Mich Vraa
Mich Vraa beskriver fortiden om slavehandel i 'Haabet' så den fremstår virkelig.
Foto: Simon Nørlev Nyberg

De Dansk Vestindiske Øer i dansk litteratur

Artikel type
News Item
Redaktionen
Top image group
Mich Vraa
Mich Vraa beskriver fortiden om slavehandel i 'Haabet' så den fremstår virkelig.
Foto: Simon Nørlev Nyberg

Indledning

I 2017 er det 100 år siden, at den danske stat solgte de Dansk Vestindiske Øer til USA for 25 millioner dollars, og det danske kolonieventyr i det caribiske øhav var en saga blot. Danmark var en fremmelig kolonisator på linje med store kolonimagter såsom Holland og Frankrig. Flere danske forfattere har sat ord på nogle af de skæbner der led frygteligt under den danske overmagt i jagten på sukkerpengene på de tre øer Sankt Jan, Sankt Croix og Sankt Thomas.

Her er et udpluk af nogle af de værker der behandler et af de mørkere kapitler i Danmarkshistorien.

Naja Marie Aidt: Alting blinker

Fra Birkerød St. til Togo i Vestafrika og de Dansk Vestindiske Øer til det allestedsnærværende New York, som virkelighedens forfatterinde og hendes digterjeg er emigreret til. Naja Marie Aidts digtsamling ”Alting blinker” (2009) blinker bogstavelig talt af steder i et væk og handler om at flytte og finde hjem på tværs af grænser, sprog og kulturer. I digtet ”som dreng var jeg altid frejdig og glad” drømmer digterjeget sig tilbage til den kolonitid og de plantager, som forgyldte den danske stat, og med en slet skjult kritik afromantiseres det tidligere danske øhav: ”hvis man går gennem junglen til St John/ kan man få en kokosnød i hovedet / måske har man fortjent det / og så rejser en sukkerplantage sig i det grønne / man kan se slavernes indkvartering /og lukke øjnene så alt kommer til live / man kan se pisken svinge over et barns ryg / den døddrukne plantør i færd med voldtægt […].”

Maria Helleberg: Miss Suzanna

I Maria Hellebergs ungdomsroman ”Miss Suzanna” (2002) får den kløgtige og selvstændige slavepige Suzanna en chance, som kun var få slaver forundt under den danske overmagt på De Dansk Vestindiske Øer. Suzanna bor med sin mor og lillesøster Lucia under trange kår hos den enlige og humørsyge Eigtved, hvis brutalitet den lille familie ofte får at føle. Men takket være sin mor får Suzanna chancen for at åbne sin egen butik, med den ene formaning aldrig at indlade sig med en slaveejer. Det løfte sættes dog på prøve, da hun forelsker sig. Hellebergs roman er baseret på virkelige hændelser og giver et nuanceret indblik i dansk kolonihistorie i en tid, hvor farve og stand var altafgørende for en tålelig tilværelse.

Kim Langer: Flugten fra Vestindien

Handlingen i Kim Langers roman ”Flugten fra Vestindien” (2010) er sat i de sidste dramatiske og hektiske uger inden det store slaveoprør i 1948 på øen Sankt Croix. Hovedpersonen, den 14-årige danske Nelly, bor med sin far plantageejeren Andreas Jessen og sin tvillingebror Nicolai, men under den ulmende utilfredshed i slavernes gemakker krakelerer tilværelsen for den unge pige. En nat vågner Nelly af et værre postyr, da en håndfuld slaver er stukket af i nattens mulm og mørke. Vild for at deltage i indfangningen af de bortløbne slaver begiver Nelly sig af sted. Men efter eftersøgningen vil Nellys bedste ven, slaven Nelson, ikke længere kendes ved hende. ”Flugten fra Vestindien” er både fortællingen om tabet af barndommens uskyld og kampen for at finde ret og vrang i en verden præget af slave- og raceideologier.

Thorkild Hansen: Slavernes øer

Sidste bind i Thorkild Hansens kritiske og dokumentariske trilogi om den danske koloni- og slavetid handler om De Dansk Vestindiske Øer. I ”Slavernes øer” krydsklipper Thorkild Hansen fra selvoplevede reportager fra 1960’ernes Vestindien, der efter salget til USA skiftede navn til Jomfruøerne, og dramatiske fortællinger fra slavetiden under Danmark. Gamle danske mindesmærker opsøges og fletter sig ind i skildringen af det første egentlige slaveopgør under generalguvernør Peter von Scholten i 1848, hvor slaverne uofficielt blev erklæret frie. Thorkild Hansen vandt Nordisk Råds Litteraturpris for bøgerne (1967-70), der med deres journalistiske beskrivelser og store historiske kildemateriale er et af de mest omsiggribende litterære værker om de danske kolonieventyr i Vestindien og Guinea.    

Mich Vraa: Haabet

I 1787 bryder et blodigt mytteri ud på slavefregatten Haabet blandt de sorte slaver i skibets lastrum. Under dæk holdes to kvinder tilfangetaget af den desperate flok, kaptajnens og skibslægens hustruer. Inden det brutale oprør bliver slået ned, ændrer de ombordværendes skæbner sig for altid. Mich Vraas roman ”Haabet” fra 2016 er fortællingen om et kynisk overherredømme, der lukrerede på fattige sorte menneskers arbejdskraft og de menneskeskæbner, der gik i tabt i jagten på det ”hvide guld”, men også om indsigter, medmenneskelighed og overlevelse under de mest utænkelige og umenneskelige vilkår. For som skibets kaptajn Anton Frederiksen slår fast i sin logbog: ”[… ] da jeg i stilheden i nat hørte mine mennesker under dæk, forstod jeg med ét at de lyde jeg plejede at høre om natten i Kalmebæltet - en sagte mumlen fra Haabets mellemdæk, klynken og jamren og gråd – også stammede fra mennesker. Vores last. De var mennesker, dem vi sejlede med.”