dansk litteratur

Liv Mørks forfatterskab er lige så kontrastfyldt som hendes navn. Hendes anmelderroste krimier er på én gang dekadente og jordnære, højstemte og alligevel så brutale.

En gang var den nordiske krimi berømt eller berygtet for social bekymring og markant venstreorientering. De tider er forbi. I hvert fald har en enkelt mand rykket ved billedet i Danmark.

Christian Lollike er kendt for sin kontroversielle måde at behandle aktuelle og ofte tabubelagte emner på.

Martin Kongstad analyserer skånselsløst den kreative klasse og dens forhold til 68'erne, de rigtigt rige og alle de andre wannabees, som gerne vil være en del af det smarte selskab.

Det er ikke ofte, at man læser en ung lyriker, der på en ny og interessant måde er i stand til at genoplade det poetiske sprog og give gamle lyriske travere – som ordet blodbøg og billedet af en galopperende hest – helt nyt liv.

Det er som om illustratoren Hanne Bartholin har været her altid. Hun er klassisk, men hun er det på sin helt egen måde. Hun kan nemlig sætte tiden i stå. I forhold til andre tegnerkolleger er Hanne Bartholins produktion ikke overvældende. Men den er frygtindgydende!

Ole Sarvigs forfatterskab står som en andagtsfuld venten midt i det tyvende århundrede. Luften står stille, og urernes visere er frosset fast i et tidløst vakuum, hvor hele verden står lyttende, som kunne de høre, om henholdsvis dommedag eller menneskehedens genfødsel var på vej.

Lone Aburas’ bøger handler om halvkedelige dagligdagsting som at sidde ved kassen i Føtex eller arbejde i en styrelse. Det kedelige er skrevet sjovt og rammende, men i både i ”Politisk roman” og ”Den frie verden” forekommer latteren mere grum end hjertelig.

Lars Husum er en beskeden vestjyde, som ikke gjorde sig de store forhåbninger, da han sendte manuskriptet til “Mit venskab med Jesus Kristus” ind til forlaget.