dansk litteratur

Martin Kongstad analyserer skånselsløst den kreative klasse og dens forhold til 68'erne, de rigtigt rige og alle de andre wannabees, som gerne vil være en del af det smarte selskab.

Det er ikke ofte, at man læser en ung lyriker, der på en ny og interessant måde er i stand til at genoplade det poetiske sprog og give gamle lyriske travere – som ordet blodbøg og billedet af en galopperende hest – helt nyt liv.

Det er som om illustratoren Hanne Bartholin har været her altid. Hun er klassisk, men hun er det på sin helt egen måde. Hun kan nemlig sætte tiden i stå. I forhold til andre tegnerkolleger er Hanne Bartholins produktion ikke overvældende. Men den er frygtindgydende!

Ole Sarvigs forfatterskab står som en andagtsfuld venten midt i det tyvende århundrede. Luften står stille, og urernes visere er frosset fast i et tidløst vakuum, hvor hele verden står lyttende, som kunne de høre, om henholdsvis dommedag eller menneskehedens genfødsel var på vej.

Lone Aburas’ bøger handler om halvkedelige dagligdagsting som at sidde ved kassen i Føtex eller arbejde i en styrelse. Det kedelige er skrevet sjovt og rammende, men i både i ”Politisk roman” og ”Den frie verden” forekommer latteren mere grum end hjertelig.

Lars Husum er en beskeden vestjyde, som ikke gjorde sig de store forhåbninger, da han sendte manuskriptet til “Mit venskab med Jesus Kristus” ind til forlaget.

Nikoline Werdelin var både kendt og elsket for sine tegneseriestriber (primært ”Café” og ”Homo Metropolis” i Politiken), før hun blev kendt for sin dramatik. Med lige dele satire, ironi og komik opstiller Werdelin i sine striber et helt persongalleri, som læseren følger afsnit for afsnit.

Jeppe Brixvolds forfatterskab er én lang hvirvlende bevægelse gennem tids- og sproglige universer, som langt fra altid følger logikkens snævre vej. Sjældent møder man herhjemme en forfatter med så store litterære ambitioner, filosofisk indsigt og sproglig tæft.