Anne Marie Ejrnæs

Anne Marie Ejrnæs (f. 1946) er opvokset i den lille sydøstsjællandske by Karise som datter af to lærere. Hun gik på Køge Gymnasium, hvor hun forelskede sig i sin fransklærer, som hun endte med gifte sig med, få to børn med og leve sammen med i 34 år, indtil han døde i 1999. Hun blev uddannet kandidat i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet i 1997 og fik sin litterære debut i 1979 med romanen ”Karen og Sara”.

Ejrnæs er en berejst kvinde. I midten af 2.g forlod hun midlertidigt gymnasiet for at rejse til Frankrig og arbejde på et børnehjem. Da hun vendte hjem efter et halvt års tid, tog hun sin studentereksamen, blev gift og fik børn. Nysgerrigheden på verden stoppede dog ikke der. I begyndelsen af 1970’erne boede familien Ejrnæs i Zambia, og Anne Marie Ejrnæs har også rejst i en række andre afrikanske lande. Rejserne i Afrika afspejler sig i romanen ”Ravnen” (1983), der følger en dansk kvindes jagt efter sin forsvundne afrikanske mand.

I det hele taget kan man se mange spor fra Anne Marie Ejrnæs’ eget liv i hendes romaner. Debuten ”Karen og Sara” (1979) er præget af tidens politiske klima og Rødstrømpebevægelsens politiske dagsorden om kønsmæssig ligestilling, som var en bevægelse Ejrnæs selv tog del i, da hun i 1971 var med til at starte den første Femølejr – en sommerlejr kun for kvinder, oprettet af rødstrømperne.

Udadtil er Anne Marie Ejrnæs en ydmyg forfatter, der kun sjældent optræder i medierne og i det hele taget ikke tager del i det mediecirkus, der i dag kan følge med at være forfatter. Til Kristeligt Dagblad har hun udtalt at: ”Man kan række efter stjernerne, men man skal også kunne lande igen. Kunne glæde folk med sin kunst, uden at der står verdensberømmelse og venter på én” (Rikke Rottensten: En forfatter med stor loyalitet. Kristeligt Dagblad, 2006-10-20).

Efter i en lang årrække at have boet på landet, først i bofællesskab på Stevns og siden ved Ringsted, flyttede ægteparret Ejrnæs i 1994 til Frederiksberg, hvor Anne Marie Ejrnæs fortsat er bosat.

Anne Marie Ejrnæs’ debut ”Karen og Sara” fra 1979 følger parallelt to kvinder i sidste halvdel af 1970’erne på et gymnasium et sted i provinsen. Den ene er den idealistiske, men samtidig desillusionerede lærer Karen, som forsøger at bryde med tidens køns- og undervisningsnormer med sin mere elevinddragende undervisningsstil. Den anden er eleven Sara, som er intelligent, oprørsk og provokerende, men samtidig og i kraft af det meget ensom.

Begge kvinders historier er fortalt i tredje person fra deres synsvinkel og fortællestilen er ofte præget af stream of consciusness, hvor de to kvinders sansninger af både ydre og indre fornemmelser beskrives helt tæt på, så det fremstår nærmest klaustrofobisk. Begge kvinder er følelsesmæssigt presset af en virkelighed, hvor de oplever sig selv som outsidere på grund af deres ukonventionelle tankegang.

Romanen kan ses som et mikrokosmos for de sene 1970’eres politiske kampe, hvor idealerne om frigørelse og ligestilling spiller fallit over for en praktisk virkelighed, der stadig hænger fast i konservative kønsnormer og systemtænkning i begge ender af det politiske spektrum. I det perspektiv repræsenterer Karen desillusionen, da hun må opgive lærergerningen og falder ned i et sort hul. Saras karakter derimod peger i en retning, hvor der stadig er plads til og mulighed for politiske visioner om et mere lige samfund. Til sidst i romanen havner hun i et idealistisk kollektiv, som giver hende et ståsted uden for gymnasiets fastlåste system. Her begynder hun at finde form og retning som politisk menneske, og det åbner op for troen på, at noget nyt og frigørende stadig er muligt.

Romanen er meget bundet op på sin samtids politiske klima, og der er et feministisk perspektiv til stede i særligt Karens refleksioner over sin lærergerning. Samtidig handler den om at finde et ståsted i en kompleks verden og om det vanskelige forhold mellem politiske ideologier og en menneskelig virkelighed af følelser og drifter.