakteren i ”Adèle” har sex uden for ægteskabet. Leïla Slimani skriver på en måde, hvor hun ikke er moralsk fordømmende over for disse handlinger men i stedet optaget af den indre skam og splittelse, kampen for selvstændighed og frigørelse kan medføre.

Som journalist og debattør har Slimani også afdækket kvinders manglende seksuelle rettigheder og konsekvenserne af misforholdet mellem den konservative lovgivning og kvinders indre liv og begær. I Marokko er sex uden for ægteskab ulovligt, og problemet opstår ifølge Slimani, fordi loven fratager kvinder retten til deres egen krop og seksualitet, fortæller hun i et interview. (Matthias Dressler-Bredsdorff: Leïla Slimani i samtale. LIVE fra Det Kongelige Bibliotek, 2022-05-18). I essaysamlingen ”Sexe et mensonges: La vie sexuelles au Maroc” fra 2017 har Slimani samlet en række vidneudsagn fra kvinder i Marokko, der ikke kan leve et frit kærlighedsliv og derfor må leve et skjult dobbeltliv.

Et andet centralt emne i Slimanis forfatterskab er klasse og kolonisering, og det hykleri, der både findes hos patriarkatet og kolonisterne i Marokko, men i lige så høj grad hos den velhavende kreative klasse i Paris, som ægteparrene i både ”Adèle” og ”Vuggesang” tilhører. De såkaldte bourgeois bohèmes, der på papiret har de rigtige værdier, men som samtidig har muligheden for at lukke øjnene for uligheden i samfundet.

Både ”Adèle” og ”Vuggesang” kan genremæssigt kategoriseres som psykologiske thrillers, mens Leïla Slimanis tre seneste værker udgør en historisk slægtsfortælling. Sproget i alle romaner er meget realistisk, usentimentalt og præcist.

I et interview med magasinet Vanity Fair fortæller Slimani, at hun er inspireret af den tjekkiske forfatter Milan Kunderas roman ”Tilværelsens ulidelige lethed” fra 1984. (Julia Vitale: Macron’s Francophone Affairs Minister on Being a Woman Writer. Vanity Fair, 2019-01-19). Den handler om kærlighed, begær og frihed i skyggen af Sovjetunionens invasion af Tjekkoslovakiet og rejser spørgsmålet, om et liv uden tyngde også bliver et liv uden mening. Slimani citerer fra værket i begyndelsen af ”Adèle”, og der er samtidig dele af plottet i ”Adèle”, der flugter med Kunderas klassiker. Begge romaner har en utro protagonist og ender begge med, at værkernes par flytter væk fra byen og den uro, den tilbyder.

Den engelske avis The Guardian har sammenlignet Slimanis karakter Adèle med Emma Bovary, der er hovedkarakter i den franske forfatter Gustave Flauberts roman ”Madame Bovary” fra 1857. (Lara Feigel: Adèle by Laïla Slimani review - sex addiction thriller. The Guardian, 2019-02-14). Ligesom Adèle er Emma en gift kvinde, der føler sig kvalt i sit kedelige ægteskab. Hun længes efter den passion, intensitet og de store følelser, hun kender fra de romantiske romaner, hun læser. Både Emma og Adèle længes efter frihed og udlever deres begær gennem affærer, og begge opsluges de i en ond spiral af skam og selvdestruktion.

Slimani har i flere interviews nævnt, at hun er inspireret af Virginia Woolfs måde at skrive om kvinders indre liv og frihed på, og at særligt Woolfs essay ”A Room of One’s Own” (1929) har haft stor betydning for hende som forfatter. (Tore Leifer: Leïla Slimani om menneskerettigheder og den frie seksualitet. LIVE fra Det Kongelige Bibliotek i samarbejde med Institute Francais, 2018-11-15). I ”Vuggesang” skriver Slimani direkte om barnepigen Louise, at hun aldrig har haft sit eget værelse. Både Slimani og Woolf skriver om kvinders begær, kvinders intellektuelle liv og om den ambivalens, der er knyttet til forventningen til kvinder. I begge forfatteres værker er kvinders begær ikke kun noget seksuelt, det handler i høj grad også om frihed, kreativitet og retten til et selvstændigt liv. Samtidig har de også det til fælles, at de beskriver de mørke og modsætningsfyldte sider af kvinders erfaring uden at moralisere.

Den danske forfatter Sofie Jama har lige som Slimani afrikansk baggrund og skriver om erfaringen med at befinde sig mellem to kulturer. Hvor Slimani i sine bøger undersøger spændingen mellem en fransk og en marokkansk identitet, forsøger hovedkarakteren Baraka i Jamas ”Et andet menneske, et andet liv” at forstå og forene sit somaliske ophav og livet som krigsflygtning i Danmark. Begge forfattere interesserer sig for, hvordan mennesker formes af deres kulturelle rødder, familiære relationer og samfundets forventninger, og hvordan det kan være vanskeligt at skabe sig en selvstændig identitet i spændingsfeltet mellem tradition og frihed.