autofiktion

Asta Olivia Nordenhof både imponerer og forstyrrer med et værk, der overskrider gængse opdelinger af privat og offentligt, biografi og fiktion, krop og tekst.

Forførende, provokerende, poetisk og med et humoristisk twist – Bjørn Rasmussen blander selvbiografiske referencer med ren fiktion. Han stjæler andre forfatteres sætninger, men gør dem til sine egne, vrider dem ud af kontekst og sætter dem ind i en ny.

Eva Tind undersøger i sine værker identitetsdannelse og tilfældighedsprincipper i et forsøg på at nedbryde tabuer om race, køn og oprindelse. I debuten ”do” med digte om adoption og hjemstavn og i romanen ”Ophav” ved at sætte forældrerollen til debat.

Forfatteren Hanne Højgaard Viemose skriver råt, usentimentalt, nærværende, sjovt og rørende. Med virkeligheden som motor skriver hun om et rastløst ’jeg’, der forsøger at finde sig selv – eller måske at finde ud af sig selv.

Thorkild Hansen satte med sine dramatiske dokumentarromaner spørgsmålet om fakta og fiktion på spidsen. Med udgangspunkt i virkelige begivenheder skrev han biografisk litteratur om misforståede antihelte, hvilket nemt kan forveksles med ægte historieskrivning.

Kristian Ditlev Jensen er en alsidig skribent, der udfolder sig i et væld af litterære og kulturjournalistiske genrer. Han debuterede som forfatter med den gribende selvbiografi ”Det bliver sagt” i 2001, hvori han uden omsvøb skildrer de seksuelle overgreb, han blev udsat for som barn.

Norske Karl Ove Knausgård etablerede et før og et efter i litteraturhistorien, da han udgav sit selvbiografiske kæmpeprojekt ”Min kamp 1-6”.

Alle hjertets beskidte længsler får plads til at folde sig ud i Marcel Proust's syv bind (høje bogbjerg): "På sporet af den tabte tid", udgivet mellem 1913 og 1927.

En historie om misbrugere og pushere i Aalborg lyder ikke umiddelbart som en bestseller. Alligevel lykkedes det Jakob Ejersbo at besnære læserne med sine nuancerede og realistiske beskrivelser i romanen “Nordkraft”, der indgav ham De Gyldne Laurbær.