autofiktion

Med en omfattende medieopmærksomhed og to nomineringer til Nordisk Råds Litteraturpris har Josefine Klougart etableret sig som en af tidens væsentligste danske forfattere.

Lone Aburas’ bøger handler om halvkedelige dagligdagsting som at sidde ved kassen i Føtex eller arbejde i en styrelse. Det kedelige er skrevet sjovt og rammende, men i både i ”Politisk roman” og ”Den frie verden” forekommer latteren mere grum end hjertelig.

Lars Skinnebachs digte vækker altid opsigt. Om det er med skrig, vrede eller glimt af ømhed.

Christel Wiinblad har i både romaner og digte beskæftiget sig med tematiske tungvægtere som misbrug, tab, incest og masochisme.

Aparte psykologiske profiler og et kriminalistisk anslag er fælles for Leonora Christina Skovs romaner, der udfolder menneskelige fortrængningsmekanismer på alle tænkelige måder. Mystiske elskerinder, maskerede identiteter og vildfarent begær går igen i de intrikate værker.

Fandenivoldsk og utilpasset. Det er den mest brugte karakteristik af Morten Sabroe, dansk journalistiks ubestridte enfant terrible. Sabroe fik udover journalistikken etableret et langt skønlitterært forfatterskab. Her er energien også vild, og han bruger løs af sig selv og sit liv.

Små hændelser kan pludselig forandre livet og verden omkring en. Det er et af de centrale omdrejningspunkter i Astrid Saalbachs forfatterskab. I hendes tekster skildres både den konkrete og den psykologiske virkelighed i en sansende og registrerende stil.

Barndomsøen Falster er et uomtvisteligt omdrejningspunkt i Knud Romers skønlitterære virke. I debuten “Den som blinker er bange for døden” (2006) får provinsbyen Nykøbing lidet kønne ord med på vejen, når Romer genbesøger barndomsflækken i erindringen.

Dy Plambeck har siden sin debut med “Buresø-fortællinger” i 2004 interesseret sig for mennesker. Særligt den tidlige del af hendes forfatterskab er befolket af provinsens originale og farverige karakterer, mens det i ”Mikael” er en dansk soldat i Afghanistan, vi møder.